Second Chance

Sank Jakobs Kirke –  3. søndag efter trinitatis, Lukas, kap. 15

Hvis der er noget vi alle sammen har forstand på og sans for, noget vi alle sammen kan dømme og træffe afgørelser om, så er det retfærdighed. Eller måske snarere: mangel på retfærdighed. For vi behøver næsten slet ikke tænke os om, før vi med fuld sikkerhed kan sige, at det dér, det er bare ikke retfærdigt! Og selv om spørgsmålet om det retfærdige i en sag jo også kan overvejes og diskuteres ganske vidtløftigt, som det kan ske i en retssal, så drejer overvejelserne og diskussionerne sig mere om sagens bevislige omstændigheder, og om parternes og vidnernes troværdighed, end om hvad der i grunden er retfærdigt. Den dom kan vi nærmest instinktivt fælde, og ofte gør vi det også længe før sagen, strengt taget, er helt klarlagt.

Vi har det ligesom i os. Det kunne se ud til at være noget medfødt, den sans for retfærdighed eller mangel på retfærdighed, og derfor også noget, der må have noget sandt i sig. Sidder man så og kigger på et lille barn og følger dets stemningssvingninger, dets undren og jubel og skuffelse og raseri, så er det alligevel åbenlyst, at alt hvad der tæller for dette barn er dets lyst og ulyst, og hvornår det ene kan tilfredsstilles, og det andet bliver det påtvunget. Det er, set udefra, og ovenfra, åbenlyst: Der er tale om egeninteresse. Men indefra set, sådan som vi kan gøre det både i øjeblikket og i erindringen, så optræder den ædlere klingende retfærdighed meget tidligt i vores forestillingsverden. Det kan godt være at vi bare ikke fik vores vilje, og at verden ikke indrettede sig efter vores behov, ja, det kan være at vi ikke fik held til fuldstændig hensynsløst at tilsidesætte andres ønsker og lyster, men vi vil tidligt helt uden tvivl kunne mene, at det dér, det var alligevel ikke retfærdigt.

Hvor klart det altså end kan ligge med retfærdigheden, og hvor naturlig og spontan, og dermed ligesom sand, vores retfærdighedssans kan tage sig ud, så gemmer der sig et mere grumset billede nedenunder, og heri kan den ædle følelse forekomme at være blandet rigeligt op med varetagelse af egeninteresser.

I min barndom havde vi i vores spisekøkken fast bænk, som det hed, ved to af bordets sider, og en af siderne delte jeg, eller skulle jeg dele, med min søster. Det var naturligvis vigtigt for os at det stykke af bænken, vi hver især havde til rådighed, var af nøjagtig samme længde som det, den anden måtte have for sig selv, og vi havde tidligt fundet et mærke i planken, et særligt lille knæk i årringene, som angav hvad vi begge godkendte som lige præcis midten. Længere end til den måtte ingen af os strække et knæ. Det gjorde vi så alligevel. Og nu så mange år efter tør jeg tilstå at det især var mig, der gjorde det. Jeg bredte mig, og min søster deltog da så med liv og sjæl i striden og skubbede mig igen og igen tilbage og beklagede sig meget højlydt. Men jeg var den værste, og det var altid mig der begyndte, og derfor kunne jeg heller ikke stille mig helt uforstående over for, at der var mig, der blev irettesat af vores far. Vi blev nemlig ret hurtigt standset og fik besked på at sidde ordentligt, og jeg sad tilbage som den retfærdigt dømte, men kunne dog i mit stille sind fryde mig over, at det igen en gang var lykkedes mig at tirre hende, og se frem til næste gang lejligheden bød sig. Men det kunne også ske at jeg virkelig havde tirret hende til modangreb, til på det groveste at skyde sit eget knæ og det meste af låret et helt utåleligt langt stykke ind på min halvdel – og at det så alligevel blev mig, der måtte tage imod tilrettevisningen. Og hvor var dét uretfærdigt! Hvor oprørende, og jeg rasede indvendigt. – Men ikke så længe. En fred kunne snart sænke sig i mit sind. En dybere tilfredsstillelse end hvis min søster nu for en gangs skyld var blevet dømt som den skyldige. For jeg oplevede, at der ud over striden og dommen og retfærdigheden også var – noget andet. En højere retfærdighed måske, eller altså: noget helt andet.

