Jeg har alvorlige indvendinger mod ”Hovedsporet”. Siger jeg allerførst. For så véd I dét. Men mine indvendinger retter sig ikke mod bogens faktiske behandling af forfatterne og deres værker. For der er fremragende kapitler i ”Hovedsporet”, ja nogle af de bedste jeg nogen sinde har set i genren, og ellers er de fleste sider pakket med oplysninger og observationer, og sjældent klatter sproget helt sammen under dem. Kan man alligevel være lidt loren ved en passage her og der, så er der straks adskillige andre der uanstrengt overbeviser, og slet ikke alene når skriften nu og da safter af humor og visdom, også når den nok så tørt formidler den uundværlige viden. Mine indvendinger retter sig heller ikke imod periodeinddelingen. Selv om de her måske kunne blive mere interessante, idet det sidste fuldkommen indlysende skel sættes med reformationen og Gutenberg, mens alle senere snit både kunne og snarligt bør diskuteres indgående. Men mine indvendinger skal nu ikke engang rette sig mod udvalget og vægtningen af de enkelte forfatterskaber. Selv om de her foretagne valg så iøjnefaldende og i så høj grad er tvivlsomme. Jeg tror måske at Elisabeth Møller Jensen vil komme noget ind på det. Men uanset hvilke briller man har sat på sin mere eller mindre unisexede næse, så kan ingen vist læse især de sidste hundrede sider af bogen (tiden efter 1945) uden med jævne mellemrum at blive totalt distraheret af sine ærgrelser over in- og eksklusioner, under- og overeksponeringer. Det kan bare aldrig blive helt anderledes. Jo længere vi når frem mod nutiden, jo voldsommere vil det litteraturhistoriske jugement nødvendigvis vakle. Sådan er tidens, for ikke at sige evighedens lov, og den har særlig gyldighed i kunstens verden, hvilket redaktørerne selvfølgelig også har gjort sig klart. Man kan roligt skærpe deres forbehold og slå fast at man i en litteraturhistorisk oversigt fra om 100 år næppe vil finde 9 ud af 10 af de her endnu levende. Og dem man vil finde, vil givetvis være nogle helt andre end man i dag – og især med nærværende oversigt i hænde – må formode. For én som mig, med eget forfatterskab, er det derfor også et meget dårligt tegn overhovedet at se det omtalt, i flov modsætning til nogle af de samtidige jeg sætter højest. Jeg har dog nogenlunde kunnet trøste mig med at omtalen på ingen måde tager overhånd, og at den i øvrigt yderst hensynsfuldt gør det muligt for mig at være grundlæggende uenig. Men nej, ikke et ord mere om alt det. Mine føromtalte alvorlige indvendinger – som altså også er de eneste jeg vil tage alvorligt – retter sig mod to af værkets bærende ideer. Disse introduceres naturligt nok også i indledningen, og det drejer sig dels om en forestilling om litteraturens historiske betydning, og at den er aftagende, og dels om begrebet identitet. Det hævdes i ”Hovedsporet” at litteraturen mellem 1770 og 1870 blev dyrket af især det højere borgerskab, og at det tillagde den stor betydning. Men det hævdes også at der i det lange historiske løb kan registreres en gradvis indsnævring af litteraturens betydning. Det første, vil jeg mene, er den mindst mulige del af sandheden. Det andet anser jeg for at være lodret forkert. – Men vi kan jo tale om forskellige slags litteratur, og lad mig her foreslå at vi optæller alle slags til tre. Der er da i første omgang den litteratur der uafbrudt opstår i og mellem alle mennesker. Den består af små historier, overraskende udbrud, selvforklaringer, sladder og ordspil med meget mere. Den er en simpel funktion af sprogets væsen, idet det som bekendt har sat i stand os til at lyve. Enhver af os kan fremstille virkelighedsbilleder hvis grad af interesse og troværdighed er helt uafhængig af deres forhold til en faktisk og allerede foreliggende virkelighed. Vi kan fremsætte jeremiader hvis hjerteskærende kvaliteter er fuldkommen frigjorte fra enhver eventuel lidelse, og vi kan fabrikere de allermest gribende anråbelser af højere magter, selv om vi måske ikke lige i øjeblikket har brug for mere støtte i tilværelsen, end vi kan få af en kop kaffe. Løgnedetektoren vil muligvis kunne vise svagere eller kraftigere udslag. Men det er den umiddelbare virkning på os selv der tæller, og vi kan ikke lade være med at ville fremkalde den igen og igen. Vi er litterære dyr, og vi vil blive ved med at være det, uanset de periodiske meldinger om litteraturens død der udløses ved synet af tilfældige nye teknologier. Som om litteraturen