Blandt de konferenceoplæg som jeg er blevet opfordret til at kommentere – reflektere over, spinde videre på – blandt disse glimrende oplæg, som jeg jo efterhånden vil tage op, direkte og indirekte – idet jeg naturligvis ikke yderligere vil forfalde til nogen form for karaktergivninger – blandt dem, altså, er der alligevel et enkelt, som frister mig over evne til et øjeblik at spille den gamle degn. Og han har altså nu lagt de rettede stile frem på katederet og, skuende ud over de åndeløse elever, tager han således til orde, idet han samtidig leder i bunken:

Se her, børnlil, her er endda en besvarelse som sandelig har glædet mit gamle hjerte! For den nøjes slet ikke med at levere hvad der blev krævet, den byder på mere end jeg nogen sinde kunne finde på at forlange af jer: nemlig noget nyt! – Og forventningsfuldt har alle eleverne naturligvis straks strakt hals, men især den unge Holm blusser nu heftigt. For han véd præcis hvor hans ganske særligt fint indbundne hæfte ligger, og han har allerede set den rare degns rystende fingre famle sig frem til det.

Jo, Bent Q. Holm er virkelig kommet med noget, som jeg heller ikke i rollen som mig selv har kunnet læse uden at føle mig kraftigt animeret. Han har nemlig overbevist mig om at vejen til succes ligger fuldkommen åben, også for mig – hvis jeg ellers blot vil ændre min stil. Og det er jeg jo selvsagt helt og aldeles parat til. Jamen selvfølgelig: jeg vil da til punkt og prikke følge enhver anvisning fra min dertil engagerede stylist. Jeg vil tabe mig det nødvendige antal kilo; jeg vil få anlagt en tidssvarende frisure med en til mit seneste bogomslag matchende hårfarve, og selvfølgelig altid beklæde mig med den foreskrevne skjorte. Skulle et par kosmetiske operationer blive anset for uomgængelige, så skulle det da heller ikke komme an på dét – ja, jeg ville muligvis gå så vidt som til at lære mig et af de der uhyggelige smil som blandt andet politikere med ret faste mellemrum sætter op, helt uanset hvad de taler eller bliver spurgt om.

Jeg gør med andre ord hellere end gerne det hele. Og ikke engang bare for berømmelsens og pengenes skyld. Nej, bestemt også, og ikke mindst, af hensyn til det læsende publikum, idet jeg jo aldrig kan komme fra den tanke, at det vil være af afgørende betydning for mange flere at læse netop mine bøger.

Således afklaret og beredvillig nærmer jeg mig altså slutningen på Holms succesforjættende oplæg. Og der sker da med ét noget rigtig kedelig noget med det, og det ville den flinke degn trods alt heller ikke have kunnet se helt bort fra. Der sker nemlig dét at Holm lige så stille begynder at tage det alt sammen i sig igen. Det kan nu pludselig ligesom ikke blive til noget, alligevel. Og han skåner mig heller ikke for nogle vældig gode grunde til det. Fx den, at mangen forfatter måske selv for den skrappeste stylist kunne blive en fuldstændig uoverkommelig opgave. Eller den, at måske heller ikke så få forfattere nok alligevel vil stå sig bedst ved at beholde deres hængerøvsbukser.

Man kunne tilføje at ethvert forlag i vores lille land ret hurtigt ville konstatere at det overhovedet ikke har råd til den holmske forfatterpleje, undtagen muligvis i de meget usædvanlige tilfælde hvor hans bog allerede, så at sige af sig selv, er begyndt at indtjene en masse penge. Og da må forlaget vel mene at han også fortsat kan klare sig i sit krøllede kluns. Og vi kunne endelig skele til USA, hvor de her marketingstrategier allerede i et par årtier er blevet praktiseret og har fået lov til at udvikle sig i alle yderligheder: selv på dette så godt som ubegrænsede marked er de jo aldrig kommet til at spille nogen som helst rolle for den slags litterære værker, der kan fortjene denne betegnelse.

