Hvor langt er der til provinsen? Det er et spørgsmål der i dag ligger på linje med spørgsmål som: Hvilket køn har englene? Eller: Hvad får man til morgenmad i Paradis? Det kunne måske engang være ganske fornuftige spørgsmål, som bare i vore dage er blevet meningsløse. For man kan nu besvare dem med både det ene og det andet, uden at noget af svarene på nogen måde ville kunne siges at være rigtigere end noget andet. Det er nemlig alt sammen gået hen og er blevet grundlæggende misvisende og forkert.

Sådan har det jo altså ikke altid været, og heller ikke lige med mit spørgsmål: Hvor langt er der til provinsen? Det er ikke så længe siden at det kunne give god mening at stille det, og for et par århundreder siden lod det sig endda besvare fuldkommen korrekt og med stor præcision. For hvis man ikke – som langt de fleste mennesker – allerede boede i provinsen, men uden for den, og det vil sige i regeringsbyen og residensstaden, for Danmarks vedkommende jo i kongens København – hvis man altså havde sin bopæl dér i nærheden af slottet, så kunne man besvare spørgsmålet ved fx at sige: ’provinsen begynder en fjerdingvej herfra’, eller ’det tager op imod en halv time at gå derud’.

Provinsen egnede sig fortrinlig til en søndag eftermiddag. Man kunne – når stegen var fordøjet – begive sig ud af en af byens porte, og så var man der. Dér lå den, provinsen, lige for næsen af én, med alle sine marker og alle sine bøndergårde, og så netop ikke andet. Og man kunne derpå så mageligt, også om vinteren, nå tilbage i sin lejlighed i Amaliegade, inden det blev mørkt, og man kunne da tænde sin lampe, mens lygtetænderen sørgede for at der også blev tændt lys i gaden, og man kunne sætte sig i sin stol her midt i den lysende hovedstad, og med en tilfreds lille gysen tænke på, at man var sluppet velbeholdent tilbage fra spadsereturen i provinsen.

For derude var der nu mørkt. Bælgravende mørkt. Og her var der lys. Og lyset var mere end skæret fra lampen, det var også ånd, for det var han også indehaver af, den gode borger i Amaliegade – i modsætning til dem derude i provinsen, dem der nu sad tilbage derude i mørket.

Jo, måske havde de dog en enkelt tælleprås derude, så de lige kunne famle sig frem mellem bordet og sengen, og måske havde de da også en lille smule ånd, men dens lys var jo netop så svagt og blafrende som tællepråsens, og det kunne aldrig for alvor trænge igennem det altovervældende, tunge og tætte mørke, der nu engang herskede derude på landet.

Men hvorfor havde borgeren i hovedstaden da så meget mere ånd til rådighed end bonden i provinsen? Selv ville han sandsynligvis havde svaret som borgerskabet som oftest ville svare på spørgsmål om hvorfor: Det er fordi! Fordi jeg er borger. Fordi jeg bor i kongens by. Derfor lever jeg i lys og ånd. Kort sagt: fordi!

I dag, hvor borgerskabet er uddødt – en enkelt sent overlevende er dog Mærsk Mckinney Møller – i dag kunne vi nok i tilbageblik præstere et lidt mere oplysende svar. Borgeren havde et omfattende åndsliv, fordi han havde brug for det. Der var nemlig ellers ingen sammenhæng i hans liv. Han levede et familieliv og tog vare på sin kone og sine børn, men der var ingen nødvendig grund til at han gjorde det. Han kan lige så godt forblive enlig eller når som helst lade sig skille. Bortset set altså fra at samfundet i øvrigt havde brug for at han forsørgede sine familiemedlemmer. Og han drev sin forretning så godt og så grådigt som han kunne, og dog tog han hensyn til at der også var andre der skulle kunne drive deres forretninger. Ikke fordi han havde fordel af det, men samfundet ville ellers bryde sammen. Han var sådan hele tiden spændt ud og op mellem egne og samfundsmæssige behov, mellem trangen til at følge sine følelser og drifter og for almenvellets skyld at underkaste sig en ansvarlighed for sine medborgere.

