Det er synd for Jorden, siger en gammel hyrde hos Tjekhov, hen mod slutningen af 1800-tallet. Det er synd for skoven og floderne, for hvert eneste levende væsen, Gud i himlen hvor er det synd! Men mest synd er det for menneskene. – Få år senere nåede Strindberg, sikkert helt på egen hånd, frem til det samme, eller næsten det samme, idet gudedatteren i hans ”Drömspel” kunne udbryde: Det är synd om människorna!

Det var noget nyt i verdenshistorien. Så synd havde det aldrig før været for nogen. Vel ikke fordi menneskene før Tjekhovs og Strindbergs tid havde haft det så meget lettere – det overbeviser læsning af ældre forfattere heller ikke om – det var blot aldrig faldet dem ind at deres sorger og lidelser, deres ensomhed og uhjælpelige kurs mod døden var aldeles meningsløs. For først da bliver det jo synd for os, når det gør ondt uden at det tjener noget formål. Hverken Guds eller kongens, og hverken noget nutidigt eller noget kommende, hverken næsten eller én selv. Og førhen havde man altid kunnet få øje på sådan nogle undskyldninger for lidelsen, det havde ved enhver lejlighed været muligt at se en mening, hvor hårdt det end måtte gå ud over både den ene og den anden. For det kunne tænkes at det var nødvendigt for landet eller bare landsbyen, eller det kunne være at Hans Peter fortjente så grum en straf, og at Elsebeth virkelig trængte til at få sin sjæl lutret, og ikke tale om at det skulle være synd for nogen af dem.

Sådan var tankegangen i bondesamfundet, og det havde eksisteret over alt på kloden i tusinder af år. Det havde formet en kultur som uden sammenligning var den største og stærkeste verden endnu har set, og dens langsomme undergang – her i løbet af det sidste par århundreder – har efterladt os arvtagere i et mulighedsfelt, der historisk er uhørt åbent og forhåbningsfyldt, og med en række nye opgaver hvis sværhedsgrad er tilsvarende frygtindgydende. Vi har skullet – skal stadig – opfinde helt nye måder at leve på, men også nye måder at opfatte alting, livet og os selv, på. Mens det i bondekulturen sagde sig selv at alle og enhver skulle holde sig til den jord, de havde fået overdraget af deres fædre, så må vi jo nu hver især og mutters alene hitte ud af, hvad og hvor vi skal gøre af os. Og mens man i bondekulturen kunne få fornuftig besked på hvem man skulle gifte sig med, af hensyn til gårdens og slægtens fortsatte trivsel, så må vi nu, hver i vores ensomhed, ligge og rode med hvem og hvordan eller hvorfor overhovedet ikke. Og mens alle familier i bondekulturen med sikkerhed vidste at børnene skulle opdrages til arbejdsomhed, udholdenhed og sparsommelighed, for ellers ville de ikke kunne overleve, så aner vi nu slet ikke hvilken fremtid vores børn bør forberedes på, eller om vi måske ikke bare skulle overlade udviklingen af eventuelle dyder og styrker til dem selv. Og så videre.

Der herskede i bondekulturen en selvfølgelig orden. Den byggede på et sæt værdier som ingen for alvor kunne betvivle, det omfattede alle aspekter af den enkeltes tilværelse, og den kunne socialt forløbe ret gnidningsløst, så længe denne enkelte var på det rene med, at stabiliteten i både det lille og det store samfund var noget langt vigtigere end hensynet lige til ham eller hende. I dag – i det moderne som vi kalder den civilisation, der afløste bondekulturen – vil vi på tværs af alle andre interesser forsvare hensynet til netop den enkelte, som samtidig er blevet et selvstændigt privatmenneske. Og som sådant rager hans og hendes øvrige liv og levned så højst en statistik og et antal paragraffer i vores langt mindre værdibegrundede, men så meget desto mere vedtægtsbestemte samfund. Går det os godt, kan vi jo glæde os, i hvert vores lille privatliv, og ellers er det bare værst (og synd) for os selv.