Hvis dette her nu ikke bare lyder som om vi skal tilbage på start, men også som om vi nok aldrig for alvor vil komme derfra, så er det på tide at jeg understreger at jeg i grunden, på litteraturens vegne, ser temmelig lyst på fremtiden. Ja, jeg kan virkelig uden at overdrive erklære mig optimist, og for ikke dermed også at erklære mig idiot vil jeg lige nævne, at min optimisme delvist hænger sammen med, at det aktuelle lys over landet minder om Nordpolen op mod jul, og at det derfor uvægerligt må begynde at dæmre, hele horisonten rundt. Det vil jeg vende tilbage til, for her i første omgang blot at minde om den fortrøstningsfulde kendsgerning at litteraturen under alle omstændigheder ikke er til at udrydde.

Det kan godt være at dens eksistens stort set vil blive ignoreret, og dens betydning kan i perioder blasert blive vurderet til det rene ingenting. Vi vil dog til evig tid, og i hvert øjeblik, være nødt til at leve med den, ligesom vi – med eller mod vores vilje – har haft den med os, siden vi første gang kunne opfatte os som afgørende anderledes end alle de andre dyr. For det kunne vi netop i kraft af litteraturen.

Som et nyt og uhyre magtfuldt organ var den vokset frem i os, og med dét kunne vi nu sætte omgivelser og hændelser ind i sætninger som klarlagde deres indbyrdes sammenhæng, tidsligt, kausalt, metafysisk. Vi kunne med andre ord begynde at fatte, eller i al fald forestille os, hvad der foregik og hvorfor. Og vi kunne sammenligne, udlægge, omfortolke, generalisere og opstille scenarier, og med alt dette altså opnå handlingsmuligheder som mangedoblede vores elementære fysiske formåen.

Man kunne sige at dette særlige menneskelige organ, jeg her kaldte litteraturen, at det burde jeg have nøjedes med at kalde sproget, men det er to sider af samme sag. Litteraturen ligger uafladelig på lur i sproget. Den står på spring hvert øjeblik når den stramme hensigtsmæssighed i vores tale blot slækkes en anelse. Og den overtager med det samme scenen helt og fuldt, hver gang vi fortsætter en redegørelse for et hændelsesforløb bare en smule ud over det strengt nødvendige, og den kommer rigtig i sit es, når vi grundigt beskriver en hændelse som strengt taget ikke har fundet sted.

Litteraturen er alle vegne, hvor sproget kan friste os med sin overflod, og sådan kan selv de mest rudimentære udbrud af lyst og frygt og glæde og sorg når som helst risikere at flyde over og – før man véd af det – gå i ledtog med ellers uanbringelige indskydelser og tanker og dermed ende som den rene poesi.

Litteraturen var altså vores begyndelse og blev det primære kendetegn for vores art. Og det er stadig ved anvendelsen af vores litterære organ at vi melder os over for hinanden som netop mennesker. Når vi møder hinanden, udveksler vi straks et par af disse overflødige historier. Vi fortæller, og vi lytter gensidigt, for at bevidne vores gode vilje og for at anerkende hinandens menneskelige værdighed. Og fortæller vi ikke, gør vi os netop til umennesker – som de kendes fra film om SS’ere og gangstere, der kan komme på besøg uden at åbne munden, og på måde straks kvæler ethvert håb hos ofret om på mindste måde at blive accepteret som medmenneske. Men fortæller og lytter vi derimod mere og mere ivrigt og overstrømmende til hinanden, så kan vi til gengæld blive så medmenneskelige, at vi snart ønsker at gøre hinanden til hovedpersoner i de historier vi kunne tænke os at fortælle i fremtiden.

Det er derfor vældig naivt at forestille sig – som nogle vist næsten kan gøre – at litteraturen kunne gå hen og helt forsvinde. Og det er heller ikke udtryk for stor omtanke, når det endda ganske ofte formodes at den i al fald nok vil få mindre og mindre betydning. Det kommer jo som regel frem i sammenhæng med konstateringen af at interessen for film og computerspil er stadig tiltagende. Men helt bortset fra at også sådan nogle billedfortællinger er tænkt i sproglige strukturer og formet efter litterære, episk-dramatiske skabeloner, så er de, sådan som oldtidens billedfriser var det – og som her især Kirsten Boel er inde på det – et tilskud og en udvidelse til vores udtryksmuligheder, ikke en erstatning for andre, og slet ikke for den primære.

