Han var ikke fri for plager, men plagede yderligere sig selv. Dette ikke særlig farvestrålende billede bør naturligvis ses blandt mange andre, stærkere og klart livslystne – det står dog tydeligt til sidst. Også når man har taget hans sparsomme selvbiografiske fragmenter i betragtning, og det bekræftes igen af det intime portræt sønnen Jens Branner leverede i sin fremragende erindringsbog ’Opbrud’. H. C. Branner kom ikke let til det, hverken at være forfatter eller sig selv, og han kunne altså indædt gøre det stadig sværere, idet han vist opfattede sit talent og sit nervesystem som forbundne kar: jo mere det sidste kunne hærges og udpines, jo frodigere og smukkere ville det første flyde over.

Der kunne ellers være mere end rigeligt at døje med. Som så mange andre kunstnere og intellektuelle med baggrund i – det man senere har kaldt – mellemlagene, kunne også Branner spilde mange kræfter på være ’anderledes’. Han ville sidst af alt falde i ét med småborgerskabet, og det forstår man så godt, men når en frigørelse fra denne nihilistiske subkultur så ofte blev forvekslet med at vælge en i øjeblikket måske mindre konventionel levevis, så kunne den så meget desto bedre fastholde ham i sit greb. Dér sad han da med en snart noget overmoden fascination af outsideren, eller hans forestilling om sådan en farlig én, mens han aldrig en dag undlod at påtage sig rollen som den heltigennem tilforladelige funktionær. Han skulle således til skrivebordet og skulle blive der det samfundsbestemte antal timer, og den ørkesløse stirren på det hvide papir kom til at lægge beslag på en væsentlig del af hans tid og energi.

Han var for resten nogenlunde jævnaldrende med denne automatiserede arbejdsmoral, som omkring århundredskiftet var vundet frem med industrialisme og dertilhørende lønmodtagerholdning. Hvor arbejdsindsatsen blev løsrevet fra enhver vurdering af opgavens eventuelle nødvendighed, og arbejdsdagen blev en kalkuleret konstant, aldeles uafhængig af solens hældning og gang over himlen. Dermed kunne jo også et savn begynde at murre i sindet. En længsel piblede frem, efter den ikke-industrialiserede verden og efter al den naturlighed som førhen ligesom bare havde bestemt over dagen og vejen. Væk var den nu, og Vorherre velsagtens også, og fra digterne forlød det allerede at saligheden hellere måtte søges i synet og duften og berøringen af det duggede aks og den hvide pigebarm over det blanke fjordvand. H. C. Branner voksede op med den kult, og hans forfatterskab udfoldede sig under dens kulmination. Frelsesvejen var da efterhånden specificeret som seksuel emancipation, men den tilbedte guddom var ikke kun kvinden, også barnet, og gerne dem begge, som billeder på det naturlige menneske. Han var dog især optaget af hende. Den store moder og den barmhjertige søster. Den gavmilde og grusomme elskerinde. Hun skaber ham, og gennem hende kan han vinde verden. Eller gå til grunde, miste alt. En for så vidt omfattende, og for så vidt bevægende, mental forberedelse på den kvinde der snart skulle dukke op foran: hverken mere eller mindre naturlig end han, men ganske nøgternt parat til at overtage hans positioner i samfundet.

Men med hende som hovedfigur, og med en af disse halvt drømte, farlige mandetyper som en anden, havde han pådraget sig et stof af en uoverkommelighed der kunne gøre det til en værdig modstander for hans formidable begavelse. Og truede arbejdet engang imellem alligevel med at gå alt for glat, havde han andre vældige vanskeligheder til rådighed, såsom spørgsmålet om menneskehedens fremtid. Fra sin debut i 30’erne havde han været vant til at skulle forkynde et eller andet, enhver forfatter forventedes jo at møde op til tiden med et klart svar, og det krav skærpedes med krigen. Herefter skulle han endvidere opfinde en ny etik, ja et nyt menneske, og det var endelig også velset hvis han af og til lod sine profetiske syner gå videre til offentligheden. Men endda på trods af de umuligheder, og i kraft af dem, formåede H. C. Branner til syvende og sidst at frembringe et af det 20. århundredes store forfatterskaber, i sin kerne helt originalt. Hans psykologiske geni gjorde det, i ledtog med hans sikre stil, dens ligefremme prægnans og særlige gentagelsesteknik som var mere end en teknik: en kontinuerlig improvisation der modulerede visse fraser, gang på gang lagde noget til deres betydning og således i spillet med det narrative forløb avlede stadig mere komplekse udtryk. Musik.

Det kan være den kom til at klinge renest og dybest i ’Rytteren’. En erotisk-eksistentiel perfektion af en roman, om hvilken Tom Kristensen dengang mente at den var en verdensberømmelse værd, og en lignende bog ville da også i morgen, hvis fx en Milan Kundera udgav den, kunne føje substans til hans renommé. Alligevel har debutromanen ’Legetøj’ for det meste været min favorit. Allerede da jeg skulle læse den i 1. g. – endnu i Branners levetid – ramte den mig med en overrumplende kraft, og dét ikke blot fordi den onde Feddersen sad der så lyslevende foran mig, oppe bag katederet. Nej, også fordi den unge helt og den unge heltinde var størrelser som vi andre ganske uanstrengt og befriende kunne vokse ind i, og siden har jeg igen oplevet flere af de andre ansatte i Kejserboderne som de livagtigste i forfatterskabet. Forfatteren havde endnu ikke alt for mange ideer om hvordan mennesket burde se ud og tillod sig at være lystigt forgabt i mennesker som de var.

Hans kone havde hjulpet ham med det. Da han før ’Legetøj’ hele tiden fik sine noveller tilbage fra aviser og forlag og var ved at give op, sagde hun til ham at det var fordi han prøvede at skrive, som han troede andre ville have det. I stedet skulle han bare gøre som han selv syntes, og det gjorde han så, og hvis han senere hen i visse tilfælde blev ophavsmand til mindre inciterende stykker, så var det jo nok af den simple grund at han ikke huskede ordentlig på, hvad hun havde sagt.

Trykt i MINDERIDS, Det Danske Akademis syvårsbog.