De små historier som forfatteren Lukas en dag i sidste halvdel af det første århundrede satte sig til at skrive, og som vi endnu i dag har gidet læse og lytte til, de drejer sig om retfærdighed. Eller de drejer sig om en højere retfærdighed. Eller måske frem for alt – om noget andet. Og lad os nu med det samme prøve at få sagt hvad der ligger i dette andet: det er noget med kærlighed. Det andet er noget der rummer kærlighed i sig.

De første to af hans historier, om det mistede får og den tabte mønt, er ikke meget mere end et par eksempler på hvordan livet kan arte sig for os, og hvordan vi nu engang er indrettet. Ligesom jo du dér, farisæer, der har hundrede får og alligevel sætter alt ind på at opstøve det ene, der er løbet væk, og bliver himmelhenrykt over at indfange det. Og ligesom den kvinde der med sine ti drakmer ikke har andet i hovedet end den ene hun har tabt, og da det så lykkes hende at finde den, styrter hun jublende ud til sine nabokoner og vil have dem til at glæde sig med hende.

Hverken du dér, farisæer, eller den her kvinde opfører sig særlig rimeligt og fornuftigt, men sådan er vi, det er vi straks med på. Vi genkender os og tænker, ja, sådan ville jeg også gøre, og vi genkender os også i den større fortælling, som Lukas fortsætter med, fortællingen om den fortabte søn. Han er den ene af to brødre, og han vil gerne have sin arveandel udbetalt, og så snart han har fået den, rejser han hjemmefra og solder hurtigt hele formuen op. Han sulter så, ikke engang svinefoder vil nogen give ham, og han må bøje sig, han må hjem igen og bede om godt vejr, og han vil oprigtigt ydmyge sig og bede sin far om dog bare at få lov til at arbejde for føden. Men ved hjemkomsten når han knap at få det sagt, før hans far i vild gensynsglæde beordrer ham i festtøjet, giver ham en ring, slagter sin fedekalv og arrangerer stor fest med mad og drikke, musik og dans. Og det er da noget underligt noget, synes hans bror. Han bliver gal og vil ikke med til nogen fest, for her han har trofast gået og gjort lige præcis hvad han skulle og intet andet, og aldrig så meget som et gedekid er blevet slagtet, så han kunne dele det med sine venner, og så kommer hans bror dér og har drukket og horet alle sine penge væk, og så skal der pludselig festes, så det står efter.

Nej, det er ikke retfærdigt, det må vi give den forurettede bror ret i. Det er virkelig noget underligt noget, og hvordan ville verden ikke komme til at se ud, hvis vi alle sammen begyndte på den måde. Hvordan ville forholdene på arbejdsmarkedet komme til at se ud? Hvis det nu skal være sådan at vi ikke modtager en løn der svarer til vores arbejdsindsats; hvis pligtforsømmelse og almindelig dovenskab blev favoriseret; hvis det ikke længere skulle lønne sig at være loyal over for sin arbejdsgiver og gøre en ekstra indsats og vise initiativ og markere sig og bidrage mere end almindeligt positivt til overskuddet? Nej, retfærdighed må vi dog have. Og det kan godt være at vi véd, at retfærdighed egentlig kun er en nødløsning, som vi må tage i brug, fordi vi ikke er så gode som vi burde være, og det kan også godt være at vi er helt på det rene med, at retfærdighed er noget temmelig relativt og for det meste godt og grundigt grumset til af egeninteresser, og vi kan græmmes over det eller, på en vis afstand, grine ad det. Som når vi i avisen for nylig kunne læse om en mand der den ene dag var meget begejstret for et forslag til nye skatteregler, for nu syntes han da omsider der blev øvet retfærdighed; men næste dag havde han fået kigget lidt nærmere på forslaget og fundet frem til, at det ville ramme også ham selv med højere skattekrav, og han skiftede mening og var nu overbevist om, at det her da virkelig var højst uretfærdigt. Men alligevel – retfærdighed må vi have, så meget det er nu er muligt, og med alt det kiv og kævl der hører til den, for ellers bryder hele samfundsordenen sammen, og der vil blive skaltet og valtet vilkårligt med os alle.

