Om Milan Kundera og hans L’art du roman
Jeg hørte en af Milan Kunderas landsmænd, han sad dér i Prag og blev spurgt hvordan han ville vurdere sin eksilerede kollega. Drævende kom det: Joh – han er da uden tvivl en af vore fem eller seks mest interessante forfattere.
Et bondsk svar med dets ulyst til at handle med den parisiske interviewer, som jo havde gjort rejsen for at hjembringe en helt anderledes uforbeholden dom over dissidentidolet. Fordi hans status som sådan i vesten hverken har været til at etablere eller opretholde ganske uafhængigt af den rolle han spiller for sine egne. Dilettant og geni og løgner og profet, det ville være brugbare svar, men denne valne indrømmelse af at han da nok er værd at læse, den var en våd klud i ansigtet på imagehøkeren.
Han kunne så på sin side tænke at bondeknolden fra Prag vel bare var lidt jaloux. Eller måske alligevel en særlig snu apparatjik? Og ingen af den slags evindelige pinlige mistanker er helt uden betydning under øst-vest-kontakter, og altså heller ikke for Kunderas muligheder for at gøre sig gældende herude hos os.
Det kan dog, lejlighedsvis, lade sig gøre at tænke på hans bøger som om de slet ikke var magiske rekvisitter i et ideologisk intrigespil, og i sådanne skyklapstunder af pur litteraritet forestiller jeg mig, at deres ufuldkommenheder vil kunne beskrives i skarpere vendinger end de hidtil anvendte, inden for NATO-området. De kan nok godt vente sig noget. En revision ville de vel sige i Bøhmen (forfatterens foretrukne betegnelse for sit fædreland), mens man i det neutrale Schweiz, for eksempel, antagelig kan nøjes med at registrere en svigtende interesse.
Men selv der kan et opgør med hans essayistiske overbevisninger næppe gennemføres i fuld diskretion. Det er de for støjende til, og det er de blandt andet fordi han kan være så gammeldags. Han nægter at bruge et ord som Sovjetunionen, og han mener at massemedierne altid og udelukkende er fordummende, og at socialistisk litteratur per definition er og bliver noget hø.
Og flere andre ting. Resolutte holdninger der kvalificerer ham som polemiker, men jo ikke uden samtidig at afsløre i hvor ringe grad en del af hans sager er frigjorte fra private blokeringer. Skulle det imidlertid blive meget mere moderne at benytte disse mulige angrebspunkter til at spolere hans i øvrigt velfortjente anseelse, ville jeg jo melde mig som hans væbner. Min følelse af taknemmelighed over for ham er overskyggende, og hans skavanker interesserer mig mest som led i forsøget på at klargøre, hvad det er han har givet mig, om man vil: os.
Fyrstelige gaver, efter min mening, selvfølgelig først og fremmest i sin egenskab af romanforfatter. Måske kan kun en enkelt af hans bøger (‘Afskedsvalsen’) siges at være heltigennem velskabt, men de er alle baseret på blændende veludført fortællerhåndværk og rummer hver især ubetalelige sekvenser. Som tekniker har han opfundet, i det mindste taget patent på, en måde at fremstille personer på som kunne kaldes hypotetisk, og som ikke udelukker anvendelse af traditionelle psykologiske og fænomenologiske metoder. De reduceres blot til hjælpemidler under udfoldelsen af skiftende gisninger om hvad, lad os sige: Ludmila, hvad Ludmila altså, efter at have læst det brev der lå i Jaroslavs jakkelomme, kan tænkes at ville gøre ved sin pludselige trang til flødeskumskager.
Dette hjemmelavede eksempel vil også gerne antyde, at maneren langt hurtigere end de traditionelle kan trivialiseres, især da hvis andre låner den. For mester selv er så musikalsk og opfindsom at han hele tiden kan veksle mekanikken med filosofiske eller kunstteoretiske indslag, eller med en af de politiske anekdoter som han er så skrap til at vende og dreje og få til at afgive stadig mere omfattende pointer. Denne polyfoni – han taler selv om en sådan og om digressionen som et kompositionelt princip – kan frembringe uhørt bevægende passager, når alle hans ironiske, sensuelle og analytiske stemmer kommer til at klinge i og med hinanden. Men romanerne, som helheder betragtet, skylder selvsagt også forfatterens kraftanstrengelser på at opnå dette deres momenter af udmattelse. Potensen kan trues både af tematiske gentagelser og af det alt for påhitsommes paradoksale forudsigelighed.