Vi vil jo sikkert nok få bedre og bedre tekniske muligheder for at udvikle smukke og intelligente og spændende billedfortællinger, men de vil aldrig på nogen måde kunne afløse den permanente og uvilkårlige brug af det organ der gjorde os til mennesker. Vi færdes, ifølge vore gener, uafbrudt på grænsen til litteraturen, og vi vil, så længe vi er her – og fortsat både med og uden vores vilje – overskride den grænse med samme hyppighed og effekt, som vi har gjort siden vi arriverede på kloden.

Men at litteraturens død forudsætter det sidste menneskes død, det indebærer naturligvis ikke nogen garanti for bogen og dens fremtid. Og det er jo dén vi er mødtes her i dag for at bekymre os om. Litteraturen blomstrede i årtusinder før bogen blev opfundet, og det er vel det sandsynligste at litteraturen engang igen og gennem nye årtusinder må finde sig i at blomstre videre uden bogen.

Man kan jo sagtens forestille sig at bogen fra at være litteraturens altafgørende medie går hen og bliver et redskab blandt andre, for så måske endelig helt at tabe pusten over for konkurrerende teknologier, som litteraturen efterhånden er kommet til at trives så meget bedre med. Ja, man kan forestille sig sådan en udvikling, og sagtens, men endnu ikke hvad det skal blive for nogle morderiske konkurrenter. Selv når vi anstrenger os til det yderste for at begejstres for fx den elektroniske bog, har vi dog stadig langt igen før vi for alvor kan tro på dens overlegenhed, i al fald som litterært medie.

Bogens foreløbige eksistens kan da utvivlsomt trække ud, meget længe, og det må også her være passende at minde om, at for et overvældende flertal af jordens beboere er tilværelsen fortsat fuldkommen utænkelig uden netop bøger. Milliarder af mennesker bygger udelukkende deres liv på bøger; de handler, i videst mulige omfang, i fuldeste overensstemmelse med hvad de læser i bøger; de forstår og tolker alt hvad der overgår dem og bedømmer alt og alle omkring sig ifølge intet som helst andet end bøger. Uheldigvis, måske, for trafikken i bogbranchen er den tilsyneladende uhelbredelige bognarkomani i denne knusende majoritet dog knyttet til nogle ganske få titler, såsom Bibelen og Koranen og et par stykker til.

For enkelte blandt disse bogmennesker bliver det jo alligevel indimellem til lidt flere og også lidt anderledes udgivelser. Men at sådan et mere varieret bogforbrug ikke indtræffer af nogen almindelig følt nødvendighed, og at langt de fleste vil være ganske villige til at leve hele deres liv uden den mindste udvidelse af sortimentet, og heller ikke vil få noget tydeligt problem med det, det vil jeg nu gerne aflægge et personligt vidnesbyrd om. For nok véd vi alle at det forholder sig sådan, men alle vi, der næsten ikke kan få bøger nok, døjer ikke desto mindre ofte med helt at acceptere, at de andre altså udmærket kan klare sig uden.

Men de kan altså, og de gør det. I hvert fald hvis vi med udtrykket ’uden bøger’ alligevel giver dem lov til lige at eje det der par stykker. I den by, hvor jeg havde min opvækst, var det netop sådan at der i ethvert hus fandtes et par bøger, men i ingen af dem fandtes der mere end disse to eller tre. I ingen af byens huse stod der op til flere bøger, og det mønster var ikke blot gældende i vores by, det gjaldt også rundt omkring hvor mine talrige farbrødre og onkler havde deres gårde, heller ikke hos nogen af dem gjorde man sig til af flere bøger end dette allernødvendigste par stykker.

