Vi er mange forfattere der kan fortælle lange historier om hvordan vi fik os en forlægger. Om hvordan det alligevel endte så godt, efter at vi havde gennemlevet de mangfoldige kvaler, mens vi indsendte det ene manuskript efter det andet, og fik dem tilbage igen den ene gang efter den anden. Vi fik afslag syv gange eller måske sytten gange, og det kunne i alle fald føles som syvogtredive gange, men vi blev dog ved med at indsende manuskripter.

Det kan vel så være en pointe med vores historier, at vi var stædige. Om der også skulle være andre pointer, det lader vi gerne stå hen i det uvisse. Jeg har fx ikke, når jeg selv har forsøgt mig i genren, så har jeg ikke dermed villet gøre det klart – og jeg kan heller ikke lige mindes at nogen af mine kaldsbrødre og -søstre har villet sige – at jeg fik mine manuskripter retur, fordi de var talentløse. Og det forstår sig at vi heller ikke har villet sige det modsatte, for det ville jo lyde fælt, hvis vi ligefrem gav os til at formode at vores manuskripter har været så helt urimeligt geniale, at ingen Søren forlægger var i stand til at begribe, hvad der stod i dem. Nej, det siger vi ikke, vi lader eventuelle moraler af den art stå hen i det uvisse og overlader det til den romantiske læser og tilhører velvilligst at tænke sit.

Men det var dengang, og det kan være vi nu efterhånden kommer til at høre en anden slags historier, der handler, ikke om hvordan vi fik vores Søren, men om hvordan vi endelig kasserede ham igen, eller måske aldrig så meget som en eneste gang forsøgte at indlade os med ham. Pointen i de historier vil have den fordel at den er ganske åbenlys og utvetydig, for enhver vil umiddelbart forstå at meningen alene var at tjene flere penge. Og ikke fordi der dermed bliver tale om noget, som jeg ikke på nogen måde vil have med at gøre, men til denne her række historier vil jeg alligevel aldrig komme til at levere min version.

Jeg vil beholde min forlægger. Og det har jeg mange grunde til. Selv hvis jeg ser bort fra den risiko at jeg slet ikke hører til dem, der vil kunne tjene flere penge ved at selvudgive; selv hvis jeg endda ser bort fra de venskabelige relationer jeg ville belaste ved at selvudgive – jeg vil da stadig have mange gode grunde til at ville udkomme på et forlag, så længe det overhovedet vil udgive mig. Og jeg kan nogenlunde samle dem, disse gode grunde, i to grupper. Den ene kunne jeg kalde ’apparatet’, og den anden ’institutionen’.

Lad os tage den ene først – apparatet.

Apparatet tager sig af næsten alting, når jeg bare har skrevet noget. Det sender mig oven i købet straks et par ord om at det er tilfreds med at jeg har skrevet noget, og derpå sender det mig nogle, som oftest meget høflige, betragtninger over hvordan jeg eventuelt kunne have skrevet det anderledes. Det finder fejl, og jeg lytter opmærksomt og overvejer nøje at rette mig efter ændringsforslag. Ikke nødvendigvis dem alle, muligvis kun et par stykker af dem, men jeg har aldrig udgivet en bog uden at synes den er blevet meget bedre i kraft af at jeg, så godt jeg kunne, har rettet mig efter måske blot et enkelt lille ændringsforslag. Og så sætter apparatet manuskriptet, og det får det trykt, det får læst korrektur, og det finder en fotograf og en omslagsdesigner, og det hjælper mig så godt som ud af enhver forvirring ved at fortælle mig hvad jeg skal mene om både forsiden og mig selv. – Den ihærdige selvudgiver vil her kunne indvende at meget af det kunne jeg selv gøre eller i det mindste selv hyre nogle folk til at gøre. Men jeg vil for det første helst være fri for at lave ret meget mere end manuskriptet, og for det andet føler jeg mig tryggere ved apparatets kompetencer og dømmekraft, fordi det stort set er uafhængigt af mig, end jeg ville gøre det over for folk som jeg betalte af egen lomme – jo også fordi de på deres side ville have grund til at være allermest optaget af om jeg nogen sinde kunne betale dem, eller om jeg ville, hvis jeg gik hen og blev utilfreds med deres indsats. Og endelig véd jeg virkelig ikke hvordan jeg skulle vende og dreje mig, hvis jeg selv skulle til at anbefale den færdige bog til boghandlerne, til pressen og til læserne. Apparatet gør det bare.

Det var den ene gruppe grunde, og den anden, som jeg kaldte institutionen, er ikke mindre afgørende for mig, tværtimod.

Med institutionen tænker jeg på forlaget som en geskæftig og ansvarstynget aktør i det litterære samfundsliv. Forlaget der kender og honorerer sine forpligtelser over for både fortidens og så småt fremtidens litteratur; som igen og igen vover sig ud i nye eventyr med aldrig før hørte digtere, og som samtidig sørger for at række klassikerne videre, og minder om den tradition som nutidige forfattere, til alle tider, står i til halsen. Og selv om vores arbejde måske går ud på at slippe op af den og spontant kunne bevæge alle lemmer, så henter vi stadig en hel del af de kræfter, der skal til for at gøre os fri af denne tradition i traditionen selv. Alt det, og meget mere, som institutionen, og som var det en selvfølge, giver sig af med – oversættelser af verdenslitteratur, udgivelsen af filosofiske og politiske værker, af rejsebøger og essayistik af mange slags – alt dette vil jeg forfærdelig gerne være og forblive en del af. Og tro mig, når jeg nu siger, at det er lige ved at glæde mig når salget af mine egne bøger kan bidrage en lille bitte smule til at holde det hele kørende – ja, jeg ville ikke have det allermindste imod det, hvis det salg kunne bidrage med meget, meget mere.

Jeg nærmer mig nu den hjertelige og fuldtonende udtale af det ord vi alle sammen véd er fattigt. Det vil da gælde alt det førnævnte, og det vil naturligvis frem for alt gælde Søren Gyldendal Prisen. Men det vil også rumme min behagelige overraskelse over den optimisme, på mine vegne, tildelingen er udtryk for. Prisen skal jo nemlig efter sin fundats gives til en forfatter der står ’midt i sin skabergerning’. Og da det nu er mere end 40 år siden jeg debuterede, kan jeg forstå at I her i huset går ud fra, at jeg fortsat vil aflevere manuskripter, når jeg nærmer mig de 110 år. Jeg vil nødig være den der helt udelukker sådan en mulighed, men det er dog mere end jeg ellers har gået og regnet med.

På den anden side, og i en anden forstand, så står jeg jo hver dag midt i mit forfatterskab, og mere end det: jeg begynder hele tiden forfra på det.

Og til Johannes vil jeg nu sige: tak for talen. Og til Søren vil jeg sige: tak for opmuntringen til nok en gang at begynde.

Tale ved overrækkelsen af SØREN GYLDENDAL PRISEN.