Det universelle Jante

Da Sandemose var flygtet og kommet på sikker afstand af sin fødeby, skrev han en bog, der gjorde den berømt. Desværre og heldigvis havde han givet den et fiktivt navn – Jante – så i første omgang skulle man vide besked for at kunne sætte fingeren på byen i virkeligheden.

For så vidt også i anden. Bogen blev nemlig oversat til mange sprog og læst i fjerne egne, hvor man knap kendte til Mors, og snart modtog forfatteren fra alle verdenshjørner breve fra læsere, der takkede ham for den præcise skildring af lige præcis deres byer. Måske generede det først Sandemose at hans egen by åbenbart ikke var enestående ondartet, men inden længe slog han sig da til tåls med at have skrevet en universel historie. Jeg tror nok at han senere i livet nåede til at indse, at der ikke var nævneværdige forskelle selv på menneskene i Jante og dem andre steder.

De overfladiske afvigelser der endnu på hans tid kunne iagttages, er siden hen jo også forduftet. Der var dengang tal om en provinskultur der adskilte sig fra hovedstadskulturen, mens man nu i syvende baggård såvel som på Lars Tyndskids brakmark lever i en og samme globale storbycivilisation. Vi er i dette land og i alle lignende kloden rundt homogeniserede i en pseudo-individualistisk forbrugerisme.

Det forhindrer som bekendt ikke at man rundt omkring arbejder flittigt på illusionen om at ens egn ejer et kulturelt særpræg. Det forhindrer heller ikke journalister i at demonstrere deres vågne virkelighedssans ved dagligt at anvende det ord provins, som for snart 50 år siden mistede den sidste rest af sit indhold, og heller ikke regeringen i at fable om en hovedstadskultur. Som om der ved statsfinansiering af teatre og museer gaves andre meningsfulde kriterier end befolkningstætheder og kilometerafstande.

Homogeniteten indebærer naturligvis ikke at alt, hvad der foregår i Jante sådan en sommer, også foregår alle andre steder, og ej heller det omvendte, gudskelov, nej, den indebærer at hvad end der sker her, og hvor som helst ellers, bliver opfattet og vurderet på nøjagtig samme måde som i tusind andre byer. I denne her har vi endda været så heldige at ingen lokale begivenheder for alvor har kunnet forstyrre vores engagement i de genvordigheder, man har skaffet sig på halsen langvejs herfra.

Vi har eksempelvis kunnet spilde vores tid med at følge den politiske højrefløjs fortsatte massakre på enhver dansker, død eller levende, som på noget tidspunkt i sit liv har foretaget sig andet end at nikke til de gængse og gennemsnitlige fejltagelser. Næppe havde den fået nok af sin frådsen i gamle kommunister, før den med fornyet appetit kastede sig over nogle gamle rent-ud-sagt-nazister. Det er høj moral i et land hvor man ved de pæneste middagsborde kavalermæssigt accepterer tortur, når lejlighed gives, og i et samfund skabt af et parti der, som søsterpartierne i de andre nordiske lande, har interesseret sig intenst for genetisk hygiejne, og hvor man i skolen, i al fald til op i 60’erne, blev oplært i den pureste racisme. Ja, det er luksusmoral i et demokrati der næppe trues af nogen ideologi i nær samme grad som af den skatte- og forsikringssvindel og alle de øvrige sociale bedragerier, som så mange fuldendt loyale borgere er travlt beskæftiget med. Eller er der bare tale om en smule dårlig samvittighed over det hele? Består højrefløjens hele moralske højhed mon af lutter forlegen selvgodhed? Skider de kun på så mange andre mennesker som muligt for at kunne stille sig på toppen af deres eget lort?

Vi har diskuteret om noget tilsvarende er på færde, når de på fløjen kan blive ved med at bryste sig af at have fjernet Saddam. En mand som de først har hjulpet med våben til at gennemføre massemord, og som de dernæst har holdt ved magten med en brutal embargo mod hans undersåtter, og som de endelig får mere brug for som lig end som voldsudøver, og i den anledning myrder yderligere nogle tusinder af de evindeligt mishandlede. Eller hvad skulle ellers kunne drive det triumferende højre? Kan en kuldskær bekymring for olieindustriens ve og vel virkelig motivere den mentale akrobatik? Nej, vi må lade gåden stå hen en tid endnu.