I ingen af byens huse, sagde jeg, og det var sandt nok, selv om der alligevel var et enkelt hus hvor der fandtes nogle flere bøger, men det var et hus af en anden verden. For det var skolen, og deroppe i skolestuen stod der to høje reoler fyldt med lutter bøger. For der var også byens bibliotek, som skolelæreren passede, og det må da indskydes at dette bibliotek naturligvis ikke var noget der havde kostet kommunen det mindste. Ingen af sognerådsmedlemmerne ejede jo mere end de to eller tre bøger, de havde arvet, og kunne jo heller ikke drømme om at øde hverken egne eller andres penge væk på flere. Så bøgerne i skolestuen var gaver fra det store bibliotek ude i Aalborg, det bestod af bind de der havde kasseret. Gamle bøger altså, fra en tid hvor biblioteker næsten kun indkøbte litteratur af højeste kvalitet, og derfor havde vi på de to reoler i vores by et fint lille udvalg af både den danske litteraturs og verdenslitteraturens klassikere.

Ved synet af disse bøger ville enhver litterær feinschmeckers mund løbe i vand. Men i vores by var der ikke andre end lige mig der ikke ganske ubesværet kunne holde fingrene fra dem. Hvorfor jeg ikke kunne, det har jeg ingen anelse om. Jeg tror vist heller ikke at nogen andre vil kunne komme med en god forklaring på den slags tilfælde. Ganske vist kunne man nævne at jeg havde en far der var en særlig aktiv modstander af bøger. Han mente at omgangen med dem ville gøre mig til et livsudueligt skvat, og han tog alle tænkelige midler i anvendelse for at forhindre mig i den. Men at der på den måde, med faren – i begge ordets betydninger – opstod et ekstra incitament, det siger jo intet om det gådefulde spørgsmål: hvorfor jeg ved allerførste blik havde fundet disse gamle bøger fuldkommen uimodståelige.

Jeg kan derfor kun sige at har man ti små bondedrenge, så skal man nok ikke regne med at mere end én af dem vil vise sig at være en læser. Og samtidig vil jeg igen understrege at ingen af de andre naturligvis har levet videre uden litteratur. For det er jo altså ikke muligt for noget menneske overhovedet, og dels har de gjort brug af den litteratur der uafbrudt opstår imellem os alle sammen, og dels har de i baghånden haft dette par bøger, Bibelen og Salmebogen og måske også Højskolesangbogen, og dermed for så vidt været rigeligt udstyret med stor digtning, mere end nok også til den øde ø. Og har de stadig ikke fået læst noget videre, så har de sunget desto mere. Når jeg nu – efter læsningen af jeg véd ikke hvor mange tusind bøger – kommer sammen med mine fætre og kusiner, som ingen bøger har læst, så kan jeg dog fortsat føle mig som selskabets litterære sinke. For i kraft af sangen, ved festerne og i deres foreninger og i kirken, kan mange af dem udenad måske op imod et halvt hundrede af de bedste digte, der er skrevet på dansk.

Som det vel nu er fremgået, er jeg altså meget enig med dem der nøgternt vil fastholde, at bøger og læsning af vældig mange mennesker aldrig kan betragtes som noget specielt tiltrækkende, endsige som en livsfornødenhed. Og jeg er også meget enig med dem der har spået, at langt de fleste mennesker i fremtiden vil være tilbøjelige til at indskrænke deres berøring med bøger til det allernødtørftigste. Men jeg er helt ekstra meget enig med dem der også gør sig klart, at man i fremtiden dermed vil forholde sig på nøjagtig samme som man har gjort i fortiden, og som vi gør lige nu.