Sådan må vi mene – på den ene side. På den anden side er vi helt med på den fest som de to brødres far vil holde for den ene af dem. Sådan ville vi også gøre, hvis vi havde mistet en af vore egne, og vi så fik ham eller hende tilbage igen. Vi ville blive ovenud lykkelige, ganske uanset hvor dårligt de havde opført sig, og vi ville fejre det og som en selvfølge slagte en fedekalv og sprænge budgettet. Fest skulle der være, med mad og drikke og musik og dans, for der er noget vigtigere i livet end almindelig rimelighed og fornuft og retfærdighed. Det har vi selv erfaret; der ernoget helt andet, og det er noget der rummer kærlighed.

Vi genkender os i de her små historier. Men der er så det med Lukas at han med sine små historier vil sige så meget mere, end vi andre måske vil, med de små pudsige og rørende og muligvis endda tankevækkende historier vi går rundt og fortæller hinanden, eller oven i købet skriver ned og får udgivet i bøger. For Lukas’ historier er lagt i munden på Jesus Kristus, Guds søn. Og mens vore egne somme tider godt kan sige noget tilnærmelsesvist alment om tilværelsen og vores vilkår som mennesker, så vil Lukas fortælle os, hvad der med Jesus er blevet åbenbaret af sandheden, den endelige og eviggyldige sandhed, om hvem vi er, og hvad vi skal.

Og det lyder da i første omgang som noget vi allerede kender til. Eller der er noget i det, vi udmærket kender til. Det er det mistede får og den tabte mønt der på tværs af al fornuft får vores hjerter til at banke, og sådan foregår det også i Guds rige, får vi at vide. Og det er den fortabte, den kære sjæl, vi frygter at have mistet, der er ham eller hende der lige nu kalder på vores kærlighed, og finder vi ham eller hende igen, vil denne urimelige og altovervældende kærlighed jo fejre det. Men ikke alene fejre denne ene – også den forurettede bror får med det samme sin second chance, og han vil sunde sig og gå med til festen; for han vil mærke dette andet, og at det kan sætte både ham og alle andre fri og givet dem mod på deres liv, som levede de det i Guds rige.

Men hermed afgives nu i evangeliet et løfte om en kærlighed, der ikke bare nu og da, men altid er der, og altid vil bære vores tilværelse. En kærlighed der er mægtigere og varigere end nogen kærlighed, vi af egen kraft kan bevare i vores hjerter, og som vil omfatte enhver af os, også de allerværste af os fortabte, og det kan vi alle kalde os, indespærrede, som vi er, i hver vores lille jegkapsel med kurs mod døden – fortabte. Og løftet om denne kærlighed, der vil sætte enhver os fri og give os livsmod, er tilmed af en anden slags, end de løfter vi ellers kan give hinanden, og som vi jo kan tro på eller lade være – det vil i sig selv ikke betyde meget for udfaldet, det vil bare vise sig, og vi vil så føle os svigtede eller bekræftede i vores tro eller mistro. Nej, dette her kærlighedsløfte fra Gud er anderledes. For om det gælder det, at tør vi tro det, så er det allerede og i samme øjeblik indfriet. Amen.