Og selvfølgelig har vi også underholdt os med mere gemytlige spørgsmål. Såsom dette om pastor Grosbøll: er han en af de kættere kristendommen altid har næret sig ved eller kun en slags velfærdsvirrehoved? Debatten er mange gange, her som andre steder, blevet heftig, skønt sagen rager de fleste en høstblomst. Vi har som antydet også andre guder end hans ikke-eksisterende, og her i sommeren har vi blandt andet, og som andre steder, dyrket den radikale anti-darwinisme man kalder havedyrkning: survival of the prettiest.

Måske derfor vi er her. For at der også skal være et andet princip i verden end voldens og magtens. Måske med henblik på dette at vi har udviklet lidt intelligens, og forhåbentlig også lige tilstrækkelig til at se at den kan blive mere destruktiv, men dog stadig vil være mindre skabende, end det andet.

 

Privatiser danskheden

Nationalisme og nationalfølelse er nok beslægtede fænomener, alligevel er de af hver sin art. Nationalismen er en ideologi som det i hvert fald på papiret giver mening at imødegå med argumenter. Nationalfølelse er jo bare, som andre af den type hjerneaktiviteter der kan mærkes i hjertet, irrationel. Den rummer ingen fornuft der kan betvivles, er immun over for indvendinger. Man kan højst skælde ud på den eller gøre grin med den ud fra egne instinkter og fornemmelser, og det vil i alle tilfælde være omsonst.

Kun få af os er skarpe nok til at holde os fri af enhver glæde over fødelandet. Vi, folk som flest, kan næsten ikke lade være med at se noget særligt kønt og rørende over dets bakker og dale, sunde og fjorde, vige og næs. Vi sætter endda pris på vores sprog, om ikke for andet så fordi vi ikke rigtig kan andre, og i vores historie kan vi vel også finde et eksempel eller to på, at vi ikke altid har været så tossede (som de andre sikkert tror). Selv dem vi deler landet med, kan vi føle en vis rundhåndet sympati for, sådan som danskere betragtet, og når enkelte af os, eksempelvis sportsfolk, har præsteret noget stort i verden, føler vi, solidarisk, berettiget stolthed. Man har tilmed hørt om landsmænd der fik synkebesvær eller sådan noget, da Dannebroget for nylig strøg til tops helt ovre i Kina.

Jo, det er da latterligt. Men det er, til en vis grænse, også temmelig harmløst, og vi kan altså ikke lade være. Ikke alene vores land, men også vores egn, by, kvarter og gade kan vi være tilbøjelige til at favorisere. Der er altid noget nærmest enestående ved det tredje sving på Frederikssundsvej og den søndre ende af Tarm, og når det er fastslået, er den endelige opklaring af forbrydelsen også kommet et pænt skridt videre: for det første er al denne patriotisme i sin vilkårlighed ikke andet end gøgl og illusionsmageri; for det andet er motivet en simpel følge af ens tilfældige bopæl.

Hvor jeg er, er godt at være – hvis jeg da er der frivilligt, og der ikke sker større ulykker. Men det er ikke så primitivt jeg selv tænker på det. Eller jeg føler virkelig at der er tale om objektive kvaliteter, når jeg foretrækker Ringkøbing for Skælskør og Danmark for hvor som helst. Jeg forsøger nemlig uvilkårligt at finde et eller andet jeg kan hænge min begunstigelse op på. Og det er jo ikke så nemt når jeg nu er patriot lige her i landet. Her må jeg lede i alle kroge og selv finde på en del ting, og dér er det så at spøgen bliver mindre harmløs.

For så vidt som medierne afspejler vores virkelighed, er vi danskere konstant på jagt efter noget at hænge den op på, vores fædrelandskærlighed. Vi véd jo godt at det er et snoldet og forfjamsket land, vi elsker. Derfor vil vi så ofte som muligt se os udråbt som verdens lykkeligste folk, og hver gang kan vi så måske, i nogle narkotiserede sekunder, bilde os ind, at det har noget på sig. Men altså, tvivlen har straks igen optimale vækstbetingelser, og hvad forstår man ved ’lykkelig’ rundt omkring i verden, betyder det mon ikke mere ’tilfreds’ her og der, og det kan være at folk i heldigere stillede lande synes, det virker ubegavet at svare som et velfodret æsel? Så helst et par gange om ugen må medierne supplere med forbipasserende udlændinge, kendisser og frem for alt ambassadører, som man med sikkerhed kan få til at sige lige præcis, hvad vi så forfærdeligt trænger til at høre.

