”Andersen”.

Sådan lød titlen på noget af det første jeg som ungt menneske fik offentliggjort, ja, det var måske det allerførste skriveri af egen tilvirkning, jeg fik at se på tryk. Det skete i det litteraturvidenskabelige tidsskrift Kritik, og det var i 1970, og jeg studerede dansk litteratur ved Aarhus Universitet.

”Andersen”, hed denne her artikel altså, og den handlede naturligvis om dagens hovedperson: H. C. Andersen, og grunden til at jeg havde skrevet den, var den, at jeg under mine studier netop havde gjort den utrolige opdagelse, at den der H. C. Andersen faktisk var værd at læse. Ja, mere end dét: han var vist i grunden højst interessant!

Nogle vil måske nu tænke ved sig selv – var det ikke 1970 han sagde? – og mon den opdagelse da alligevel ikke var gjort for længst? Og den var jo nok, og allerede utallige gange, men det talte slet ikke for en ung studerende. For os var ingen som helst opdagelse det mindste værd, før vi selv havde gjort den, og hvis nogen forfatter på forhånd var højt placeret i litteraturhistorien, så vakte det straks vores mistanke om, at han sikkert ikke havde efterladt sig andet end en stak ulæseligt hø. Så højt hævet over enhver almindelig vurdering befandt vi os altså, og vi kender jo også den slags fornemhed fra flere af Andersens egne historier – fx ”Nattergalen”, med sin skildring af det kinesiske hof, hvor personerne bliver mere og mere fine på den, jo længere vi kommer ned i rangordningen. Og en af de laveste tjenere er altså så utrolig fornem, at han aldrig siger andet end ’P!’ Og det har, som bekendt, ikke noget at betyde.

Men sådan havde jeg og mine kammerater det alligevel også, for et universitet var nu engang et vældig fint sted, og ingen på universitetet kunne være finere end de alleryngste studerende. Og derfor kunne jeg naturligvis heller ikke have andet end den pure foragt til overs for en infantil og hysterisk selvoptaget snob af en forfatter som H. C. Andersen ( – undskyld Andersen, der skal snart lyde andre toner … ).

Den præcise form, foragten fik, havde selvfølgelig meget at gøre med den åndelige mode, der herskede på det tidspunkt, og der i slutningen af 60’erne var der ingen tvivl om, hvilken verdensanskuelse man hver morgen skulle iføre sig. Man skulle være ivrig modstander af Gud, konge og fædreland, man skulle hade borgerskabet og gøre oprør mod enhver autoritet i det borgerlige samfund, og så videre, og så videre – man skulle altså med andre ord være imod lige præcis ALT, hvad sådan en som H. C. Andersen netop havde stået for.

I al fald tilsyneladende. For tilsyneladende kunne H. C. Andersens forfatterskab virke som en endeløs og ofte nærmest anmassende bekræftelse af hans tids fremherskende åndelige og religiøse forestillinger, og hele hans værk kunne også meget nemt ses som én lang og logrende underkastelse under kongemagten, og som et ganske skamløst sleskeri for det borger- og adelskab, der livslangt fodrede ham med rødgrød og smiger. Men tilsyneladende altså blot – ja, deri lå naturligvis min store opdagelse: jeg havde nu fundet ud at det i virkeligheden forholdt sig lige omvendt! H. C. Andersen var – kunne jeg da afsløre – en oprører og en samfundsomstyrter. Nøjagtig ligesom jeg selv og mine kammerater, og derfor var han nu lige pludselig og i allerhøjeste grad værd at beskæftige sig med.

Som sagt, min artikel kom til at hedde ”Andersen”, hverken mere eller mindre. Der var heller ingen undertitel, og med denne kortfattethed ville jeg nok antyde to forskellige forhold. For det første lå der i det blotte efternavn jo et udtryk for den kolossale anerkendelse, jeg nu var rede til at tilstå ham, for det var jo en effekt af hans storhed, at et i sig selv ganske fladt og banalt navn som Andersen måtte være tilstrækkelig til at vække læsernes interesse. For det andet ville jeg jo fremhæve netop dette almindelige ved ham – ved ligesom at pege på det her nærmest anonyme navn, han havde båret, ville jeg se ham som en sand repræsentant for folket, og én gang for alle rive ham ud af borgerskabets kløer.

