Pardon my French! – Dette udbrud høres jo som automatreplik i amerikanske film, når en person har anvendt noget såkaldt vulgærsprog. Pardon my French skal altså være en undskyldning, bogstaveligt og formelt, men er altid ment som det modsatte. Snarere end sådan at ydmyge sig vil den talende brovte en smule over, at han nu har udtalt sig ganske ligefremt og på godt og ærligt engelsk. Oven i købet har han samtidig fået lejlighed til at håne det franske sprog, som på én gang noget møgbeskidt og noget fisefornemt stads. For os alle er modersmålet naturligt nok det skønneste og sandeste sprog i verden, og forkærligheden for vores eget kan måske med særlig fryd udtrykkes som foragt for de andres.

Men nu vi er ved det franske: også dét tales vistnok, af franskmændene selv, uden den ringeste antydning af mindreværdsfølelse. Hvad der så måske adskiller dem fra de fleste andre modersmålstalende er, at de er uhyre bevidste om, hvad deres sprog lige nøjagtig er for en størrelse. Det er for dem et præcist afgrænset korpus af nærmest fysisk karakter, for det franske sprog er hvad der står i Det Franske Akademis ordbog, og intet andet end det. Akademiet har arbejdet på denne ordbog siden 1634, da kardinal Richelieu oprettede det netop med dette formål for øje: at fastlægge hvad der er fransk, og ikke fx provencalsk eller gasconsk. Og det véd nu alle franskmænd, i al fald dem der så nogenlunde har klaret den strenge skole, og når man som udlænding taler med dem på deres eget sprog, kan man altså nemt komme til at sige et eller andet, der alligevel ikke er på deres eget sprog. Hvis man også selv opdager det og udbeder sig en korrektion, stiller man dem i en lidt akavet situation, for man har i deres øren ikke begået en fejl, der kunne korrigeres, man har benyttet sig af et andet sprog. Nå ja, siger man så, men det ville jeg sige, det var altså, og så videre, indtil franskmanden venligt afbryder og siger: Jeg forstod skam da udmærket hvad du ville sige. Det var bare ikke fransk!

Heldigvis for franskmændene arbejder Akademiet flittigt på stadige udbygninger af ordbogen. Ikke at de kunne tænkes at ville tillade nogen som helst ændring af grammatik og syntaks, for fransk er nu engang fransk, og sidste gang de rørte retskrivningen og vedtog en minimal forandring var i 1850’erne (18 …). Til gengæld indlemmer de uden århundredlang tøven mange af de nye ord, som især den ulydige ungdom har fundet på eller importeret. I øvrigt har de aldrig været snerpede, så den føromtalte amerikanske insinuering af, at fransk er noget griseri, har for så vidt noget på sig. Frivoliteter forekommer hyppigt også ved de allerpæneste middagsborde, for når de står i ordbogen, kan de selvfølgelig frit anvendes af enhver fransktalende hvor som helst og når som helst.

Denne franske opfattelse af at sproget ikke alene kan styres af en lille flok lærde og skønånder, men at det også netop gennem denne styring har opnået en overlegen medmenneskelig, poetisk og intellektuel kraft, den behøver vi ikke at rejse langt for at finde en klar modsætning til. Her i Danmark er vi jo nemlig af den lige så faste overbevisning at det ægte danske frit yngler i folkemunde, og at den heraf følgende rigdom og udtryksfuldhed kun kan tænkes at lide skade ved enhver slags mere principfaste reguleringer. Jeg er personlig en lidt frankofil dansker, der i al fald ikke helt uden videre fnyser af den galliske kærlighed til klarhed og konsekvens, men naturligvis først og fremmest har en dyb svaghed for vores egen herdersk-grundtvigske folkelighed i holdningen til sproget. Jeg går nærmest ind for den, det vil sige indtil den i sig selv, ved sine egne grænser, bryder sammen. Til det yderste kan den nemlig ikke fastholdes, hvis den samtidig skal omfatte et ønske om at bevare det væsentlige af det, man også for en og to og tre generationer siden kaldte dansk.

På et tidspunkt må der alligevel mærkbart gribes ind – af en lille flok lærde og skønånder. Det er sket især ved to tidligere lejligheder i sprogets historie: første gang under reformationen, da Christiern Pedersen med ét slag, sin bibeloversættelse, skabte et helt nyt, stærkt og smidigt, dansk skriftsprog, midt i en tid hvor stort set al skrift her i landet var på tysk. Og det skete anden gang i oplysningstiden da J. S. Sneedorff med sit tidsskrift ”Den Patriotiske Tilskuer” ryddede grundigt op i en sprogbrug, som den tids intellektuelle modeherrer havde spækket så ihærdigt med latinske, franske og tyske brokker, at den danske tunge for længst var vredet halvt ud af halsen på jævne folk. To enkeltpersoner kom altså til at stå for disse afgørende redninger på stregen, men bag sig og med sig havde de naturligvis mange andre med i øvrigt vidt forskellige religiøse, magtpolitiske, nationale, folkelige og uddannelsesmæssige interesser.

Den tilstrækkelige vilje og det nødvendige talent forbundet med både idealistiske og højst materielle interesser, sådan kunne det lade sig gøre. Mindre ved at opsætte grænsebomme, eller ved at forjage noget udenlandsk, end ved at satse på alt, hvad vores eget kan. Og sådan vil det kunne lade sig gøre igen. Hvis vi ønsker at dansk, længere end lige i vores tid, skal forblive et stort og smukt og fuldgyldigt sprog, vil der vise sig at være kræfter til endnu en redning, og de vil igen kunne samle sig trods meget forskelligartede, blødere eller hårdere, argumenter for sagen.

Tror jeg nok. Eller håber jeg, i al fald. Og drømmer, måske bare. Men hvorfor? Fordi et forsvundet sprog er som en udryddet dyreart, et tab ikke blot for dets oprindelige habitat, men for hele verden. Ja, blandt andet derfor. Og blandt andet også fordi det tiltagende dansk-engelske kaudervælsk – efter de allerførste forfriskende øjeblikke – meget hurtigt udstiller sine stakkels brugere som sprogligt ubehjælpsomme skvalderhoveder, og jo i det hele taget lyder ad helvede til. Pardon my French!

Oplæg ved sprogdebat, Syddansk Universitet, Kolding.