For snart 2.496 år siden vandt en atheniensisk hær på op mod 10.000 hoplitter, under ledelse af Miltiades, som bekendt (og hvis ikke, så står det i Encyklopædien) en knusende sejr over de tilsyneladende langt stærkere persere, der var kommet ad søvejen og gået i land ved Marathon med henblik på at erobre Attika og måske mere til. Efter den militære triumf befalede Miltiades en af sine hoplitter at løbe hjem til Athen og underrette byens borgere om at de var frelst. Hoplitten styrtede af sted i fuld udrustning. Han gennemførte endda den cirka 40 kilometer lange distance, han nåede frem til byen og kunne aflevere det herlige budskab, inden han faldt om og var død.

Hvis man nu tænkte sig at han havde taget den samme tur uden at være kommanderet til det, og gerne også i en lettere mundering, så ville der have været tale om en sportspræstation. Og hvis man videre forestillede sig at han, efter at have passeret målstregen, havde undladt at fortælle noget menneske om den store begivenhed, men i stedet måske blot henåndet ud i det blå, at i morges, derude ved Marathon, stod solen op mellem persernes stolte master – så havde der været tale om poesi.

Overskud

Der er nævneværdige forskelle mellem sport og digtning. Bl.a. den at sportens resultater og kvaliteten af dem er meget nemmere at måle end digtningens. Men for begge aktiviteter gælder det at de er baseret på helt elementære og i alle mennesker indbyggede anlæg. De er biologisk bestemte muligheder, talenter der ytrer sig uvilkårligt hos enhver i større eller mindre omfang, og når de kommer til bemærkelsesværdig udfoldelse, er det som følge af talentets vildt ambitiøse optræning og en total koncentration i afgørende øjeblikke. Begge er også overflødige. De er lutter overskud, de tjener ingen fornuft, og dermed adskiller de sig samdrægtigt fra den videnskab, der i øvrigt kan drives af lignende lyster.

Som vist af John Cleese fra Monty Python har den menneskelige krop, når den vil flytte sig, adskillige gakkede gangarter til sin rådighed, ud over de gængse, og den kan jo tilmed både løbe og kravle og hoppe og springe, og især børn benytter sig livligt af hele registret. Men selv den allermest voksne kan skam også føle trang til et lille hop, og så måske dernæst til et andet lidt større, med lidt mere facon på, og dermed allerede være godt på vej ind i sportens (evt. crazy-komikkens) verden.

Tilsvarende kan vi alle med vores sprog skeje ud i mere eller mindre barnlige eller bizarre manøvrer. Vi kan råbe umotiveret op, vi kan juble ud over alle grænser, sladre om stort set ingenting, fortælle lange historier om noget der aldrig er sket i virkeligheden, eller vi kan bare lade sproget gå i selvsving med vitser og ordspil eller, i sms’er fx, gakke løs med skæve gloser og aparte stavemåder. I alle tilfælde står vi med den slags gøgl ved litteraturens udspring. Og vi står der alle sammen hver eneste dag, og af og til er der så en eller anden der vil se, hvad det mon kan det føre til, hvis man forsatte over længere stræk.

Vi befinder os naturligvis også jævnlig på nippet til de andre kunstarter: vi nynner en smule, eller der undslipper os nogle fløjtelyde som godt kan lede tanken på, at vi er musikere; vi finder på stranden en pind og kan snart ikke lade være med at ridse nogle streger eller figurer i sandet og afslører os dermed endnu en gang som billedkunstnere.

Sådan har al kunst sit udgangspunkt i det alment menneskelige, men vel at mærke også altid i det impulsive. Og når der bliver tale om stor kunst, har den stadig det impulsive i sig og med sig. Det litterære mesterværk kan undervejs inddrage og anvende enhver form for overvejelser, filosofiske og æstetiske, det kan grave sig dybt ned i etiske og politiske problemstillinger, det kan gennemtænke la condition humaine i sammenhæng med historien og med handlingens nu, uden i øvrigt et øjeblik at glemme alskens længsler og lidenskaber, for slet ikke at tale om døden, men det kan aldrig – uden at gå i smulder mellem læserens hænder – miste sin karakter af spontan gestus.