 

 

Barnet i nuet

Risskov Kirke – Første søndag efter Helligtrekonger, Markus kap. 10, v. 13-16 

Dagens prædikentekst er skrevet af evangelisten Markus og lyder sådan her:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Det er jo en ganske kort historie, og Markus, der menes at have været den første der på skrift fortalte om Jesus fra Nazareth, fattede sig ofte i korthed og gik direkte til sagen. Men lige netop denne her historie blev heller ikke hos de andre evangelister trukket meget længere. For i al sin enkelhed rummer den både så meget og gør det så klart, at ingen har kunnet føle trang til at tilføje hverken nærmere omstændigheder eller videre eksemplificering. Frem for alt illustrerer episoden uden videre en central pointe i det Jesus ville sige til sine samtidige og til alle mennesker til alle tider, og som han ofte i langt mere komplicerede billedrækker forsøgte at gøre begribeligt for os – til alle tider – så tungnemme. Her kan vi alle sammen straks være med, og vi hører så oven i købet om noget vi meget gerne og når som helst vil høre om, nemlig børnene. Og med de få linjer får vi endda et levende indtryk af hvordan han var som menneske, Jesus, og af disciplenes måde at forholde sig til ham og deres omverden på.

Lad os tage de sidste først. De opdager her at nogle forældre er på vej med deres børn, at de vil helt hen til Jesus med dem, og de truer da med det samme ad dem. Væk med jer! Forsvind herfra! Disciplene er hans varmeste tilhængere og nærmeste medarbejdere, men de optræder også – her og ved andre lejligheder – som en flok temmelig rå bodyguards. Sådan nogle som præsidenter og rockstjerner nu om dage omgiver sig med, og de har et øje på hver finger og er uafbrudt om sig for at beskytte den store mand, deres helt, deres idol; han skal have fred for sine undersåtter og sine fans. Og disciplene her glemmer så gang på gang at det alligevel ikke er helt det samme med deres helt som det er med præsidenter og rockstjerner. Jesus vil ikke have fred for dem der vil hen og røre ved ham. Han vil ikke hurtigst muligt klemmes ind i nogen limousine og gelejdes op i luksussuiten på byens fineste hotel. Han vil være midt mellem alle mennesker, og ikke nok med det: han vil være der som den ringeste og ubetydeligste af dem. Som han senere i samme kapitel hos Markus siger til disciplene, da de har været oppe og toppes om hvem af dem, der er den største og mest betydningsfulde: kun den af jer der vil være alle andres slave, kan blive den største, og heller ikke jeg er her for at blive betjent, men for at tjene.

Da er han i sit tålmodige hjørne. Men her og nu, hvor han ser sine folk jage børnene væk, blive han umiddelbart vred. Og det sker ikke så sjældent for ham, han er en mand med et livligt temperament, han skælder heftigt ud. Han forbander hyklere og intrigemagere, og ikke mindst hans nærmeste, disciplene, er mange gange nær ved at drive ham til vanvid – hvis han da ikke tager sig i det og nøjes med at udstøde et inderligt træt suk over dem. At de dog ikke snart kan få det ind i deres dumme hoveder! At det ikke er den gode gamle verden han arbejder på at genoprette, men at han med dem vil skabe en ny og meget bedre verden, hvor magtens og pengenes hierarkier ikke længere har gyldighed, og det enkelte menneske skal stilles frit. Så fat det dog, råber han, eller han sukker igen: hvor længe endnu skal jeg holde ud at færdes her sammen med jer.

