Den imperiale status som Thomas Mann allerede tidligt i livet opnåede, og siden hen med stadig større vægt fik tildelt, bebyrdede ham jo til gengæld med temmelig uoverskuelige kulturelle og politiske forpligtelser. En anden pris – en noget mindre, må man sige – betaler han af på endnu den dag i dag. For som følge af sin litteraturhistoriske storhed må han affinde sig med, at vi ikke alene interesserer os for de tekster og bøger der fuldt ud berettiger hans berømmelse, men også for alt andet han i sit liv har ladet offentliggøre, og mange gange måske mere end det.

Her har vi nu endda på dansk, med de to bind tidlige og sene fortællinger, fået en række små noveller som Mann skrev i tyveårs-alderen, eller endnu før. De burde have kunnet skaffe ham adgang til en hvilken som helst forfatterskole, men de hæver sig alligevel ikke over hvad hundredvis af andre forfattere i hans samtid kunne præstere. De er altså ikke særlig interessante i sig selv. Men de kan dog ikke unddrage sig vores skånselsløse interesse, fordi de nu engang er skrevet af ham.

De tidlige noveller giver os jo et kighul ind i arbejdsværelset hos denne siden hen i enhver henseende så formfuldendte forfatter, inden han var blevet helt færdig med at rette på kravetøjet og knappe vesten til. Og selv om han allerede som meget grøn i faget er imponerende sikker på hånden, og slipper mere end pænt fra sine bestræbelser på stilistisk brillans, så mangler han endnu det grandiose overblik der senere tillod ham at iscenesætte sine konflikter som tilhørte de i bund og grund det tyske, nej, det europæiske Menneske, mens det i begyndelsen var noget tydeligere at dette menneske indtil for ganske nylig kunne identificeres som den lille Thomas fra Lübeck.

I En baiazzo, for eksempel, kan vi læse om en forfatterspires anfægtelser eller lede ved at være halvt borgermand, halvt boheme – under alle omstændigheder at måtte betragte sig som en unyttig, der alligevel ikke særlig overbevisende vil kunne spille rollen som en ægte lediggående aristokrat. Han er og bliver netop en baiazzo – en bajads. Og Manns utilpashed i dette kostume, med det halve af hjertet hængende ved hans storborgerlige baggrund, den kan vi uden overdrivelse kalde et tilbagevendende tema i det senere forfatterskab. Hvor det i flere gange omgang kunne skrives fri af forfatterens private klemhærke og virkelig få en slags almenkulturel gyldighed, mens det endnu her, og til gengæld, blotlægger sig så umiddelbart, eller ufortolket, at det er lige ved at være rørende.

En vis lede, nævnte jeg, en livslede og en omfattende misantropi kommer ganske uforblommet til orde. Og man kunne måske så dengang have opfattet det som bare et udslag af ungdommelig blaserthed, mens vi her, med disse to bind i hånden, så klart får dokumenteret at han aldrig helt kunne slippe af med sådan en misantropi. Den bliver gang på gang ved med at bringe de storslåede litterære bygningsværker i svaj, som en sump under fundamenterne. Og en veritabel afsky for det levende liv kunne helt til det sidste – bag de livfuldt lysende facader af verbal virtuositet og opulent retorik – lade sin dødningemaske ane.

Men vi ser også i de tidligste fortællinger en bestræbelse på at bekæmpe misantropien. En vilje til at rette op på den livsfjendske hældning, og det er jo en vilje og en satsning uden hvilken Thomas Mann ikke var blevet den – ikke kun betydningsfulde, men også vidunderlige – forfatter, som han indimellem gik hen og blev.

Vi ser det for eksempel i Klædeskabet – skrevet da han var blevet så gammel som 23 år – her er der en anden, større, uanet, uvis og poetisk verden der åbner sig inde bag den distræte verdensmands trætte manerer. Det er vel bevidstheden om døden der har måttet vække et behov og en tilstrækkelig adrenalinstimuleret søgen efter andet og mere end kynisk selvopgivelse.