Man kan sige at i Danmark udåndede bondekulturen endeligt i 1960. Det år kom landbrugets bidrag til landets samlede økonomi for første gang under de 50%. Meget af kulturens indhold var da for længst forstøvet, enkelte rester af den har alligevel levet videre helt op i nutiden – fx som drømme om et enkelt og nøjsomt familieliv i pagt med naturen, eller som mistro mod ’fremmede’. Bondekulturens forlis – efter den årtusindlange dominans – blev således også en meget langstrakt affære: de første sikre tegn på det kunne tydes i 1700-tallet, men endnu i 1930’erne kunne den hos en Kaj Munk tage sig ganske livskraftig ud. Bondesamfundet i hans skuespil ”Ordet” har ikke løsnet et eneste af sine bånd om personerne, og de fleste af dem finder sig fortsat rigtig godt tilpas med den gammeltestamentlige Vorherre, for Ham kan man heller ikke løbe om hjørner med. Stykket rejser da spørgsmålet: er kristendommen, her tusind år efter at danerne påstodes at have annammet den, dog aldrig nået helt til Danmark?

Men der tilbage i 1700-tallet, hvor al denne rodfæstede gammelhed altså alligevel var begyndt at knirke, skrev for eksempel tyskeren Goethe en bog om en fyr, den unge Werther, der alene i kraft af sin forlibthed i en dame mente, at han burde have hende. Selv om hun allerede var forlovet med én som hun i enhver fornuftig forstand passede til! En katastrofal uorden, og Werther måtte forventeligt nok gå under på sin hensynsløse lidenskab. Men ikke mere end en generation eller to senere kunne han være sluppet af sted med den, en ubondsk verden var nu meget stærkt på fremmarch, og fra midten af 1800-tallet kunne ingen længere undgå at se og mærke det. I al fald ingen digter, for det kan man ikke være uden at se og mærke, hvad der foregår i virkeligheden.

Man kunne dog så reagere forskelligt. Man kunne med det samme være tilbøjelig til at lade som ingenting. Eller man kunne sætte sig for, roligt og nøgternt, at registrere de åbenlyse forandringer. Eller man kunne (ikke lade være med at) betragte de her nye tider som et rædselsfuldt forspil til verdens undergang. Eller tværtimod begejstret hilse dem velkommen og tro på, at først nu ville livet rigtig begynde.

Lade som ingenting? Nej, ingen af dem vi husker lukkede bare øjnene. Men det var for enkelte af dem det mest iøjnefaldende ved tilværelsen, at den ikke var fuldstændig domineret af tidens gang og skiftende ydre omstændigheder. Den havde en holdbar kerne som det da var nærliggende at tage udgangspunkt i, det gjaldt for forfattere som Emily Dickinson og Lev Tolstoj og Jakob Knudsen. Når de skrev om sig selv og andre (mere eller mindre fiktive) personer i ganske konkrete og samtidige omgivelser – for dem vendte de slet ikke ryggen – så hæftede de sig især ved sider af det hele, som næppe tidligere havde set væsentligt anderledes ud eller nogen sinde ville komme til det. Forskellige sider af noget vedvarende identisk: den umiddelbare sanseverden, og sanseligheden selv, eller et basalt menneskeligt følelsesregister eller de evindeligt stillede og ubesvarede spørgsmål om en sand mening, ikke kun med noget, men med alt. Og i samme omfang som dette kunne gøre dem til særlinge i deres egen tid, har det gjort nogle af dem forunderligt nærværende i flere andre tider.

Der var endda mange flere end de netop nævnte af den slags forfattere – i en vis forstand er de det nemlig alle. Alle de forfattere der er blevet klassikere har haft fat i eksistentielle grundvilkår. Instinktivt eller velovervejet, i munter spontanitet eller desperat higen er de gået efter det direkte og lyslevende syn – om så blot i et øjeblik – af den ideale målestok, der egentlig gør det muligt – og hele tiden så nødvendigt – at skrive og skrive om alt det, der ikke passer til den.

