Som så mange andre ting, og ligesom hele verden vistnok, har jo også lykken for længst mistet sit egetliv. Den kan ikke længere ramme én, ud af det blå og som den finder for godt; den skal føles og mærkes, have sin tilstedeværelse registreret og godkendt i det indre, før den overhovedet kan komme på tale. Og da vel at mærke kun den halve; thi idet vi satte en stopper for dens autonome eksistens, flækkede vi den netop midt igennem.

Den ellers meget vitale halvpart, i hine dage kaldet den onde lykke, smed vi så på den sagnhistoriske kompost (hvor den højst kan danne gas til fortællingindustrien), og har siden kun ladet den gode komme til os, når vi altså ellers er i humør til den.

Ladet den komme og blive nogle øjeblikke, for mere kan det ikke blive til – og det kan være straffen for det halverende hug – kun nogle få øjeblikke kan lykken være her, når den nu ikke har sine egne ben at stå på og kun os, vore futile indvolde og hvad der kan røre sig i dem, at holde sig oppe ved.

Det er jeg ikke engang i humør til lige nu. At berede mit indre på den led, til at mærke. Jeg gider slet ikke føle mig fuldkommen lykkelig, lige nu, ikke sådan lade alt gå i ét og synge. Nej, jeg vil meget hellere plage mig, en lille smule, med en grovsortering og begynde med at pille de lykkelige øjeblikke fra hinanden. Men at skille ad og skelne, det kan dog samtidig stykke sin fornøjelse sammen, ligesom man i enhver slags trælsom knoklen vel pludselig kan finde arbejdsglæde, og få sin chance for tilfredshed når man er færdig. Eller mere end det, endnu meget mere.

Måske alligevel noget der bør lægges i den kasse der kunne stå fryd på. For at fryd er en betegnelse for visse af lykkens strejf, det kan man næppe komme i tvivl om, når den accelererer blodomløbet som følge af bristende blomsterknopper, eksempelvis. Den kan da tage form af jubel og udløses som sådan jo også af vigtige målscoringer, vellykkede videnskabelige eksperimenter, lottogevinster, af triumfer altså, og den kan omtales som henrykkelse, rus, ekstase, i forbindelse med de sekretioner og muskulære begivenheder der udgør hovedindholdet i tidens begreb om det højeste: ’rigtig mange gode orgasmer’ er nu, tilsyneladende (og atter engang), som tidligere ’min sjæls frelse’, det foretrukne tomme svar på det spørgsmål der tømmer alle svar.

Men fryden kan min salighed også næres af slemmere sager end bagvendt bigotteri; den kan, som ethvert menneske vil vide, opstå af den rene og skære ondskab, uden derfor at miste det mindste af sin saft og kraft:

Jeg husker hvor jeg som barn glædede mig til feriegæsterne. Den eneste lille gren af familien, der var vokset ind i en by, slog sig hver sommer ned hos os på landet i et par uger, et ægtepar med to døtre, og det betød fest over hverdagene og masser af løjer og historier, en næsten uophørlig latter, legende vandringer over markerne og i skoven, vilde fjordbade. Og det var alt sammen godt, men jeg glædede mig måske alligevel længst og inderligst til at grise de to fine piger rigtig grundigt til, og det lykkedes virkelig et par år i træk, endda på den allerførste dag de var der. Mens de stadig havde deres hvide ankelsokker og deres sorte laksko på. Jeg inviterede dem da, selv barfodet, med ud i kostalden og lærte dem måske indledningsvis at føle sig trygge ved de kreaturer der rakte langt ud efter dem med tungerne og savlede på deres nederdele. Derpå stillede jeg mig midt i den største og mest nylavede kolort jeg kunne øje på og lod den lune masse vælde op mellem mine spredte tæer og fortalte dem, hvor skøn en fornemmelse det var. Det ene år gik de lige på den, det andet tog de først skoene af. Men de skreg lige komisk så snart de så, hvor uhjælpelig møgbelortede de blev, og min fryd var perfekt. Mere end rigelig til også at bære de følgende timers ensomhed, for jeg var jo resten af dagen nødt til at holde mig langt væk både fra pigernes og mine egne forældre.

