I en skoleklasse vil der måske være et par stykker, i sjældnere tilfælde en hel lille gruppe, for hvem mødet med den store litteratur bliver af afgørende betydning. De vil da ofte også i deres erhvervsvalg finde muligheder for at beskæftige sig med den, som lærere og bibliotekarer eller som medarbejdere i en af bogbranchens forgreninger. I samme klasse kan der så have været op mod en tredjedel af eleverne der, især jo i dansktimerne, fik vakt en interesse, måske temmelig varm, for litteraturen. Der var oven i købet enkelte tekster der gav dem meget stærke oplevelser, og som de vil huske resten af deres dage. De vil da sikkert også følge lidt med i den ny litteratur, så meget som deres arbejde med helt andre ting nu tillader det, og de vil engang imellem virkelig tænke på at få gjort alvor af en sejlivet drøm om at læse nogle flere af klassikerne. Og der var så resten som aldrig rigtig blev grebet af noget digt, og som aldrig fik en følelse af at selv den – ifølge læreren – allerbedste litteratur havde mere at byde dem på end alt muligt andet, men som måske alligevel pligtskyldigst har terpet lektionerne og altid vil bevare nogle navne og titler i hjernens rummelige afdeling for ubrugelige brokker. Og der kan da også i deres tilværelse opstå situationer hvor disse brokker, erindringen om et klangfuldt rim eller en udtryksfuld passage, vil fimre op i bevidstheden med en vis fornøjelig kildren.

Men nogen som helst nævneværdig plads kommer altså hverken ”Guldhornene” eller ”Hosekræmmeren” nogen sinde til at optage i de allerflestes dagligdag. Hvorfor så forlange at hver eneste skoleelev skal læse sådan nogle gamle sager? Af samme grund som hver eneste skal lære om tyngdeloven, systemskiftet og fotosyntesen: for at opnå forudsætninger for en forståelse af hvordan verden hænger sammen. Det er også muligt at en og anden ikke på noget tidspunkt vil komme til at interessere sig det fjerneste for fx elektromagnetismen, men han og hun vil dog hvert øjeblik benytte sig af den, som af alt det andet. Det er ikke alene grundlæggende vilkår, men også vitale muligheder der kan gribes med jo større sikkerhed, jo bedre man forstår dem.

Litteraturen er en del af dette væv af naturlige og kulturelle forudsætninger; den har skabt virkningsfulde modeller for en livstolkning, den har kortlagt følelsesliv og tankeformer ud i alle de ødeste afkroge, men jo også markeret de knap så uvejsomme strøg og mere frugtbare pletter. Men frem for alt har den udvidet, beriget, klarlagt og illumineret det sprog som er essensen i alt, hvad vi kalder menneskeligt.

Dette gælder naturligvis litteraturen på ethvert sprog, og der findes adskillige sprog der har lagt grund til digtning af langt større omfang og med vildere højder og farligere dybder end vores egen danske. Der er da gode grunde i overflod til at lære så mange som muligt af disse fremmedsproglige litteraturer at kende, og nok kan der også fremføres argumenter, i form af en håndfuld forfattere, for særlig at beskæftige sig med dansk litteratur, men det eneste fuldkommen overbevisende er dette, at den er skrevet på dansk. Den besidder dermed – for os der har dansk som dagligsprog – nogle kvaliteter som vi ingen andre steder kan finde, alene altså ved at være skrevet på det sprog som verden for os bliver til i, det sprog hvormed vi hver især kommer til bevidsthed, og hvormed vi sandest og stærkest kan give udtryk for følelser. I den klassiske danske litteratur – men da også her og der i den nyeste – har dette sprog opnået sin smukkeste og reneste klang, sin største, mest bevægende udtryksfuldhed. Derfor bør ingen dansktalende snydes for den.