Også Baudelaire og Flaubert. Skønt de nok umiddelbart ville benægte at der overhovedet fandtes sådan et endegyldigt ideal, eller aflæse det som et stort nul, og skønt de ville tage den moderne verden, der nu pludselig i al sin hæslighed var over dem, som et uigendriveligt bevis på altings absolutte meningsløshed. De to franskmænd udgav i året 1857 hver sin bog, ”Syndens Blomster” og ”Madame Bovary”. Begge fuldkommen uhørte i deres kynisme, begge afgrundsdybt forargelige, ja kriminelle, disse vilde unge digtere skulle da også snart få med politiet at bestille. Men for Baudelaire var livet allerede i sig selv den værst tænkelige straf, idet det ubarmhjertigt og udsigtsløst spærrede ham inde i en materialistisk hverdag, og som i en isolationscelle i hans egen dødelige krop, og ellers bare kunne henvise ham til sex og aviser. Og Flaubert gjorde sig på sin side heller ingen illusioner: hans portræt af ægteskabet, som man nu efter bondekulturen fik svært ved at se noget formål med, lyser som et blankslebent knivsblad, iskoldt og farligt eller i næste øjeblik som med et stille diabolsk smil. Emma Bovary – som forfatteren trods alt var stærkt betaget af, ellers havde vi andre heller aldrig gidet læse om hende – hun svajede i skuffelsen over sin småborgerlige tilværelse mellem drømme om en romantisk ungpigetid og en mirakuløs social opstigning engang i fremtiden. Andre handlemuligheder end lamme og skæve sidespring kunne hun ikke finde frem til, men hun kunne derfor snart for andre kvinder blive det negative afsæt for et oprør mod det, for begge køn, uværdige i den udhulede patriarkalske ægteskabsinstitution.

En historie om universel undertrykkelse kunne det altså blive, men var dog fortsat også en skildring af et særligt temperament. Emma ville have været ganske anderledes stillet hvis hun havde ejet bare en smule af den voldsomhed og handlekraft, der kendetegner hendes i Danmark mindst lige så berømte litterære søster, Marie Grubbe. En mindst lige så opdigtet skikkelse også, selv om en historisk og mundtligt berygtet Marie, der levede omkring 1700, var gået forud for alle senere skriverier. Holberg var først på pletten med sin pen; senere tog Blicher hende under behandling i sin fortælling om Morten Vinge; en forsigtig H. C. Andersen opsummerede derpå de ikke alt for uanstændige træk af hendes historie, og endelig kom så I. P. Jacobsen med sin skildring af hende i stort format og fuld figur. Et godt eksempel på at litteratur avler mere litteratur, og Jacobsen afslørede selv gerne forholdet ved direkte at inddrage Holberg i sin romanhandling, idet han jo samtidig gjorde sig klart, at hans egen version blev til i en genoptagelse og videreførelse af Holbergs oplysning: uden nogen spekulationer om en mening med Maries usædvanlig livslystne forlis, uden at søge hverken forklaring eller forløsning for hende nogen andre steder end i den empirisk påviselige jordiskhed. Jacobsen var darwinist og naturalist, den totale afvisning af enhver hinsidighed var for ham et moralsk adelsmærke, og Marie blev en kvinde der troede på den nøgne virkelighed, en kvinde der havde vilje til at leve livet som det kunne falde, og som med åbne øjne ønskede at påtage sig både de dejligste og de mest grufulde følger af sine erfaringer og sit begær. Meget af den samme tapperhed kan man finde hos Herman Bangs Katinka Bay, i ”Ved vejen”, og det endda i et langt skrøbeligere sind, en mindre livsduelig krop. Katinka tåler enhver ydmygelse, indkapsler sine længsler, hun opretholder for sig selv en værdighed ved at bide al smerte i sig og skjule de bitre tårer. En heroisk passivitet er hendes og mange andre Bang-personers afgørende egenskab. Dermed ville de næppe kunne bære så spændende fortællinger som de gør, hvis de ikke også i kraft af forfatterens stilistiske og narrative virtuositet kunne fremtræde så funklende vitale.