Og disse konflikter tolkede ånden for ham. Tolkede og løste, men altid kun midlertidigt, for der var aldrig nogen nødvendighed i løsningerne, de var netop kun ånd, og den skulle uafbrudt bekræftes, og det var hvad man gjorde på kongens teater. Her blev borgerne forstået og forløst, i det mindste for en aften, men han kunne så komme igen næste aften, og det gjorde han, for han var nødt til det, for hele tiden at få sin verden til at hænge sammen. På Det Kongelige Teater viste de ham aften efter aften, hvorledes ånden kunne give mening i hans tilværelse. Den kunne nemlig sætte ham ud over sig selv, samtidig med at han dog kunne blive i sit daglige selv og forblive sine merkantile interesser tro.

Teatret ærede ham som indehaver af konflikten mellem individualitet og samfundssind, det løftede hans spaltning til et almenmenneskeligt vilkår. Det opmuntrede hans handlekraft og hyldede hans milde ansvarsfølelse, og det forsøgte at ophøje hans forretningsmæssige behov for beskyttelse via toldbarrierer og handelsrestriktioner til noget ædelt, som man kaldte hans nationalfølelse, og som han naturligvis også selv meget hurtigt blev villig til at tro på. Ligesom på alt det andet åndelige han kunne gå hjem fra teatret med.

Den borgerlige hovedstadskultur blev altså en separat overbygning på det forretningsmæssige og familiemæssige hverdagsliv. Den udgik ikke fra noget i dette hverdagsliv i sig selv, den var et lys man hver aften tændte over det, for at lade dette i sig selv farve- og meningsløse illuminere og beånde. Det blev en kultur der byggede på det individuelle, og på det nationale, og på forestillingen om sig selv som noget højt den enkelte slet ikke kunne finde i sin egen person og i sin tilværelse, men derimod noget han med teatrets hjælp kunne tilegne sig, nå op til og løftes frem imod.

Og ikke alene var hovedstadskulturen en så forholdsvis spinkel konstruktion, den var også – så vidt man da kunne se i hovedstaden – den eneste kultur der fandtes. Det blev derfor snart den naturlige tanke, at den burde udbredes. Den skulle ud i mørket, således at man også i provinsen kunne siges at have en kultur. Naturligvis ikke så meget af den som i hovedstaden, nej, det kunne næppe lade sig gøre at fragte denne kultur helskindet fx helt til Jylland, hvor der jo som en følge af afstanden til hovedstanden herskede et ganske særligt uigennemtrængeligt mørke. Men hvis man koncentrerede sig om de vigtigste af provinsens købstæder skulle man dog kunne installere noget hovedstadskultur nogle enkelte steder derude. Nogle mini-hovedstadskulturer, nogle stumper og stykker af det store og sande, som selvsagt ikke for alvor kunne ånde andre steder end på Det Kongelige Teater.

Projektet lykkedes, for så vidt som det i hovedstaden efterhånden godt kunne give en vis mening at tale om en provinskultur – som en vag og bleg, ja, skulle man være helt ærlig; ret så ynkelig afspejling af den rigtige. Men længere nåede den borgerlige kultur så heller ikke. Lige præcis til det købstadsborgerskab der følte sig og i livsvilkår reelt lå på linje med det københavnske, men så heller ikke en alen længere ud i mørket. For langt størstedelen af landets befolkning ville intet som helst have med denne hovedstadskultur at gøre. En afvisning der i hovedstaden måtte blive opfattet som det endelige bevis på landets permanente og totale åndsformørkelse.

Det forholdt sig naturligvis anderledes. For havde man derude i mørket haft bare det allermindste behov for hovedstadskulturen, så havde den jo sejret over alt på ingen tid. Men man havde ikke dette behov ude på landet, hvor langt de fleste jo stadigvæk boede. Og grunden var heller ikke, at bønderne ikke havde brug for en kultur overhovedet, men at de havde deres egen i forvejen. Man havde oven i købet i landsbyerne en kultur som var hovedstadens langt overlegen, en kultur der var kolossalt meget ældre og kolossalt meget stærkere. Den var fuldkommen umulig at slå. Så længe dette bondesamfund overhovedet eksisterede.

