Den unge Pontoppidan var rasende. Inderligt oprørt over den sociale og menneskelige elendighed i en almue – på landet og i storbyen – som tiden i øvrigt, i en fremskridtsrus, kunne se bort fra og aldeles forglemme. Han var fyldt til randen af den klareste afsky for en overklasse der så ubesværet kunne opfatte sine snævre interesser som identiske med almenvellets og så smertefrit kunne forklare sin koldblodige udnyttelse af medmennesker som en politisk og økonomisk nødvendighed. Og han væmmedes, så pennen og et satanisk humør sprudlede og spruttede, over højskolefolkets lærkeglade selvgodhed midt i landsbyernes middelalderlige usselhed, og slet ikke mindre over det intellektuelle borgerskabs meget ordrige samfundssind og dets evindelige snobberi for den selvsamme magt, som det bryster sig af at bekæmpe.

Kun ét kunne styre dette ustyrlige raseri: hans talent. Forfattertalentet med de personlige egenskaber der karakteriserede det, den spidse, stivlæbede humor, men også det grumme grin, frem for alt det helhjertede engagement, ja, den spilvågne sans eller spontane forståelse for enhver slags psykosocial sammenhæng, kombineret med høgeblikket for naturens og den tingslige omverdens symbolske ladninger; hertil selvfølgelig, og fra første færd, det litterære gehør og den virtuose bemestring af instrumentet, det danske sprog.

Ikke at han med alt det rundede hjørnerne på sin krasbørstige kritik. I kraft af hele sin kunnen satte han den tværtimod igennem og gav den det knasende bid der kan mærkes den dag i dag. Med sin kunstneriske autoritet trak han forholdene og fronterne op, så heller ikke det indifferente eller fredsommelige gemyt undgik at se og føle dem. Han slipper endnu ingen af os fra teksten med et uanfægtet smil. For også den helt igennem ideale helt lader han blive ramt af vores almindelige menneskelighed, og selv den fæleste kyniker må vi finde os i at møde et øjeblik, hvor han til forveksling ligner både dig og mig.

At genopdage det unge talent, iagttage det, idet det udvikler sig og tager form, det er således en af fornøjelserne ved at gå i lag med dette bind, hvori Pontoppidans tidligste udgivelser – med ganske små og meget store noveller – er samlet. Han forsøgte sig energisk med tonearter og fortællemåder, og der var da ikke gevinst hver eneste gang, eller for nu at bruge et billede han selv så tit greb til: trods heftige vingeslag kunne hans himmelflugt i enkelte tilfælde falde noget gumpetung ud, men oftere og oftere bar de, hans brede og kraftige vinger, og de løftede ham højt og flot over alle skyer, op at svæve mellem digtekunstens tinder. Han fandt sådan sin teknik og stil, som den alvidende fortæller der panoramisk lægger ydre og indre landskaber frem, i sine personer og i deres omgivelser eller på én gang overalt, og derpå dykker ned i det aktuelle, den konkrete scene. Denne rolige, men altid også effektivt fremadskridende vekslen mellem det forklarende og det ekspressive, mellem den idé- eller symbolbestemte fremstilling og de raske rids fra sanseverdenens vrimmel af detaljer, det var hvad han kom til at kunne, og så kunne bedre end nogen anden i vores litteratur.

Hvad har vi andre ellers ud af dét? Det er naturligvis for hans læsere, dengang og nu, et nok så interessant spørgsmål. Og mens disse noveller for samtiden i første omgang må have virket ganske aparte, tvetungede, udfordrende eller ligeud fornærmelige, og derpå for hin, der dog villigt lod sig indfange, har været livsaligt øjenåbnende, så tilbyder de os i dag jo snarere en række lyslevende billeder fra en ikke så fjern fortid; men så tilligemed, og ikke mindst, en omfattende indsigt i den menneskelige virkelighed, som den da så ud, og som den vel at mærke stadig ser ud. For Pontoppidan kunne måske langt hen være drevet af en balstyrisk trang til at gennembryde illusioner, rive dem fra hinanden og pulverisere dem, men der dukkede da også en anden tilbøjelighed op i ham, en snart lige så lidenskabelig vilje til at vide, i det mindste undersøge, hvad det var der blev tilbage. Hvem menneskene i grunden er, hvad de består af, når de ikke længere er bestemt af penge, positioner og kasketter. Eller når vi er ved at miste, eller har villet frigøre os fra, vores roller i det universelle komediespil, hvor vi ved hjælp af hykleri og skabagtighed og skin og bedrag uafbrudt prøver at overbevise hinanden om, at vi ved Gud da er, hvad vi netop ikke er. Ja, men altså: hvad og hvem så? Måske både spillet og noget umiddelbart under det? Den unge forfatter kunne, og måtte foreløbig, lade spørgsmål af den art stå åbne. Lade os sidde tilbage med dem, også nu, til fri afbenyttelse.