Noget af det særlige ved vores tid er jo at vi, der lever i den, er så sikre på at den er noget særligt, og med denne overbevisning om vores tids særlighed ligner vi utvivlsomt mennesker fra alle andre tider så meget desto mere. Men ligesom man kan tale om overfladiske forskelle mellem fx tyskere og franskmænd, således kan vi jo også pege på mere eller mindre morsomme forskelle i stil og faconer mellem os og vores oldeforældre. Der er dog ingen grund til at tro at fx forholdet mellem forældre og børn og omvendt, med dets bindinger og deraf følgende frigørelsesdynamik, nu med ét – og jo lige præcis i vores levetid – skulle være blevet anderledes end vi har set det beskrevet hos Sofokles og Euripides. Og det har, efter min mening, næppe heller så forfærdelig meget på sig – som det fx også er blevet sagt – at nutidens unge ligefrem skulle have mindre sans for autoritet, end fx Frederiks den Stores soldater havde. Nutidens unge er måske bare ikke stødt på så meget autoritet, fordi det i nutiden er på mode at undvige den, at forklæde den og at skjule den. Men de vil ikke et øjeblik være i tvivl når de engang, under en ny mode, løber ind i den.

De vil heller ikke være i tvivl hvis de nu først skulle møde fænomenet autoritet under læsning af en gammel roman. De vil straks kunne begribe hvad det er en for størrelse, hvad den betyder, og hvordan man på forskellig vis kan forholde sig til den, og med hvilke mulige konsekvenser.

Dette er altså min påstand, og det er frem for alt dén jeg har villet forsøge at hævde med min pukken på en vis konstans i menneskets væsen, og en vis konstans i både vores interesse for og vores evne til at forstå alt menneskeligt. Hvordan man får de unge til at gå i lag med de store værker fra den litterære tradition skal jeg ikke gøre mig ret klog på – om man eventuelt skulle forsøge sig med en lille smule ægte autoritet, jeg véd det ikke – men uanset hvordan man gør det, er jeg fuldkommen sikker på at man kan gøre det i tryg forvisning om, at nutidens unge ikke lider af nogen som helst, førhen ukendte, intellektuelle, intuitive eller emotionelle handicaps; at de altså er fuldt udrustede mennesker med alle muligheder for at leve sig i andre mennesker fra alle tider.

På mange andre ledder og kanter er jeg naturligvis helt med på at bogens stilling i dag er usædvanlig kritisk, og at tiden i det hele taget er fuldkommen af lave. Den evige minoritet af læseheste er for øjeblikket en hel del mere minoritet end den behøver at være. For den har i virkeligheden ikke så få fødte medlemmer der lige nu flakker forvildet omkring i andre minoriteter, og vi bør naturligvis gøre alt hvad der står i vores magt for at hjælpe dem hjem i bogfolden. Måske får de så endda nogle af deres nye legekammerater slæbt med sig ind over flappen.

Når disse læsere enten ikke har opdaget endnu, at de faktisk er læsere, eller har været ved at glemme det igen, så står vi da klart nok med en af den slags sager som vi roligt kan dømme tiden skyldig i. Tiden eller tidsånden som man i gamle dage kunne tale om – ordet forekommer jo i dag så meget mere uanvendeligt som at denne her tid netop vender sig mod – ånden.

Vi befinder os lige nu i et sort hul af anti-intellektualisme og åndløshed. Der hersker en aggressiv foragt, ja et ætsende had til alt hvad der ikke utvetydigt kan forbindes med den materielle verden, med kroppen og med drifts- og følelseslivet. At vi samtidig kan være vidne til et boom i interessen for såkaldt ’åndelige’ fænomener, det bekræfter kun tendensen. Åndemaneri lever nemlig ubesværet op til tidens centrale krav til det acceptable: det kræver ingen som helst hjerneaktivitet.

Alle husker sikkert eksempler på Hollywood-krimier, hvor skurken viste sig at være forfatter eller litteraturprofessor eller sådan noget lignende. Det gælder jo fortsat i amerikanske film, at vises en person i nærheden af bogreoler, så er det for at publikum skal advares om, at der altså er noget rigtig muggent ved ham. Samme model så jeg nu for nylig anvendt i Danmark, af Tele Danmark, nu TDC, i noget reklamemateriale med billeder af forskellige typer, eller repræsentanter for segmenterne, som det hedder med et andet typisk udtryk for den almindelige menneskeforagt. På et de her billeder så man altså, foran en bogreol, en lidt feminin ung mand med en yderst arrogant mine, og det skulle jo så forestille sådan en forbandet skiderik der bilder sig et eller andet fisefornemt ind.

