Helligtrekongersaften var det slut. Julen havde da varet i over tre uger – fra den 12. december kom der juletegninger på bagsiden af Aalborg Amtstidende. De forestillede juletravlhed, med nisser i stedet for folk selvfølgelig, men sagen var de fem fejl vi skulle finde, og så kunne vi dagen efter se om det var de rigtige. Man kunne også klippe ud og sende ind, det var der sikkert nogle der gjorde, og de kunne så vinde en julegave og til sidst måske hundrede kroner.

Og den 12. december var det også de lavede deres juleudstilling i brugsen. Hvert år den samme, i hvert fald i det ene vindue, midt i sad en stor nisse og nikkede. Der var sat strøm til ham, kunne vi se inde i butikken, en ledning gik bag ud af ham, men for det meste stod vi jo udenfor og tænkte ikke over det. Vi kiggede bare på de legesager der stod i vattet, der var vel også dukker og forskelligt, jeg så kun motorcyklen. Den var af blik og rødmalet, manden i sædet havde et stribet halstørklæde på, læderhjelm og motorbriller, i sidevognen sad konen. Det var det eneste jeg ønskede mig, den motorcykel. Jeg fik den ikke, men heldigvis var der heller ingen andre der gjorde, den havde vist været for dyr. Stod der igen året efter. Da fik jeg den heller ikke. Jeg fik den det tredje år, og den kunne trækkes op og selv køre et lille stykke.

Der i midten af december skulle vi også til at have tærsket, så der ville være nok af både korn og halm til hele julen. Jeg stod oppe i loen og smed neg ned, forkarlen stod på en bræt over et par bukke og lagde negene i tærskeværket, og andenkarlen bar halm fra i den anden ende, og midt for passede min far de sække der blev fyldt med korn. Sådan baksede vi hver med sit i flere dage og var alligevel sammen om det, men det var umuligt at råbe så højt at nogen kunne høre det. Tærskeværket klaprede og drønede og buldrede, og det støvede, gennem hele laden hvirvlede avnerne, og vi blev møgbeskidte, fik store sorte bussemænd.

Så var der rart i dagene efter at køre i marken efter roer, hvor koldt det end var. Der skulle kålrabier hjem til køerne, og sukkerroer til hestene, desuden kartofler til kalvene og os selv. Vi var med vognene ude ved alle kuler, og der kunne være noget sne der skulle skovles væk, og dækjorden over halmen kunne være stivfrossen, der måtte hakkes noget i det, vi kom mange gange til at fryse. Men vi tænkte på at der nu nærmest ikke ville være noget at lave mellem juleaften og helligtrekonger, dér ville vi kunne sidde på stuen hele dagen fra morgenrøgtningen var overstået til vi igen skulle ud og malke. Så vi bjærgede også lige et par ekstra børfulde fra ensilagegraven med kogte kartofler til grisene.

Somme tider kunne man alligevel have tænkt sig at være en tøs. Der var lunt og godt inde i køkkenet. Og der blev bagt kager som man gerne ville smage på, og det hændte at jeg lige sneg mig ind og sad der fem eller ti minutter. Længere gik det ikke, det kunne koste et par lussinger, min far var bange for at jeg ville blive kvindagtig. I køkkenet måtte kun min mor og pigen være, så længe vi nu havde pige, men så var der min storesøster til at hjælpe hende, og spise kager. Helt anderledes var det gudskelov når julegrisen skulle slagtes, det skulle også vi mandfolk være med til. I hvert fald til at få den slået ihjel, med boltpistolen og en kniv i halsen, men slagteren måtte så hjælpes med mange andre ting, han kommanderede med hele gården, og så skulle der kogende vand fra gruekedlen, og så en stige til at hænge svinet op på, og så et kar til indvoldene. Jeg satte mig på en skammel ved siden af ham når han blæste tarmene rene. Hans sugede dem fulde af vand fra en spand og blæste så lortet ud mellem to strikkepinde, igen og igen, til de var klar til medisterpølse. Om aftenen spiste han med os, og der var friskhakket fars til frikadellerne og stegt blod med æbler og sirup.