Sådan en forlegen og forsulten nationalfølelse kan forvandle sig til et rigtig farligt fabeldyr. For stort til at vi bare kan gå og hygge os med det derhjemme, for vildt til at vi blot engang imellem kan synge det til ro i forsamlingshuset. Og det yngler med små bidske kimærer såsom ’dansk kultur’, ’dansk identitet’, til sidst og allerværst ’danskheden’, og ligesom man i gamle dage fandt det af højeste vigtighed at bestemme englenes køn, således finansierer man nu enorme forskningsprojekter med henblik på at kortlægge denne fantasmagoriske danskhed, det vil sige: bekræfte dens eksistens i virkeligheden. Hvorpå vi er rede til at høre Søren Krarups poetiske svar på, hvem de danske er (Inf. 22.7.): ”De, der elsker deres modersmål og deres fædreland og har fået deres indfødsret, de er danske og en del af den danske familie og det danske fællesskab”.

”De der har et dansk personnummer” ville – i virkelighedens verden – være et fuldt tilstrækkeligt svar. I kimærernes parallelunivers vil man ikke alene undvære det salt der leveres af sande anti-patrioter, som utrætteligt væmmes ved alt dansk; man vil nok så alvorligt – med ideen om at nationalitet bør granskes i hjerte og nyrer – forsøge at skabe grundlag for en ukontrollabel skalten og valten med os alle.

Vi må altså hellere standse dyrets fremmarch i offentligheden og i politikken. For resten jo også i udenrigspolitikken, hvor danskheden uafladeligt spænder ben for os i EU, og hvor vi med vores ”Vi vil helt bestemt, og vi vil alligevel ikke” allerede længe har stillet større fodringer til Mor Danmarks charme end hun kan indfri. Samtidig med at vi i hele forkludringen af os selv har sluttet os til amerikanernes oliekrige i Mellemøsten, skønt vi ellers gerne ville slå et ekstra slag for vindmøllerne. Indrømmet: russernes tilsvarende oliekrige i Kaukasus fordømmer vi entydigt. Vi har dog stadig moral i livet.

En sammenhæng mellem hvad vi kan og vil og siger og gør – også kaldet integritet – bliver først opnåelig, når vi får identiteten alias danskheden sat på porten. Eller bragt ned i en størrelse så vi hver især kan have den stående på amagerhylden.

 

Forslag til lov: Krig er forbudt

Et enkelt og (hvis jeg selv må sige det) prisværdigt kortfattet forslag. Alligevel er det ikke usandsynligt at det – først jo her i landet, efterhånden i alle de andre – kan give anledning til en længerevarende og indimellem måske endda ganske voldsom debat. Krigen har stadig mange venner, og tænk bare på den tilsvarende situation i slutningen af 1100-tallet, da man begyndte at lufte tanken om at forbyde de gode, gamle slægtsfejder. De havde siden Skabelsen været det eneste probate middel man havde til at banke naboerne på plads, og mangen herre og frue såvel som svend og mø kunne virkelig ikke tro på noget alternativ. Bølgerne gik højt.

Eksempelvis udtalte en indigneret hr. Villum: ”Her står jeg og skal til at hugge ham der Vollerslev-bøllen der myrdede min far i småstykker, men så skal han altså åbenbart bare have lov til at knalde videre med min mor! Er det dér vi skal hen?!” Både hr. Peder og hr. Oluf tog ved flere lejligheder til orde ud fra det mere overordnede synspunkt at sådan et forbud var fuldkommen urealistisk, hele tanken med det noget utåleligt sværmerisk vås. I øvrigt havde al den snak om lovgivning for længst drevet dem til vanvid. Men også oppe fra den lidt iltre Ebbe Skammelsen, der nør i Thy, kom en klar melding: ”Jeg rammer et glødende sværd op i røven den næste der så meget som nævner det der! Kapper måske også lige hovedet af hans fætter!”