Det havde det nu i al fald gjort meget længe. Nemlig i ti til femten tusind år her i Danmark, og det havde i al den tid forandret sig meget lidt. Det byggede konstant på de samme værdier, der var afledt af de praktiske og økonomiske forhold, som det at drive en bondegård i al den tid forudsatte. Dyrkningen af markerne og pasningen af husdyrene krævede stabilitet, udholdenhed og flid. Den naturlige arvefølge – det vil sige den fremtidige sikring af ejendommen og udkommet – fordrede solide aftaler om indgåelse af ægteskab, urokkelig troskab og en børneopdragelse, som kunne garantere, at de bærende normer forskelsløst blev overtaget af generation efter generation. Bondegården havde brug også for et nært samarbejde med andre bøndergårde, fx om dræningsprojekter og om fordeling af græsningsarealer på overdrev og engarealer, men også brug for i landsbyerne at sikre livsopholdet for en gruppe af folk, som gårdene mere lejlighedsvis havde brug for, nemlig landarbejdere og håndværkere.

Det udgjorde alt sammen det man har kaldt landsbyfællesskabet. Så sent som i 1920’erne havde man for eksempel i visse egne af landet endnu den ordning at gårdene afleverede et fast årligt beløb til smeden og til andre håndværkere, i stedet for at betale dem for hvert enkelt job de præsterede. Håndværkerne var på den måde integrerede i gårdenes liv og økonomi, de havde ikke brug for at opdyrke individuelle forretningsinteresser, som kun ville blive skadelige for landsbyen.

Det var altså en kultur, som i modsætning til hovedstadskulturen, skyede det individuelle og hægede om fællesskaber. Det var en kultur som ønskede sig og skabte mennesker, der ubesværet kunne leve efter det vedtagne og i god forståelse med alle andre i landsbyen, for den dynamik som i byerne kunne opstå af personlig splittelse og professionelle særinteresser kunne bondegården ikke bruge til det mindste, tværtimod. Og endelig stod bondekulturen også i skarp modsætning til den borgerlige kulturs nationalisme ved i væsen at være international eller snarere universel. Den var den samme over alt i verden, og derfor kunne unge mennesker udvandre fra Lolland eller Himmerland til Kansas eller Argentina eller Australien, og dagen efter at de var nået frem til deres gård derude føle sig lige så hjemme som altid. De mødte nemlig kun mennesker der kom fra den samme bondekultur, mennesker der tænkte og følte på nøjagtig samme måde som de selv, og som til døden ville holde de samme værdier i hævd.

Det åndelige eller kunstneriske udtryk for denne kultur lå selvsagt ikke som i hovedstaden i dramaet – med dets permanente fokusering på konfliktstof – men i fortællingen, med dens betoning af det kontinuerlige, af de gentagne mønstre og af sammenhængen mellem fortid og nutid og mellem den enkelte og omgivelserne.

Så længe denne bondekultur eksisterede, og det vil sige så længe landbruget var landbrug, var den altså ikke til at vælte over ende af nogen nok så høj og glansfuld hovedstadskultur. Da denne hovedstadskultur så endelig sejrede i provinsen, var der kun fordi den ikke længere blev mødt af nogen kultur af nogen som helst art derude. Den kunne hastigt bevæge sig ud i et efterladt tomrum, ud i det der nu faktisk var blevet ét stort mørke. Den titusind-årige bondekultur var i løbet af ganske få år gået i opløsning og totalt forsvundet fra jordens overflade.

Det er naturligvis en lang historie, overskriften hedder industrialisme, men den kan samles i billedet af den grå Ferguson. Den lille og billige, men seje og slidstærke traktor der i 1950’erne skaffede masser af ledig arbejdskraft fra landet til industrien, og som samtidig forvandlede landbruget til en del af denne industri. Og så var der ikke længere brug for nogen stabilitet, men tværtimod for dynamik, og ikke brug for nogen troskab, udholdenhed og fællesskabsfølelse, og så videre. Bondekulturen var væk. Hovedstadskulturen kunne blive enerådende.