Idealbilledet fandt man ved siden af. Her sås en nydelig, sundhedsdyrkende ung kvinde, og for at ingen skulle være i tvivl stod hun der med halvåben torskemund, og heller ikke hendes store glugger kunne gøre nogen urolig for, at hun måske stod og tænkte en tanke. Sådan skal vi nemlig være nu: helt og fuldt opslugt af vores krop og dens behov for mad og sex og fitnessprogrammer, og så selvfølgelig også af tøjet der skal på kroppen, og tingene der skal ses omkring den, og først og sidst naturligvis af de penge som det alt sammen står og falder med. Så materielle skal vi nemlig være, og så kropslige er også alle dem vi må beundre: nok stadig skuespillere, men hellere de stumme modeller og de så godt som målløse reality-show-aktører, og så selvfølgelig alle sportsstjernerne, og endelig kongehusets medlemmer der kvalificerer sig derved, at de formodes at have ligefrem forbud mod at tænke, og hvis en tanke alligevel undslipper dem, kan de straks undskyldes med, at det nok er en dertil ansat ved hoffet, der har tænkt den.

For et års tid siden havnede jeg – gudhjælpemig – som deltager i et af de grasserende sensikurser, eller hvad det nu hed. Det var i hvert fald et par af de berømte kaospiloter der stod for det, og kaospiloterne er jo noget af det mest tidstypiske og allerhøjest beundrede vi har, og opmuntret af deres formidable honorarer piskede vores to kaospiloter os fra morgen til aften igennem en række sjove øvelser.

Somme tider fik lov at sidde lidt i små grupper, men selvfølgelig kun med farvekridt eller modellervoks i hånden, for vi skulle jo ikke udveksle tanker, vi skulle visualisere vores intuitive indfald. Og skulle vi alligevel få en idé, så skulle vi straks huske at kalde den for en vision, for det lyder meget mere som noget der kommer nede fra kroppen. Men selv visioner måtte vi aldrig få ret længe ad gangen, for så skulle vi op og danse eller hoppe af sted i rækker eller kaste store bolde rundt i en kreds. Tanken – undskyld ordet – med det hele var tydeligvis at gøre os til en børnehave som enhver anden børnehave, hvis man vel at mærke dér så bort fra de børn, der er begyndt at lege med bogstaver.

Mange andre end de her ganske særligt tidstypiske kaospiloter tjener som bekendt styrtende med penge på at overbevise os om, at vi er bedst tjent med at slå hjernen fra. Fx har titusinder af kontorfolk betalt i dyre domme for at lægge hovederne fra sig og i stedet komme ud og svinge sig i træerne, og arrangørerne har oven i købet føjet spot til skade ved at kalde det overlevelseskurser. Men hvis funktionærer i moderne virksomheder skulle på kurser der faktisk kunne hjælpe dem til overlevelse, så skulle det begribeligvis være kurser arrangeret af bibliotekarer, som kunne træne dem i den vilde jagt på alle de informationer de i den virkelige verden kan få brug for.

Denne krig mod al tankevirksomhed og alt åndsliv kunne man godt nøjes med at kalde latterlig, for det er den jo, men med de kolossale erhvervsinteresser der naturligt støtter den er det desværre en af den slags destruktive latterligheder, det er ret umuligt at grine ad. Der findes næppe heller andre behagelige måder at afvente dens selvdestruktion på. Noget helt andet og anderledes må med andre ord gøres – og hvad da?

Morten Mikkelsen nævner en lang række metoder og strategier til udbredelse af litteraturen blandt de unge, og det lyder alt sammen både løfterigt og realistisk i mine øren. Men jeg er specielt faldet for et enkelt af hans forslag, og det er dét man ikke behøver at være lærer og have elever for at praktisere, og det lyder: giv boggaver – selvom der måske ikke står bøger på ønskelisten.