Jævnsides sit gammelmodige visvas har han dog også som meningshavende essayist bidraget med fornyelser, gennem et par velgørende slag i bordet. Med det ene har han bekræftet hvad min gamle geografilærer troede på og fortalte mig for 30 år, siden, nemlig at en by som Gorkij, tidligere Nisjnij Novgorod, er europæisk. Kundera har ganske vist aldrig nævnt lige det, men han imødegår i hvert fald indirekte, og til min tilfredshed, det flertal af vores demokratisk valgte politikere som nu forveksler Europa med det de kalder Fællesskabet.
Hvad der især har været magtpåliggende for ham at få hamret fast med syvtommersøm, det er for det første, at Bøhmen, i det nuværende Tjekkoslovakiet, ved at blive sat uden for Europa, dels af dets egne politikere, dels af vores, har mistet hele sin identitet som nation; og for det andet at resten af Europa vil lide et tilsvarende tab, netop gennem en fortsat splittelse af det Centraleuropa, som bl.a. hans hjemland tilhører, og som er hjemsted for en væsentlig del af kontinentets nyere kulturhistorie.
Os der bor herude i periferien, omtaler han ikke. Hvad der selvfølgelig kan gøre det lettere for os at gennemskue det chauvinistiske og provinsielle i hans stadige fremhævelse af dette centraleuropæiske. Skulle Europa alligevel være for stort? Ikke nødvendigvis og heller ikke for Kundera, når han taler om romanen som genre, for så omfatter vores lille verdensdel dog såvel Rusland som Spanien og Irland. Og romanen er for ham mere europæisk end nogen anden litterær form; den er bærer, også medskaber, af Europas frie og individualistiske ånd. Og hvis denne, hvis Europa, har en fremtid er det fordi romanen har en fremtid.
Jeg plages nu i første omgang af klaustrofobi ved tanken, ikke alene om Centraleuropa, men også om at blive spærret inde i dette idealiserede Romaneuropa; men dernæst bliver jeg alligevel glad for at det vist er lykkedes ham at skabe ro omkring romanen som sådan. For han har med tilstrækkelig autoritet bortmanet de seneste årtiers jævnligt fremmumlede rygter om romanens snarlige død. Jeg har aldrig set andet end rent ufologiske dokumentationer derfor – måske er rygterne smedet af læsetrætte kritikeres ønskedrømme – men de har under alle omstændigheder været dødirriterende at høre på, især når man lige sidder og transpirerer en ny roman. Jeg tror nu de holder kæft med det et stykke tid, og det fordi Kundera har sagt at romanen kun dør, hvis den dræbes af (kommunistiske) ideologer eller andre agelaster (Rabelais’ ord for dem der aldrig ler). Og så har han smurt tykt på ved at bedyre, at romanen ellers befinder sig i sin allerbedste alder og har de prægtigste fremtids udsigter.
Det står alt sammen i hans nye bog om romankunsten. En essaysamling, hvoraf hovedparten tidligere har været trykt i alverdens blade, men i forordet hævder Kundera at hvert enkelt bidrag i sin tid blev skrevet for engang, hinsides enhver aktuel anledning, at kunne indgå som en del af netop denne bog.
Sådan kan han godt synes optaget af at pleje en spytkrølle, ligesom når han, ved at todele et interview, har fået bogen til at falde i syv kapitler på samme måde som næsten alle hans andre bøger gør det. Og når han så vidt og bredt vil overbevise os om at det aldrig har været planlagt sådan, at han altså ikke er et offer for nogen talmystik, men at det ligesom bare er blevet sådan, og at det åbenbart ikke kan blive anderledes når det er ham.