Det kunne lyde som en triumf for denne borgerlige teater-kultur. Det var det jo bare ikke. For da den endelig kunne sejre over mørket derude, var dens eget lys allerede slukket. Og det skyldtes jo at den arbejderklasse, som borgerskabets industri byggede på, i mellemtiden var blevet den herskende klasse. Og arbejderkulturen delte med bondekulturen en i al fald principiel internationalisme, men hældede samtidig til sine borgerlige byfællers pragmatiske nationalisme, og den delte med bondekulturen et behov for og især en dyrkning af fællesskaber, men den kunne ikke basere det på givne og daglige nødvendigheder, kun på en abstrakt indsigt i dets lejlighedsvise formålstjenlighed, og for at give det form måtte den da institutionalisere det i socialstaten.

Dermed afskaffede arbejderklassen også behovet for at den enkelte borger måtte føle et ansvar for samfundet, og da borgerskabet snart lod sig friste af denne lettelse, blev det begyndelsen til enden for det. Ansvarlighed for landets ve og vel havde været borgerskabets moralske kerne, og den kan i dag kun spores hos enkelte borgerlige dinosaurer som førnævnte Møller, der så naturligvis har svært ved at forstå, at alle ikke fortsat er ham dybt taknemmelig for det.

Men det var altså en borgerlig hovedstadskultur i vild opløsning der definitivt – omkring året 1960 – besejrede en provinsiel bondekultur, der allerede var så godt som forsvundet. Og det er i resterne af dette konfuse drama at vi lever i dag. I en kultur som vakler mellem det individualistiske og det fællesskabssøgende, mellem det personlige initiativ og den søvnige konsensus, mellem det nationale og internationale.

Men i en slags kultur, der dog også ud over disse rester fra de foregående kulturer, rummer selvstændige træk, for det har næppe nogen sinde før i menneskehedens historiens været så solidt legitimeret at fralægge sig personlige forpligtelser i det samfundsmæssige liv, og næppe nogen sinde så selvfølgelig en moral at rage til sig med arme og ben uden andet perspektiv end rigtig at hygge sig i sin egen lille stump af en familie. Vi har vel endnu ikke noget godt ord for denne småborgerlige kultur, men betegnelsen forbrugerkultur rækker foreløbig så nogenlunde.

Med denne forbrugerkultur blev det altså også slut med provinsen. Provinsen blev en uskelnelig del af hele den verdensomspændende kulturelle dyne. Ordet mistede for så vidt enhver betydning, hvilket som bekendt ikke forhindrer mange mennesker i fortsat at bruge det, som om det faktisk ville sige noget. Det mørke Jylland fx er en vending der stadig ligger langt fremme i journalistikkens enorme arsenal af fjogede klicheer, og modsætningen hovedstad-provins optræder stadig uafbrudt i kulturdebatten og behandles som om det drejede sig om et virkeligt eksisterende fænomen.

Eksempelvis sidste år i rivningen om rigsarkivet, hvor en art zombier af det uddøde hovedstadsborgerskab heftigt protesterede imod, at det blev flyttet nogen som helst steder hen. Det skulle blive i kongens København. Og hvorfor? Jo, fordi, naturligvis, fordi! sådan argumenterer man da som borgerskab: fordi sådan har det altid ligget, og fordi her i hovedstaden ligger centraladministrationen, og fordi her bor forskerne. Skønt alle véd at centraladministrationen ligger på internettet, og at forskerne sidder alle vegne i vores lille land. At det absurde hovedstads-fordi er ude i sine sidste krampetrækninger, ser man jo deraf at det i den sammenhæng kun blev reddet af Dansk Folkeparti. Og for så vidt det stadig måtte optræde i teater-debatten, kan alle trøste sig med at det for længst har diskvalificeret sig selv, og at det ikke kan vare længe, inden det også er gået op for de allersidste. Begrebet provins har måske kunnet overleve i aviserne i 50 år efter at dets indhold visnede bort, men det kan dog næppe blive meget længere.

Vi lever i dag alle sammen i en universel bykultur, uanset om vi har adresse i København, Oslo, Års, Buenos Aires, Næstved, Paris, Vinderup, San Francisco eller Tønder. I en centrumsløs forbrugerkultur. Hvad vi har tilbage af åndelige eller kunstneriske udtryk er ikke længere kontinuerlige fortolkningsprocesser, på teatret eller i fortællingen, det er spredte begivenheder, events, attraktioner, manifestationer af den ene eller den anden slags. Og de finder ikke sted på bestemte lokaliteter på bestemte tidspunkter, de forekommer hvor som helst og når som helst, lige så vel en eftermiddag i Holstebro som en nat i Hamburg. De kan heller ikke længere –uanset hvor vellykkede de måtte være – være repræsentative.