Jo, han har temperament, han er et menneske, men han er dog først og fremmest et menneske der har kærlighed i sig. Det ser vi her igen: efter et øjebliks vrede vender han sig mod børnene, og han tager dem i sin favn og velsigner dem. Guds rige er deres, siger han. Og den der ikke tager imod det som sådan et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Og så er vi måske alligevel knap så meget med længere. Vi begynder måske nu så småt at klø os i nakken og at spørge: Hvordan kan det nu være, og hvad er i grunden Guds rige for noget, og hvorfor skal vi være som børn for at kunne tage imod det og komme derind? Jo, børn er dejlige, det er vi nok enige om – medmindre vi endnu har visse scener fra julen i al for skarp erindring, hvor de samme børn i visse øjeblikke, midt i overdådigheden af gaver og slik, ikke var langt fra at afsløre tilbøjeligheder i retning af grådighed, og af blind egoisme og af nærmest hysterisk magtvilje, hvis de kun i næsten alt, og ikke i absolut enhver henseende, kunne få deres vilje. Jo, det er ganske ubehageligt at tænke på – og vi bør alligevel ikke helt glemme det – men i denne evangeliske sammenhæng dog tænke på noget andet. Nemlig på sindbilledet af barnet som det ubetinget tillidsfulde lille menneske, som trygt giver sig hen til den voksne, og som ikke et sekund tvivler på at det er elsket, og at der bliver taget kærligt hånd om det.

Sådan har enhver af os været, må vi forestille os. Sikkert er det i al fald at vi ikke længere er det. Vi har fået lært at det ikke duer i det vi kalder det virkelige liv. Her går det kun hvis vi er lysvågent bevidste om at svigt og ondskab lurer alle vegne, og hvis vi har ladet tanken om, at vi hver især er mutters alene i verden, kløve os med en skærebrænders uimodståelige snit, med dens isnende og flammende helvedeslyd kløve os mellem mig og dig og mellem fortid og fremtid, så den organiske sammenhæng, det ellers havde været mulig at ane, ligger hen som mudret sentimentalitet til den ene side og banale drømme til den anden. Og med denne kønne redelighed i hjertet, og jo ikke mindst med hvad vi har fyldt på hjernen, mener vi tilmed at vi er blevet vidende. Vi har viden om hver eneste celle i vores krop. Vi véd så meget om vores gener og om vores elektrokemiske sjæleliv at vi ikke behøver, synes vi, at få andet og mere at vide om alt dette end hvad de smarteste laboratorieforskere fortsat kan fortælle os. Og vi har fået viden om naturen og om hele universet, vi kender til aminosyrernes ufortrødne, såvel lovmæssige og som mere tilfældige, arbejde med at opbygge alt levende fra colibakterien til vores ægtefælle, og vi har rede på hvad der uden nogen mulig indvending kan siges om solens og jordens tilblivelse, og om braget der for sådan cirka 14 milliarder år siden skabte verden ud af det ingenting, hvor der ingen verden var.

Eller så nogenlunde på den måde gik det vistnok til, kan vi så i næste åndedrag medgive. For det er selvfølgelig alt sammen teorier, og hvor sammenhængende og overbevisende de end kan forekomme, så kan vi ikke udelukke at der i morgen vil blive fremsat en helt anderledes teori, der i et hug vil smadre alle dem vi i dag næsten ikke kan andet end tro på. Det viser jo erfaringen – videnskabens historie handler ikke alene om strålende triumfer, men også om nøjagtig det samme antal latterlige fejltagelser. Og det gør sådan set ikke noget, og det betyder overhovedet ikke at vi lige så godt kunne lade være med at forske. Vi har brug for, og vil i øvrigt aldrig kunne lade være med, at opnå en så dyb og omfattende viden om livet og verden som vi på ethvert tidspunkt på nogen måde er i stand til, for med den viden kan vi håbe på at kunne forbedre de materielle vilkår også for jordens fattigste og på at kunne løse de mægtige problemer som klimaet og kosmos i øvrigt stiller os over for; samtidig med at arbejdet på den stadig præcisering og forfinelse af vores viden forløser en væsentlig del af de vidunderlige kræfter der er indlejret i vores menneskelige natur.