Når de herrer sådan lod sig ophidse, var det vel også fordi de inderst inde anede, at slaget allerede var tabt, og med vedtagelsen af Jyske Lov i 1241 tilhørte de snart, i den almindelige bevidsthed, en skummel fortid. Det er da ligervis tænkeligt at de senere års meget lidenskabelige fortalere for videreførelse af krigen går rundt med en nagende mistanke om, at dens dage i virkeligheden er ved at være talte.

I hvert fald løber deres vrede og deres foragt for fredstilhængere tilsyneladende meget let af med dem, og alene ved hjælp af forhånelser og beskyldninger er det lykkedes dem at gøre ordet ’pacifist’ til et af sprogets rigtig grimme skældsord. Selv mange af dem der faktisk nærer en vis svaghed for fredstanken skynder sig nu i den offentlige debat at bedyre, at de skam ikke sådan ligefrem er pacifister. Nej føj da, pacifisterne er jo, ifølge bellicisterne, nogle totalt ansvarsløse hyklere der vil tillade alverdens blodtørstige tyranner at rase ud i det uendelige. Jeg véd ikke om de udtrykkeligt har gjort opmærksom på det, men det ligger i tankegangen at slemme pacifister som Mahatma Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela må betegnes som det 20. århundredes sande skurke. I sin tid var selvfølgelig heller ikke Jesus Kristus for god. Han talte tidligt for fred mellem mennesker. Siden har krigere dog støttet sig til at han også kunne tale for det modsatte.

Men tiden må nu være kommet hvor hans første indskydelse kan sejre, om så bellicisterne bevæbner sig nok så tungt. I de sidste hundrede år har krigserfaringer gjort det indlysende for snart de fleste, snart måske lidt færre, at der må siges stop. Man fik med dette for øje etableret et Folkeforbund, derpå et FN, og den helt afgørende succes for alle fredsbestræbelser indtraf så med dannelsen af (forløberen for) EU. I Europa som gang på gang, i jublende krigeriskhed, har begået selvmord på hundredtusinder af sine borgere, har vi nu omsider, og især jo i kraft af økonomisk integration, umuliggjort – så godt som – al krigsførelse. En global økonomisk sammenbinding er naturligvis også en af forudsætningerne for en endelig verdensfred. En anden vil være et fælles militærkorps som også de store og stærke må respektere.

Men krig kan alligevel være nødvendig, kan den ikke? – Det er næppe svært at blive enig med de allerfleste, nu og da måske lidt færre, om at krig næppe løser nogen konflikt uden i det samme at lægge grunden til en anden; at krig medfører tilfældige massemord, overgreb, ydmygelser af sagesløse, destruktioner af kulturskatte, og om ikke død og lemlæstelse, så livsvarig psykisk invalidering af alle, inklusive de ’sejrende’; og at det allersidste glimt af enhver fortidig forestilling om militærisk glans og heroisme ikke længere er til at øjne i kældermørket, hvor soldater, bedøvede af sprut og narko, tumler omkring og torturerer deres ’fjender’. – Men kan krig alligevel ikke være nødvendig?

Jo – nøjagtig så længe som vi undlader at satse helhjertet og med hele hovedet på andre udveje. Lige indtil vi finder frem til en civiliseret løsning, ligesom man besluttede sig for det dengang man fandt på et alternativ til slægtsfejderne. Dermed forsvandt de jo for resten ikke fuldstændig. De dyrkes endnu den dag i dag i visse atavistiske subkulturer, såsom mafiaen, rocker- og indvandrerbanderne. Fuldt udrustede med æresbegreber og bundløs hævntørst driver man her sådan en slags frilandsmuseer hvor skolebørnene og vi andre kan se, hvor rædselsfuldt samfundslivet var, før loven kom.

Også krigene vil fortsætte i visse afkroge af verdenssamfundet. Med en lov, der forbyder dem, og med internationale styrker der håndhæver den, vil de alligevel kunne holdes nogenlunde i skak. For med en lov bekræfter vi i fællesskab lige præcis på hvilke betingelser vi vil leve sammen, og med lov skal land bygges, som de skrev i indledningen til deres jyske version der i 1241. Og hvad der dengang gjaldt for landet, gælder i dag for verden.

 

Litteraturen og mig

Når jeg nu synes at Moby Dick er sådan en god bog, så hænger det jo nok sammen med, at min fætter i sin ungdom var hvalfanger. Og på lignende vis forholder det sig velsagtens med mig og Den grimme ælling: Havde jeg mon læst den historie endda flere gange, hvis ikke min nabo holdt fjerkræ?