Situationer

Man kunne måske i den forbindelse skitsere en simpel teori om de litterære genrers art og opståen. – Fortællingens grundstruktur kan vist opstilles så enkelt som: begivenhed + konsekvens. Som sådan bruges den også til masser af praktiske formål, mest jo som rapporter, men fx også som opstilling af hypoteser, og i dagligdagen som enhver slags forklaringer eller undskyldninger (min cykel punkterede, så derfor … men så gjorde jeg det at …). Den lille fortælling bringer således hele tiden underliggende budskaber med sig; man kan stilfærdigt udtrykke sin anerkendelse af tilhøreren (jeg overvandt de der vanskeligheder for nu at kunne møde dig), eller man kan yderligere løfte stemningen ved lige så diskret at skabe respekt om sin egen person (det var svært, men jeg fandt på den der løsning).

Især den sidste mulighed kan snart udløse skønlitterære impulser: man vil kunne fristes til at fortælle om en begivenhed, der måske strengt taget ikke har fundet sted, men er så meget desto bedre egnet til at tegne det sande billede af én selv, som man ikke er sikker på, at tilhøreren på egen hånd har dannet sig. Enhver fortæller har da altid – for at tilhøreren ikke skal distraheres af tvivl om den utrolige begivenhed – henlagt den til afsides steder: jeg var kommet langt ud i skoven… eller: mens jeg sejlede på de syv have… eller: i et selskab hvor du ikke var til stede og næppe heller kender andre tilstedeværende… eller: jeg sad mutters alene derhjemme – etc.

For enhver af disse fortællere opstår dog også inden så længe det krav at fortællingen skal formidle andet og mere end et billede af dem selv. Den skal samtidig kunne byde på et mindst lige så interessant billede af tilhørerne. Ellers går de bare. Hvis de endda skal blive siddende i timevis, må fortællingen svinge sig op til at fremstille et menneskebillede som enhver, på sin egen personlige måde, kan se noget alment gyldigt i. Og når det alligevel er blevet så stort, er overgangen fra første til tredje person allerede nærliggende. Med et han og/eller et hun som mellemmenneske(r) får fortælleren oven i købet straks adgang til den slags begivenheder, som ingen kan overleve. Fx et helt liv.

Også dramaet har taget sit afsæt i hverdagssituationer. Fortælleren kan spontant bede en eller flere af sine tilhørere om at medvirke: lad os nu sige at du, Marianne, er den prinsesse, jeg havde forelsket mig i ude på den der ø, og du står lige dér, og du, Jørn, kan så være hendes rasende far, kongen – og jeg siger så til ham … Efter flere tænkelige mellemstadier vil det være naturligt at fortælleren trækker sin egen person ud af spillet, bl.a. for at få et bedre overblik over hele intrigen, og at han dernæst beder sine spillere stille sig op på en vogn eller en rampe, så alle andre også kan se og høre dem.

– Lyrikken, derimod, udspringer af en ekstraordinær situation. Og heller ikke engang af vores ellers allestedsnærværende fortælletrang. Digtet begynder i ensomheden. Det begynder med et suk eller et jubelråb, med en bøn eller med et ’hvad-jeg-ville-sige-til-dig-hvis-du-var-her’. Det er du’et aldrig, og slet aldrig i store digte der netop henter deres sproglige kraft i umuligheden af et svar, jo også når de henvender sig til fjerne magter i de højere eller lavere regioner. I dette monologiske skriveri kan lyrikeren bevæge sig fra kanten af sin spædeste sprogevne med en legesyg pludren over de allermest komprimerede præcisioner af livserfaringer til en storslået veltalenhed på kanten, til den anden side, af afsindig rablen.

Her skal pointen nu – under alle omstændigheder – være den at litteraturen i enhver af sine former uafbrudt bliver til i forlængelse af vores allesammens uvilkårlige gebærder i sproget. Og at den derfor er udødelig.

 

Trykt i MÅL OG MÆLE, i anledning af Jørn Lunds 60-årsdag.