Men vi har altså også brug for at lægge alt det fra os – til fordel for en lære som slet intet nyt bringer med sig, men til gengæld også holder i morgen. Vi har brug for, i fuldkommen glemsel af alt hvad vi måtte vide fra både Freud og Einstein, bare at hengive os til nogen der kærligt tager hånd om os. Vi må da blive som børn igen. Som dem der uden videre kan tro på så meget mere end på lige netop det de mener at vide; som dem der umiddelbart tror på ham, der tager dem i sin favn og velsigner dem, og dermed har modtaget og er kommet ind i det han kalder Guds rige. For den omfavnelse og den velsignelse, det er jo hvad det udgør og består af, dette rige, hvor ikke magten og pengene regerer, men kærligheden. Og derfor er det det kan åbne sig for enhver, der tror på det, ethvert øjeblik. Det var det han med så megen møje prøvede at forklarede sine træge tilhængere, der havde så svært ved at slippe tanken om at det hele alligevel måtte være mere indviklet, og at der trods alt stadigvæk måtte være forskel på folk, og at man ikke bare sådan, som et ansvarligt voksent menneske, kunne tillade sig at droppe al sin sunde fornuft. For hvem var han i grunden, måtte de også indimellem spørge sig. Havde han, rent faktisk, fået myndighed til at tale om dette Guds rige? Var sandheden blevet ham og ham alene betroet? Havde hele guddomsfylden – som vi tidligere hørte i en anden af dagens tekster – virkelig besluttet at tage bolig i denne tømrersvend? Og var den ordet, og kunne han give det videre til os, det ord kærlighed, som skaber og opretholder vores menneskeverden, og som befrier ethvert menneske fra det strengeste af alle fængsler: sig selv og sit eget jeg?

Og vi er vel, de fleste af os, som dem, de her disciple, der bliver ved og bliver ved med at stille den slags spørgsmål og nære de allersomfornuftigste betænkeligheder; vi er som dem der jævnlig gribes af tvivl og atter må overbevises og så tvivler igen, og igen, og til det sidste. Hvis vi da ikke simpelt hen har bestemt os for enten at udelukke enhver religiøs tanke eller i hvert fald med nogen konsekvens at se bort fra den, så afviser vi i praksis, for det meste, en sådan religiøsitet, fordi den indebærer en accept af at vi ikke alene og af egne kræfter kan leve og få mening i vores liv. Vi foretrækker hver for sig at kæmpe for det, i håbet om som gode soldater at vinde anerkendelse for vores tapperhed. Og hvis vi er rigtige heldige kan vi vinde status og rigdom, og det kan næsten ligesom ligne en mening med det hele, eller vi kan få heldet imod os, rammes af sygdomme, gå rabundus og forlades af alle venner, og vi kan så sige til os selv, at livet er blevet et helvede og ikke mere er værd at leve.

I begge tilfælde – i fortvivlelsen og i selvtilfredsheden, midt i succesen eller nederlaget eller i pendulfart mellem disse poler som længe kan se ud til at afgrænse hvad vi har af muligheder – dér kan vi ikke desto mindre lige med ét blive ramt af det samme som disciplene blev, da Jesus tog børnene til sig. Det kan vi når vi endnu en gang hører fortællingen om det, men også, og mindst lige så overbevisende, når vi oplever noget tilsvarende i vores dagligliv. Blive ramt af en kærlighedens gerning og i det samme kunne tro på ordet om den, fordi det netop i det samme er en erfaring, og mere end det: et ekko af noget vi altid har vidst, fra en tid før vi blev bevidst om nogen som helst erfaring, et ekko der nu også bliver et nyt opkald som vi, igen en gang, fra det dybeste i os selv kan besvare med et ja. Og det vil da gøre alt hvad vi siden har taget til os af stolt og kynisk verdensklogskab til hvad det er, noget relativt, noget blot og bar praktisk; og det vil i samme øjeblik forene os med os selv og hinanden, bortvejre alle sentimentale fortidståger og opløse enhver forfængelig fremtidsfantasi og forvandle livet til et fuldgyldigt nu. Amen.