Og vi ser noget helt andet og lige så afgørende så tidligt som i den nittenåriges – ellers ikke bemærkelsesværdige – historie om opgivelsen af al tro på den sande kærlighed. For her viser det sig alligevel at det unge menneske ikke alene har teknik til at kunne fortælle, men at han også grundlæggende har begrebet hvad en fortæller er for en størrelse. Der står nemlig om sådan en person der i en lille kreds giver sig til at fortælle: ”Jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt. Han sad tilbagelænet – – – – og så roligt op mod den blålige lampe”.

Fortælleren er altså slet ikke nogen fremmed, og dog bliver han så med det samme nærmest anonym; han er højst tilstedeværende og dog pludselig distanceret; han vil fortælle dig noget, men henvender sig så ligesom til Gud véd hvem.

Men nu nok om den unge, halvpåklædte forfatters indledende øvelser ved skrivebordet.

 

Enhver forfatter der vil skrive om tilværelsens umuligheder – og hvem vil ikke det, og må ikke det, for overhovedet at kunne skrive – må have en til vished grænsende anelse om samme tilværelses mulighed. For af alle kræfter at kaste sig ud i fremstillinger af alt hvad der ødelægger livet, hvad der korrumperer mennesker, hvad der besudler enhver ideel forestilling, må han holde fast i sådan en anelse, og han kan aldrig helt glemme at det sande og ædle menneske må findes i verden, og han må i en krog af sit hjerte bevare en tro på at livet kan leves, og at det til syvende og sidst er stærkere end nogen destruktiv kraft der kan true det.

Det omvendte kan da spille ind. Fordi forfatteren i sit inderste er urokkelig overbevist om at der er en frelse ud af al elendighed, kan han med så meget større lidenskab og hensynsløshed fordybe sig – om det er så bliver køligt dissekerende eller edderspændt rasende – i alle sider af netop den elendighed. Det er vel sådan det foregår hos en Dostojevskij, når han udmaler menneskelig ondskab, nedrighed og grusomhed, at han ikke får behov for at pakke nogen person ind i formildende omstændigheder, for han véd at selv den allerværste af dem er født som et elsket Guds barn og når som helst, i ydmyg hengivenhed, kan blive det igen. Og det er vel på samme måde en Céline, med sin utrætteligt gispende væmmelse, kan udpensle enhver form for smålighed, snæversind, egoisme og løgnagtighed, fordi der midt i hele den tilsyneladende altomfattende prostitution går et menneske rundt, her og der, og en kvinde er det hos ham, en kvinde der kan elske passioneret og renhjertet.

Céline må have erfaret eksistensen af sådan en kvinde. Om ikke andre steder så i litteraturen. For hun er en gennemgående skikkelse i fransk litteratur, hun optræder hos Flaubert, som hun optrådte hos Stendhal, og fordi de nu vidste hun var der, denne renhjertede og passionerede kvinde, behøvede heller ingen af de herrer lægge fingrene imellem i deres skildringer af kyniske kærlighedsbedrag og selvisk liderlighed.

Det kunne da se ud til at der i nationale litteraturer opstår og kultiveres bestemte figurer som inkarnerer det bedste og det værste, frelse og fortabelse. Men de genskrives og omformes jo også sådan – og det er heldigt for fortællingernes dynamik – at man ikke straks kan udpege hvem der er hvem, så meget desto mindre som rollerne under visse omstændigheder kan byttes om.

Et forbehold er nu måske tiltrængt: Hvis man vil påstå at der således dannes og vedligeholdes nogle bestemte livstolkningsmønstre i nationale litteraturer – sådan som jeg nu her sidst på eftermiddagen forsøger mig med at påstå – så gør man/jeg nok bedst i ikke at komme ind på den nationale litteratur, som man i dens mangfoldighed kender allerbedst, for mit vedkommende jo den danske. Påstanden forudsætter uden tvivl en passende portion uvidenhed, eller måske lidt mindre beskæmmende udtrykt: den kan kun fremsættes fra en betragtelig flyvehøjde.