Det er jo en supergod idé, at give bøger også til dem der ikke véd de vil have dem, og den har et videre perspektiv, nemlig det at vi dermed står ved vores kærlighed til bøger og litteratur. Hvis vi sådan alle sammen og på alle måder og i enhver sammenhæng stod ved den, ville det slet ikke være uden virkning. Alene hvis vi i dagligdagen nævnte en yndlingsbog, i stedet for fx en vin eller en cigar, når vi snakker vi om tilværelsens lysere sider, så ville det da gøre indtryk på hidtil tøvende læsere. Og det ville gøre indtryk på lånerne, og i øvrigt højne kvaliteten på hylderne, hvis også bibliotekarerne konsekvent stod ved deres opfattelse af hvilke bøger der erde mest værdifulde – og det er i øvrigt det eneste jeg kan finde på at tilføje til Kirsten Boels katalog over de initiativer bibliotekarer kunne tage og allerede tager, blandt andet til samarbejde med andre litteraturinteresserede parter.

Som Marie Vinter siger det: man kommer langt med at insistere på litteraturens nødvendighed, og med at finde sin personlige begejstring for den frem. Og vi ville uden tvivl komme meget langt, hvis også boganmelderne og litteraturjournalisterne for alvor ville skrive sig hendes ord bag øret. Som de skriver for tiden, nogle af dem, kan man dårligt undgå at få en fornemmelse af, at de også – alt for imødekommende – indretter deres vurderinger efter, hvad de antager vil være det såkaldt brede publikums vurdering. I stedet for – igen – personligt at stå ved den sans de vel har for det fremragende, og dermed få virkelig betydning for læser-minoriteten, så skriver de sådan lidt til alle ikke-læserne og dermed bare helt ud i det blå.

Så at sige i egne rækker, blandt os der jo principielt gerne vil fremme litteraturen, har vi altså også et par problemer. Et er, at det vi, af gammel vane, kalder den litterære debat, i vores land åbenbart altid befinder sig bedst i sådan cirka pindsvinehøjde. Den flytter jo desuden meget nødigt på sig, og når de debatterende litterater engang imellem bliver trætte af at svine forfatterskolen til, så er det kun for en stund at vende tilbage til et forborgent slagsmål om, hvem der er det største geni i Norge. Og vel ikke fordi det emne kan blive ved med at optage dem, nok snarere fordi de dermed, i ét greb, kan få givet samtlige danske forfattere en begmand, endnu engang.

Langt værre er det alligevel at medierne giver mere og mere efter for en art kynisk respekt for salgstal i bogbranchen. Den kvantitative målestok er naturligvis på bølgelængde med tidens torskemundede kropsdyrkelse, og de journalister der ivrigt anvender den indtræder dermed også som aktive krigere mod det i forvejen sønderbombede åndsliv. De gør det fx, når de uden at fortrække en mine vil forveksle en litterært set ganske tilfældig bestsellerist med en betydelig forfatter – og det er et ret nyt symptom på nivelleringsraseriet – og det viser sig det både i omtaler og i interviews, hvor den underliggende pointe synes at være, at ofret lige nøjagtig har det samme at sige til os, som en hvilken som helst håndboldpige kan tænkes at have, netop hverken mere eller mindre : noget om kærligheden og familien og resten om ’hvordan går din dag ellers’. Med denne metode – at lade det lave gælde for det høje – har middelmådigheden endelig fået helt frit løb for sit evindelige hævntogt mod det fremragende, for dens mangel på den mindste klat mod udgør her ingen hindring. Men de gør det også, medielitteraterne – bekriger åndslivet – når de, tilsyneladende, forsvarer den offentlige støtte til litteraturen ved igen og igen at nævne de uendeligt få af alle de gennem tiden støttede forfattere, der er blevet bestsellere. Som om formålet med litteraturstøtten var en eller anden idiotisk kvantitet.

Susanne Bjertrup leger her lidt med den tanke, men hun får vist også sagt at hun ikke vil tage den leg helt alvorligt. Og det gør hun ret i, for hvis den opfattelse skulle sætte sig fast, at litteraturstøtten berettiges af, eller blot har det mindste at gøre med antallet af de forfattere, der i løbet af nogle år avancerer deres salgstal fra fem hundrede til fem tusinde, så vil en hvilken som helst bogstatistik jo når som helst være et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at nedlægge enhver form for litteraturstøtte.