Ja, det er selvfølgelig det rene vrøvl. Ikke desto mindre almindelig anerkendte argumenter, når der snakkes bøger i medierne og på blogger, under litterære arrangementer og afstemninger. Den ene læser undskylder sin særlige begejstring for en roman med at han har boet netop i det kvarter hvor den foregår, den anden pynter på sin totale afvisning med det forbehold at hun aldrig har været i Kolding. Man favoriserer og forkaster ud fra ens historiske interesser, politiske tilbøjeligheder, personlige vederfarelser, seksualitet, erhverv, religion, barndom og opvækst, syn på familien, storbylivet, Freud, foretrukne feriesteder, hobbyer, hunde, håb til fremtiden, hvad som helst litteratur kan risikere at dreje sig om. Og hvad der kommer til at gøre det ud for et gældende kvalitetskriterium bliver bare: Den bog er lige mig! Eller altså: Ikke værd at læse.

Men hvor langt ud i hampen sådan en snak end kan hinke, må jeg alligevel modificere ’det rene vrøvl’ til ’en lille smule er der vel om det’. Det kan bidrage til behaget i en roman hvis den kyndigt kommer ind på noget, som man selv tilfældigvis har særligt kendskab til. Mere end en klat flødeskum på vællingen bliver det ligegodt aldrig. Piller vi dage og uger af vores rigtige liv for at læse Krig og Fred, Lykke-Peer, Ulysses, Stenbukkens vendekreds, Verdens lys, så er der ingen af os, tror jeg da, der vil hævde, at det gjorde jeg, fordi jeg på forhånd kendte disse romanuniverser ud og ind. Da nærmere tværtimod: Jeg nåede hele vejen igennem dem alle sammen, fordi de netop ikke ’er mig’, men noget andet som jeg gennem dem kunne erfare også er mig.

For læsere, for den sags skyld også for ikke-læsere, er det derfor en god idé at tøve med at bestemme sig for, hvem man sådan ’er’, indtil det er for sent. Helt til den sidste bog falder ud af ens hænder, vil man så være i stand til at gøre forbavsende opdagelser. Man vil, idet man oven i købet underholdes på trods af enhver rædsom virkelighed derude bag bindet, igen og igen finde ud af at der hører andet og mere med til ’mig’ end både man selv og ens nærmeste hidtil har regnet med. Man vil, måske først og fremmest, kunne sikre sig mod at falde hen i nogen som helst gruppering af mennesker, mod at havarere med sig selv som tilhørende en bestemt ’slags’. Hvilket man mange gange må affinde sig med i dagliglivet, men under læsning af dertil egnede værker – og der er heldigvis tusinder af dem – kan man atter få lov at blive én, der er noget helt for sig selv, men til gengæld som alle andre.

Jo heller ikke fordi gruppering i virkelighedens verden skal være så slem en ulykke, i mange sammenhænge er den både en fristelse og en fordel, måske også en både praktisk og mental nødvendighed. Den går blot på tværs af det væsentlige i hvad netop litteraturen, og andre kunstarter, har at byde på – og det har som bekendt ingen hidtil kunnet definere, men lad mig nu for denne torsdags vedkommende fastslå at det er noget med, at vi, hver især, gennem denne kunst kan komme så langt ud over vore egne personer, i noget fællesmenneskeligt, at selv så i øvrigt afgørende vilkår som at være mand eller kvinde, ung eller gammel, sort eller hvid, mister deres betydning. For slet ikke tale om den dubiøse betydning det kan have at være grøn eller gul eller blå, eller hvilken farve sociologisk forskning, og/eller marketingstrategiske spekulationer, nu vil krydse os af med. Man bliver dog ikke farveløs af at udsætte sig for stor litteratur. Man bliver en regnbue.