Det er der alligevel nogen der mener, at de dansktalende bør, i al fald de allerfleste af dem. Eller at de skal have lov til at slippe for den, som man nok vil sige det, for taler man imod obligatorisk læsning af klassikere, kan det være ud fra den betragtning, at den for det store flertal vil føles meget mere som en belastning end som et løft. Hvis man selv har følt det sådan, må det siges at være et fair nok synspunkt, skønt ikke særlig fornuftigt, idet man jo dermed – uanset om ”Snedronningen” har ladt én kold – sælger noget objektivt værdifuldt for et stakket behag. Hvilket igen var til at forstå, hvis det kom fra en af de mange yngre årgange, som skolen netop stort set har snydt for læsning af klassikere, og som derfor ikke har fået de bedste chancer for at fatte, hvad sagen i grunden drejer sig om.

Jeg var selv heldigere. I mine skoledage i 50’erne og 60’erne var det, som det stadig er – og uden afbrydelse har været – i de fleste europæiske lande, en selvfølge at alle hørte om, sang eller læste en del litterære klassikere, i de ældste klasser så vidt muligt alle de vigtigste, mens gymnasiet sigtede efter at give et overblik over hele det litteraturhistoriske forløb. Dermed blev der skabt ligestilling. Den slags arv, som man siden har kaldt ’negativ social’, og som ellers ville tilfalde alle os, der kom fra hjem uden bøger og derfor jo i bedste fald var vokset op med højtlæsning fra den lokale sprøjte, denne byrde blev vi med et snuptag lettet for. Det kunne nok her og der gøre lidt ondt, det afhang meget af lærerens behændighed, men det gjorde i alle tilfælde mere godt: vi kunne vandre videre ud i tilværelsen med samme intellektuelle oppakning som de højtuddannedes og de velbjærgedes unge håb, og det betød så ikke alverden at de måske også havde fået en del andet med i posen.

Denne retfærdighedsgerning har skolen siden forsømt, og den kan slet ikke undskylde sig med at der er blevet færre af os med illitterær baggrund. Tværtimod, der er kommet flere til, sikkert også blandt en ny slags samfundselites børn, og der er kommet indvandrere med børn, som læsning af dansk litteratur kan give en værdifuld viden om, hvad det er for et land de er havnet i, og den sikreste forudsætning for optimalt at kunne leve og arbejde med det sprog, der også er blevet deres.

Det er primært som tilhænger af enhver bestræbelse på at opnå ’lige vilkår for alle’ at jeg støtter planen om en obligatorisk kanon i danskundervisningen. Og tilsyneladende og sært nok er det især folk, der er opvokset i nærheden af en bogreol, der med den største utrættelighed bekæmper tanken om, at skolen skal forpligte sig på dette område. Jeg kan dårligt tro at de taler ud fra et så ondsindet motiv som privilegiebeskyttelse: vores kultur rager ikke pøbelen! Nej, denne kultur er vel bare i kraft af deres baggrund blevet dem alt for selvfølgelig: de kan simpelt hen ikke begribe at mange af os kun og alene gennem skolen fik mulighed for at høre fx, at der engang levede en mand, der hed Ludvig Holberg.

Min tilslutning til ideen indebærer ikke at jeg er med på enhver anden begrundelse for den. Jeg vil endda helt og aldeles tage afstand fra to af de hensyn der oftest og altid på det officielle plan fremføres, når offentligheden skal overbevises om det gode ved litteratur i skolen: dannelse og danskhed.

Dannelse er ikke blot en diffus og floromvunden størrelse, den er også ubrugelig, uigennemførlig i et multikulturelt, anti-autoritært, værdidebatterende (det vil sige: uden absolutte værdier) samfund som vores. Begrebet forudsætter en indiskutabel forestilling om målet for personlig udvikling. Sådan én kunne så nogenlunde opretholdes i gamle dage, mens verden endnu kunne klare sig med bønder, der levede i små fællesskaber, og med byfolk der i det tidlige borgerskabs tid var villige til, og kunne se deres fordel i, at rette ind efter fælles idealer. At kunne forene disse med den menneskelige natur var netop hensigten med dannelsen: den enkeltes naturel skulle, uden helt at fortabe sig, udvides og indrettes så det også kunne rumme det almene. Som program kunne det lyde ganske kønt, i praksis drejede det sig for staten om at tilpasse en ny tids individualister, så de ud over sig selv også kunne tjene samfundsindretningen og statshusholdningen og indimellem være parate til at myrde nogle andre eller lade sig slagte i en eller anden krig. I dag tror ingen naturligvis for alvor på noget som helst dannelses-ideal, og alle véd vel også at selv den vulgære, pragmatiske brug af begrebet hører fortiden tid. I samfundslivet skal der nu om stunder bare penge på bordet.

