Verdens lys

Romanlæsning stjæler af den tid man bør bruge til nyttigt arbejde, det er i sig selv galt nok. Langt værre er det at al beskæftigelse med litteratur må anses for at være skadelig for et ungt menneskes udvikling. Det forstod man endnu i min barndom, og når der var tale om egnens allermest opsigtsvækkende dovendidrikker og tossehoveder, og man søgte en forklaring på deres sørgelige forfatning, så fandt man sjældent nogen bedre end at de tidligt i deres liv og ved flere lejligheder var blevet set med næsen i en bog.

Så længe det mindste håb om at jeg kunne blive et fornuftigt og arbejdsdueligt menneske stadig levede, og før man for alvor var begyndt at frygte at jeg måtte ende som lærer eller præst, blev min adgang til romaner da så vidt muligt spærret. Klogeligt nok havde vi ikke nogen af dem liggende i huset, men skolen tog ikke sit ansvar tungere end at jeg af og til kunne låne én med hjem, og jeg listede mig snart til læsning langt ud over den halve times tid der var højest tilladte daglige dosis. Begrænsninger og forbud skærpede naturligvis appetitten, og den eventyrlige bevidsthed om at jeg med en så farlig last satte liv og lykke på spil bragte mig ud over enhver betænkelighed ved at snyde og skulke og lyve og bedrage for at kunne dyrke den til bunds.

Omsider blev jeg da opgivet og fik lov at komme i gymnasiet. Under påskud af lektielæsning blev det muligt i timevis ad gangen at fylde sig med romaner. Jeg var nu også blevet så optaget af dem i sig selv at de ikke mistede meget af deres tiltrækningskraft, da det gik op for mig at lærerne så på min læsning med noget nær velvilje. Heller ikke engang da den blev en regulær pligt, på universitetet, stilnedes trangen. Tværtimod, jo ihærdigere jeg brokkede i mig, jo mere sulten blev jeg, og i løbet det første år eller halvandet fortærede jeg hele den ved danskstudiet i Aarhus gældende kanon.

Næsten den hele – for på et tidspunkt heromkring var det at jeg lige pludselig havde fået nok. Jeg kunne ikke længere holde ud at læse en side til af den meget store del af både den klassiske og den dengang samtidige romanlitteratur der blev betegnet som realistisk. Uanset om den var det på en mere eller mindre morsom måde, så byggede den på en ceremoniel laden som om den gengav en allerede foreliggende virkelighed, og det var netop denne alvorsfulde illusionisme jeg var kommet til at føle som en utålelig mangel på alvor.

Jeg blev dermed ikke berøvet alt læsestof. Heldigvis blev der, dér i 60’erne, udgivet en digtning der havde så meget pli at den ikke handlede om andet sig selv, skønt dette selv måske kaldte sig noget lidt andet, for eksempel et æg. Det var vederkvægende. For det er som med fodbold, det kan ikke spilles hvis ikke alle har gjort sig fuldkommen klart at der her gælder helt andre regler end i virkeligheden. Men der er så heller ikke noget ved at spille, hvis ikke alle gør det som gjaldt det liv og død.

Men jeg var nu også begyndt at ville skrive, frem for alt prosa, og jeg kiggede efter forbilleder der forholdt sig alt andet end naturalistisk eller journalistisk og dokumentarisk til verden. Selvfølgelig havde jeg allerede hørt remsen af modernistiske storheder, Proust, Kafka, Joyce, og jeg læste dem. Beklageligvis uden at få ret meget ud af det. Måske var jeg bare ikke gammel nok til at kunne acceptere at Kafkas minutiøse lidelseshistorier, eksempelvis, indimellem måtte læses som farcer før de virkelig kunne lyse for én deroppe fra deres litterære himmel.

Beckett, derimod, rakte mine manglende evner alligevel ikke til fuldstændig at misforstå. Jo heller ikke til det modsatte, så vidt er jeg stadig ikke nået, men hans afpillede, famlende, fundamentalt forvirrede monologer forekom mig straks – gennem al deres komik, og i og med den – at være som talt ud af et sandere lag i mit eget sind end det jeg prøvede at begå mig med i det daglige. Det var klart at her var et udgangspunkt; det stod også snart klart at det var så diminutivt, at ingen andre end Beckett selv kunne få plads til at stille sig dér på mere end i bedste fald ét ben, og at det derfor næppe var til at komme meget videre.

Gabriel García Márquez bragede så igennem ethvert europæisk begreb om romanen, i det mindste hvis vi begrænser synsfeltet til det sidste par århundreder. Måske åbnede han med sin berømte magi også mine øjne for en af vore egne – næsten – islændingen Halldór Laxness. Det blev i al fald ham jeg helhjertet kunne tage til mig. Fordi, meget kort sagt, det fabelagtige, hvad man har hørt eller kan finde på af eventyr og skrøner, hos ham aldrig bliver en slags obligatorisk ophobning, hvor den ene partout skal være endnu mere fantastisk end den anden, men altid indgår i og sidestilles med nøgterne fremstillinger af dagligliv og ganske stilfærdige funderinger over livet og døden i almindelighed – alt sammen måske afbrudt af lyriske skybrud, som fortællingen, vel at mærke, aldrig kommer i fare for at drukne i. Fordi han dermed forbandt sig ikke alene med sine sagaer, men også med en førromantisk romanlitteratur – Cervantes, Grimmelshausen, Fielding – som jeg tidligere havde læst med særlig entusiasme. Laxness var en åbenbaring. Det kunne også i vores tid lade sig gøre.