Apropos markedet, så kolporteres litteratur ofte, tilsyneladende imod sit egentlige væsen, som om den henvendte sig til segmenter. Det kan alligevel så småt retfærdiggøres derved at en stor portion af litteraturen faktisk gør det, og enten ikke ejer eller vil vide af noget egentligt litterært væsen. Og det kan yderligere retfærdiggøres et lille stykke derved at det er svært lige på stedet at afgøre, hvilke bøger der har noget af det og hvilke slet ikke. De der i højeste grad har det, fragter nemlig ikke bare deres læser ud af hendes egen forestilling om sig selv, og ud af hendes tilfældige tilværelse og ud af den krop et sæt gener har sat hende til at leve i og med, men endelig også ud over den tid, denne krop er indespærret i. Og om dette har nogen chance for at lykkes, om en bog virkelig kan bryde ud af sin tid, under stort rabalder eller med et listigt grin, og dermed, øjeblikkeligt og til stadighed, skønt naturligvis (og gudskelov) imaginært, vil kunne befri sine læsere fra hele den epokale klaustrofobi, ja, det kan desværre kun tiden selv afgøre.

Det er vel litteraturkritikkens opgave, eller dens ideelle ditto, at fremsætte kvalificerede gæt på tidens sendrægtige afgørelse. Kvalificerede af en forvokset litterær næse og endeløs læsning, i sagens natur jo ikke mindst af klassikerne, og der kan findes eksempler på kritikere der således betyngede ikke har gættet helt ved siden af. Men flere eksempler på det modsatte, for nok har kvaliteterne gennem tusinder af år været de samme, men ingen præcise kriterier for deres tilstedeværelse er gældende, og slet ikke dem der så ud til at være det i forrige sæson eller for fjorten år siden fik bevis på, at de var eviggyldige.

 

Den valutariske komedie

Kunne vi mon ikke blive enige om at droppe enhver økonomisk fornuft i den stadig rumlende diskussion om euroen? Stryge enhver henvisning til finanskrise, kursudsving og rentespænd og simpelt hen bare glemme at indførelsen af denne mønt har noget som helst med vore pengesager at gøre?

En aftale det vel umiddelbart kan forekomme lidt svært at overholde, i betragtning af hvor let vi i forbindelse med hvad som helst ellers glider ud i pengesnak, og her er der jo endda tale om en valuta. Ikke desto mindre vil den totale vægring mod både at fremføre og at lytte til kontante argumenter have solide omstændigheder at støtte sig til: Dels har vi for længst besluttet os for langt de fleste økonomiske sider af sagen, dels har det vist sig umuligt at sige noget tilforladeligt om de resterende.

Som så mange ganske jævnlig minder om, gjaldt eksperternes forudsigelser i 2000 om landets fremtid uden for euroen ad hekkenfeldt til. Danmark har klaret sig fint med kronen. Selvfølgelig kan vi ikke vide om vi var blevet endnu rigeligere rigere med euroen. Sådan er det med fremtidsscenarier, vi får kun én virkelighed at måle dem på. Lige for tiden kan det dog med sikkerhed fastslås at der ville være en smule renter at spare ved endelig at få begge ben over i euroland. Men ingen aner hvor længe dét vil vare, eller om vi allerede i kraft af det handicap er i færd med at skabe betingelser for tilsvarende smågevinster senere hen.

Noget særlig afgørende kan det ikke blive. For det ene ben, godt og vel, har vi jo altså fået plantet i den Økonomiske og Monetære Union. I 1993 tilsluttede vi os dens 1. fase, og dermed en indledende valutarisk samordning, og i 1994 dens 2. fase, og dermed en politisk-økonomisk forpligtelse til at opfylde nogle såkaldte konvergenskriterier. Dermed havde vi bundet os til en finansiel adfærd, som nu i øvrigt kan rumme større afvigelser, end mange vistnok har frygtet. Kun 3. fase tog vi jo så allerede i 1992 forbehold over for, og hvis vi nu – sammen med en ny generation af stemmeberettigede – gik hen og ombestemte os, vil det stort set blot – i forhold til den afgørende accept af de tidligere faser – have en symbolsk betydning.

Jo, med kronen forsvinder de sidste udsving i kurser og rentesatser, og vi vil med euroen slippe for at veksle når vi rejser til en snes andre lande. Det er i sig selv ikke så forfærdelig meget at slås for. Det eneste der måske alligevel kunne gøre det umagen værd, det er at vi med euroen vil springe ud i realiteternes verden. Med kronerne og ørerne, som stærkt symbolske rekvisitter, spiller vi nu en valutarisk komedie. Under og bag dem befinder euroen sig, og den konkrete indførelse af den vil – som ved et fingerknips fra en hypnotisør – føre os tilbage til (i det mindste den afdeling af) vores virkelighed.