Men hvis vi heroppefra, altså, kigger ned på den tyske litteratur, for at danne os et indtryk af de yndlingsfigurer den i tidens løb har sedimenteret, og som senere tiders forfattere på én gang har været nødt til at komme omkring ved og kunnet søge støtte i, ja, så får vi da inden længe øje på Goethe. Og hos Goethe dannedes og udvikledes et ideal om det hele menneske; og mere end dét, dette højeste ideal blev gestaltet og kunne fremtræde som om det var et lyslevende menneske. Og for så vidt som dette hele menneske blev en litterær og litteraturhistorisk realitet, så kunne ingen siden hen blive tysk forfatter uden at bære den med sig. Det vil sige: bestræbe sig på at genoplive det hele menneske. Men derfor naturligvis først og fremmest beskæftige sig med vanskelighederne ved det, og ikke sky nogen hverken fysisk eller åndelig kraftanstrengelse for at fremstille personer, der lige præcis var u-hele, personer der i ganske særlig grad og så udtalt var netop spaltede og splittede.

 

Det var i det mindste hvad Thomas Mann brugte sit forfatterliv til. Han asede og masede, og spillede og jonglerede, med spaltninger og splittelser af så mange slags at næppe nogen slags spaltet og splittet læser kan føle sig overset. Han forsømte naturligvis heller ikke de allermest traditionelle modsætningspar – såsom natur og kultur, krop og sjæl, fornuft og følelse – men han versionerede og tilspidsede dem uvilkårligt eller forsøgsvist under modernitetens elektrificerede og ironiserende belysning. For selv om han stadig måtte have ideen om det hele menneske in mente, for så skarpt som muligt at kunne skelne alle de halve eller trekvarte, så havde han tilsyneladende allerede som tyveårig vinket farvel til troen på denne idé som andet end netop et ideal; og noget mere virkeligt, i hverdagslivet genkendeligt, kunne han heller aldrig siden hen få den til at hænge sammen med. Derfor mistede det ærværdige ideal, som sådant, dog slet ikke sin magt, og dets fortsatte tilstedeværelse bag hans nøgterne blik gjorde ham til en humoristisk forfatter. Modsætningen mellem den entreprenante samfundsgavnlighed og en raffineret og luksuriøs æsteticisme, for eksempel, kompliceres til stadighed af det lille, enigmatiske smil om hans læber, som man umuligt kan se bort fra, og det holder sig på hans fortællerfjæs også når der spaltes og splittes mellem noget i tiden så alvorsminekrævende som afgrunden og broen mellem at være hetero- og/eller homoseksuel.

Og mangedobbeltheden motoriserede den stilistiske paradekørsel. Glossarisk og syntaktisk kunne Mann give den fuld gas, for det var ikke bare for sjovs skyld, det tjente ikke alene et kildrende og gysende divertissement, det var en nødvendighed for at han kunne nå hen, hvor netop han skal nå hen. Derfor kunne han også ganske roligt afvise en samtids skyhed over for det litterært ekstravagante, for den skamløst effektfulde orkestrering af evindeligt intrikate situationer, og for alt hvad man har kaldt det kulinariske i litteraturen. Ja, hvis Mann var en trestjernet restaurant, og det er han for så vidt, så ville det være af den klassiske, stærkt smørforbrugende slags, hvor den meget sundhedsbevidste efter et besøg måtte føle sig lokket ud i noget alt, alt for meget. Men dog også i sandhedens interesse måtte sige til sig selv, at hold kæft, hvor smagte det godt.

 

Thomas Mann blev rystet i sin nationalkulturelle grundvold af det tyske kejserriges nederlag i Første Verdenskrig. Han var længe om at fatte at det overhovedet kunne være sandt at det var gået sådan, og endnu længere om at acceptere tanken om at der kunne være den mindste smule retfærdighed i krigens udfald, og at det for kulturen og menneskeheden ville blive andet end et fald, som den aldrig igen ville kunne rejse sig fra.

Sært nok er det så at han i den periode kommer til at skrive nogle af sine lyseste, og på den led mest indtagende, sider. Han giver sig nemlig til at skrive om sin hund, i essay-fortællingen Herre og hund fra 1918, og i dette jordnære perspektiv støver og snuser han sig frem til et mylder af årvågne iagttagelser af en verden, der uden nogen mulig modsigelse er aldeles pragtfuld, lys og munter, ja, ser ud som ved slutningen af et måske ellers temmelig grumt eventyr. Samme lette tone, båret af en afspændt åbenhed over for alle slags sanseindtryk, og hvad de bærer med sig af håndgribelig virkelighed, kan man endnu sagtens høre i 1925, i fortællingen Uorden og tidlig sorg, hvor en professor-fortæller – måske en smule tøvende, men dog så småt – lader sig forføre af sine sønners og døtres og deres venners og veninders nye, uformelle omgangsformer, og samtidig kan fornemme at hvad de her unge måtte miste i værdighed og principfasthed dog, på en hidtil uforudset måde, ser ud til at kunne opvejes af deres ubesværethed og livsglæde.