Når forfattere når et niveau af afgjort mesterskab, bliver det for tosset, selv om selskabsleg, at anbringe dem i et hierarki blandt andre mestre. De har da nået en suveræn usammenlignehed. Det samme gælder deres hovedværker hver for sig. Men rangordningstrang og hitlistemani har naturligvis heller ikke været til at opdæmme foran Laxness’ navn, og der skal nok være dem der har villet sætte trumf på og udråbe ham til verdenslitteraturens nummer ét. Der har med fuld sikkerhed været mange der har uddelt medaljer af forskellig lødighed til hans bøger, og øverst på podiet har man ofte kunnet se ”Verdens lys”, en tetralogi der samlet udkom i 1941. Og ja – den kan stå der med samme ret som de øvrige.

Protagonisten Olaf Kárason blev som spæd efterladt i en sæk af sin mor. På sognets regning bliver han anbragt og får sin opvækst på en gård, hvor folkene på ingen måde forkæler ham. De behandler ham med ’mådeholden hjertelighed’, og det indebærer uhyrlige arbejdsopgaver og elendig kost samt slag og spark og evige forbandelser. At han står det alt sammen igennem, uden forbitrelse, skyldes alene hvad han oplever i naturen:

Han var nemlig ikke fyldt ni år, da han første gang begyndte at få åndelige oplevelser. Han står måske nede ved vigen, og foråret er lige kommet […].

Da føler han det pludselig som om Guds åsyn står åbent for ham. Han føler guddommen åbenbare sig i naturen i en uudsigelig klang, det var guddomsmagtens åbenbaringsklang. Før han aner det er han selv blevet en bævende stemme i en almægtig herlighedsklang. Hans sjæl synes at ville hæve sig ud over legemet, ligesom mælkeskum ud over kanten af en skål; det var som skulle hans sjæl flyde sammen med et højere livs grænseløse hav, højere end alle ord, hinsides al sansning; legemet gennemtrængt af et eller andet flammende lys, højere end alt lys […].

Ingen på gården havde nogen anelse om, at drengen stod i direkte forbindelse med guddommen […]. Alle på gården blev ved med at lytte til Guds ord ud af en bog.

En genklang af åbenbaringsklangen synes Olaf senere at kunne høre i nogle digte, og han forstår da hvad han lever og lider så kummerligt og tilsyneladende trøstesløst for: Han skal blive en stor digter. Og som om indsigten i den bestemmelse også i det fjerne kan strejfe den far, der i sin tid forlod den mor, der så efterlod deres lille dreng i en sæk, så sender denne ellers aldeles uvirkelige far en lille pakke med noget papir og en pen til sin søn. Og Olaf digter:

Han digtede, hvor han end befandt sig. Hans bevidsthed var på vers, alt hvad hans øjne så, længtes efter at få digterisk form, tilværelsens poesi virkede sådan på ham, at han gik i en rus og næppe kunne se for bare iver efter at binde det lidt han så i poetisk form […], og siden sad han oppe, undertiden hele natten, og skrev alt hvad han kunne, som om dommedag hvert øjeblik kunne bryde løs, og alting afhang af at kunne skrive tilstrækkelig mange bogstaver inden solen, månen og stjernerne blev slettet ud. Han skrev ned, hvad han så og hørte, og det meste af sine tanker, dels i poesi, dels i prosa. Det kunne tage ham mange timer at skrive i sin dagbog en oversigt over en forløbet dag, alting var en erfaring, et velovervejet ord, som et navnløst menneske lod falde, var et nyt land, en ubetydelig viden var en ny solopgang […]. Lykken smilede til denne unge digter.

I tæt naboskab med al den skønhed, han sådan kan sanse og forevige, fortsætter menneskesamfundet i blinde dets dødedans. Forfatteren har meget at fortælle om de fattige og undertrykte der yderligere forarmes og uophørligt nedværdiges, og om en øvrighed og en overklasse der i mere eller mindre lystig stupiditet mishandler sig selv og alle andre inden for deres magts rækkevidde.

Engang imellem, lige pludselig, som et solstrejf gennem det tunge, nordatlantiske skydække, står der så foran Olaf én og kigger på ham med et varmt forjættende blik. En ung, havbriseyndig, jøkelglitrende, sommernatsskøn kvinde. En af dem kalder ham ’verdens lys’. Et prædikat der jo ellers er forbeholdt den snævreste kreds omkring en Gud, som Laxness da heller aldrig på anden vis skrev ud af sit univers – hvor ihærdigt han end gjorde grin med og græmmede sig over den kristelige gudsjammerlighed han tidligt fik blik for i kirkeligheden og blandt præsterne. Undertiden kan man få indtryk af at han hakkede på dem som om de var en slags konkurrenter.

