Han er en vild ung mand, og han vil i krig. Det kan være lige meget hvilken krig, og på hvilken side det kan blive, bare han kan komme ud på eventyr og vinde hæder og ære og blive berømt. Han stikker da af hjemmefra og tager til Tyskland hvor den nærmeste krig lige for tiden raser, og det rører ham ikke at hans storebror, der har været med på ideen, nu alligevel får kolde fødder. Broren vil i Hamborg vende om og hjem til forældrene i København, og for vor helt er det især en befrielse sådan at kunne slippe for at høre mere på hans små betænkeligheder. Han vinker overstadigt farvel: ”Imidlertid beder jeg dig hilse dem; og ønske dem alt godt — — og forsikre dem om, at jo længere jeg er fra dem, desto bedre befinder jeg mig — — — ”.

Og det er jo lige mig! I hvert fald tror jeg ikke at mange jævnaldrende, femtenårige drenge skal høre det, før den første vil komme med et udbrud i den stil og endda dreje kasketten en halv omgang. De to hundrede og halvtreds års afstand gør nok slet ingen forskel. Nå ja, han kunne lyde lidt anderledes dengang, og her og der brugte han nogle ord som ikke længere er så meget på mode, men livslysten og trangen til at stille op over for døden, de grandiose drømme og hele den ungdommelige maskulinitets fandenivoldskhed, det går endnu direkte igennem, det er umiddelbart til at tage til sig.

Og til, som noget ældre, at genfinde i sig. Ligesom Johannes Ewald jo kunne fremkalde sin femtenårige person så lyslevende da han efter endnu en femten-seksten år sad i Rungsted og skrev på sin Levned og meninger.

Værket skulle være en selvforklaring over for hans formynder, en sandfærdig bekendelse og et forsvar i al ydmyghed. Det blev noget tredje og fjerde og så i øvrigt ufuldendt, for Ewald ville frem for alt anskueliggøre en anderledes følelsesfuld og heroisk måde at blive mand på end den gængse borgerlige, og han ville gøre det med et prosapoetisk drama om sit livs kærlighed. Forelskelsen i Arendse, kampen for at få hende, fortvivlelsen og det moralske forlis da hun har taget en anden. Det er alt hvad det drejer sig om, og da det er skrevet, gider han ikke mere. Men han har forinden leveret en optakt med nyttige forkundskaber.

Som om han, allerede få sider inde i konfessionerne, aner at han aldrig vil nå igennem dem, gør han med det samme, ret grundigt, rede for hvordan han har det med sådan en slags opgaver, der snart kan komme til at minde betænkeligt om fast arbejde. Overhovedet ikke fordi han er arbejdssky, han vil bare helst selv bestemme hvornår og i hvilket tempo der skal bestilles noget, og på de vilkår kunne han da sagtens – skal den præstelige formynder vide – påtage sig et embede: ”Jeg skulle nemlig i hensigt til arbejdet slet intet for mig modbydeligt have fundet i at blive præst, og at holde 60 prædikener om året; i fald det havde kunnet tillades mig at holde dem når jeg ville; f.e. syv i en uge, og slet ingen et par måneder; eller to hundrede i et år; og slet ingen de to følgende – ”. Han har derfor også undgået at lægge planer om ”om ensformige, ordentlig tilmålte og vidtløftige arbejder”. ”Af disse årsager har jeg og altid kun skrevet små bøger – og når jeg for alvor engang har begyndt på et noget vidtløftigere arbejde, har jeg altid måttet bruge to forsigtigheder, om jeg ellers ville have det udført – den ene, med en blind, halsstarrig iver at haste dermed, indtil jeg var kommet over halvvejen; den anden, at prale deraf til alle dem jeg kunne få fat på – Jeg kunne da håbe, at i den ene hensigt rimeligheden selv, og en naturlig modbydelighed for at spilde så meget af mit arbejde; og i den anden undseelse, eller stolthed, ville forhindre mig i at lade det ufuldført – ”.