Mens de faktiske forhold i tilværelsen således leverede strøm til fiktionerne, blev de af andre gjort til genstand for mere saglige, om end ikke mindre lidenskabelige refleksioner, med henblik på en politisk kamp. Mathilde Fibiger og Victoria Benedictsson så kun alt for klart elendigheden i forholdet mellem kønnene, men de betragtede samtidig den moderne tidsånd som et fremragende udgangspunkt for en vidtrækkende emancipation af både kvinden og manden, turde oven i købet håbe på en endelig virkeliggørelse af den fri og sande kærlighed. Nødvendigheden af at reagere på de ændrede samlivsbetingelser var der også mænd der kunne forstå, især dramatikeren Henrik Ibsen, men også samfundsanalytikere som Frederik Dreier og Georg Brandes, skønt de hver især havde flere andre opgør på tapetet. Brandes formulerede en tidssvarende, realistisk og anti-romantisk litteraturs program. Han kæmpede, også på det unge demokratis vegne, mod alle rådne rester af udlevede forestillingsformer, men han forudså samtidig det demokratiske massesamfunds tendens til at banalisere sig i nye fordomsfuldheder, legitimerede af et rådvildt flertal. Han var i sin lange levetid med til at forme en ny type, den permanent kritiske intellektuelle, og blev selv en af Europas førende af slagsen. Så at sige alle aspekter af det politiske og kulturelle liv, og i adskillige lande, kom han omkring, og frem for alt i en skarp, elegant og humoristisk prosa, som siden har bidraget til udviklingen af det danske sprogs polemiske repertoire, i næsten samme omfang som H. C. Andersens dagligsprog allerede havde sat skub i en levende fortællekunst. En beundrer af Brandes, som snart skulle blive hans jævnbyrdige og mere til, var novelle- og romanforfatteren Henrik Pontoppidan. Endnu videre nåede han omkring på sine brede vinger: fra et rasende socialt engagement til en skuffet og skånselsløs kritik af forfængeligheden og hykleriet også i venstreradikal politik; fra sindrigt anlagte og flot gennemførte undersøgelser af de (umiddelbart) gloriøse vilkår for den nye og (tilsyneladende) fuldkommen frigjorte ener til ydmyge bekendelser til en simpel og naturhengiven livsførelse.

For efter nogen tid i opbrud fra den gamle kultur kunne man dårligt undvære noget mere bestandigt end hinandens personlige moral at tro på igen. Og Gud ansås jo af de moderne og deres filosoffer for at være død; psykoanalysen gjorde det af med al eventuel tiltro til at den menneskelige bevidsthed i mere end øjeblikke kunne være selvberoende; det jordløse familieliv var ude i en tumult der så ud til at blive lige så langtrukken som det selv, og det nye, borgerlige samfund som helhed var kun i stand til – det stod for længst klart – at opretholde et minimum af stabilitet gennem uafbrudte forandringer.

Naturen kunne man da ty til. Når også blot heldige omstændigheder forekom for tvivlsomme at bygge livet og lykken på. Og naturen blev af digterne i det jyske, også kaldet det folkelige gennembrud genstand for en tilbedelse, der godt kunne hamle op med de missionskes gudsdyrkelse i inderlighed og henrykkelse. Thøger Larsen blev af solen, fjorden og de badende piger, paradisisk nøgne, ført op i svimlende saliggørelser. Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen kunne i øjeblikke, der var som evigheder, forene naturoplevelsen med barndomserindringer eller kærlighedslykke. Men for Aakjær gav det samtidig varig mening at kæmpe for samfundets svage og udstødte, med ét ord for folket, og Jensen fattede håb om store tider forude ved at betragte teknikken og dens stadig forbløffende bedrifter. Nøjagtig de samme som nogenlunde på samme tid kunne fremkalde apokalyptiske syner hos en Ernesto Dalgas.