I denne roman siges det sådan at digtning er vores eneste sande forløser. Og forstår vi det bredt, som Laxness selv, og inddrager den høje klang såvel som sagaerne og ’jødernes kedsommelige krøniker’, så er der vel kun få mennesker der helt må afvise det.

 

Ægte idoldyrkere kan dårligt leve med svage sider hos den forfatter de måske endda vil tro er verdens nummer ét. De kan vise sig villige til at lægge hovederne meget længe i blød for at kunne udlægge tilfældige forekomster af sludder og vrøvl som den dybsindigste visdom. Da jeg som ung og henrykt læste Laxness valgte jeg en bekvemmere udvej – jeg læste lynhurtigt hen over alle passager der som visse islandske inderfjorde lugtede af tran. Nu tager jeg dem roligt med som en åbenbart nødvendig smørelse under udarbejdelsen af pragtværket. Der kunne i ”Verdens lys” være tale om en mondæn nietzscheanisme med dertilhørende foragt for ’gennemsnitsmennesket’, og læseren må nu engang døje med en temmelig blævrende vitalisme under betragtningen af blandt andet ungt kvindekød.

I senere romaner aftager sådanne gebærder. En – trods alderen – friskere og – måske i kraft af alderen – mindre hensigtstynget følelse ligger til grund for en roman som ”År og dage i Brattekåd” fra 1957. Også den har et plejebarn som hovedperson, men denne Alfgrim vokser i modsætning til Olaf Kárason op blandt de kærligste og klogeste gamle mennesker man kan tænke sig. Allerede på bogens første, kraftigt opmærksomhedsvækkende linjer lægges der på det grusomste op til dette lykketræf: ’ … næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små børn har bedre af end at miste deres far …’.

En slags parallel hovedrolle spilles i bogen af en verdensberømt sanger, Gardar Holm. Laxness havde nu selv opnået alt hvad han kunne ønske sig i den retning. Han modtog i 1955 nobelprisen i litteratur. Han havde også altid arbejdet for sagen. Tidligt må han have fornemmet at kunstneriske kvaliteter næppe alene kunne gøre det, og han lærte sig da andre kunster, såsom i elskværdighed at vride sig af led og hengivent at gå i spagat foran alverdens forlæggere og andre som måtte formodes at kunne fremme hans karriere. Og nu, hvor han står med prisen, skriver han, med let hånd og frimodig mangel på højtravende prætentioner, om sangeren og al hans berømmelse som den fuldkomne humbug. Ingen på Island er i virkeligheden sikre på nogen sinde at have hørt andet end et skrig fra Gardar Holms hals, men storkøbmænd og myndigheder har ufortrødent sat penge i opretholdelsen af hans ry for handelens og fædrelandets skyld.

Gardar Holm har dog ligesom Olaf Kárason engang i sin barndom hørt ’guddomsmagtens åbenbaringsklang’. Han genhører den nu i nærheden af sit fattige mors hus, og han – der efter sit brogede celebrity-liv på alle kontinenter ikke længere véd hvad der er op og ned på noget som helst – han véd nu alligevel til sidst at ’der findes kun én tone, og den er ren. ’ Romanen ender da med at den unge Alfgrim, der netop også har sanset og begrebet dette, rejser ud i verden for at blive en berømt sanger – .

Den ene, rene tone må enhver kunstner på egen hånd lytte og så på ny leve sig frem til. Kun som en genklang i værkerne kan den overdrages til andre, og sådan som jeg kunne fange den hos Laxness, så rummede den en vished om at den straks igen vil klinge falsk, hvis den giver sig ud for at være tonen selv. Men også en forløsende erfaring af at det ellers er muligt, så længe man altså vil nøjes med at gøgle som gjaldt det liv og død, at meddele sig til andre om sig selv og frem for alt, med fantasiens hjælp, om hvad man ikke på forhånd vidste om dette selv og endelig helt ud til grænsen for, hvad man aldrig vil kunne vide.

Bortset fra dette, som jeg jo mener er meget, så tror jeg desværre ikke at den mesterlige Laxness har kunnet smitte af på mig. Jeg er bange for at jeg som forfatter er langt dybere påvirket af de bøger fra skolebiblioteket jeg kunne snige mig til at læse som barn, og da ganske særligt de mest underlødige, hvis forfattere jeg lige så lidt som andre har hæftet mig ved navnene på. De vakte med deres skånselsløse greb om mit hjerte den fortællerlyst der driver værket. Samtidig med at de, så småt, gav anledning til at søge efter andre måder at gøre det på, for måske at lade læseren bare en lille smule mere i fred, med sit eget selv, og i al fald ikke ligefrem piske hende, hverken til gråd eller latter.

Trykt i Weekendavisen, juli 2015