For nu at kunne anlægge sådan et ’anderledes’ synspunkt på en stor forfatter, som jo allerede var analyseret og fortolket i hundredvis af bøger, så måtte jeg gøre hvad enhver anden litteraturforsker i en lignende situation må ty til at gøre– og som en litteraturforsker regnede jeg da virkelig allerede mig selv – og jeg udvalgte da således nogle tekster af forfatteren, som normalt ikke var blevet betragtet som hans allervæsentligste, hvilket det jo så var min hensigt at hævde, at de netop burde blive.

Det drejede sig nu slet ikke om helt marginale eller på nogen måde ubetydelige tekster. Jeg kastede mig nemlig over de såkaldte tingseventyr, som også allerede tidligere, men ud fra lidt andre synsvinkler, var blevet grundigt udforsket og beskrevet. Og tingseventyrene, det er jo dem hvor hovedpersonerne ikke er ænder eller børn eller kinesere, men eksempelvis tinsoldater, flipper og stoppenåle – Andersen havde været så heldig at bevare en barnlighed, der gjorde det naturligt for ham at opleve også bolde og juletræer som levende væsener. De fleste af os andre kender vel det at vi – somme tider måske i en slags distraktion – ved synet af et andet menneske kan komme til at tænke: hvordan mon det i grunden ville være at være ham eller hende? Men Andersen blev altså forført til den slags ørkesløse tankegange bare ved synet af et stykke gammelt legetøj, eller en blomst eller en tudse – straks var han så ude i forestillinger om, hvordan det mon ville være at være sådan én.

Jeg tog altså fat nogle på et af de her eventyr der handler om ting, og især det af dem, som I for lidt siden har fået genopfrisket, med en oplæsning fra noget nær forfatterens egen mund: ”Hyrdinden og skorstensfejeren”.

I ”Hyrdinden og skorstensfejeren” tog Andersen nemlig ganske uforfærdet sin samtid ved vingebenet. Alt hvad man i øvrigt anså for højt og helligt, og alt hvad man betragtede som smukt og godt, og for klogt og anstændigt, alt dette pillede han i denne lille historie fra hinanden og hængte så stumperne ud til almindelige latter.

For nu at begynde fra oven – som det også sker i eventyret – så præsenteres vi med det samme for den guddommelighed, som man i Andersens romantiske tid mente var synlig i alt, hvad der var skabt. Den var, som man sagde, ’ånden i naturen’ – og det var ikke mindst digternes opgave at gøre opmærksom på denne ånd, at se og at føle den alle vegne, og det kunne gøres i de heftige anfald af inspiration, som netop i særlig grad ramte den tids digtere. Og sandelig da også vores digter Andersen her. Skønt han nok så meget er kommet fra slummen i Odense og er vokset op i en ikke særlig guddommelig atmosfære af fattigdom og prostitution og galskab og skam – jo, han kunne alligevel – men især jo andre steder – skrive så uendeligt kønt om den milde Gud i det høje. – Men lige hér lader han altså en anden erfaring slippe igennem: for hvis der findes noget guddommelighed i denne her virkelighed, så er det i al fald en ond satan. For vi kan jo ikke helt tage fejl af det sorte skab der i stuen, med de mange dæmoniske snirkler, det ligner alt for meget et billede af et alter, og på det troner denne her drabelige skikkelse med den meget lange titel, som jeg nu vil nøjes med at gedebukkebenet – for det er nok hvad han frem for alt er, et væsen skabt i Fandens skikkelse.

Nogen anden religion finder vi i al fald ikke der i stuen, som med sit tingeltangel fordelt på hver deres hylder, eller gemt af vejen i deres skuffer, gør det ud for et minisamfund. Og i sådan et samfund har man jo ud over religionen også en samfundsmagt, og den sidder kineseren her på. Han hævder i det mindste selv at han har magt, men hvorfra og hvorfor, det melder historien ikke noget om. Magt er da åbenbart noget fuldkommen vilkårligt, som nogen tilfældigvis rager til sig og så forsøger at holde fast i. Det er her noget helt andet end den gudbenådede kongemagt, som Andersen ellers aldrig blev træt af at hylde – nej, magten her er bare rå og brutal og kan i øvrigt ingenting ud over netop at sidde på magten, og så nikke, og det er naturligvis hvad kineseren gør, da ingen ringere end gedebukkebenet vil have den yndige hyrdinde ned i skuffen til alle de andre koner, som han har der i forvejen.