Hvad han derimod aldrig har haft det mindste problem med, det er er kaste sig ud i alskens vovestykker og eventyr, og meget gerne af den drabeligste art. Derfor lå jo også tanken om at komme med i krigen så snublende nær, endskønt: ”Jeg var næppe mer end to alen høj, og fin i mine lemmer, som en jomfru.” Den fornuftige læser må dog venligst forstå at han forud for hvert eneste livsfarligt forehavende har gjort sig alvorlige overvejelser om risikoen, og først når de var overstået, ja, så kunne intet længere standse ham.

Det skulle da lige være et godt glas vin. Og her er det tampen brænder. Her er vi nået frem til både hvad formynderen har ventet på at høre meget nærmere om, og hvad myndlingen har brændt efter at få fortalt. Det er med flasken i hånden han vil besynge sin kærlighed, og med flasken i hånden han skal synke ned i smerten over tabet af den. Men det er samtidig i og med denne livsulykke at han for alvor vil retfærdiggøre sig over for den hovedanklage, han føler rettet mod sig fra alle sider: at han er blevet en drukkenbolt.

Nej, siger han, indledningsvis, nej, jeg er ikke nogen Herr ThundernTrunk. Jeg har ikke bællet mig fra sans og samling i fireskillingsgenever, lige så lidt som jeg har ønsket at pleje nogen åndløs sanselighed med den fineste burgunder. Jeg har tømt mine jævnt gode flasker for at frembringe ”den søde spænding i mit hjerte, den klarhed i min forstand, den raskhed i min indbildningskraft, som jeg ville”.

Ja, og så for at kunne udholde al bedrøvelse og sorg. Og hvad der ellers kan siges, men læs nu videre! Hør nu her om Ewald og om vinflasken, og om det hele, på højen over Elben:

Elskværdigste, himmelske pige! — råbte jeg — guddommelige Arendse, dig har jeg gemt til sidst, for at nyde dig uforstyrret og længe! — — — Himmel! — hvad tænker du nu om mig, du dydigste — Uden at tage afsked, uden at give dig det mindste nys om mit forsæt, gik jeg bort — Hvor brænder ikke mit hjerte efter den tid, da du kan se af aviserne, hvorfor jeg gik, at du til dels var skyld deri, og at jeg ikke er dig uværdig! — Vidste du dog, at hovedformålet af mit foretagende, var at fortjene dig! — Var du dog vidne til enhver af mine handlinger! — — Men det er vist, det er et helligt løfte; jeg vil tro dig vidne dertil — Jeg vil tro dig nærværende — Og dersom jeg da foretager mig noget — dog det kan jeg ikke — men dersom jeg foretager mig noget, som er dit hjerte uværd, du dydigste — da vil jeg kaste mig på knæ for dig, og underkaste mig din tugtelse, og afbede det, og love bedring! — Du skal være min lederinde, min dronning, min skytsengel! —

          Og nu give Gud, at hellige engle må bevogte ethvert af dine trin, og med deres gyldne vinger tilvifte dig lyksaligheder! — Klukklukklukullerolullerolullerolullerokluk! — — — — —

          Aha dejligste! — Men dersom nogen uværdig, det er at sige enhver anden, end jeg skulle understå sig i min fraværelse, at nærme sig til dig med håb, da give himlen, at de må vifte ham sand i øjnene!— — at han ikke kan se dig! — —Ja før — før en anden, der ikke skønnede på dig, som jeg, skulle røve dig fra mig — — før give himlen, at din faders gård måtte brænde af, så at du intet frelste uden de klæder, du gik med! — at kopperne måtte tilrede dig som et dørslag! — at du måtte få ildrøde øjne; en finnet næse, en savlende mund, og en talje, som en sort ræddike! — — Da, da skulle du se, at det ikke var din skal, men dig, dig selv, det hele, det inderste dig selv, som din Ewald elskede! — Hvor ville du da ikke blive rørt! — Med hvor kostbare tårer ville du ikke væde dine kinder, når du så, at min kærlighed, min troskab var steget i lige grad med dit vanheld! — — Bdurrurrurr! — klukklukkluk! — — Imidlertid er det bedre, at du bliver, som du er! — —

