Det var dagen derpå, det var den 13. april 1992. I mine allerede yderst adspredte tanker fandt jeg langsomt ud af hvad det var der skyggede. Et kamera var det, og linsen sad så for snuden af mig. Endelig fik jeg øje på et smil ved siden af, en smilende mand med en mikrofon.

Oplevede De nattens jordskælv, spurgte han mig. Og nævnte hvilken tv-kanal han kom fra.

Jo da, det havde jeg skam oplevet. Ja, naturligvis!

Vil De være så venlig at fortælle os hvad De oplevede, bad han, allerede en anelse utålmodig.

Ja, hvad følte De da det skete? Blev De bange?

For sådan kommer vi jo trods alt med i historien, vi der ellers ikke har nogen særlig viden om begivenhederne og ikke besidder nogen som helst indsigt i deres forudsætninger og heller ikke vil få den allerringeste indflydelse på deres økonomiske og samfundsmæssige følger. Vi bliver dog spurgt hvad vi følte. Og vi har vel dermed fået endnu et spinkelt magtmiddel i hænde. Ud over vælgere og forbrugere er vi også blevet stemningsindikatorer. I massemedierne vil de store masser nemlig allerhelst se og forholde sig til sig selv. De få kloge og sagkyndige må nu finde sig i at få deres minutter beskåret til fordel for alle os der oftest bare kan føle.

Til gengæld forventes vi da ikke at lade chancen gå forbi os, men hver gang at gribe den, og med taknemmelig benovelse, og hurtigt at svare som der lægges op til og af hjertens grund. Bryder man sig ikke om de betingelser, bør man nok helt undgå at stå og falde og staver noget offentligt sted, i hvert fald i byer hvor der også bor tv-stationer. For de mener tilsyneladende at vi er bedst, når de kommer bag på os, og således brød også ved en anden lejlighed et kamera og en mikrofon ind i min salige tankeløshed, midt i det parisiske mylder. Jeg skulle da give udtryk for hvordan jeg havde det med at fremtiden efter al sandsynlighed ville blive præget af vores stigende tiltro til magiske kræfter, både indre og ydre, og jeg kunne alligevel ikke tvinge mig til nogen opløftelse ved tanken. Tværtimod, jeg måtte melde at de der kræfter fyldte mig med rædsel, for det første, og for det andet at jeg heldigvis ikke fandt dem særlig sandsynlige. Og journalisten orkede end ikke at sige ordentlig farvel.

Men her stod jeg så, og ventede uden for en butik, på Avenue de la Gare i Luxembourg og havde snart droslet mig ned mod den rene vegetation. Overrumplingen svarede alligevel meget bedre til dagens emne. I al fald kunne jeg svare så nogenlunde som jeg skulle.

Ja, det gjorde jeg da, svarede jeg. Jeg blev da vældig bange! Vi forstod jo ikke lige straks hvad det var der skete. At det var et jordskælv! Jeg var faktisk lige ved at tro at det var vores gasfyr der eksploderede!

Mange tak, sagde journalisten og anerkendte med et kort latter at jeg havde været en lille smule sjov. Han belønnede mig oven i købet med at oplyse i hvilken aftenudsendelse jeg kunne regne med at se mig selv.

Jeg havde nu slet ingen lyst til at gense mine dumheder. Jordskælvet havde jo heller ikke gjort mig bange. Det var et alt for hjemligt ord, ja ethvert ord man umiddelbart havde til rådighed var straks for vagt og for fladt og fortroligt over for dette absolutte og absolut anderledes der var overgået os. Og den fjerneste fornemmelse af noget der på nogen måde kunne forveksles med nogen morsomt var da heller ikke indtrådt i vores aldeles tummelumske magtesløshed.

Det var begyndt klokken tyve minutter over ét om natten, og det havde derpå varet nogle få sekunder. Jordskælvets epicentrum fandt man syd for Roermond, og det kunne registreres i en radius af 450 kilometer. En række seismologiske institutter i Centraleuropa målte det på Richter-skalaen til mellem 5.6 og 6.0.

Tal der betegner en sværhedsgrad i overkanten af middel og placerer dette jordskælv som et af de største i Central- og Vesteuropa i historisk tid. Mere end rigeligt stort jo til omfattende ødelæggelser af huse og byer, andre steder i verden vel at mærke. For selv i sine allermest ubetvingelige manifestationer modificeres naturens magt som bekendt af menneskenes, og i de her ramte områder viste den udbredte velstand og de velorganiserede samfund, med deres pedantiske byggereglementer, sig nu fra deres smukkeste side. De samlede skader blev anslået til ikke mere end 250 millioner tyske mark.