Det eneste der kan hindre denne magt i at ødelægge folks liv, det er en alvorlig svækkelse af den. Jo svagere en magthaver, jo bedre er det altså, og det er da takket være kineserens fald og den klinke han så må sidde med i nakken, at det kun går hyrdinden sådan nogenlunde almindeligt halvgalt her i tilværelsen.

En tredje søjle i 1800-tallets samfundsorden og dertilhørende livsanskuelse, det var ideen om den personlige identitet. Man mente at hver enkelt menneske var unikt, og at det havde en uforvekslelig kerne, og at livsopgaven for dig og mig var at udvikle de muligheder, som Gud havde lagt i os, til deres optimale niveau. Men også i denne sammenhæng ser virkeligheden jo helt anderledes i Andersens eventyrlige minisamfund. Selv det frygtindgydende gedebukkeben er måske af mindre hårdt træ end man skulle tro – som kineseren siger om ham: ’ – en mand som jeg næsten tror er af mahognitræ – ’. Og med kineserens egen indre gehalt står det, som vi allerede har været inde på, også højst usikkert til. Hans unikke personlighed er jo i al fald blevet klinket. Men allertydeligst udstiller Andersen alle disse smukke illusioner om individualiteten i forbindelse med skorstensfejeren, for om ham stod der jo: ’Tæt ved hende (hyrdinden) stod en lille skorstensfejer, så sort som et kul, men i øvrigt også af porcelæn; han var lige så ren og pæn som nogen anden, at han var skorstensfejer, det var jo bare noget han forestillede, porcelænsmageren kunne lige så godt have gjort en prins af ham, for det var ét!’ – Med andre ord: forholdet mellem denne mands indre og ydre er helt vilkårligt – hvad han går for at vær, er altså bare noget han forestiller – og hvad han forestiller at være er endda blot resultatet af et tilfældigt indfald fra porcelænsmagerens side. Det er altså hvad Andersen her har at sige om den personlige identitet og om det enkelte menneskes uforvekslelige kerne, og hvad det tredje led i denne romantiske konstruktion angår, nemlig tanken om individets indre udvikling, så er der ingen som helst af de medvirkende her i eventyret, der udvikler sig i nogen som helst retning. For så vidt de ikke er nøjagtig de samme tilfældige størrelser ved slutningen af historien, som de var ved dens begyndelse, så er det udelukkende fordi de i mellemtiden er kommet til skade eller har brændt fingrene og er blevet dybt skuffede over det hele.

Som en sidste og ganske afgørende byggesten i Andersens samtidige åndsliv havde man som bekendt den romantiske kærlighed, og det er naturligvis også dén, der er dette eventyrs omdrejningspunkt. For almindelige mennesker, der havde nok at bestille – det vil sige alle andre end de adelige – var kærligheden i øvrigt er ret ny ting at gå op i. Man havde vel også tidligere anset det for godt at de unge mennesker, som af økonomiske grund passende kunne blive gift med hinanden, at de ved brylluppet havde lyst til hinanden, og at de senere hen kunne finde ud af at omgås hinanden på skikkelig vis. Men ligefrem kærlighed – det ville i jævne menneskers øren have lydt ikke så lidt skabagtigt, og med rette, for sådan en kærlighed havde i fritsvævende form intet at gøre i deres virkelighed, og sådan forholder det da sig også i første omgang med hyrdinden og skorstensfejeren. De er blevet forlovede fordi de jo stod der på hylden ved siden af hinanden, det kunne altså ikke passe bedre og være mere praktisk. Kærligheden dukker først op i dem, da der viser sig hindringer for at de kan få hinanden – kineseren vil det jo anderledes med hyrdinden, han kan kun alt for godt se sin fordel i at sælge hende til gedebukkebenets harem – og da vågner romantikken altså mellem det unge par. De er nu engang kommet til at leve i tid, hvor samfundsøkonomien måske for første gang i verdenshistorien allerede så småt gør det muligt for unge mennesker at ville følge deres lyster – ja, som skorstensfejeren siger det: ’jeg tænker nok jeg kan ernære dig ved professionen!’ – De flygter da, og det kan slet ikke blive romantisk nok: de skal igennem de væmmeligste forhindringer, og op gennem den sorte skorsten, for at nå op under stjernerne, op i skønheden og friheden.