var noget der kunne gå hen og dø, før vi selv gør det. Vores alle sammens litterære produktion har stået på siden det første menneske åbnede munden og vil fortsætte til det sidste lukker den, og den har hvert øjeblik en ganske enorm og aldeles uoverskuelig betydning. Blandt andet da også ved at gøre det til meningsfuldt arbejde for nogle af os at optræne denne biologiske funktion til sit optimale niveau, det vil sige: skabe kunstlitteratur. Den anden slags altså, og denne kunstlitteratur er jo den man, så nogenlunde, koncentrerer sig om i en bog som denne. Skønt man her også har arbejdet med store mængder kulturhistorisk skrammel, velsagtens for at lappe lidt på det danske hovedspor, der ellers ville have været endnu mere hullet end Banedanmarks. Kunstlitteraturen er dog, i dette som i alle andre litteraturhistoriske værker, den af slagsene der bevarer den højeste status, mens den til gengæld – vil jeg så tilføje – slet ingen ting betydning har. Jo, den har. For hver især af os, når den udfordrer og leger med vores eget sproglige organ, med alt hvad det kan indebære af fryd og indsigter. Men den har ingen målelig eller næppe nogen påviselig betydning, og især ikke når den sættes i forhold til størrelser som kulturel og samfundsmæssig udvikling. Borgerskabet i 1800-tallet kunne, som sådant, ikke hente noget nævneværdigt hos Blicher og Kierkegaard, ikke engang rigtig hos Andersen og Grundtvig, og slet ikke når de var bedst. Heller ikke noget så inderlig dansk og nationalt ideologiserende som højskolebevægelsen har kunnet se noget formålstjenligt i at befatte sig med tidens store litteratur. Da den unge Jeppe Aakjær var elev på Askov, bevægelsens højborg, overvejede man dybt og længe at bortvise ham, idet han i gentagne tilfælde var blevet grebet med noget af dette stof mellem hænderne, en roman af I. P. Jacobsen. ’En fimbulvinter’, sagde Askov-forstanderen, da Aakjærs højskoleophold omsider var overstået. For det fremstormende Venstre kunne lige så lidt som det gamle borgerskab have med hans frie litteratur at gøre. Begge kunne til gengæld og så rigeligt finde næring i den helt tredje slags litteratur, som vi nu passende kunne etikettere som livstilslitteraturen. Det vil sige en litteratur som til enhver tid masserer og stimulerer den i øjeblikket herskende klasses yndlingsforestillinger, idet den samtidig understøtter de aktuelle økonomiske og politiske magtstrukturer. Ingemanns historiske romaner (men ikke alle hans digte, og ikke hans noveller) er et godt eksempel på en sådan livstilslitteratur fra guldalderen. Det samme er jo mængden af vaudeviller og andre lystige eller sørgelige skuespil som borgerskabet inhalerede i Det Kongelige. Hvad den hjalp til med, var blandt andet at opmuntre et familieliv, som det ellers var ved at blive lidt for meget af en privatsag at kunne se nogen mening med. Men ikke mindst med at etablere en nationalisme som både monarkiet, indskrænket eller ej, og de tidlige industrialister havde brug for – de sidste for så meget nemmere at kunne fremstille deres behov for toldbeskyttelse i et åndeligt lys. Og livstilslitteraturen betydning for samfundslivet er siden hen næppe aftaget. Der er kommet flere medier til som producenter af de samme forestillinger, men livstilslitteraturen spiller fortsat en hovedrolle som ideologisk garant for nutidens herskende klasse, det vil sige det moderne småborgerskab. Den nutidige livstilslitteratur konfektionerer selvfølgelig fortsat de sædvanlige gys og eksotismer: sociale (narkomiljøer og sådan noget) og geografiske (Himalaya og den slags steder) og historiske (prinsesser og dronninger ad libitum). Men frem for noget tilvejebringer den bunker af sex. For sex er blevet det centrale begreb i det altdominerende småborgerskabs tilværelsesforståelse, og vel nærmest fordi det dårligt kan finde på andet, ligesom sex naturligvis samtidig er blevet et bærende element i forbrugersamfundets dynamik. Den nutidige livstilslitteratur leverer da sex med samme utrættelighed som den fortidige leverede familie og fædreland. De producerer begge de brugbare, for de herskende nødvendige ideologier, førhen nationalisme, nu sexisme. For ideologier er hvad det drejer sig om, idet det første jo ikke simpelt hen er udsprunget af en ubændig fædrelandskærlighed, og det sidste lige så lidt af en historisk hidtil uset maksimering af lysten. – Den egentlige litteratur, lad mig nu i farten kalde den det – og nogle livstilsforfattere bidrager lejlighedsvis også til dén – den betyder stadig lige lidt, og stadig lige så meget for hver enkelt, der opdager den. Så er der det med identiteten. Det er jo et begreb der ikke blot i al uskyldighed er på mode, det hærger og huserer og laver stort spektakel i tidsånden, og det kunne tænkes at blive et nøglebegreb i en fremtidig kritik af den kultur vi her og nu må trækkes med. Der tales i ”Hovedsporet” om vi danskeres ’historiske identitet’, men lad os alligevel i første omgang attakere begrebet sådan som det anvendes til personlige formål. Personligt – eller hvad man skal kalde det – har jeg aldrig ønsket at anskaffe mig nogen identitet, og jeg håber virkelig heller aldrig jeg vil falde for fristelsen til det. Thi den hører, efter min bedste overbevisning, til i lighuset og indtræder i samme øjeblik man får en mærkeseddel bundet om storetåen. For den, der stadig opfatter sig som værende i live, må den ligne en dødsdom. Den vil i det mindste låse ham fast i en skrabet sammenfatning af hvad han (foretrækker at huske om det han) hidtil har foretaget sig. Den vil hilde ham i den naragtige illusion at hans liv i det væsentlige udfolder sig i kraft af ham selv og ikke i samvirke og under udvekslinger med andre. Og den vil moralsk korrumpere ham med den tro at han altid vil være sit eget glimrende selv, uanset hvad fanden han ellers gør og ikke gør i verden. Og det er vel også grunden til at denne identitet trods alt er så efterspurgt. Hvis verden er kommet til at se sådan ud at alt kan synes tilladt, og man ikke på nogen måde eller for alvor kan finde ud af hvad der er rigtigt eller forkert, eller mere eller mindre nyttigt og værdifuldt at kaste sig ud i, så kan man måske alligevel slippe fri af sin desperate rådvildhed ved bare at være. At være en eller anden, som man jo så kan kalde sig selv, og så lade det være nok. Selv om man indimellem næppe kan undgå at blive vældig bange for at denne person slet ikke eksisterer som andet et ganske vilkårligt påfund. Den åndens løsen, som Grundtvig var inde på, vil identitetsindehaveren have afskåret sig fra at finde. For Grundtvig vidste det jo også: den består ikke i nogen som helst indbildt væren. Den opstår idet vi handler. Det samme gælder utvivlsomt for et folk og en nation. Hvad vi måtte være som danskere, er vi i kraft af hvad vi udretter; hvordan vi til enhver tid indretter os med hinanden, og hvordan vi i hvert øjeblik taler og agerer i vores omverden. Når behovet for en national identitet kan opleves som aktuelt, er det selvsagt også et udslag af en politisk rådvildhed, indenrigs- og udenrigs-. Så lad os dog bare være! Men vi har intet at falde tilbage på, ikke andet end illusioner, og at fable om en ’historisk identitet’ er for resten i sig selv en åbenlys selvmodsigelse. Vi kan blive ved med at være danskere ved at handle i verden, og vi vil da til enhver tid være de danskere, der handler sådan som vi gør netop nu, og ikke som vi gjorde i forgårs. At ville fiksere et billede af hvem vi til stadighed er, det er politisk en lige så makaber og skræmmende besked som den mærkesedlen på tåen bærer med sig. At betragte dansk litteratur som en art rygrad i en sogenannt dansk identitet er i alle henseender noget langt mere harmløst. End ikke med sådan et begreb kan man nemlig bygge dette levende væsen et mausoleum, som det ikke allerede er brudt ud af. Der er i værste fald blot sket det at man – over for publikum – har banaliseret vores danske litteratur, som – i det omfang den virkelig, og i sig selv, er værd at beskæftige sig med – kan gøre det samme for og ved alle og enhver overalt på kloden. Nå ja, især hvis vi regner med dem der – fra barnsben eller senere – har fået lært at læse dansk. Men selv de, der måske må nøjes med at læse denne litteratur i oversættelse, kan få indfødsret i det eneste samfund den, i lighed med al anden stor litteratur, vil stå inde for: læserkredsen. Og den vil aldrig nedsænke det i nogen national myte eller lukke det inde i noget provinsielt traume, den vil heller aldrig i kraft af noget ideologisk blændværk underkaste det nogen ydre magt. I læserkredsen, som altid er åben for alle, kan hvert individ leve i fuld fortolkningsfrihed og absolut ligeværdighed, med hver sin bog i hånden, og det eneste bånd, der bliver lagt på ham og hende og knytter dem sammen, er den fælles glæde over at sådan en litteratur findes.

Trykt i POLITIKEN.