En endda forholdsvis ringe andel heraf kostede ravagen os i Luxembourg. I dette lille land, der meget mod sin vilje har måttet lægge både soldater og slagmarker til den ene stormagtskrig efter den anden, har man nemlig for længst opgivet enhver illusion, og den kolossale byggeaktivitet i sidste halvdel af det 20. årh. har man her udfoldet med blikket fast rettet mod truslen om en tredje verdenskrig. Også i vores hus var kældervæggene metertykke besværgelser af atombomben, og som i de fleste andre huse i byen forhindrede de større katastrofer end en væltet potteplante og et par billeder faldet ned fra deres søm.

Men altså, nu tilbage til sagen: hvordan føltes det? Dette spørgsmål har selvfølgelig ikke blot trængt sig på via tv-journalister. Så mange andre har spurgt om noget lignende, og man har så mange gange også spurgt sig selv, ja, hvordan var det, hvad var det der foregik, inde i én, lige mens det stod. Man ville da gerne kunne sige det, en gang for alle, finde den verbale fuldtræffer og så altid senere i kraft af dén kunne genkalde sig præcis hvordan det havde været. Netop sådan – men der fandtes nok netop ikke noget sådan, i disse sekunder. Man var ikke alene rundt på gulvet og fra koncepterne, også ethvert tilbageværende instinkt måtte slippe sit mest elementære greb, alle nervebaner var flået ud af kontakterne.

Vi blev vækket af jordskælvet, det kan dog slås fast. Vækket af rystelserne, for skælvet gav ingen lyd fra sig, ikke i sig selv. Ikke som det vi senere oplevede i Provence, hvor jorden en eftermiddag gav sig til at rumle under os, og det blev så i radioen kaldt en grondement de terre. Men her var det en ren séisme, en regulær tremblement de terre. Det var – bortset fra tingenes raslen og klirren – en lydløs rystetur, og vi slingrede ud på gulvet og fattede altså ikke en brik og kunne intet som helst føle ved det. Først i sekunderne efter kom man så småt igen i stand til både det ene og det andet, og man kunne da sige: det var som om en stor hånd tog fat om verden og ruskede den.

Jo, sådan havde det vist i grunden været. Sådan kunne det faktisk godt siges. En stor hånd havde grebet Jorden og rusket den.

Ordet ’magt’ trænger sig således hele tiden på. Naturkræfternes kolossale magt – over for samfundsmagternes meget relative og den enkeltes ganske forsvindende. Som jo er den tilsvarende svimlende afmagt, og uhjælpeligt forbliver det, uanset om et kamera vil udpege én til stemningsindikator eller ej. Men ordet ’mening’ lader også høre fra sig, hvor jordskælv indtræffer, og den tilsvarende meningsløshed naturligvis.

Epicentret befandt sig syd fra Roermond, skrev jeg, men jeg kunne jo med lige så god ret have skrevet nord for Maastricht, og det var hvad man almindeligvis gjorde i de dage. For Maastricht er en større og kendtere by end Roermond, og hvad der talte endnu meget mere: Maastrichts navn var aktuelt knyttet til en politisk traktat der skulle udstikke vejen fra de europæiske nationers samarbejde til den Europæiske Union.

Man skulle være rationalist til det ekstreme for fuldkommen uanfægtet at kunne se bort fra enhver sammenhæng. Man skulle stramme sig gevaldigt an for ikke at ane naturens voldsomme indlevelse i vore interessante politiske rørelser. De blev da også kun så meget mere betydningsfulde af det; blot kunne man heller ikke helt glemme at jordskælv sædvanligvis har udtrykt sig i form af varsler, og dårlige varsler. Og da man syv gange syv dage efter dette jordskælv skulle stemme om Maastricht-traktaten i Danmark, og den faldt, da så det virkelig ud til at der måtte være en slags mening med det hele.

Nogle få dage kunne det se sådan ud. Så blev det klart at Maastricht-traktaten slet ikke var faldet alligevel, og nogle få uger efter havde alle mennesker, undtagen danskerne, også glemt det danske nej igen. Og glemt jordskælvet, for det var jo bare en hændelse. En stump virkelighed der som det meste i livet ikke kunne fortælle os om noget som helst andet end afmagt og meningsløshed.

Det havde ingen betydning. Undtagen for os altså, os der tilfældigvis fik afmagten og meningsløsheden at føle, nogle få sekunder. Men uafrysteligt, om jeg så må sige, ja, så klart og kontant lød svaret at man i lang tid ikke havde behov for at spørge igen.

 

Trykt i E SOM ENCYCLOPÆDI