Min mor blev for 125 år siden født på Bjerget i Lild sogn i Vester Han Herred. De fleste i hendes familie var fiskere, og de fiskede der fra Lild strand ved Jammerbugten. Det var et farligt erhverv. De havde små både der kunne trækkes op på stranden, og i hver generation havde der været en eller to der var sejlet ud og aldrig kommet tilbage. Det blev der naturligvis fortalt om, og alle de tragiske fortællinger havde sat en livsvarig skræk i min mor. En skræk der næsten kunne formørke den betagelse vi alligevel kunne ane i hendes blik når hun fortalte om dette ærefrygtindgydende hav. Vi skulle vide hvor mægtigt, for ikke at sige helligt, det var, det hav; men frem for alt ville hun altså have det ind i skallen på os at det var noget vi skulle holde os fra og aldrig komme det nær. Hun gøs ved tanken om at der nu om dage fandtes byfolk der var så tåbelige at de bare for sjov vadede langt ud i det. Vi måtte love hende aldrig nogen sinde at gøre det. Det var kun for mænd der, som i hendes slægt gennem århundreder, havde lært deres hav meget nøje at kende, og som ikke havde haft anden udvej end at begive sig ud på det for at kunne ernære deres familier. For jo, havet tog liv, men – og det var det vi trods alt måtte agte og ære det for – det gav også liv. Det gav, og det tog.
Vi véd jo nu også at det er havet der oprindelig har givet os alle sammen liv. Alle vi mennesker, og alle andre levende væsener på Jorden, ned til de første encellede mikroorganismer der blev til for omkring 3,5 milliarder år siden, og som så ganske stille og roligt gennem den ene million år efter den anden udviklede sig til stadig mere komplekse dyrelivsformer. Vældig mange af dem har slet ikke, og indtil den dag i dag, så meget som tænkt på at svigte moderhavet, men der var desværre enkelte vanartede eksemplarer der krøb op over strandene og blev landkrabber. Havet er dog stadig vores ophav.
Vi fornemmer det vist også, uden nødvendigvis at tænke på den historie eller på mindste måde gøre os alt det der klart. Havet drager, for over for dét, og ude i det, kan vi måske ligesom på en gang glemme os selv for så at blive til dem vi i grunden er. Det er i al fald nogenlunde sådan personerne i en roman af Peter Seeberg forestiller sig det. Ved havet hedder den, og den foregår en sommerdag fra kl. 6 om morgenen til kl. 24 om natten. I det tidsrum indfinder tusindvis af mennesker sig på stranden, og time for time, minut for minut, følger vi i glimt 36 af dem.
Jo, det er dejligt vejr og kun antydningsvist en smule skydannelser, og man vil dase og sole sig og i den almindelige afklædthed nyde sig selv og jo kigge på alle de andre, og indimellem vil en og anden selvfølgelig også have en is eller samle sig med familien om madpakkerne og hvad man har med af drikkelse. Der opstår fortrolige samtaler, et par ældre herrer udveksler sindigt og lavmælt livserfaringer og mere eller mindre dyrekøbte visdomsord, mens der andre steder vrisses og skældes ud på de nærmeste, og halvkvalte ægteskabelige skænderier kan her og der blusse op og brænde ud i aske. Flirtet bliver der naturligvis også, åbenlyst eller mere i det dulgte og i meget varierende grader af ret uskyldig livslyst og aldeles skumle hensigter. Alle har også denne smukke dag i det fri og ved havet hele deres væsen og deres vanlige liv med sig, deres utilstrækkeligheder og skuffelser og nederlag, deres neuroser og deres drømme og forhåbninger, deres selvbevidsthed og deres angst.
Men altså – foran dem ligger jo til stadighed havet, og over det stråler solen. De befinder sig under og på randen af noget der er så uendeligt større og mægtigere end deres dagligliv. Og da langt de fleste af dem jo aldrig har lyttet til hverken min mors eller nogen andens advarsler, begiver de sig i løbet af dagen én og to og tre gange ud i dette hav, og straks de har sænket eller kastet sig ned i det, undergår næsten alt og næsten hele dem selv og alt hvad de er, eller mente at være, en forvandling. Væk er langt de fleste og det meste af deres mangfoldige jeg’er; de glemmer sig som individer og er lige ved at blive ét med alle de andre i fælles fryd og salighed.
I havet er der befrielse og renselse. For det er absolut anderledes end den verden vi selv har skabt i al vores mangelfuldhed og ud fra hensigter der kun ganske undtagelsesvist kan siges at været hævet over grumsede og selviske motiver. Havet er rent.
Ja – eller er det? – Seeberg skrev denne geniale roman for nu snart 50 år siden, men allerede da lurede mistanken. Er vi ved at ødelægge det hav der kan frelse os fra os selv, det hav der gav liv og igen og igen kan forny vores liv?
