Lad os starte Google Earth, og ja, dér er den – Jorden. Vi puffer lidt til den, og den begynder at rotere, og det viser sig at vi nok hellere skulle have kaldt den Havet, denne vores planet. Der er så meget mere vand end land på den, og zoomer vi ind på kontinenterne, er det heller ikke lige jord vi finder mest af. Der er bjergmassiver og ørkner og kun hist og her områder med den slags jordsmon vi kan leve af og på. Ikke meget mere end en tiendedel af kloden dækkes af den jord vi har kunnet kultivere, den jord der er grundlaget for vores civilisationer.

Her ligger Moder Jord, og næredes de tidligste levende organismer af havet, så var det i hendes favn vi blev mennesker, og som det siges: Jord er vi kommet af, jord skal vi blive til, af jord skal vi genopstå. Og det er så smukt og godt og heller ikke helt forkert.

Først voksede der træer og græs. Så begyndte de i Kina og i Mellemøsten at kradse i overfladen og lægge frøkorn og vande dem så de kunne spire, og passe og pleje dem mens de groede. De ryddede skove for at indvinde mere agerland, og de indhegnede stumper af græsstepperne for her at tæmme og holde dyr de kunne malke og æde, og sådan havde de pådraget sig den forbandelse at de i deres ansigts sved skulle tjene deres brød. Ikke længere som i Paradis bare guffe i sig af hvad der hang på træerne, og heller ikke længere nøjes med til husbehov og fra hånden til munden at jage en hjort eller fange en flynder.

De skulle knokle. Fra morgen til aften, hver af årets dage. Til gengæld kunne de samle rigdomme. De kunne brødføde langt flere børn og blive talrige som himlens stjerner og sandet ved havets bred. Og de kunne bygge byer og tårne og veje imellem dem, og de kunne skaffe mad til tusinder og millioner af andre der kunne bygge raketter og tage et billede af Jorden som det vi har set på Google Earth.

Lad os zoome nærmere ind. Til det nordeuropæiske sletteland vi bebor. Her kom istider, og gletsjerne medbragte brokker af fjeldene på den skandinaviske halvø. Så her måtte agerdyrkerne, når de havde ryddet skov, også i gang med at sanke sten før jorden ordentlig kunne dyrkes, og de måtte hvert år fortsætte med det og har gjort det i de sidste fem tusinde år, for stenene bliver hos os ved og ved med at skyde op gennem mulden.

Og lad os komme endnu nærmere – nej, måske lige nogle minutter holde os i moderat flyvehøjde og, helst en dag i det tidlige efterår, kigge på jordfarverne, de brunlige, de grålige, de rødlige, den sorte glinsende; eller en forårsdag tyde agrenes felter af lysende gult mellem alle nuancer af grønt. Og så da omsider komme helt ned på den, jorden, og gå på den, gå op og ned ad de bakker isen har skubbet sammen og hobet op og gå ud over enge og kær, og lad os så lægge os ned på den og indsnuse dens søde grøde, lad os kravle et stykke, stikke fingrene ned i den og pille kartofler op af den. Lad os favne det modne korn og mærke høstens og den brankede marks velsignelse af brød og festivitas, af mørke og død, ja, lad os komme og gå og ligge og kravle her dag efter dag, året rundt.

Hen på eftermiddagen er der blevet pløjet, og der er faldet en smule regn, og mågerne omkring os pikker orme, og vi finder så en stump flint, og den kan være tilhugget til en dolk af de jægere og fiskere der kom her tidligst, eller også, hvis den er noget glattere og finere formet, af en af de første bønder heromkring.

Af jord er du kommet, siges det. Og i begyndelsen var ordet, siges det også. Og ordet og jorden, det rimer. Det klinger og smager og dufter, og det er som at stikke fingrene i mulden.

Trykt i ORD, Politikens Forlag, oktober 2022