Hvad der skal til, er derimod en energisk forkyndelse af det budskab at støtte til kunst, beklageligvis, ikke er egnet som emne for almindelig demokratisk argumentation, af den grund at kunststøtte overhovedet ikke har nogen konkrete og for alle synlige virkninger inden for en overskuelig fremtid. Vi må da kunne forsyne i al fald et par politikere, med en vis slagkraft, med gode grunde til, at de bør overbevise deres vælgere om, at litteraturstøtte er en ren trossag, og at vi altså vil bruge skattekroner på litteraturen, fordi vi tror det er godt for os, og fordi vi er helt sikre på at vores efterkommere vil forbande os for vores stupide egoisme, hvis vi lod være.

At få folk til at godtage, at det faktisk mest er af hensyn til det 22. århundredes danskere, at vi nu insisterer på at bruge offentlige midler på litteraturen, det kan måske umiddelbart virke som en tung opgave, men den kunne også vise sig at være ret taknemmelig. Ingen mennesker behøver jo to sekunder til at finde ud af, at de aldrig i livet ville undvære hverken ’Kong Christian stod ved højen mast” eller ”Der er et yndigt land”, og jo heller aldrig ”Jeppe på Bjerget” og ”Den grimme ælling” og meget, meget mere.

Når jeg nu er så sikker på at det nok skal gå godt alt sammen, så er det ikke alene fordi dette her fænomen, som Bjertrup et øjeblik har moret sig med at kalde en hobby blandt andre, jo altså i virkeligheden er et biologisk betinget behov, og det vil da, som den slags altid gør, sætte sig igennem og kræve sin ret, uanset at det nu og da må lide under en åndsforskrækket victorianisme, som vil bilde os ind at vi helst bør beskæftige os med alt andet. Nej, jeg er nu også stærkt opmuntret af dagens diskussionsoplæg. Ingen af forfatterne til dem – hvor forskelligt de end må forholde sig – har nemlig formået at skjule deres lidenskabelige engagement i litteraturens sag; de lyser alle af virkelyst og opfindsomhed, og der dukker adskillige steder forslag op om nye formidlingsmuligheder, som måske snart kan hjælpe os videre. Sådan som Christian Kaaber og hans kolleger allerede har hjulpet sig videre med en resolut anvendelse af internettet i antikvarboghandelen.

Her til sidst ville det nok være på sin plads hvis jeg også rejste spørgsmålet om, hvad jeg mon selv kan gøre, eller – skal vi sige – hvad vi forfattere kan gøre. Ja, vi kan læse offentligt op, og vi kan forklare os og stille os til rådighed på skoler og i biblioteker, og hvor man ellers vil have os, og hvis vi ellers hver især også har kræfter til at gøre os så udadvendte. Men det bedste svar på spørgsmålet er jo nu engang det helt beklemmende banale, at vi skal blive ved og blive ved med at skrive bedre og bedre. Vi skal nok en gang, og så nok en gang endnu, gribe det stof, der i vores daglige virkelighed hele tiden ligger på spring til at blive litteratur, og vi skal udvikle det og raffinere det, så læseren, når han har genfundet netop sin egen historie i det, vil undre sig over at den – på en eller anden måde – ser ud til også at være alle andres historie .

Og lad os så blot glemme al snak om dannelse, og om dannelseskultur. Det er jo for længst noget aldeles afdødt, og hvor mange af os véd længere rigtig, hvad det i grunden var det drejede sig. Vi har i al fald slet ikke brug for genoplivning af kulturhistoriske lig; vi har faktisk kun brug for at stå ved at litteraturen er en nødvendighed for os her og nu, og for at gøre det klart at vi heller ikke i nogen fremtid vil miste den, og da sidst af alt den del af den der aldrig vil kunne klare sig på markedet.

 

Oplæg ved Litteraturrådets konference.