Ødelæggelsen kan vi i dag ikke længere lægge tilbage i bevidstheden som en vag anelse. Vi kan ikke som der for 50 år siden ret let overbevise os selv om at havet – og naturen i det hele taget – til hver en tid eller i det mindste til syvende og sidst vil vise sig langt stærkere end ethvert menneskeligt foretagende og dem alle til sammen, hvor destruktive og giftige de end måtte være og kunne tænkes at blive. Vi véd nu for meget om hvad vi faktisk har været og er i stand til at spolere. Vi véd at vi med vores enorme befolkningstilvækst og et lige så eksplosivt tiltagende forbrug og den dertilhørende produktion af affald kan bringe naturens orden, som vi hidtil har kendt den, i alvorlig fare. Alene her i vores hjørne af verden har vi mere end 150.000 giftstoffer i omløb, og de der ikke allerede er skyllet ud i havet, er på vej. Udledninger af kvælstof, ja, det kvæler ilten og alt hvad der har brug for at ånde. Gigantiske mængder af plasticpartikler ryger i maverne på fugle og fisk, sammen med kosttilskud som kviksølv og fluorstoffer og dioxin. Det hav der fra tidernes morgen har givet liv, er nu selv ved at dø.
Og hvad vil vi så have tilbage? Hvordan skal vi da som altid før, når vi står ved havet, på én gang føle en mægtig og ærefrygtig betagelse og i det samme en ganske elementær glæde og en ny vitalitet? Når det vi der står overfor reduceres til en blot og bar spejling af vores eget grimme og grådige fjæs? Ja, og hvad skal kunsten stille op, hvordan kan den blive til, hvor kan den længere finde sin næring?
Nu må det også siges at kunsten og kunstneren heller aldrig tidligere i sandhed har kunnet forholde sig til en verden der var ganske fejlfri og fuldkommen idyllisk. Har der ikke været hungersnød og pestepidemier, krige og naturkatastrofer og alskens voldelige mishandlinger, så har der i hverdagslivet været nok af nid og nag, misundelse og svigt og forræderi, rigeligt til alt for ofte at forbitre tilværelsen. Men alle disse absurde lidelser og den fortvivlelse og det sortsyn de har kunnet føre med sig, har dog samtidig for kunstnerne været en drivkraft. De har igen og igen villet sige noget andet, bevidne noget andet, nemlig at der findes en erfaring af verden der stikker dybere og rækker ud over og hinsides alle rædsler og al ondskab. For i visse stunder eller måske kun i øjeblikke, men så til gengæld gang på gang, har de oplevet at verden i bund og grund er vidunderlig, at den ud over al forstand er skøn og prægtig, og ja, at mennesker har godhed i sig, og at kærligheden er en virkelig kraft. Og de har oplevet det så intenst at det stod som fuldkommen uafviseligt, og at de måtte, at det var nødvendigt for dem at forsøge at give lige så fuldkommen uafviseligt udtryk for det.
Gennem mange århundreder kunne de i denne natur finde inspiration og styrke. Under arbejdet med at imitere og genskabe hvad de måtte opfatte som Guds suveræne skaberværk kunne de finde udtryk for en højere sammenhæng mellem alt hvad der er smukt og godt og sandt. En verdensessens som der til evig tid ville kunne leves i og på. I naturen, ja, men også i en anden guddommelig gave: den både himmelske og jordiske kærlighed. Tit og i tusindvis af tilfælde greb man til motivet mor og barn, og navnlig i dets reneste og højeste form: jomfru Maria og Jesusbarnet. Som for at få det sagt, se her, den findes, den er virkelighed! Den dybeste og ædleste kærlighed, her er den – lad os alle fylde vores hjerter med den.
Men nu, ja hvad nu? – Forestillingen om en hellig kærlighed er blegnet, symbolerne så godt som tomme. Selv i ironisk aftapning vil de knap kunne give form til og manifestere en sand og levende erfaring. Og skaberværket, alnaturen – jo, den ligger der da stadig, men vi har jo altså ganske grundigt møget den til. Allerede for hundrede år siden blev den åbne og ligefremme, for ikke at sige uskyldige naturiagttagelse mistænkeliggjort, men det var i høj grad ud fra teoretiske overvejelser; i dag er den af helt anderledes jordnære og ildelugtende årsager umuliggjort. Så igen: hvad skal der nu blive af kunsten? Hvor skal den finde næring?
Færdig er den i alle fald ikke. Vi vil aldrig nogen sinde kunne lade være med at forsøge os med den. Der ligger i os en biologisk trang til at skabe billeder. Hvordan de så skal se ud i morgen, det er naturligvis et spørgsmål der må besvares af hver enkelt kunstner, og svaret kan jo ikke og lige så selvfølgeligt begrunde sig i en fornægtelse af nutidens virkelighed og vilkår. Ingen villet og påståelig idyllisering kan få gyldighed.
Svaret må falde spontant og i praksis og på trods af alt. Det vil uden tvivl kunne tage sig ud på måder vi endnu ikke har forestillet os, men – og jeg må nu sige det, for det er hvad jeg tror på – det vil også i sit væsen være det samme som altid før. Det vil blive til af de samme energier og med de samme både mentale og praktiske metoder som altid før: Af hvad der i sindet har lejret sig af klare sansninger og dybe erfaringer; af en bestræbelse på at have alt det med sig i den nøje og aktuelle betragtning af det umiddelbart foreliggende, og endelig måske også, og i og med den konkrete arbejdsproces, af forunderlige genopdagelser og gensyn med spejlinger og glimt af hvad der har gemt sig i dette sinds evigtmenneskelige urdyb.
For på det kan der, som på havet, sejles. Og det kan som bekendt være farligt, og det er efter mors mening alt andet end tilrådeligt; men nødvendigt at nogen alligevel gør det. Nødvendigt for os alle sammen. Ikke at udstikke den ene eller den anden kurs, ikke at styre den lige vej, men at sejle ud og stå til søs, det er nødvendigt.