I byen Mainz boede engang, for mere et halvt årtusind siden, en mand der hed Henschen Gensfleisch. Han var ikke nogen fattig mand, for han ejede en klump bly, men han var på den anden side heller ikke så rig at han kunne anskaffe sig en kanon, for så at fyre den her klump bly af mod en af tidens mange middelalderborge.

Der var altså brug for en lille smule opfindsomhed, og Henschen Gensfleisch var heldigvis ikke uden opfindsomhed. Det havde allerede vist sig da han i tyveårsalderen var begyndt at fremstille og falbyde såkaldte valfartsspejle. Hans kunder var pilgrimme der hvert syvende år rejste til Aachen, når relikvierne i domkirken dér blev vist frem. Det gav øjeblikkelig kraft til sjælen at skue disse relikvier med egne øjne, men hvis man nu også holdt sit valfartsspejl op foran dem, så kunne man tænke sig, at meget af denne kraft ligesom ville fæstne sig i spejlet, og man kunne tage den med sig hjem til Mainz, så konen og børnene også kunne få glæde af den.

Meget tydede således på at Henschen Gensfleisch var i fuld gang med at opfinde kameraet. Et apparat som siden skulle vise sig uhyre nyttigt, også til mange andre formål end at hjembringe noget af den kraft vi suger til os på feriestederne. Men Henschen har nok alligevel sat næsen op efter at opfinde noget endnu mere betydningsfuldt, og han havde jo altså stadigvæk den her klump bly, og endda lidt andre metaller at blande det med.

En skønne dag fik han da den idé at dele sin legering i en masse små kugler, og hver af dem formede han til et bogstav. Kort forinden havde hans opfindsomhed i øvrigt ytret sig i et navneskifte. Han gad bare ikke længere hedde Henschen Gensfleisch – eller Hansemand Gåsekød som det måske ville lyde på dansk. Han valgte da det langt stateligere navn Johann Gutenberg, og det var som sådan en mand han nu trådte frem som opfinder af bogtrykkerkunsten.

En opfindelse der konkurrerer med meget få andre – såsom beherskelsen af ild og tæmningen af dyr og planter – om at have skabt den mest omfattende revolution i alt hvad vi kender til af civilisatorisk udvikling. Hvis Gutenberg med sit bly og en kanon i heldigste fald havde kunnet slå et lille hul i en eller anden borgmur, så lagde han nu, med sit metalalfabet, og i løbet af nul komma fem, stort set samtlige middelalderborge i Europa i ruiner.

Typografien foranledigede en eksplosiv vækst i mængden af bøger, blade, pamfletter og reklamer af enhver art. Den blev forudsætningen for almen skoleundervisning og for udbredelsen af kolossale stabler af tidsskrifter og aviser; den rejste stribevis af biblioteker og universiteter; den kom til at beskæftige millioner af mennesker i alle disse virksomheder, institutioner og anstalter, og den dannede det nødvendige grundlag for reformationen og folkesprogenes kultivering, for oplysningen, industrialiseringen og det moderne demokrati.

 

Alligevel kunne man så sent som i 1950’erne, hvor alle disse læsningens velsignelser også for længst var blevet udbredt blandt os danskere, vokse op i et dansk hjem, hvor læsning var forbudt. Og det var jeg så heldig at gøre.

Forbuddet gjorde mig tidligt til en lidenskabelig læser. Som bondedreng skulle jeg jo hvert øjeblik hakke roer eller stakke hø eller muge ud under køerne eller fodre hestene eller tusind andre ting, der hele tiden stod og skulle gøres, og min far betragtede enhver anden beskæftigelse end netop disse tusind ting som tidsspilde. Ting nummer tusind og ét – som jo meget passende kunne være læsningens nummer – anså han faktisk ikke alene for tidsspilde, men også for at være skadelig. Han mente at den ville opmuntre til overdreven fantasifuldhed, til løgnagtighed og svigtende arbejdsdisciplin, til indbildskhed og selvretfærdighed og ulydighed; han mente kort sagt at læsning ville ødelægge alle mine muligheder for at blive et anstændigt og almindeligt respekteret menneske. Jeg tør endnu den dag i dag ikke afgøre om han måske delvist kan have taget fejl. Jeg véd kun at jeg var parat til at løbe enhver risiko for en hvilken som helst forfærdelig tilværelse. Jeg ville læse.

Og da det alligevel så småt, efter at jeg havde lagt de første skoleår bag mig, blev tilladt at læse lektier i et op til en halv times tid om dagen, så lod jeg jo lektierne ligge, for i stedet at læse i de romaner, jeg kunne låne på skolens bibliotek og med bankende hjerte havde fået smuglet ind på mit værelse. Det hændte engang imellem at min far, uden først at banke på, trådte ind på mit værelse, når jeg lige havde fundet en roman frem fra dens gemmested og allerede ikke længere sansede noget som helst omkring mig. Det blev da en brat opvågning til virkelighedens verden. Han vrede var frygtelig, og straffen blev hård. Enkelte gange så hård at jeg blev nødt til at finde på sjove historier for at kunne forklare mine skolekammerater, hvor jeg havde de der blå mærker fra.

Dermed havde jeg jo sådan set også allerede indledt en karriere som forfatter. Ideen til sådan én fik jeg ellers først for alvor da jeg som tretten-årig havde fået fat i en kæmpemæssig og ældgammel roman om en mand, hvis navn jeg ikke kunne udtale, men som skolelæreren mente måtte hedde noget i retning af Don Kisjåt. Historien om ham virkede for resten langt kedeligere end noget andet jeg hidtil havde læst, men den slags spillede ikke nogen rolle for mig. Bare det var læsning, så var jeg tilfreds, og selv om jeg også somme tider kunne skaffe et par timer læsetimer søndag eftermiddag, så tog det mig en hel vinter at komme igennem dem. Til gengæld havde jeg lige fra de allerførste sider gjort en stor opdagelse, og en opdagelse som jeg undervejs gennem de tre bind adskillige gange kunne genopdage, og som siden hen skulle få stor betydning for mig.

