Ingen, der var barn i halvtredserne eller tidligere, har vel kunnet klare sig til i dag med de værdiforestillinger der dengang var i omløb. I hvert fald slet ikke nogen af dem der, som jeg, voksede op på landet i de dage, for vi blev indrettet efter en bondekultur der nok havde århundreder på bagen, men som nu ikke desto mindre var ved blive løbet over ende af den moderne, urbane civilisation og snart var totalt udryddet. Skulle man da fortsat have levet videre med denne døde kulturs fornemmelser eller livssyn i sig, ville det have krævet et mentalt helbred så robust som det næppe gives.

Alligevel har de fleste af os også plads i sindet til mindre strømførende vige og laguner, og heri kan vragstumper fra fortiden stadig skvulpe omkring, i forhold til nyere impulser på én gang beskyttede og selv så nogenlunde ufarlige. Det kan virke ganske tilfældigt hvad der er havnet her, hos min bror da også noget andet end hos mig, og hos mig eksempelvis en atavisme som han aldeles har lagt bag sig: bondeholdningen til dyr.

Jeg vil ikke have dem i stuen. Det er sådan den især kommer frem, min ormstukne fordom. Hvor kære de end er, hvor bløde og logrende og blankøjede, nej, jeg vil ikke have dem ind. Jeg holder ikke dyr inde i huset. Og det var jo der heller ingen andre fornuftige mennesker der gjorde i min barndom, nu er jeg blot blevet næsten ligesom helt alene om ikke at gøre det. I det mindste forekommer det mange bizart, og de siger jævnlig til mig, som om det hørte til de uimodsigelige domme: Du kan jo ikke lide dyr! Fordi jeg altså ikke holder nogen af dem indespærrede i min stue, og ud fra sådan en præmis er jeg somme tider fristet til et spydigt svar.

Men jeg holder mig naturligvis også i skindet. Jeg mistænker dem jo ikke for alvor for at de skulle holde deres dyr for at plage dem, nej, jeg tror skam i grunden på at de holder lige så meget af alverdens kræ, som jeg selv gør. Ja, nærer kærlighed til dem, på det nærmeste, ligesom jeg selv gør, en slags kærlighed jeg da også gennem mange år har haft rig lejlighed til at praktisere.

Min barndomsgård lignede til forveksling den berømte Jens Hansens. Vi havde køer og grise, heste og får samt høns og ænder, plus hunde og katte. Og selv hønsene var jeg meget glad for, og det lykkedes mig ikke så sjældent, skønt de jo har ry for at være så skrækkelig ubegavede, at få en god snak i gang med dem, idet jeg satte mig i hønsegårdens smadder og henvendte mig så indtrængende at de begyndte at sløre deres stikkende øjne, nedefra og op, den ene gang efter den anden, og så fuldstændig glemte deres ellers uophørlige pikken. Ja, selv kattene, der jo af alle var de allermest foragtede på grund deres grusomhed og evindelige omgang med ådsler, selv dem kunne jeg godt lide, på en måde, var endda lige ved at synes de var søde, når de slikkede den mælk i sig, jeg dagligt gav dem. Mis, mis, mis, kaldte jeg, når jeg havde fyldt den hulning i staldgulvet, der var der til det samme, i nærheden af kalvebåsene, mis, mis, og de kom så fræsende i løbet af ingen tid, en ti-femten stykker kom de, pibende og knurrende og hvæsende, fra alle længer.

Det inderligste forhold bestod dog mellem Fjorten og mig. Hun var en af køerne, som man dengang tiltalte med numre, som var de en slags soldater, og hun var mig huld, Fjorten. Det var uden tvivl også hendes udseende der først fik mig til at falde for hende. Hendes ansigt frem for alt, for resten af hende var ret gennemsnitligt koagtigt, om end hendes knogler stak skarpere frem end hos de fleste, og det fandt jeg da tiltrækkende (hun lignede jo således den slags køer man kunne se på Aalborg Amtstidendes vittighedstegninger), men det var, naturligt nok, i hendes ansigt jeg kunne aflæse de tydeligste spor af hendes flinke og føjelige sjæl. Hendes blis var meget stor og meget lys, og den krøllede. Hendes øjne var mægtige og bundløse, hendes næseryg dertil vigende. Og alt dette kunne jeg tage som udtryk for at hun ikke var alt for egenrådig og brutal og ondsindet, og hendes horn bekræftede mig, de krummede fint indad og tilbage og kunne altså ikke bruges til at stange med, ikke så jeg virkelig ville kunne mærke det.

Når jeg trak med køerne om sommeren, til og fra engene, var Fjorten min ankerko. Det var hende jeg trak i, og hun trak af sted med de andre. Og hun var virkelig så blid og rolig, og altid, og hun satte sig aldrig det mindste imod at få en grime lagt på sig, og hun blev stående og holdt fast, når de andre ville rive sig løs. Og jeg kærtegnede hende dagligt og takkede hende, fordi hun så ofte gjorde mine røgterpligter så meget lettere at bære. Om vinteren, når jeg fodrede kreaturerne med roer og hø, sørgede jeg både morgen og aften for at Fjorten fik en ekstra god tot og en særlig flot og ren kålrabi, og jeg passerede hende aldrig på fodergangen uden lige at give mig tid at klø hende i blissen. Af og til standsede jeg selvfølgelig også helt op og talte til hende og sænkede mit blik i hendes sorte, fugtende glugger. Og allerede dengang kunne det så slå mig, at jeg hverken havde eller kunne have nogen som helst anelse om, hvad der i grunden lå i dem. Om Fjorten overhovedet var klar over at vi stod hinanden så nær, eller om hun blot var sådan anlagt fra naturens side at hun tilfældigvis lige passede i mit kram, og at hun for resten var fuldkommen ligeglad med mig.

Siden har den mistanke i al fald fæstnet sig i mig, og her har vi så endnu et punkt hvor jeg adskiller mig uheldigt fra mine samtidige. Thi ikke alene holder de dyr i deres stuer, de synes også at være overbeviste at dyrene er glade for at blive holdt af dem, ja, at dyrene ligefrem elsker dem! Jeg har mine tvivl, mere siger jeg ikke. De gælder dog også den anden vej, de tvivl, for jeg er indimellem heller ikke fuldkommen sikker på, at den kærlighed menneskene erklærer deres dyr, at den er meget mere end flygtig eller formålsbestemt. For mit eget vedkommende må jeg nemlig tilstå, hvor skændigt det end må lyde: Jeg kom ikke engang til stede for at klø Fjorten i blissen den dag på slagteriet, da de tog livet af hende.

Trykt i JYLLANDS-POSTEN.