Hvad den nutidige læser desuden og helt sikkert har i fuld behold, og vel endda kan tage til sig og nyde med større sorgløshed end hendes oldemor kunne, er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren. Denne forfatter gik ikke af vejen for ret meget på de felter. Uden den fjerneste betænkelighed tog han de mest bondske og grovkornede metoder i brug. Gang og gang må vi frydefuldt erfare, hvorledes maven og kønnet, murrende og savlende, møver sig ind og op i det højere åndsliv og her kan gøre det ud for både forstand og samvittighed. Men han kunne ikke alene få sig til at være morsom på de fines bekostning, også hans medlidenhed med de underste og hans harme over dén indre forarmelse, der følger den ydre, kunne med ét slå ud i groteskens bitre latter. Her skal jeg nu slet ikke bare begynde at tage nogen af disse dobbeltbundede glæder på forskud, blot alligevel pege på et enkelt eksempel. Anderledes taler man jo desuden dårligt om humor, og her altså et eksempel på en mere raffineret version. Et celeber gæst er lige ankommet i det gammelborgerlige, men noget så folkevenlige selskab:

Gehejmeetatsraad Drehling var en lillebitte, glatbarberet Mand med et pudderhvidt Hoved og med et imponerende bredt og spraglet Baand i Knaphullet. Det var ikke desmindre tydeligt at mærke, at han satte en Ære i aldeles ikke at synes fornem. Han gik rundt og gav Haanden til hver især af Selskabet ‑ saa elskværdig ligefrem og naturlig, som var han endnu en ganske almindelig Etatsraad. Han vandt da ogsaa straks alles Hjerter.

Og et øjeblik efter melder sig så et skinbarligt eksemplar af den landrace som her er blevet højeste mode:

Dette var den fortræffelige Jensen‑Damgaard ‑ et Navn, man ofte hørte fremdraget i en Diskussion her i Stuen, naar der tiltrængtes et slaaende Vidnesbyrd om den folkelige Vækkelses Betydning. Han var en fattig Husmandssøn. (Nogle paastod endog og med øm Begejstring i Stemmen, at han havde vogtet Svin.) – .

Sådan. Og vi kan jo da stadig observere at snobberiet – som det her først illustreres med den hjertevindende Gehejmeetatsraad – har den forunderlige egenskab, at det i én og samme gestus kan bevæge sig op og ned. Og vi må naturligvis fortsat opleve at de dannede og de toneangivende iblandt os, kulturjournalister og den slags folk, at de igen og igen falder i svime over, at der kan opstå begavelse og talent uden for deres nærmeste omgangskreds.

Jo, Pontoppidan havde fået kig på verden omkring sig. Og han var som forfatter, med sin sociale ildhu og sit politiske mod, nået et meget langt stykke. Han blev nu også færdig med sit opgør med den romantiske poesi der endnu hang i luften, og hos ham kunne det ikke standse med forkastelsen af berøringsangst natursværmeri og fjottet fantasiliv. Han måtte fortsætte med at betvivle at det romantiske par excellence, den øre forelskelse og den store kærlighed, at dette havde nogen realitet overhovedet, det vil sige: kraft til at indfri de løfter det mellem to mennesker kunne give anledning til.

Fri og nøgtern, og måske lidt selvtilfreds gammelklog, kunne han således allerede stille sig over for virkeligheden. Men her gjaldt det så igen: der blev uophørligt ved med at vise sig noget andet bag enhver af hans kølige afregninger med tiden og fortiden. Der var alligevel altid mere i den, virkeligheden, meget mere end som så. Og der var noget, endnu mere, i ham selv også. En hel anden verden som intet intellektuelt klarsyn jo altså kunne hjælpe ham med at se for sig, tyde eller begribe. Han prøvede da at nærme sig den med mere mytologisk anlagte fortællinger, kaldte dem krøniker, og han greb, frem for alt, fat i individet og sig selv i de længste af de her foreliggende noveller. Hvad var han selv blevet til? Hvilke kræfter lå bag? Hvad ville de i næste omgang føre ham ud i, og hvis der var noget at stille op over for dem, hvorfra kunne det da komme? Idet den slags spørgsmål nu sendte ham grundigt tilbage i tvivlen og usikkerheden, lukkede de også op for et mægtigt stof, som han i den følgende fase af sit forfatterliv måtte ty til store romaner for at få skik på.

Men hvilke bedrifter han end kom til at øve med sine gennemreflekterede manddomsværker, så skulle de kunstnerisk dog aldrig forklejne de uforsagte lykketræf – og langtfra heller den klingrende vrede og det vilde humør – i de her ungdommelige himmelspjæt.

Trykt som forord i HENRIK PONTOPPIDAN: SANDINGE MENIGHED.