Jeg opdagede hvad litteratur var for noget. For det første at den var skrevet af en forfatter, for han fortalte her i Don Kisjåt med det samme at det var ham selv, der havde skrevet den; og for det andet at en roman slet ikke altid – sådan som jeg i mine første læseår havde antaget – var en beskrivelse af noget, der var foregået i virkeligheden. Det drejede sig her ganske tydeligt om en bunke løgnehistorier som forfatteren satte op over for hinanden, og over for andre han havde læst i nogle endnu ældre romaner. Og jeg var nu gammel nok til at kunne indse det: Det hele var en slags leg, og legetøjet var forskellige forestillinger om hvordan verden kunne opfattes, og jeg fik med det samme lyst til at lave mit eget.

Først senere hen gik noget andet op for mig – for jeg har senere i livet aldrig glemt den roman – og det er kommet til at stå stadig mere klart, at der midt i spillet af uvirkeligheder kan opstå billeder og figurer, som gang på gang har det med at manifestere sig i netop virkeligheden. Don Kisjåt og Sancho Panza har både jeg og vældig mange andre læsere kunnet genkende som sider af os selv, men også som en arketypisk pardannelse der uafbrudt og alle vegne etablerer sig mellem mænd. Et aktuelt – ikke særlig lystigt, men dog slående –eksempel kunne være fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, der besatte af en illusorisk fortid og med den højeste grad af indbildt heroisme kæmper mod drabelige vindmøller, den ene med glødende blikke, den anden med et svedent grin.

 

Læsningen af Don Kisjåt blev for mig skæbnesvanger, og det er en fare som ingen læser nogen sinde bør se helt bort fra. I sagens natur kan man dog ikke udsættes for den mere end en enkelt eller meget få gange i løbet af ens læsertilværelse. Det er derfor heller aldrig med henblik på sådan en begivenhed at man vælger bøger, for den kan kun indtræffe uforvarende. Man vælger jo ellers bøger og man læser dem med helt andre og langt mere overskuelige formål.

Man læser for eksempel for at glemme alt om sit liv. Det er nok også den vigtigste af alle de grunde man kan komme i tanker om, vigtigst i al fald for forlagene og boghandlerne og muligvis også for husfreden i mangt et hjem. Den der læser laver ingen andre ulykker, og man kan måske endda blive tilbøjelig til at ville vise sig fra sin bedste side, når man sådan nogle timer har kunnet identificere sig med en portugisisk sørøver, der med hjertet på rette sted kapper hovederne af nærige og tyranniske kaptajner; eller med en fransk adelsfrøken der på det skønneste svælger i ulykkelig kærlighed og på tragisk vis kommer af dage; eller måske bare med en dansker der drister sig til lidt længere ud i det ene og det andet end man selv ville gøre og så da også kommer grundigt i fedtefadet. Ja, man kan, når man lægger sådan en bog fra sig, vel ikke andet end glæde sig over at det ikke var én selv, og at man dog altid og trods alt har opført sig noget klogere.

Eller man læser for netop det modsatte, for at møde sig selv, for at forholde sig til sin egen tilværelse, for at få nye perspektiver på de problemer man tumler om, for at udvide, måske ændre sin selvopfattelse. De bøger man i så fald vælger er af den slags, der også kan bruges som argumenter for at vi skal have en statslig litteraturstøtte. Eller i hvert fald indtil for nylig har kunnet inddrages i sådan en argumentation. Fordi de skaber ’erkendelse’, ’fornyelse’, ’dybde’, ’medmenneskelig forståelse’, ’engagement’ ud over egen næsetip – alt sammen noget det moderne samfund, også indtil for ret nylig, har ment at kunne bruge til noget.

Men lad os nu lige i aften lade den side af sagen ligge.

Lad os nu bare fejre læsningen. Og den bedste læsning – hvis jeg nu skulle sige det for mit eget vedkommende – det er oftest den, hvor jeg både føres langt væk fra mig selv og i samme bevægelse kommer mig meget nærmere; hvor jeg på én gang kan glemme mit liv og genopleve det som i en erindring. Eller sagt på en anden måde: Hvor sproget på én gang bliver et ganske intimt og nærmest grænseløst rum at færdes i, og hvor verden i al mærkværdighed bliver fuldkommen ligetil.

 

Og hvad så med Henschen Gensfleisch? Manden fra Mainz der i 30-års alderen begyndte at kalde sig Johann Gutenberg og derpå opfandt bogtrykkerkunsten og således gjorde sig skyldig i så mange menneskers læsning. Ja, eventyret om ham er nok her efter fem hundrede år ved at nærme sig sin slutning. En eller anden Hansemand Gåsekød, eller hvad han nu måtte kalde sig, har omsider fået en endnu bedre idé. Noget med elektronik og logaritmer og berøringsfølsomme skærme, i stedet for tryksværte og papir, og det skal han nok få succes med, og det vil medføre store kulturelle forandringer. Undtagen måske lige for os læsere, i egenskab af netop læsere, for vi læser bare videre.

Uanset alt hvad vi véd om hvor farligt det er, hvor ødelæggende det kan være for alle autoriteter, hvilke trusler det end kan indebære for produktiviteten og den økonomiske vækst. For vi vil bare læse. Koste hvad det vil.

Tale ved åbningen af KØBENHAVN LÆSER.