Alligevel vil mange gerne holde fast i en nok så ussel stump dannelse, som kunne ordet endnu og på magisk vis være et gældende argument, og ikke mindre mærkværdigt tager det sig ud, når de samme eller andre begynder at tale om danskhed i forbindelse med litteraturlæsning. Litteraturen, den danske, skulle ifølge denne tale kunne bidrage til oplæring og indøvelse i danske værdier og dermed samle hele den skolepligtige ungdom om alt, hvad vi som danske har til fælles. Det er en antagelse som uden mange ord kan afvises: lige så ubestrideligt det er at dansk litteratur kan fortælle os vældig meget om lige præcis dette land og dets indbyggere, både nu og førhen, lige så indlysende er det at den intet har at byde på af specielle danske værdier – hvad det så end måtte være for nogle – og at den på ingen måde kan bidrage til opbyggelsen af nogen dansk identitet – hvis en sådan ellers kunne tænkes at eksistere i virkeligheden. Hvis der findes værker i dansk litteratur der har gjort sig til fortalere for denne kimære, som kaldes danskhed, så ville det være helt urimeligt at spilde elevernes med dem.

Den standende debat har vist at det næppe er overflødigt at skære sin holdning ud i pap: jeg går altså, for det første, ind for obligatorisk undervisning i danske litterære klassikere; for det andet betragter jeg enhver tale om dannelse og danskhed – også i den sammenhæng – som vrøvl. Men havde den så bare været dét. Der er noget mere og meget værre på spil, nemlig en prisgivelse af dansk litteratur som provinsiel. Den har rod i en åbenbart omfattende mangel på forståelse for at også dansk litteratur i sine bedste øjeblikke – dem det er værd at beskæftige sig med – er universel, og i en lignende mangel på indsigt i eller accept af at al litteratur på alle sprog i sit væsen modsætter sig et hvilket som helst forsøg på at klemme mennesker ned i selv de pæneste små kasser med klamme rester af udlevede livsanskuelser og nationale ideologier. Den er måske også og i al enkelhed et udtryk for at de, der tager deres tilflugt til disse møre argumenter, i grunden finder det for fattigt, hvad det faktisk er litteratur kan gøre for os; at den kan åbne et oplevelsesrum, som egentlig kun består af én selv, ens eget sprog og erfaringsverden, men som her alligevel kan udfoldes og blive til noget så meget større at man snart, og stadig så godt som sig selv, kan se alle andre – til stede i verden i al forskellighed og på grundlæggende samme vilkår. Men denne mentale vandring ind i og ud over sig selv er det hele, der er ikke andet af betydning at hente i litteraturen – og det er mere end nok.

Bare derfor: alle og enhver skal have chancen, og skulle en kanon nu være det rette værktøj til at alle og enhver i virkeligheden får den, så hellere end gerne en kanon for mig. Og jo større den er, jo flere forfattere og værker den medtager, jo bedre er det selvfølgelig, for kanonisering har altid noget temmelig vilkårligt over sig, og noget ganske absurd, hvis den bliver alt for snæver. Men selv den situation ville ikke fuldstændig afskrække mig. Det gør ikke så meget at en kanon – og især da ikke sådan en forhandlet og ministeriel – aldrig kan indeholde alt det allerbedste for alle, blot den trods alt kan pege på nogle af højdepunkterne. Med dem vil enhver elev jo kunne snuse til en højere luft, og nogle vil straks fornemme et uvist begær også efter andre og måske endnu videre udsigter.

 

Trykt i KANON SOM RETTESNOR.