Men hvilken forfatter er ikke offer for en jeg-mystik? Derudover må man modregne hans tilbøjelighed til pompøse erklæringer, her muligvis forstærket af den særlige omstændighed at han for første gang har skrevet en bog uden hjælp fra sit modersmål. Det er muligvis det franske sprog der har forført ham til den slags voldsomme armbevægelser som gang på gang er lige ved at rive manden selv omkuld. Ikke desto mindre bliver han vaklende stående til sidste side som den han helst vil være, en af Cervantes’ arvtagere, en som ikke ejer anden visdom end uvisheden.
Hvad han ellers vil sige om romanen er, kortest muligt, følgende: Den er fire hundrede år gammel, født (ved netop Rabelais og Cervantes) som et resultat af Nyere Tids spaltning af (denne) verden i to: det som filosofien, videnska ben kunne begribe og kortlægge med sine metoder og så alt det andet, som Husserl har kaldt livsverdenen.
Heri var romanens vækstbetingelse og grænseløse projekt: at udforske hvad det vil sige at leve, at være menneske(r). Og romanen har udviklet sig gennem århundrederne ved stadig at ville opdage en hidtil ukendt (uomtalt) portion af eksistensen (Broch), og det er rækken af opdagelser, og ikke hvad der er skrevet under genrebetegnelsen roman, der udgør dens historie, og det er en fortsat opdagelsesfærd der alene kan berettige dens fremtid.
Flaubert opdagede for eksempel hverdagslivet og dumhedens magt, Tolstoj det irrationelles betydning for fornuftige menneskers opførsel. Og som holdepunkter for sin forsøgsvise tiltro til romanens overlevelse udpeger Kundera fire nye instanser at appellere til. Eller fire felter, som allerede er besigtigede af den moderne romans bygmestre, men stadig må formodes at gemme uudnyttede muligheder: Legen – der var middel og mål for Sterne og Diderot og derpå helt op til vores tid blev ‘svinebundet af sandsynlighedens imperativ’; drømmen – at sammensmelte drøm og virkelighed har stået på romanforfatternes ønskeseddel siden Novalis, men den dertil nødvendige alkymi blev først fundet af Kafka; tanken – der blev drivkraften i Musils og Brochs værker, ikke fordi de ville forvandle romanen til filosofi, men ‘for på fortællingens grundlag at mobilisere alle remedier’ ‘for at danne af romanen den højeste intellektuelle syntese’; og endelig tiden – som Proust (og på sin måde Joyce) har opklaret ud fra spørgsmålet om den personlige erindring, kunne man få lyst til at udspørge som ‘kollektiv’ tid, som europæisk tid, få lyst til ‘at overskride det individuelle livs tidsmæssige grænser – for at lade adskillige historiske epoker indtræde i romanens rum’.
Men hvilke spørgsmål – inden for disse eller helt andre områder, romanforfatterne nu end vil stille, og hvilke opdagelser det end vil føre dem til, så vil de aldrig som romanforfattere søge definitive svar på noget som helst.
Thi uvisheden er immervæk romanens sande ånd. Den er kommet til verden som et ekko af Guds latter (da Han så menneskene tænke). Den er det forestillingsrum, det paradis, ‘hvor ingen er ejer af sandheden og hvor enhver har ret til at blive forstået’. Romanens egentlige budskab til læseren er da altid: ‘Tingene er mere indviklede end du tror.’
Hvis ikke, er den ingen roman, ligesom når den intet ukendt opdager. Så er der måske tale om en af disse ‘romaner efter romanens død’ som virkelig er indtruffet i Østeuropa, takket være de førnævnte alvorsmænd. Deres fjæs indgår i billedet af romanens ‘trehovedede fjende’, hvis andre figurer, under kraftig og tiltagende støtte fra massemedierne, optræder overalt som: klichetænkning og kitsch.
Og for tilsvarende kort at votere: jeg er nærmest for det her. For det jeg vil opfatte som kernen i det, Kunderas idé om romanens væsen. Og hvad mere er, han er virkelig selv for. Det er hvad denne sammenstilling af hans artikler overbeviser om, og det er den styrkende oplevelse ved at læse dem ud i et, at man gang på gang får genoptaget og -trappet diskussionen af den samme klat teser. At mærke altså hvor inderligt han har taget dem til sig, hvor stædigt han er indstillet på stadig at prøve og hærde dem, hvor tappert han fortsætter med at forfægte dem.