De skal altså nu ud i ’den vide verden’, som det hedder. Og hos Andersen er dette at bevæge sig væk fra små lukkede rum altid noget lykkeligt. Det er godt at nå ud mellem skræppebladene, for dér er en helt ny verden, og den er så stor, så stor. Og det er godt komme ud af andegården, og det er altså også godt at komme ud af denne småborgerlige stue. Og skorstensfejeren mærker det, han glæder sig allerede til endelig at have langt den lille verden bag og nu at skulle leve i den store, i fryd og gammen med den dejlige hyrdinde. Men så – lige da – sker der noget helt forfærdeligt.

Jo, for så er det, at det altså alligevel bliver for meget for hyrdinden, med al den skønhed og den frihed. Det er blevet alt for stort for hende, og det er pludselig så usikkert det hele, og hun afleverer da en af de grusomste –og mest autentiske – replikker i dansk litteratur:’ – nu jeg har fulgt dig ud til den vide verden, nu kan du gerne følge mig hjem igen, dersom du holder noget af mig!’ – Ak ja. Og nede i stuens uhyggelige tryghed er hun da også først bekymret over at kineseren er gået i stykker, og hun lader sig først trøste, da skorstensfejeren kan forsikre hende om at den gamle skam stadig er i stand til at tryne dem og sige dem ’mange ubehageligheder’. Så kan de da forsætte deres kærlighedsforladte og ufrie mininal-tilværelse i den lillebitte undertrykkende verdens overskuelighed.

Sådan en slags verden kender vi også fra andre forfattere, men især fra nogle der er meget yngre end H. C. Andersen, eksempelvis og især Franz Kafka, men med ham en meget lang række andre op gennem det tyvende århundrede. Det er en verden hvor vilkårligheden og tilfældet hersker. Hvor den enkelte alligevel er for fej til ikke at flygte fra friheden og kærligheden, og hvor tanken om at udvikle sig hurtigt lyder som en slags sort humor. Den er ingen begyndelse og slutning i sådan en slags tilværelse, og indimellem sker der – ud over ulykker – intet som helst af betydning, og sådan måtte historierne om alt dette efterhånden også tage form. Den klassiske fortælling, med dens fremadskridende mønster, blev opgivet til fordel for den moderne, eller den modernistiske novelle, som man også har kaldt den absurde, idet den ligesom livet selv er uden hoved og hale.

Også dette skete allerede hos H. C. Andersen – enkelte steder i det mindste. Et af de tydeligste eksempler er eventyret ”Hjertesorg”, der begynder sådan her: ’Det er egentlig en historie i to dele, vi her kommer med; første del kunne gerne være borte, – men den giver forkundskaber, og de er nyttige!’ – Og den slutter – efter den noget så endeløst sørgelige historie om en garverienke og hendes moppe, og dennes død og begravelse – slutter altså sådan her: – ’Vi så det ovenfra – og ovenfra set – denne, som mange af vore og andres sorger, – ja, så kunne vi le ad dem! – det er historien, og den, som ikke forstår den, kan tage aktier i enkens garveri.’ – Vi udsættes altså i denne historie for et fuldkommen parodisk indhold, i øvrigt med flere helt tilfældige digressioner, og for en forfatter der frit leger med fortællingens elementer, dens logik og dens kronologi, og i øvrigt selv kalder det halve af den overflødig. Det er absurd fortællekunst i renkultur – Andersen gav her ikke Samuel Beckett eller nogen anden langt senere absurdist det mindste efter.