Det praktiske liv og det arbejdende folks erfaringsverden fik dog for alle en betydning som man før kun havde tillagt åndelige sysler, og bønder og andre jævne mennesker kunne så småt skildres som mere end løjerlige bifigurer eller skakbrikker i højere (stats)magters tjeneste. Der skete altså det umiddelbart besynderlige, ikke mindst for bønderne, at de først rigtig begyndte komme til orde, her hvor bondekulturen smuldrede, mens de i hele dens storhedstid kun havde haft forbindelse til de litterære subkulturer ved at finansiere dem. Alle disse hidtil så underomtalte værdiskabere – hvoraf mange snart var på vej ind i en ny (og som det skulle vise sig: ret kortvarig) arbejder- eller industrikultur – er måske stadig underlagt et folkloristisk blik i Lies og Drachmanns fiskerhistorier. Men fx hos Bregendahl og Nexø ser man allerede en anderledes nutidig forfatterholdning, i øjenhøjde med personerne, og en hverdagsrealisme som senere blev grundlaget for en række centrale forfatterskaber som Hans Kirks og Knuth Beckers. Sidstnævnte havde bedre end nogen greb om et andet stort forhåbningstema i det tyvende århundrede: barnet. Og selv om han måtte se det grusomt beskæmmet, blev barnesindets vidunderlige potentiale dog stående i hans romaner. Der var alligevel altid noget at trække på dér, ligesom andre havde fundet brugbart gods i de bondske gammellivsformer, som de jo samtidig måtte vise som døende. Sådan som det fx også kunne være tilfældet med de stærke traditioner i ”Inden for murene”, Henri Nathansens spil om en anden alt for ofte ringeagtet befolkningsgruppe, den jødiske. Eller med sagnstoffet i Knud Rasmussens sange om grønlænderne.

Hans Egede Schack, som ikke helt tilfældigt indleder dette bind, blev med ”Fantasterne” en af romantikkens tidligste kritikere. Den fantasi, som for romantikerne havde været vejen til virkeligheden, førte i hans roman i modsat retning og lige lukt videre ud i vanviddets ødemarker. Men undervejs kunne kærligheden dog endnu frelse. Den del af den romantiske arv vedkendte han sig gerne, og det er vi op gennem tiden blevet ved med at gøre. Selv om kærlighedens talløse forhindringer langtfra er blevet overset, så er drømmen om dens forvandlende og helende kraft undertiden blot svulmet så meget desto voldsommere, som erfaringsgrundlaget tyndede ud. Eller man forsøgte i det 20. århundredes praktiske og entreprenante ånd at gøre kærligheden mere håndterlig: man rørte den op med ovennævnte natursværmeri plus en dertilhørende sundhedsdyrkelse, tilsatte en god håndfuld kristenfjendsk uskyld og kaldte så hele farsen sex. For ikke så få blev denne sex – som førhen kærligheden – det højeste man kunne opnå her i livet, og det kunne jo kaldes en demokratisk livsanskuelse, især når den blev forbundet med en anti-intellektualisme, en skepsis og en foragt over for alt, hvad mennesker ikke alene kunne udrette med de nederste etager af sig selv. Lys, luft und Liebe, sådan kunne Pontoppidan straks ved begyndelsen af 1900-tallet parodiere den begejstrede naturlighed. For allerede fra den tid gik der – her og der parallelt med anti-intellektualismen, andre steder med forskellige renhedsbestræbelser (ved fjernelse af folkeslag og arveanlæg, men også af syndig erotik via den såkaldte seksuelle frigørelse), undertiden sammenflydende i ét ælte – strømme af forventninger om at kødets lyst ville kunne forløses i kultiske fællesskaber omkring troen på og tilbedelsen af jordens og blodets kræfter. De kunne i 1920’erne og 30’erne, hos fx en Knut Hamsun, munde ud i storslåede litterære visioner. Eller – i det tyske folk – i dødsdrift og brutalitet.