Enkelte vil muligvis bestride at den slags sensationer skulle have så forfærdelig meget med den sande lykke at gøre. Og jeg vil straks medgive at den sandelig kan være mere stille, ja fuldkommen stille, og samtidig, i sin absolutte inderlighed, have mindre eller intet med andre mennesker at gøre.

Jo, jeg tror ellers nok de har været der, de andre, omkring mig, de gange i mit liv jeg har oplevet den her version. Lad os nu kalde den lyksalighed, og der har vist i virkeligheden altid været andre mennesker i nærheden, de nærmeste, når jeg tænker efter, de kæreste har faktisk været der, dem jeg har været allermest forbundet og forviklet med. Og vi har siddet i en klit, for eksempel, med vores madpakker og øl og sodavand, og vi har spist og drukket, og bølgerne har lagt sig i en særlig dragende rytmik, og lyset har ligesom løftet vores kroppe og det hele op i sin strømmende glitren. Eller vi er dasket ganske sindigt omkring, et andet sted og om aftenen, i et frodigt, bakket landskab, men ikke så langt fra et skovbryn og for det meste med udsigt til den blanke fjord, og byggen har let bukkende knistret sig færdig for dagen, ind i en dybere og mørkere stilhed, og høet har krydret den, og solens varme var der endnu, selvom duggen nu begyndte at lejre sig der på bunden af det gyldent tonede lufthav.

Det har været sådan, og de andre har været der omkring mig, og det har allerede været lykke nok, kunne man sige. Ja, kun ét har da manglet. Skønt jeg slet ikke har savnet det, og det er jo så kommet aldeles uden at blive påkaldt, de gange, i det allerførste moment uden på mindste måde at være ønsket: det apokalyptiske syn. Og det har naturligvis frem for alt inddraget min egen visse død i billedet, og dermed gjort det unikt, og den har da uvilkårligt fjernet mig fra de andre, den visse, og den illusion har således kunnet væves at jeg var alene i verden når den indtraf, den af visheden fulgte lyksalighed. Som det jo aldrig har været muligt at drage i tvivl, hverken når den var der eller når den blev erindret, for den har også straks underlagt sig hele min bevidsthed, eller gjort den til sin egen og eneste tanke: at al jordens og livets skønhed og glæde skal mistes, og derfor er der nu, og er der lige her, ja, det er der alt sammen, og jeg er der i det.

Nå. Vi har adskillige andre afdelinger, nogle er knap så hårrejsende, og sådan én vil jeg sluttelig omtale. For den er heller ikke den ringeste, den er som vitaminer. En vis mængde af dem skal man som bekendt have i sig, og man kan vel endda leve i lang tid uden helt at få nok, dog ikke uden at skrante af det. Det livsnødvendige milligram i vællingen, vi kunne også kalde det den daglige dosis livsmod, det er jo næppe mærkbart, det gør netop mest væsen af sig når det for længe ikke har været til at fornemme. Som hvis kartoflerne en vinter havde været for skurvede og for slatne. Man måtte da, for stadig at holde sig gående, gribe til glasset med de passende surrogater.

I så at sige naturlig kost forekommer denne her slags lykke som lettelse, beroligelse, fortrøstning, bekræftelse, genklang og -kendelse og flere andre flygtige emner. Den kan som oftest indtages gennem det hurtigt konstaterende blik. Man har (igen, trods alt) fundet sin verden på dens plads; man er (så godt som) sluppet med skrækken; alt er (for så vidt) som det skal være; vi har (dog fortsat) hinanden. De kropslige reaktioner begrænser sig almindeligvis til et nik eller et suk.

Mere skal der ikke til, sådan set. Det er alt nok. Mindre er alligevel for lidt. Og det siger sig selv at vi heller aldrig nogen sinde, og hvor velforsynede vi end måtte være, vil høre op med at fable om den totale og endegyldige erhvervelse af hele den halve lykke, vi nu engang har beskåret os.

Trykt i HVOR JEG MED SIKKERHED VAR LYKKELIG.