Se – hvad jeg nu har sagt, det svarer så nogenlunde og i grove træk til det jeg havde fundet ud af dengang, da jeg som ung studerende skrev min første artikel og kaldte den ”Andersen”. Jeg ville gøre H. C. Andersen til min samtidige, og det ville sige til en samfundsoprører, men det ville også sige til en modernistisk forfatter med et moderne, illusionsforladt syn på tilværelsen. Dét – mente jeg – var langt den vigtigste side af ham, og det var da for mig dét, der gav det mening at tale om ham ikke alene som en af de allerstørste i dansk litteratur, men som et af verdenslitteraturens genier. – Ja, sådan så jeg på det dengang – og det gør jeg – måske ikke til jeres overraskelse – for så vidt stadig. Blandt andet, vel at mærke – for jeg har siden fået større sans for andre sider af dette forfatterskab.

Som ung falder det nemlig sjældent én ind at være glad for både det ene og det andet. Man vil vælge, og man vil vælge med den største lidenskab, og vælger man da det ene, betyder det ikke kun at man vil satse helt og fuldt på dét alene, men samtidig at man voldsomt må forkaste og foragte det andet. Men – man kan altså med årene bløde noget op, og det kan i unges øren nok lyde som det rene forfald, og jeg tør ikke modsige dem, men blot tilføje: man finder alligevel også lidt efter lidt ud af et og andet, som man ikke før har gjort sig rigtig klart, og den læreproces fortsætter nok alligevel også hele vejen op gennem livet.

Og noget af det jeg siden hen har måttet lære at indse – for anden gang, kan man sige – det er at den sandhed – og sådan en er det bestemt – den sandhed, som Andersen nåede frem til i fx ”Hyrdinden og skorstensfejeren”, den kan ikke stå alene uden at man smider det meste af menneskelivet fra sig, og intellektuelt i øvrigt efterlader det i den rene uforklarlighed. For var der ikke andet end gedebukkebenets stue, og ikke andet end egoisme og ondskab og fejhed og småborgerlig hytten sig selv, så ville vi næppe engang have samledes her i dag for at fejre en stor digter, og hvad mere og værre er: vi ville aldrig så meget som have overlevet som art. Netop fordi vi er sådan nogle stakler som de små porcelænsfigurer i eventyret, derfor må vi også rumme noget andet og noget meget mere, for sammen at have kunne skabe en verden, der i sin ufuldkommenhed dog nok kan være værd leve i, fordi vi trods alt, igen og igen, kan stå sammen i en bestræbelse for at fremme det gode, det sande og det skønne. Vi vil hele tiden nå noget højere end vores egen mund, og vi ejer alle sammen dybder der ikke vil lade os tilfredse med overflader og surrogater. – Og alt dette højere og dybere bliver hos Andersen fremstillet med lige så stor kraft og virtuositet som han kunne skildre det platte og det smålige – med sin fortællekunst færdedes han, som måske ingen anden, med samme suveræne kunnen og indsigt i alle områder og afkroge af menneskelivet.

Lad os kort tage et par eksempler frem. – I eventyret ”Den lille havfrue” hører vi om længslen opad. Havfruen lever jo dernede på havbunden, og der lever hun og alle de andre skam meget godt og hyggeligt, og de lever endda meget længe, 300 år som regel. Det er måske bare lidt det samme og det samme, der foregår dernede, ingen kunne finde på at ønske sig noget som helst anderledes end det altid har været, og når de her 300 er gået, så er det også helt slut. Man kan ikke på nogen måde blive en del af noget som fortsætter efter én, og derfor er det som om man heller ikke selv kan leve et rigtigt liv – og det er netop sådan den lille havfrue føler og forstår det, hun vil have et rigtigt liv, og derfor må hun brændende ønske sig et evigt liv. Eventyret handler da om hendes kamp for at vinde det, for det kan lade sig gøre, også for en havfrue, at få et rigtigt menneskeliv – det koster bare. Det koster og det koster – først at skulle skille sig fra den kære gamle familie, så at samle mod til at opsøge den heks der kan hjælpe, og at udstå en vandring gennem alskens uhyggelige uhyrligheder, og så at få sin tunge skåret af, som honorar til heksen, og så hverken at kunne tale og synge, og hele tiden have det som om der gik knive gennem de nyvundne menneskefødder, og så alligevel miste den prins, hvis liv hun har reddet. Det gør ondt alle vegne, og det kræver så ufatteligt meget mod og så grusomme afkald, og det gør selvfølgelig også ondt langt ind i os læsere, og vi ville ikke have kunnet holde det ud, hvis forfatteren ikke ved hjælp af en slags mirakel havde fået det hele til at lykkes, alligevel og trods alt.