Og nu vi havde de store trækar fremme, blev vi børn vasket. Om de voksne også en dag blev vasket, véd jeg ikke. Det var endnu ikke blevet almindeligt. Det var stort set kun os børn der om sommeren gik i fjorden. Mange mænd skiftede ikke skjorte så længe den gamle kunne hænge på dem, de sov med den om natten, og skulle de til gilde og hæges en smule, trak de bare en anden skjorte oven over. En gammel kone skældte tit min mor ud fordi hun vaskede sit hår, det havde hun aldrig i livet selv gjort, og det havde derfor stadig sin fulde ungdommelige glans. Under alle omstændigheder skulle vi mænd klippes her op til jul. Lillejuleaftensdag kørte vi bilen fuld – min far, karlene, min bror og mig – til Nibe og måtte så sidde ved barberen hele eftermiddagen til vi alle havde ørerne fri. Et år kørte vi fast i sneen lige uden for byen og lagde os ind på en gård i nærheden. Vi fik stuvede hvidkål med kanel. Deres dreng på min alder havde mange legesager. Jeg tænkte at det nok måtte være sådan, når man boede så nær ved Nibe.

Hver aften sad jeg en times tid og skrabte roer til hestene, juleaften gav jeg mig bedre tid. Den aften ville jeg ikke have den mindste klat skidt tilbage på dem, hver en roe skulle være så fin og hvid. Min far sagde der var noget pjat, men jeg kunne alligevel også få lov til at give kalvene en ekstra tot hø. Endda til at sætte lille skål risengrød op på loftet til vores nisse. Ikke i stuehuset, dér havde de måske deres nisser i byerne, ude ved os boede han på høloftet, sammen med alle vores katte. Og så skulle vi selv ind og have grød, og mor havde gemt mandlen godt dybt i fadet. Karlene og vi andre måtte tage flere gange hvis vi have ville den. Så var bunden også lagt, inden der kom steg på bordet.

Når min mor og søster var færdige med at vaske op, dansede vi jo som andre mennesker om juletræet og sang julesalmerne. Vi måtte aldrig springe nogen af versene over. Det kunne måske i himlen lyde som om vi tog for let på det. Min far var bange for Vorherre. Derfor gik han vel også så tit i kirke, det kunne være at Ham deroppe ville huske det, og vi ville få en god høst, og ingen af dyrene ville blive syge. En juledag hvor også min mor var kommet med i kirke, blev jeg selv smidt ud. Jeg havde hørt hende hviske til min søster at hun havde pebernødder med i tasken, hvis jeg skulle blive urolig, og det gjorde jeg. Allerede efter den første salme sagde jeg at jeg godt ville have nogle pebernødder, og der var så mange der kiggede på os, at min mor ikke kunne få sig til at finde posen frem. Det forstod jeg ikke, jeg råbte på pebernødder, højere og højere, og min far måtte rejse sig og slæbe mig ud i våbenhuset, hvor jeg så skulle sidde resten af den formiddag.

Men om aftenen var det allerede sanktstefansaften – stavensawten på modersmålet – vi skulle ud og lave løjer. Køre trillebøre i dammen, hejse cykler op i flagstængerne, spænde strikker ud så folk måske kunne falde på hovedet i deres møddinger. Nytårsaften flyttede vi bare lidt havelåger eller huggede måske en kaffekande når vi alligevel var inde et sted og få knas. Vi drenge fyrede kinesere af, karlene stod nede ved brugsen med deres store blå kanonslag, og sidst på aftenen gik min far omkring i nogle af gårdene med sin bøsse og skød op i luften og blev budt indenfor til snaps. Helligtrekongersaften var så helt fredelig. Dér var pigerne også med, og vi gik rundt i byen med vores rumlepotter og sang. Der kom tit noget sjappet tøvejr deromkring, vi skred i isen på bunden af grusvejens vandhuller, vi blev våde, vi rumlede og sang og bævrefrøs, og pebernødderne vi fik var måske også ved at blive harske. Vi var måske ved at have fået nok af det hele.

Trykt i KRISTELIGT DAGBLAD.