Fordi forfatteren boede i vores nabolag, blev jeg, i 10-årsalderen, nysgerrig efter hvad der kunne være for nogle bøger, han skrev, og jeg fik lånt en af dem i skolens bibliotek. Men den var svær at læse. Jeg kunne ellers nok læse, var allerede kommet igennem ”Den sidste mohikaner” og to eller tre af dem om Peder Most, og selv om der også var meget i dem, jeg ikke forstod, så blev de alligevel spændende, indimellem, jeg kunne være ked af at skulle lægge dem fra mig. Ikke den her om Kai. Jeg fik hvert andet øjeblik lyst til bare at levere den tilbage. For der skete ingenting i den, eller alt for meget forskelligt på én gang, og der var ikke noget af det der rigtig førte nogen vegne, og den måde de snakkede på, om det ene og om det andet, indtil de også tog sig i dét og gik i gang med noget tredje, og så al den rømmen sig, det var til at få spat af. Nej, det nyttede ikke noget, hvor mange gange jeg end bestemte mig til, at jeg ville nå hele vejen igennem den her ”Det daglige brød”, det var umuligt. Det syntes de voksne også, der var højst en tre-fire stykker i vores by der havde slidt sig igennem endda flere af Beckers bøger, så det var ingen skam, at jeg her og der sprang en hel del sider over og alligevel knap var kommet til midten af den, før jeg endelig gav op.

Men jeg havde trods alt fået så meget med om Kai, at jeg gerne ville lære ham nærmere at kende, hvis det altså kunne lade sig gøre uden at læse i den bog, og det kunne det. For Becker var selv Kai, det havde jeg hørt, Knuth var kun noget han kaldte sig i virkeligheden, og jeg cyklede af og til op omkring herregården, hvor han boede, for så måske at komme i snak med ham. Jeg standsede ved indkørslen, stod dér og kiggede nogen tid, for jeg turde ikke komme nærmere, det var et stort, hvidt slot, med voldgrav og mægtige træer omkring, og aldrig et menneske at se udenfor. Men derinde sad han altså, og en dag måtte han vel komme frem, og jeg blev med at cykle op omkring og kigge, blev ved et par år, og én eneste gang i al den tid fik jeg ham at se. En lille mand der var kommet frem i døren, og han gik meget forsigtigt ned ad trappen, og så listede han hen langs muren. Han så mig ikke deroppe ved porten, han så vist ikke ret meget omkring sig, han gik med bøjet hoved hele vejen hen langs muren og forsvandt så om hjørnet. Og jeg ventede igen længe, men han kom ikke mere frem.

Jeg måtte nøjes med at forestille mig hvad han gik og tænkte på, Kai. Og han ville helt sikkert sige til sig selv at der vel nok var flot, her hvor han var kommet til at bo, så godt kendte jeg ham. Og han ville sige til mig, hvis jeg havde dristet mig helt ned til ham, at der kunne jeg bare se, og det var der vist ingen der havde regnet med. Men det havde han selv, for der var også noget i bogen med at hans forældre var kommet fra sådan nogle fine steder, så det ville han prøve på, han ville bringe familien tilbage til den gamle storhed. Selv om det selvfølgelig var dyrt, og der skulle meget brænde til i sådan et stort skrummel hus, og de sad også hele tiden i den samme lille stue, sagde man, ham og konen. Hende så jeg slet ikke, og det var der heller ingen andre der gjorde, men de vidste hun hed Marianne, og han skulle være så glad ved hende, hun skulle i hvert fald ikke sidde derinde bag de tykke mure og fryse. Så hellere købe hvad de ellers skulle bruge på kredit, for det gjorde han altid, Kai, det sagde min onkel der var uddeler, og min far der var formand for brugsforeningen, han fik altid det hele skrevet i bogen, Kai, og han havde aldrig penge, når den blev gjort op.