I en rigtig komedie, af Molière, fra 1670, opgør en kreditor en noget forvokset sjatgæld i louisdors, pund, sous, deniers, pistoles og francs. Heller ikke debitor synes at have den mindste vanskelighed ved at operere med de forskellige valutaer og lynhurtigt bekræfte slutsummen i francs. For man kan vænne sig til meget, og man har siden hen måttet vænne sig til at disse og masser af andre europæiske valutaer er forsvundet og erstattet af andre, ud fra praktiske og nationale og efterhånden internationale hensyn. Men man har måske alligevel ikke vænnet sig uden et stille vemod?

I hvert fald blev dalere og skillinger her i landet hængende i sproget i årtier efter 1875, da kronen og ørerne var blevet vores virkelige penge. Det kan måske så være en slags trøst for dem der nu begræder, at de har udspillet deres historiske rolle, at de sikkert begge, både kronerne og ørerne, vil forblive i vores ordforråd i generationer endnu. Eller i århundreder endnu, som fx den middelalderlige hvid, der i vendingen ’ikke en hvid’ stadig kan bidrage til vores overvældende rigdom på udtryk for: ikke at eje kongens mønt.

Så er der alligevel dem der påstår, at det stikker dybere, deres forhold til mønten. Nogle har vist oven i købet sagt at den er en del af deres identitet. Jeg er for tykpandet til at forstå hvad de kan mene med det. Medmindre ’identitet’ bare er en måde at sige dagligdag på, og det er da begribeligt at man sådan kan synes, at kroner og ører hører med til den, ligesom ens køkkenur og naboens kat og lygtepælen henne på hjørnet. Men jeg tror ikke jeg ville blive et helt andet menneske, hvis jeg skulle miste nogen af de dele.

Lad det være. For uanset hvad jeg tilfældigvis forstår og ikke forstår, så er det følelser og vaner, der bestemmer temmelig meget over temmelig mange mennesker, også når de skal bestemme sig for euro eller ej. Og da den nu engang (om lidt/før eller siden) skal afgøres ved afstemning, er det den slags indre anliggender der, sagligt set, bør udgøre kernen i debatten.

Vi kan ved den fulde deltagelse i euro-fælleskabet vinde en anelse mere magt til den danske stat. Og vi kan undslippe et i længden vel ikke særlig morsomt komediespil. Også dét vil det være værd at tage stilling til. Men lad os under alle omstændigheder, i det mindste lige i denne sammenhæng, lade være med at snakke om penge.

 

Pia Kjærsgaards fald

For nogle uger siden sad jeg i luftrummet over Samsø og stirrede på Jyllands-Posten. Ligesom Børsen er den i ti tusind fods højde en gratisavis, og i begge får man god besked om hvad de går og tumler med dernede i erhvervslivet. Når jeg nu i målløs bestyrtelse igen og igen læste den samme sætning, var det dog ikke fordi den fortalte mig, at krisen havde tvunget mit flyselskab til at udskifte motorer og propeller med brugte plæneklippere. Nej, det var, for min politisk korrekte person, noget meget værre, nemlig en udtalelse af den mægtige Pia.

Hun havde ellers lige sagt at Dansk Folkeparti havde ændret holdning til den ophævelse af revselsesretten, som Folketinget vedtog i 1997. Hun havde sagt at de i partiet nu endda tager afstand fra at slå børn. Men så var den der: ” Hvis vælgerne har en anden holdning, skal de have lov til det”.

Under landingen i Kastrup kom jeg så småt til mig selv, og jeg havde ikke ventet længe på min kuffert, før endda en lysere side af sagen dæmrede for mig. Nå ja, det skulle så blive enden på det hele, tænkte jeg. Vi – det store danskerflertal – har naturligvis aldrig været i tvivl om at der en skønne dag ville komme et Waterloo for Pia Kjærsgaard og dermed for DF. Men her var den så, omsider, den liden sten der kunne vælte læsset.