          Sig mig min dejligste, sig mig! — vil dit hjerte slå højt? — vil dine kinder blusse, når du nu læser i de Berlingske Tidender: »En ung dansk, ved navn Ewald, har i den sidste batalje, ved en tapperhed der overgik hans alder, frelst sin generals liv — Den unge helt er let blesseret, men generalen har skikket ham en standart til den første bandage p. p.»? — Himmel! — — og når du kort, kun kort derefter læser: »At vi ikke har tabt det sidste slag, har vi måske den unge kornet Ewald næst himlen, alene at takke for — Rytteriet som bedækkede den højre fløj, begyndte allerede at vige for den fjendtlige ild; da han med sin standart i hånden, sprængte for ved sin eskadron lige ind på fjenden, og dels ved ord dels ved sin handling opmuntrede den til at følge sig — Massakren som den i første hede anrettede var skrækkelig, og vor sejr er fuldkommen — Hans Majestæt har skønnet på vor kornets tapperhed, som han burde, og skænket ham en ledig eskadron» — Bravo! — — Deres velgående, Herr Ritmester Ewald! — klukklukkluk— kluk! — — —

Sådan en hvirvlende, eleverende beruselse af vin og forelskelse kan ikke tåle et eneste punktum. Et udråbstegn er på sin plads, naturligvis, og et deklamatorisk spørgsmålstegn her og der, det går også fint, men allerhelst flyver og fyger det af sted med tankestreger, og flere af dem ad gangen. For det er hele kroppens overflod af denne ene altomspændende følelse der skal ud i én samlet strøm, og det er dens heftige åndedrag og dens inderste målløshed der endelig må lægge ham blot for den elskede. Hvad skal han ellers gribe til af ord for usigeligheden, ud over disse næsten alt for selvfølgelige superlativer, ’elskværdigste, dydigste, dejligste, guddommelige, dronning, skytsengel’? Han synger jo ikke om nogen hidtil kendt verden som sproget bare så nogenlunde kan slå til over for. Han befinder sig i et overjordisk, et sjæleligt parallelunivers, og for at antyde og fremmane et billede af, hvordan der er at være, må han da også ty til hypotetiske og konjunktiviske konstruktioner, ’vidste du dog, var du dog, og dersom jeg, nu give Gud’.

Der er ikke rigtig noget håndgribeligt i det hele, men netop den mangel er ved at gøre det mere virkeligt end nogen virkelighed. Hvad hans højt skattede indbildningskraft kan få skrevet i Berlingeren om hans snarlige storhed og gloire, det har Arendse ligesom med det samme kunnet læse, og han er nu forenet med hende i denne meget sandere verden hvis navn kun kan bogstaveres med flaskens og hjertets kluk, ’klukklukklukullerolullerolullerolullerokluk, bdurrurrurr, klukklukkluk, klukklukkluk, kluk’. Jublende, überschwänglich og med hik og kløjs imellem, lykkeligt sukkende.

Eller måske allerede lidt trist, til allersidst. Flasken er jo ikke så fuld som den har været, den er vist allerede ved at være, ja, den er tom. Og selv da rusen var lykkeligst svimlende, slængte den groteske syner af det forfærdeligste igennem ham, ’at du måtte få ildrøde øjne; en finnet næse, en savlende mund, og en talje, som en sort ræddike’, og det måtte hellere ske, i hans vanvid, end det der aldrig måtte ske, at hun fik en anden. Hvor kærlig var da hans kærlighed, og havde han i grunden fortjent hende, var han i sin eksalterede forlibthed og med sine drengede heltedrømme bare latterlig? Herr Ritmester! Bravo! En nar var han. Elskovsrusen det rene pjat.