Så tog min far og min onkel op og besøgte ham. En gang om året, hen ved juletid, og de havde først ringet og sagt de ville komme, med bogen, for den var nu gjort op, og de ville snakke med ham om han måske kunne betale noget af det, han skyldte. Men så sagde han til dem, den spilopmager til Kai, hvert år sagde han, at når de nu alligevel havde bogen fremme, så kunne de lige skrive en flaske snaps i den også og tage den med, når de kom. Og det gjorde de, og de sad oppe på herregården, min far og min onkel, og delte den flaske snaps med Kai, og måske glemte de at tænke på alle de penge han skyldte, de fik i hvert fald ikke nogen med tilbage, og det syntes jeg var godt. Jeg havde for anden gang lånt ”Det daglige brød” med hjem og fået læst noget mere i den, og jeg kunne efterhånden forstå hvor hårdt Kai havde haft det. Han ville jo bare være glad og have det sjovt og nyde livet, og både derhjemme og i skolen var de hele tiden efter ham, de var bange for alting, de var dumme og grusomme, og når min far og min onkel tog op til ham med bogen, håbede jeg, at de ville være meget flinkere ved ham. Og hvor var det så godt, når de kom hjem og fortalte, at de heller ikke i år havde fået en krone ud af ham, og han havde som sædvanlig sagt at han snart var færdig med en ny bog, og så skulle der nok komme penge. Det ville de se før de troede det, og de grinede af det, nej, de penge Kai skyldte, de var nu engang tabt. Men selvfølgelig skulle de lige kunne leve, Kai og Marianne, så i brugsen blev de nok nødt til bare at blive ved med at skrive i bogen, hvad de fik brug for deroppe.

Omsider kom jeg selv tæt på ham. Jeg var blevet femten og stod en våd og mørk novembermorgen, lidt over seks, og ventede på rutebilen, sammen med et par andre, vi skulle i skole i Nibe og Aalborg. Der var næsten aldrig andre end os der skulle med den rutebil, men så rullede Kisse-Jens hen foran os, i sit folkevognsrugbrød, han var vores lillebilvognmand, og han holdt og standsede motoren, vi kunne ikke se hvem han havde med, de kom ikke frem. Ikke før vi andre var steget på rutebilen og havde sat os, da kom et par gamle mennesker ud af rugbrødet, og Kisse-Jens hjalp dem op ad trinene. De var begge helt i sort, de havde store, sorte frakker på og sorte hatte, de var tydeligvis kommet i deres stiveste puds og var lidt forlegne ved det hele, de kiggede ned for sig, men jeg kunne kende Kais lille skikkelse, og jeg havde i mellemtiden også set et billede af hans ansigt, det var ham der nu skulle ud og rejse, ham og Marianne.

Et par dage efter kunne vi læse i avisen hvad de var rejst efter. De skulle helt til København, for han skulle have en pris for sine bøger, han skulle have Det Danske Akademis Store Pris, og den var på 50.000 kr. Det var mange penge, man kunne købe et hus for dem, og alle i byen var stolte og glade på hans vegne. Og selvfølgelig ville de have været særlig glade i brugsen, hvis den ikke lige var gået ned. Min onkel havde drevet den ud over fallittens rand, han havde været alt for god af sig over for dem der skyldte penge, jo, han var god af sig, min onkel, der var ingen der mente andet, men han måtte alligevel sættes fra bestillingen. Og mærkeligt nok, så cyklede han nu omkring på egnen, nøjagtig ligesom Kais far i sin tid, og prøvede at sælge landbrugsmaskiner.

Jeg havde der som femtenårig fået styr på alt det i ”Det daglige brød”. Jeg havde lånt den hjem en tredje gang og læst den ordentligt, opslugt af den, besat af dens levende og lysende mylder, og jeg havde læst meget mere om Kai og kunnet begribe at han alligevel havde været meget nær ved at blive knust; at verden havde været lige ved at kunne banke al hans himmelhenrykte livslyst ud af ham. Og han var blevet så menneskesky, og jeg tænkte på ham dér i rutebilen, og han havde nok følt at retfærdigheden nu skete fyldest, og alligevel været plaget af bekymringer, næsten som hans far evig og altid var det, for kom han til at gøre et eller andet forkert derovre i København, ja, man vidste aldrig, og ville andre, hm, blive misundelige, ville de komme efter ham igen. Men alligevel, de skulle nu have set ham, alle dem fra Vendelby og Sjællandsglæde, hm, ja, og fra værksteder og værtshuse, de skulle se ham her, at han dog var blevet til noget stort, og det havde han jo også altid sagt, og de havde aldrig troet ham, nej heller aldrig, sgu, de havde kaldt ham en løgner og en sjuft, igen og igen. Nej, de skulle, hm, have set ham nu.

Trykt i DEN STORE KARAKTERBOG.