Også i et sent glansnummer, betitlet De forbyttede hoveder, sættes nogle af hans ikke just nyopfundne antiteser – her mellem ånd og krop, muskler og intelligens – så lystigt i spil, at man er lige ved at tro at Thomas Mann har kunnet overvinde sine atten-nittenhundredtals-forestillinger om sådanne kløfter som evigtgyldige. De forbyttede hoveder er et uhyre vellykket forsøg på at komme både Villy Sørensen og Svend Åge Madsen i forkøbet. Vi er i Indien hvor det jo kan forekomme naturligt at to unge mænd, under udøvelsen af ganske vist af ret krævende ritualer, kan bytte hoveder, så den fysisk svage med det stærke hoved får den stærke krop, og omvendt. Hvad der så giver anledning til noget nær uophørlige funderinger over hvad der er hovedsagen – kroppen eller, måske alligevel, altså hovedet.

 

Men Mann nåede aldrig og kunne heller ikke som olding for alvor skrive sig ud over de opstyltede fordomme, han var blevet belemret med under sin gammelborgerlige opdragelse i Lübeck, og som han siden hen nok protesterede imod, men samtidig ikke kunne lade være med at hæge om. Den mest iøjnefaldende af disse åndelige handicaps er måske hans aldrig overvundne opfattelse af almindelige mennesker som tilhørende en anden art end hans egen. Han kan i Tonio Kröger beundre danske forfatteres livlige skildringer af et folkeligt liv, men det går ikke op for ham, og det gik aldrig siden op for ham, at denne livlighed er betinget af at disse danske forfattere allerede i slutningen af 18-tallet havde bevæget ud over hans egen folklore, at de ikke skrev om folk, man på afstand kunne drømme om at blive en del af, men om mennesker som dem selv. Mann kom aldrig til at kunne forestille sig andet end at det uendeligt komplicerede sjæleliv var et privilegium for mennesker der enten var rige eller højtuddannede og helst begge dele. Langt den største del af menneskeheden hørte derfor overvejende hjemme i naturen, en natur man som vildt avanceret kulturmenneske så smerteligt kunne savne, men til syvende og sidst dog måtte holde sig fra, hvis man ville sit eget bedste.

Forestillingen om at modsætningen mellem natur og kultur skulle kunne overskrides, kunne forsones – for slet ikke at tale om at den i bund og grund kunne være en illusion – den var selvsagt ikke fuldkommen fremmed for den højt begavede og vidt belæste Thomas Mann. Men han kunne ikke få sig selv til at tro på at en organisk sammenhæng mellem det naturlige og det kulturelle kunne svare til noget virkeligt i livet, hvor meget han end kunne drømme om at den gjorde det. Og denne frustrerede længsel kunne dels animere og dels forkludre hans kunstneriske formåen. En bitterhed, en art barnlig surhed over uopfyldte ønsker, kunne bryde igennem hans overlegne verdensklogskab, og i hans sidste fortælling, fra 1953, Den bedragede, er det som om han tager hævn over et liv, der har bedraget ham selv, eller måske snarere: som han har bedraget. En midaldrende, naturelskende kvinde forelsker sig i en meget yngre mand, og hun liver op, hun lyser og gløder, og hun får igen menstruation, her nogen tid efter at den ellers var hørt op. Og det er jo liv, det er genopstandelse, men nej. Menstruationsblodet, viser det sig, kommer af døden, det kommer af en kræftsvulst i underlivet.

Og sådan endte Mann da som han begyndte – blot blev den ret uskyldige, ungdommelige blaserthed til en makabert stivnet maskes hånligt vrængende afsky for håbet om et liv og en fremtid.

 

Oplæg ved Thomas Mann-arrangement på Gyldendal.