I et andet af de såkaldt store eventyr, ”Skyggen”, kommer vi så en anden eller tredje side af sagen meget nærmere. Eventyret lader sig opfatte og fortolke på utallige måder, og det har man også gjort, men en kerne i historien er jo den at en skygge løsriver sig fra sit menneske, og så efterhånden får dette menneske gjort til sin egen skygge. Den oprindelige herre over skyggen var, som der står, en klog mand, han var lærd, og han havde fuld rede på det skønne, det gode og det sande, som vi før var inde på – ja, han lever for så vidt allerede oppe i dén lysende verden, som havfruen længtes så forfærdelig efter. Men han lever også alt for ensidigt deroppe, der er sider af ham – længere nede end hans kloge hoved – som han ikke bekymrer sig om, de bliver da ligesom hans skygge, og jo mere han overlader den til sig selv, jo stærkere bliver den, og den kan så endelig rive løs og som sit eget menneske gå i gang med at erobre verden, og det med helt anderledes rå midler, end dens tidligere herre, i al hans åndelighed, vil have med at gøre.

Det hele er altså aldrig helt let. Og at det også var rigtigt svært for Andersen selv, det lod han os vide utallige gange, og en af de bedste og morsomste måder var den han fandt på i eventyret ”Tante Tandpine”. Det er et af hans sene eventyr, Andersen var blevet en gammel mand, og han vidste nu både det ene og det andet, som fx at skønheden er evig, men at hæsligheden heller aldrig slipper op, og han vidste det på én gang og forstod nok, hvordan det hang sammen.

Og han forstår nu oven i købet at alt hvad han véd og forstår, det véd og forstår han som digter, i og med at han er digter, at det altså kommer til ham i og med fantasien og skriften, og han er endelig på det rene med at dette at ville være sådan en digter, det noget der gør ondt, ja, det forudsætter smerter af den anden verden. Digteren må derfor møde Tante Tandpine, og hun er, som hun siger: ’mægtigere end poesien, filosofien, matematikken og hele musikken’. Men hvis det unge menneske, som er historiens hovedperson, vil lade hende komme til sig, så kan han blive digter, og jo mere hun kommer, jo bedre er det for digteriet. Som hun også siger til ham: Stor digter skal have stor tandpine, lille digter lille tandpine! – Men Andersen slutter så eventyret med at sige, at også stor digtning alligevel kun er forfængelighed. Også berømmelsen er en illusion, udødelighedspantet skrives – som der står – på en døgnflues vinge. For også selve denne historie er faktisk fundet på en lap papir i en skraldebøtte, og der vil alle andre historier også havne. Alt går i bøtten! Skriver Andersen.

Vi er jo glade for at han alligevel holdt ud. Og for at han trods alt er her endnu, og for at der endnu vil gå meget lang tid inden den sidste lap papir med en stump af hans eventyr ryger i bøtten. – Vi er glade hans humor, for hans barskhed og hans poesi, for hans visdom, men frem for alt har vi måske grund til at være glade for hans sprog. Så godt som ingen anden i verden skrev i hans levetid noget der lignede. Intet så smidigt, så morsomt og så levende og så indfaldsrigt, og når Andersen kunne gøre det, var det jo fordi han vovede at skrive sproget som det blev talt i det daglige. For nok var han jo et ængsteligt gemyt, men fik hans mod bare det mindste halmstrå at hage sig fast i, så voksede det til det uovervindelige, og dette halmstrå blev eventyret for ham – dette tilsyneladende bare at skrive for børn, det gav ham det grænseløse mod og satte ham fri til at være sig selv, og til at være det for fuld udblæsning. For intet mindre end hele armen duer i nogen digtning, men dermed kunne Andersen altså også indføre et helt nyt sprog i dansk litteratur, en fuldkommen ny måde at skrive på, begyndelsen til en ny litterær tradition, hvilket enhver dansk forfatter siden har haft god grund til at takke ham for – og alle danske læsere dermed jo også.

 

Foredrag på Nørre Wosborg.