Der kan forekomme temperatursvingninger undervejs, det kan ske han ser sin virksomhed som et smukt efterbillede af noget der nu i virkeligheden er splintret. Især i kapitlet ‘Enoghalvfjerds ord’ støder man på negative tilspidsninger. Men formen, det personlige leksikon, som vel kan friste enhver, fordi den giver frit afløb for alskens indfald og alligevel samler det hele i sin orden, og i særlig grad har fristet Kundera med hans glæde ved definitioner, denne stramme og elastiske form har også inspireret ham til bogens fyndigste udbrud og til mere skælmske notitser, idet han leger med franske glosers lydligheder i sine fremmede øren.
Mere nøgtern bliver han i bogens todelte interview, måske ved det at hans partner ikke er alt for let at stille tilfreds med bragesnak. Der tales meget indgående, i alt over 60 sider, om Kunderas romaner, i første del om deres litterære og politiske baggrund, om deres egenart som ‘poetiske meditationer’, om deres personer, de ‘eksperimentelle jeg’-er’. I anden del gennemgås deres formelle ideer, forløb, effekter, i detaljer og med akkuratesse, hvad Kundera klarer ved intensiv udnyttelse af den musikterminologi han er uddannet i.
Interviewet står som helhed og funkler af en ligefrem saglighed, som man udelt kan fryde sig over. Undtagen måske lige når man husker at noget lignende næppe kunne lade sig gøre hos os. Ikke så meget på grund af mangel på kvalificeret personale, mest fordi man her alligevel hænger ved det romantiske og vil finde det tarveligt at en forfatter så nøje ved hvad han gør.
Også sine forgængeres bedrifter forsøger Kundera i flere omgange at bestemme med den yderste præcision. Især Kafka får han sagt noget nyt om, nemlig for det første at han ikke beskrev et totalitært samfund, for et sådant kendte han ikke noget til, men at han blæste enkle erfaringer fra sit familieliv og sit kontorarbejde op til et skræmmebillede, som altså siden skulle vise sig at være en profeti om dette totalitære samfund. Og for det andet, at den kafkaske helt ikke lider under savnet af menneskeligt fællesskab, men tværtimod under savnet af ensomhed (som Kafka i sin familie), og derved forudspejler nutidens østeuropæer som ikke kan have noget for sig selv, og som må stå model til nedbrydningen af skellet mellem det offentlige og det private. En grusomhed som jo også vestlige dukse har foreslået at indføre her hos os.
I øvrigt kommer han flere gange ind på sin anden berømte landsmand Hasek, nu og da på Gombrowicz, Musil og fremfor alle på Broch, med hans tre bind Søvngængere og deres udlægning af den europæiske histories uafladelige ‘værdifornedrelse’. Kundera indstifter således en centraleuropæisk klan af litterære genier med de to sidstnævnte som høvedsmænd , og han knytter sig selv ganske tæt, ikke alene til deres format, men også, om end ikke konsekvent, til deres historiefortolkning, som åbner blikket for et umådeligt forfald og usynliggør ethvert lille tegn på frigørelse.
Pessimismen kunne de holde ved magt ved at begrænse rammen om den menneskelige tilværelse til en kultur. Og fordi de ikke desto mindre ville skrive universelle bøger, kan man komme til at tænke på dem som 35-årige pubertetsdrenge. En urimelig kaprice, kan jeg godt se, hvorimod jeg faktisk har svært ved at slippe den tanke at det meget kulturelle Centraleuropa skylder visse af sine svimlende litterære højdepunkter, at ophavsmændene aldrig har set havet, eller ikke forstået hvad de så.
Kundera selv lever nu ikke længere inde i midten af den gamle verden. Tolv vintre er gået siden han forlod Bøhmen og rejste langt vesterud. Han bor i dag i det nuværende såkaldte Frankrig. Og somme tider kommer han sikkert helt ud til vandet, og jeg tror at han en skønne dag, når han sidder der og grunder over alt hvad der er sket i Europa, vil blive oplivet af det allermest underlige spørgsmål: Hvordan går det til at vi i virkeligheden ikke alle sammen er døde?