Hvis vi nu lukker øjnene – ja, og gør det bare! – og vi så tænker på Kulturmødet. Ikke lige det der nu er ved at komme i gang, men et af de tidligere vi har været med til, og gerne endda flere af dem på én gang. For det vil være nogenlunde det samme billede der toner frem for det indre blik, et billede af pladsen her. Og den er fyldt med mennesker, det er et broget billede af mennesker i alle aldre, og de er klædt i alle kulører og færdes på kryds og tværs eller står eller sidder og lytter til nogen der taler eller nogen der spiller, og de klapper og går videre. Det er et aldeles levende billede, det er aldrig i ro, og dog – der er en enkelt detalje der altid er den samme, og det er den time for time, dag for dag og år efter år, og vi genkender den der i vrimlen – en lys og sommerlig kasket. Vi følger den nu med blikket, vi følger manden der bærer den kasket, og han ser ud til at have rigtig god tid. Han bevæger sig stille gennem mængden, og jævnlig standser han op, han hilser på nogen og veksler et par ord med vedkommende, og han går så videre mens han opmærksomt orienterer sig til højre og venstre, og man kunne måske være lige ved at tro at han bare sådan tumler omkring på må og få, men nej, han fastholder alligevel og sådan der stille og roligt en retning. Han skal åbenbart et bestemt sted han, og han véd hvor det er, og præcis hvornår han skal være der.
Og ja, vi kender ham, vi ved hvem han er, for det er jo Knud Sørensen, og det har aldrig været til at forestille sig et kulturmøde uden at han, med sin lyse og sommerlige kasket, dukkede op i billedet.
Knud havde sin hjemstavn i Hjørring og i Vendsyssel. Men sin valgstavn, det var hvad han kaldte øen her hvor han kom til at bo og arbejde langt det meste af sit lange liv. En valgstavn – for det var et tilfælde at han kom hertil. Efter sin uddannelse som landmåler på Landbohøjskolen fik han først et job i det nordsjællandske, og der var nok at gøre med at udstykke parcelhusgrunde; men det blev vel snart en smule ensformigt, det kedede ham måske lidt – i al fald holdt han snart øje med ledige stillinger alle vegne i landet, og tilfældigvis altså, ja, så blev en landinspektørvirksomhed i Nykøbing Mors sat til salg, og han kom herop og han så og han købte.
Det var i 1958. Og fra den dag han slog sig ned på Mors, med sin Anne Marie, blev øen og livet her aldrig mere det samme. Vældige forandringer indtraf. Mange af dem nok ikke helt med hans gode vilje, men de var ikke til at komme udenom, den moderne verden kunne ikke affinde sig med at lade nogen ø i fred. Også Mors måtte føje sig efter tiden under dens sejrrige fremmarch, og den ville nu have at alt skulle gå stærkere, og alt skulle gøres mere effektivt. Der skulle bygges nye gennemgående veje, og masser af små landbrug skulle nedlægges og jorderne lægges sammen til noget større og større. Og Knud var i embeds medfør med i det hele. Han udførte troligt og omhyggeligt sit arbejde, men han gjorde samtidig mere end det: Han satte sig sammen med de mennesker disse omvæltninger ramte, hjemme i deres køkkener, og over en kop kaffe lyttede han til dem og prøvede så at finde de smidigste og de mindst smertelige løsninger.
Alle og enhvers vel og vel lå ham på sinde. Han ville være en god og nyttig borger, og med dette for øje var det da også han stillede op og blev valgt ind i byrådet her i byen. Hvor vidt han var tilfreds med sit politiske arbejde og de muligheder det gav ham, det har ikke vi hørt så meget andet om end at han ikke genopstillede. Og han var nu også allerede i fuld gang med på anden vis at tjene almenvellet, og hvis han som landinspektør og som lokalpolitiker ikke kunne komme meget længere end til at administrere og måske afbøde de mindre heldige konsekvenser af hvad der kom udefra, så satte han nu sine kræfter ind på, sammen med andre, at skabe noget nyt, og noget han kunne anse for ubetinget godt og nyttigt for folk her på stedet.
