Jeg tror ikke jeg ville gå alt for vidt, hvis jeg nu lod forstå, at Dan Turell ikke var den allervarmeste tilhænger af forbehold. Tværtimod, kunne man nok endda påstå: han afskyede så godt som alle forbehold og holdt tilsvarende heftigt af mange absolutte sandheder. I det par år jeg så meget til ham, nåede han at indprente mig en lille håndfuld af slagsen, udformet i skiftende men altid så fyndige sentenser, at jeg endnu kan komme i tanker om dem. En af dem var da denne: ethvert fotografi af hvem som helst er hver gang et portræt af fotografen. Jeg fremlagde naturligvis indvendinger, forbehold rent ud sagt, plus eksempler der tydeligt demonstrerede at han tog fejl, men nej. Dan Turells sentens var af en art som jo aldrig lod sig modbevise, og han havde altid mulighed for at pege på både det ene og det andet der måtte bekræfte den.

Alligevel fastholdt jeg med bondsk stædighed mine modifikationer og ville gøre det endnu den dag i dag. Ja, jeg ville således blankt afvise at eksempelvis det portrætfotografi jeg tog af Peter Laugesen – engang omkring midten af 70’erne – at det i virkeligheden skulle forestille mig selv. Vel at mærke dog uden at jeg samtidig ville turde hævde at det forestiller Peter Laugesen.

Jeg kan med sikkerhed kun gøre rede for omstændighederne ved optagelsen. Og det forholdt sig da sådan at Peter Laugesen for første gang havde en titel med på Arenas program, og det var blevet kort før udgivelsen inden vi i styrelsen kom i tanker om, at vi manglede et pressefoto af digteren. Da de andre vidste at jeg boede i nærheden af ham, og da jeg også selv havde røbet at jeg ejede et fotografiapparat, fandt vi hurtigt frem til en mulig løsning på problemet. Ifølge hvilken jeg dagen efter ringede til mit offer og bad ham reservere et snarligt tidspunkt.

Fotografiapparatet havde jeg fået i konfirmationsgave. Jeg ønskede dengang så inderligt at affotografere alt omkring mig, og det så grangiveligt, men denne lidenskab omfattede ikke nogen alvorlig interesse for de tekniske sider af sagen. Så blev den imødekommet med hele to apparater på gavebordet, kunne det derpå næppe gå anderledes end at jeg af uvidenhed beholdt langt det ringeste af dem og altså solgte det gode, der muligvis kunne have hjulpet mig bare lidt nærmere mit store mål. Det dårlige apparat hjalp mig til gengæld til ret hurtigt at glemme det. Og dér i 70’erne, hvor jeg var blevet dobbelt så gammel som konfirmanden, fotograferede jeg meget sjældent og helt uden prætentioner, og de øvrige medlemmer af Arenas styrelse havde givetvis ikke set et eneste vidnesbyrd om min fotografiske kunnen, inden de betroede mig opgaven.

Derfor kunne det måske godt, ved et slumpetræf, være blevet et hæderligt portræt. Men det ufortjente held havde mere imod sig end den blotte uduelighed. Der var også holdninger, som må kaldes uhensigtsmæssige, på spil. Jeg syntes ikke, for det første, at sådan et pressefoto var vigtigt. Jeg troede fejlagtigt at en forfatters udseende ikke kunne spille den mindste rolle i litteraturen, og jeg mente derfor at Peter Laugesen kunne være godt tjent med at jeg tog ganske let på fotograferingen. At han endog burde prise sig lykkelig over nu at være kommet til et forlag der ikke bare sendte sine forfattere til kanonfotografen – jeg havde i den sammenhæng opfattet mit første forlag som en slags anden sessionsmyndighed man lige så godt kunne adlyde først som sidst. Desværre, og for det andet, var min letsindighed endda ledsaget af sin lige så skammelige modsætning: en betyngelse, der kom af at jeg følte mig noget genert over ligefrem sådan at skulle sidde der og portrætfotografere en kollega, og derfor var jeg tilbøjelig til at ville have det knipset af i en vældig fart. Om han så var på plads i søgeren eller ej.

Måske generede det også Peter Laugesen at skulle fotograferes af en så åbenlys fusker. Måske fremkaldte det en særlig linsesky desperation i hans blik. Jeg véd det ikke, men jeg husker momentet: i skumringen, og vi satte os på hver sin side af hans runde bord, og jeg lod hængelampen stritte med sit skær som den ville, skruede min gamle blitz på, smækkede med hele min dilettantiske overlegenhed og alle mine letfærdige og beklumrede rørelser apparatet op foran det åbenstående øje, og plaff!

Så var det overstået. Og Arena havde dermed et pressefoto af Peter Laugesen, og jeg kunne naturligvis ikke komme af sted med at fortælle de andre at det lignede ham, og jeg vil jo stadig på det kraftigste benægte at det ligner mig selv. Men hvem ellers?

Til mit forsvar, for dette uvæsen, kan jeg kun sige at jeg praktisk talt fra første øjeblik har beklaget dets eksistens. Og indimellem så meget desto mere som jeg har frygtet, at fotografier kunne have samme magt som ord. Og lige som, altså, den unge forfatter ofte med ord rubriceres på en måde som kan følge ham mere end det halve liv, således kunne da den unge Laugesen med dette portræt være blevet bebyrdet med et offentligt udseende, som endnu ikke fuldstændig har villet forlade ham. Jamen, det kan jeg stadig blive bange for.

Trykt i UGH, et festskrift til Peter Laugesen.