Den nihilistiske forbrugerkultur lader sig ikke sammenfatte i et kunstnerisk udsagn, for det ville forudsætte at den i sig rummede et element, om så nok så spinkelt, af menneskelig fremdrift og frigørelse. Men den er lukket om alle de små jeg’er, der hver især kun vil deres eget, den er i enhver åndelig forstand livsfjendsk, og kunsten kan derfor kun behandle den kritisk, satirisk, karikerende. Det betyder ikke at muligheden for fremkomsten af stor kunst nu i vores tid vil være udelukket. Det vil blot ikke kunne blive en kunst, der på samme måde som den borgerlige, kan udspringe af de samme kræfter og ideer som bevæger samfundet i øvrigt. En nutidig kunst må under sin frådende omgang med vores kyniske samfundsliv og med den udbrændte tidsånd søge sig ned i den enkelte, det vil sige ned i os alle, for der at finde hvad der dog stadig forbinder os med mennesker, som de til alle tider –og trods alle tider – alligevel også altid har været. I en nyopdagelse af det trods alt almenmenneskelige kan kunsten finde tilstrækkelig styrke til den etiske gestus, som kan gennembryde vores tid og gøre livet nyt at se på igen.

Sådan en kunstnerisk begivenhed kunne for så vidt godt indtræffe lige midt i det gamle, danske centrum for den slags begivenheder, på Det Kongelige Teaters store scene. Men det ville i så fald være en ren tilfældighed. Miraklet kan med lige så stor sandsynlighed indtræffe på noget, der er et øjeblik før lignede en bar mark. Det afhænger af personer og grupper af personer, og de kan også af en række teknologiske og økonomiske grunde vælge – eller bare komme til – at oprette nye og midlertidige centrer hvor som helst.

Teater-støtten bør derfor snarest indstille sig på at fungere lige så smidigt, mobilt og omstillingsparat som verden i øvrigt. For så vidt den også har behov for mere generelle retningslinjer, kan den ikke læne sig op ad nogen som helst traditionelle favoriseringer. Den kan på sådan et generelt plan højst tage udgangspunkt i noget så kedeligt som statistiske sandsynligheder. Altså noget med befolkningstæthed og kilometerafstande, og hvor meget kan der være et tilstrækkeligt publikum til hvor. Hvis hele landets befolkning skal stilles lige – og det skal vi vel – så bør der i tyndere befolkede områder kompenseres for de større afstande, der jo gennemsnitligt vil være til de nærmeste midlertidige teater-centre. Fx således at én støtte-enhed i det storkøbenhavnske område ganges med en faktor 1, og på Fyn måske ganges med 1.2, og i Vestjylland måske med 1.7.

Og for nu at vende til spørgsmålet: Hvor langt er det til provinsen? Ja, man skal altså nu i al fald rejse ud af Danmark for at finde den. Man skal rejse langt, og nok også længere end ens almindelige pas vil være gyldigt. Man skal have nok have et særligt visum for at nå frem til de områder af verden, hvor der endnu findes provinser, og hvor man lever i kulturer, der er grundlæggende anderledes end vores så godt som universelle forbrugerkultur. I de områder kæmper de naturligvis stædigt for at bevare hvad de siden tidernes morgen har troet på og levet efter, men områderne skrumper uafbrudt og ubønhørligt, og pludselig vil det gå vanvittigt hurtigt, ligesom det gjorde hos os for ikke så længe siden.

Der er heller ikke noget der tyder på at denne her moderne civilisation vil blive et kortvarigt overgangsfænomen. Den kan måske som bondekulturen komme til at strække sig over tusinder af år, men det er da også muligt at den så efterhånden kan udvikle et sæt fælles værdier og nogle livsperspektiver, der rækker ud over den enkelte næsetip. Og måske kan teatret – teatret hvor som helst – hjælpe med til dét.

 

Oplæg ved teaterpolitisk konference, Svalegangen.