Heldigvis blev der ved med at være forfattere der ikke var særlig ivrige efter at sælge den nyerhvervede individualitet, hvor tung en byrde den end kunne være, for nogen kollektiv forløsning. Ved at holde fast i det personligt erfarede, og i et sprog der heller ikke snød sig fra det, blev det ikke alene ganske ligetil, men uundgåeligt for dem at afsløre og afvise alle mulige ideologiske surrogater for en folkelig samhørighed, hvad enten disse mere eller mindre udspekulerede net til fangster af menneskemasser kaldte sig nation eller parti eller blot som førhen var en sekt, der kunne udlove anparter i himmelske boliger. Nogle turde endda affærdige videnskabeligt begrundede utopier om et nyt og klasseløst tusindårsrige, i teorien endnu mere urokkeligt og konfliktfrit end den gamle bondekultur. Hvis der i den moderne verden eksisterede en reel mulighed for et nyt fællesskab, kunne den, for de her forfattere, netop kun udgå fra det enkelte individ, og de lagde heller ikke skjul på at det nok allerede indebar meget store problemer bare at hænge sammen med sig selv. Så tidligt som i 1840’ernes Sankt Petersborg er det kulturelt ubundne bymenneske hos Dostojevski usikker på hvilket af sine virtuelle jeger, han bør spille ud med, og i den situation er risikoen for at forveksle sig med en helt anden selvfølgelig åbenbar. I Paris ved begyndelsen af 1900-tallet er Rilkes person, der jo nok aner at han alene må bære sin verden, chokeret over at erfare at han, som en sådan modernitetens Atlas, med et univers på sine skuldre, er et usselt fnug i storbymylderet. Og i det samtidige Prag opdager Kafka at den døende kulturs stramme bånd om mennesker hastigt erstattes af vildt voksende stabler af reglementer og forskrifter, og at de bygger samfundsborgeren ind i totalt uoverskuelige magtlabyrinter, hvor han umuligt vil kunne klare sig, medmindre han fornægter enhver spontan impuls og al almindelig menneskeforstand.

Den slags omvendinger – eller med et ord der blev stadig mere brugbart: absurditeter – fik selvsagt også følger for fortællingernes form. Proportionerne i den klassiske fortælling, hvori man altid havde vidst hvad der var stort og småt og kendt forskel på op og ned, blev i den moderne roman og novelle grundigt forskudt. Her kunne en latterlig småting på et uberegneligt tidspunkt vælte en tilsyneladende bundsolid tilværelse. Og hvad der førhen ville have været en stor og skæbnesvanger eller højt udviklende tildragelse, kunne nu gå aldeles sporløst hen over hovedet på en småborger, der måske som hende i Jørgen Nielsens ”Møbelpsykose” har sans for status via boligindretning, men regner indvendigt udstyr, ånd og karakter, for noget gammelt skrammel. – Også i de lyriske udtryk gjorde individets vælde og skrøbelighed sig naturligvis gældende. Det talte ikke længere i Guds navn – men hvad var da dets eget, og hvilken myndighed kunne det tillægges? Havde det bare nogenlunde fast basis i en bevidsthed der med nogen sikkerhed kunne opfatte en omverden i flimrende forandringer? For at indkredse noget blivende, noget uvilkårligt, måtte der synges med mange stemmer, som hos Jensen og Eliot og Pessoa, og de måtte lade sig høre med skrat og ridser fra skiftende psykiske og sociale positioner og i adskillige både hviskende og hylende tonefald. Det hindrede dog ikke mangen lyriker i at spille en romantisk digterrolle og se sig som seer. Poesien kunne jo fortsat udpeges som sandhedens sted, ja som det eneste sted den i absolut forstand var til at finde, i en tid hvor ingen videnskab ville hævde, at den frembragte meget mere end hypoteser, og hvor præstens prædiken havde fortonet sig. Og vel var poeten nu også en tilfældig figur i vrimlen, men i sin digtergerning blev han slynget ud mod samfundets yderste rand, hvorfra han alene kunne tyde dets skæbne.

Indimellem – i de sjældne tilfælde der i denne kanon-bog er samlet på – kunne digteren i alle fald og som altid før synge, så enhver lille ironi vedrørende hans person måtte svinde, som en isklump mellem fingrene, og så der uvilkårligt måtte lyttes, og så vi endnu kan standse op – og lytte. Som når Sophus Claussen, muntert og fandenivoldsk, lader det onde være uundværligt i menneskelivet, for straks igen at lade det gå op i lutter kærlighed. For også slangen vil han forene sig med, optage dens kraft i sin elskov, som også er en omfavnelse af verden, og vi kan tro ham når han slutter sit heltemodige, lige så livsfarlige som livsnødvendige, eventyr og siger om dyret:

Da bliver den en guddom. Ikke Dragen ond og tornet! Det instrument, jeg blæser, kaldes Vidunderhornet.

 

Et essay. Efterskrift til Gyldendals Kanon II.