Nej. Hvis noget i hans liv har været alvor, så var det hans kærlighed til den Arendse. Og han må sige det nu, igen, som den han er her, hvor han faktisk sidder, i sin stue ved Øresundskysten, med pen og papir. Og med en anden flaske, og kunne den første han nogen sinde drak løfte ham lallende til himmels, så må denne åbne dybet:

Havde jeg da og en Arendse? — Eller var det en Dulcinea, som min indbildningskraft alene skabte sig, fordi den trængte dertil? — Nej, ved Cupido, jeg havde en, eller egentligere jeg havdes af en dejlig, en fin og skarpsindig, en ædel, en majestætisk Arendse — en af disse skyggefulde skønheder, hvis smil er som solens igennem en regnfuld himmel — hvis vink er en gennemtrængende en uimodståelig stråle af tungsindet dyd — en af disse bydende, mægtige, fortryllende brunetter, som man ikke kan se uden ærefrygt og næppe elske uden tilbedelse — En Arendse, med store mørkebrune, strålende øjne, med en lille kroget næse, en mund hvorpå gratierne syntes at skertse, tykke kastanjebrune lokker, som beskyggede en snehvid hals, to runde, elastiske, svulmende — — — o himmel! —jeg glemmer mig! — men det vigtigste! — En Arendse, med en dydig, en vittig, en sat og en høj sjæl — en Arendse, med det ømmeste hjerte, som nogen tid har slået bag ved et snørliv! —Jeg havde hende — O himmel! — o mine læsere! — O du, som smerter har gjort følsom og øm, du som mishandlet, forladt af verden sidder i din ensomme hytte og læser dette blad, for at forslå din kummer — lad en eneste medlidende tåre dryppe derpå! —Jeg havde min Arendse — og nu har en anden hende! — Fordum nagende og martrende, nu snigende og dræbende gift! — Erindring om mit tab! — fortærende, ødelæggende tanke! — Kilde til min fortvivlelse, mine uordener og mine ulykker! — Kilde til min daglige kummer, og mine tårer! — når vil du fortørres? —

Som var den sværmeriske høj-sangs drømmebilleder et klistret spindelvæv, har smerten og sorgen nu revet det væk fra hans blik. Han vil se hende som hun var. Han vil nøje og detaljeret beskrive hende sådan som hun så ud i hans øjne, da han virkelig så hende, og over en halv snes linjer bliver han ved og ved med at præcisere, under anvendelse af mindst femogtyve adjektiver. Og med kun et enkelt af dem i superlativ her. For det er ikke nogen æterisk skytsengel eller dronning fra eventyrets verden han vil have for sig, men den unge kvinde der betog ham, der vakte ham erotisk, en Arendse i kød og blod, med sine mørkebrune, strålende øjne, sin lille, krogede næse, sine runde, elastiske, svulmende.

Sådan var hun. Og det var dengang; i forelskelsens evindelige øjeblik kunne han ikke få lov at blive. Der kom en tid, og den gik, lidenskabens rus blev et fordum, og hans nu er blæk ud over papiret. Men i det er der alligevel en realitet som tiden ikke kan løbe af med. Noget der kan stå sig ud over de konjunktiviske glimt af en forestillet lyksalighed, noget der med de lange participier kan få varighed, blive værende, om så det er det ’gennemtrængende, bydende, fortryllende’ i hendes væsen eller det ’snigende, dræbende, ødelæggende’ i tanken om hans tab. Den bliver uophørligt ved at fortære ham, den tanke; ja, men i og med erindringen får også hans lykke, og Arendse, eksistens, i en form der er fritaget for sammenbrud, smuldren og forfald.

Hans tårer skulle dog aldrig fortørres. Han bar på kroppen slemme skrammer efter sit krigseventyr og i sindet jo de dødelige sår efter sin kærlighed. Hans liv var blevet en håbløs lidelse.

Ikke desto mindre véd han altså – tør jeg sige, for det indtryk lader tekstens virtuose tour de force tilbage med en stille triumferende efterklang – han véd, som han sidder dér ved sit skrivebord – og i det samme han sådan kan lægge sin ulykke frem – at det er vidunderligt, det samme liv, og at han nu, i al dets pragt og vælde endog, kan rumme det i sin skrift. At intet rager for højt, fordi intet heller ligger for dybt, til at han kan røre det med sin pen, og med også en vinflaske ved hånden.

Trykt i ORDMAGNETEN.