Det er, som sagt, nogle uger siden, og Pia Kjærsgaard er stadig ikke smidt ud af Folketinget. Mit lyssyn var aldeles malplaceret. Vi kan i Danmark tillade lovgiverne at opfordre til ulovligheder. Vi vil mutte, men magtesløse være nødt til at bide i os at et folketingsmedlem og en partileder som Lene Espersen finder på at fastslå: ”Vi konservative går ind for max. 50 km/t i byområder, men hvis vælgerne foretrækker 150 km/t, skal de have lov til det”. Eller at en Villy Søvndahl understregede: ”I SF holder vi på at voldtægt er lovstridigt, men hvis vælgerne får lyst til det, så er det også i orden”.

Findes der i verden en retsstat der vil modtage os almindelige danskere som politiske flygtninge? Det er hvad jeg siden har spekuleret på. Når jeg da ikke bare har drømt om at Folketinget endnu kan vågne op og rydde bulen for uværdige.

Nej, men en vis mangel på nøgternhed har jeg alligevel undt mig. Jeg har ikke helt kunnet lade være med hypotetisk at glæde mig over hvor passende, ja smukt det ville have været, hvis netop holdningen til revselsesretten var blevet anledning til gammeldawspartiets fald. For ophævelsen af den var det demokratiske samfunds endegyldige og juridiske aflysning af den middelalder, som de allerede i middelalderen selv tog fat på at modernisere, men som DF stadig vil redde nogle stumper af. Med 1200-tallets landskabslove blev det for første gang her i landet muligt for den enkelte at få ret imod sine egne. Et hårdt slag mod årtusindgamle traditioner for slægternes selvjustits, og der skulle nu kun gå en syv-otte hundrede år, inden blodets tyranni fuldstændig kunne knækkes. Også børn blev i 1997 gjort til samfundsborgere med visse individuelle rettigheder.

Så hurtigt gik det, og så langsomt. Fordi vi i Danmark helt op til 60’erne levede i en verden hvor de fleste fandt korporlig afstraffelse af børn nødvendig. Fordi vi levede i et fattigdomssamfund hvor man måtte knokle for at klare sig, og hvor man måtte disciplinere sig langt hinsides fristelsen til enhver nok så beskeden udskejelse for at tilkæmpe sig noget, der kunne minde om en smule velstand. Man var skrækslagen for de svageste tilbøjeligheder til fantasifuldhed, grubliseren, dovenskab, kejthåndethed osv.

Jeg voksede op i denne skrækkens verden, og jævnlig blev jeg da også gennembanket, både i hjem og i skole, dog aldrig længere end lige til blodet sprang. Så let slipper mange af nutidens børn ikke. Og netop ikke, fordi alle samfundsmæssige realiteter endelig har gjort al den revselse fuldkommen meningsløs. Den må da udarte, blive pervers. De seneste tal viser at 1.400 børn årligt må køres på skadestuen af de forældre, der lige er blevet færdige med at revse dem. Hvert år er 8 af børnene døde inden. Skal de da stadig have lov, forældrene? Ja, siger Pia.

Selv for os, der i sin tid blev nådigere mishandlet, har det nuppet en pæn bid af det resterende liv at lægge hadet til forældre og lærere bag os. Og hvis vi, trods alle anstrengelser, alligevel ikke rigtig har kunnet få bugt med det der had, så kan det naturligvis blive tillokkende at læne os ad en Pia Kjærsgaard. Når hun, om end nok så absurd, viser forståelse for vold mod børn, så kan vore egne lidelser måske igen synes at få lidt mening. Hun kan da sikkert sprede trøst i mangt et betrængt sind, og det er i sig selv kun godt. Problemet med hende er, i denne sammenhæng, at hun sådan ’giver lov’ til sine vælgere, lov til at fortsætte uhyrlighederne, og især jo at hun gør det i egenskab af folkevalgt lovgiver.

Hvordan slipper hun nu af sted med at animere til lovløshed? Har hun så vældig magt at ingen for alvor kan sætte sig op imod hende? Eller anses hun simpelt hen for en slags langvarig naturkatastrofe, som man blot kan håbe, med tiden dog, vil gå i sig selv igen?

Jeg øver mig ikke her i retoriske spørgsmål, kender ikke svaret. Men er trods alt sikker på at Folketinget kan samles om at sætte en stopper for hendes udemokratiske fremfærd, så snart der overhovedet er en chance for det. Og hvis ikke, vil vi vel – vi der er folket – ved et valg tage os sammen og fælde denne grandiose politiker, der nu så grusomt spiller fandango med lov og ret?

Trykt i INFORMATION.