Med stor energi og iderigdom satte han gang i og højnede væsentligt niveauet i øens kulturliv. Han stiftede Morsø Kunstforening og fik fra begyndelsen nogle af landets bedste billedkunstnere til at udstille deres værker her. Og han hankede op i Biblioteksforeningen og fik etableret den stadig gældende praksis med årligt at afholde seks-syv forfatteraftner, og hvem der i nyere dansk litteratur ikke har været her og holde foredrag, det er ikke så let at komme i tanker om. Og Knud blev jo desuden en ledende kraft i Sandemose-selskabet og stod herunder som medarrangør af en række seminarer, og det lykkedes ham endda at få den gamle flygtning til at vende tilbage til øen og lade sig hylde af de Jante-borgere han som ung havde følt sig forfulgt af. Og han gjorde meget mere endnu, inviterede fx flere gange en flok forfattere til at opholde sig her en uges tid, og de sugede til sig og skrev og læste op. Ja, og han tog da også initiativ til dannelsen af Limfjordsegnenes Litteratursamvirke, som et mødested for områdets mange litterære selskaber, og i den forening påtog han sig naturligvis også, som i alle de andre, at blive formand.
Ja, og så udgjorde de mangfoldige lokalt centrerede aktiviteter endda kun en mindre del af hans bedrifter. For han rejste alt imens omkring overalt i landet og holdt foredrag om aktuelle samfundsproblemer, frem om alt om følgerne af hvad han i et digt havde kaldt ’Revolutionen i Tøving’. Om det rasende tempo i nedlæggelsen af landbrug, talte han, og om affolkningen af landområder, men virkelig også om mulige løsninger på de problemer den udvikling førte med sig, økonomiske og politiske, men for ham i særlig grad eksistentielle. Talløse foredrag blev det til – skønt han vist selv havde tal på dem, med sin landmålertilbøjelighed til eksakte opmålinger og talangivelser.
Og nå ja – indimellem det alt sammen fik han jo skrevet ikke så få bøger, og lad os nu også her forsøge at være eksakte: i nationalbibliografien er udgivelsernes tal gjort op til 65.
En af hans bøger handler om hans store idol, Steen Steensen Blicher. Der står ikke så meget i den om Blichers i øvrigt jo velkendte og højt skattede forfatterskab, det klinger ligesom bare, men jo til stadighed forunderligt med i baggrunden, ligesom vi naturligvis også her i dag har en tone af Knuds egen digtekunst syngende i sindet. Hvad hans bog om Blicher ikke desto mindre og først og fremmest ville, det var at berette om denne lysende forgænger som folkeoplyser og som den gode og nyttige samfundsborger der blandt andet gennem sine Himmelbjergmøder ydede sit bidrag til indførslen af demokratiet i Danmark.
Dermed blev bogen også noget nær et program for hvad han selv, og ud over sit forfatterskab, ønskede at udrette, og hvorfor. Han ville forbinde det folkelige med det kulturelle og dermed bringe fornyelse i både samfundslivet og i den enkeltes daglige tilværelse. Den gode og nyttige borger, det blev han, i rigt mål tjente han i første omgang sin valgstavn og så sit land. Og mon ikke også han beredte jordbunden for Kulturmødet, og da planen om det så var klar, og det skulle placeres et sted, ja, mon da ikke Knuds mangeårige virke for et folkeligt kulturliv blev afgørende for at pilen endte med at pege på hans by og hans ø.
Vi står nu på Knud Sørensens Plads. Den har fået sit rette navn og det bedste den kunne få. Hver for sig og derhjemme kan vi jo når som helst tage hans digte og hans fortællinger frem og læse dem igen og igen, og selv om vi nu her må nøjes med for det indre blik at genfinde den lyse og sommerlige kasket, så er manden der bar den dog gudskelov stadig og for altid til stede – med sit navn og med sin ånd og sit virke for kultur og folkelighed og for deres muntre og livfulde og gensidigt stærkt stimulerende rendezvous.