Egentlig var det fywweren. Sådan hed den på mit modersmål, men man kan blive så tosproget at de i skolen tillærte ord kommer til at ligge næsten lige så godt i munden, som dem der ligesom bare lå der og havde ligget der, siden man slap patten. Skønt modersmålet, mit himmerlandske, strengt taget var min fars, for min mor stammede fra Thy, det vil sige vest for den efterhængte artikel, og hendes foranstillede hængte så ved hende hele hendes søndenfjords liv, hun blev ved med at kalde den æ fywwer, og det blev vi andre ved med at synes lød noget underligt, for ikke at sige en lille smule grinagtigt.

Det var alligevel den samme fjord vi snakkede om. Det var også den hun i sin barndom havde gået og kigget på, bare fra den anden side, og dervesteroppe altså, det var Limfjorden, det var fjorden. Hvorfor jeg stadig helst vil holde ordet i bestemt form, selv om jeg siden har set andre fjorde, kunnet se at de på deres måde vel var det, men kun for alvor hvis de har lignet den rigtige. Ikke så mange har i mine øjne gjort det særlig påfaldende, og svært at sige hvorfor, men nok det jeg skal prøve her, så småt, efterhånden.

Hvad jeg, for mit vedkommende, forstår ved fjorden er det farvand, der begynder ved Gjøl og Nibe Bredning og strækker sig vestpå og strømmer ud gennem Aggersund, slutter sig omkring Livø, Fur og Mors og igen ved Nissum, som efter Løgstør, udvider sig til et helt lille hav for så endelig at blive ét med alle andre verdenshave ved Thyborøn. Øst for Egholm er det derimod en anden slags fjord. De benævner den fortsat som om intet er hændt, i Aalborg og i Hals, men den er alligevel blevet for smal til helt at være en limfjord på de kanter, for tæt pakket ind i landet, vinden kan ikke længere få ordentlig fat i den, den kommer mere og mere til at minde om et østjysk åløb.

Men der er en tredje faktor, og den har endnu mere at sige end vandmængden og vindstyrken. Lyset nemlig, og ligesom blæsten fortoner det sig mod øst i samme grad som det stiger mod vest. Limfjorden henter også sin luminøse forstærkning derude fra havet. Fra Nordsøens enorme spejlflade kastes solstrålerne tilbage mod et så meget desto blegere himmelblå, og det dobbelte lysvæld kan da endelig opfanges og udbredes af fjorden, der ligesom ligger der for det samme, hvor den med havklitterne i stadig synsvidde, så nogenlunde, kanter sig ud gennem det nordvestlige Jylland.

Kommer man kørende nede fra Europa, vil man mærke forandringen, måske som en lysning bag panden endnu før man får gjort sig klart, at bakkernes, træernes og husenes konturer er kommet til at stå skarpere. Allerede i det sønderjyske har man fornemmet at indlandshimlen, som nord for Alperne efterhånden også har mistet enhver mediterran glød, at den langsomt er begyndt at løfte sig, og oppe omkring Viborg er bevægelsen så ved at være fuldbragt: loftet er lettet, hvælvet har i det endeløse nået hvad man nu vil opfatte som dets rette højde, og tilsyneladende samtidig udstrakt horisonten et par kilometer til alle sider.

Denne nordlige rute mod vidderne blev jo lagt af den gamle Hærvej. Man drev kvæg ad den i Middelalderen og havde rigelig med tid at studere omgivelserne op gennem Holsten og Slesvig, op over den jyske højderyg, videre gennem Himmerland, helt op til Limfjorden, til den lille by Staun, hvor jeg tilfældigvis blev født og voksede op nogle århundreder senere. Det er påvist af Mads Lidegaard at Hærvejen endte netop på dette sted ved fjorden, han fandt her ved stranden en stenpikning, hvor kreaturerne er blevet ført ud mod bådene for at blive sejlet til Hanherred, og måske derfra drevet videre op gennem Vendsyssel til Børglum. Og han fandt oppe midt i byen en tilgroet stensætning omkring en lille tønde land, hvor han tænkte sig at kvæghjordene først var blevet samlet. Toften er navnet på denne inddigede jord, og Toften hørte tilfældigvis til vores gård, og det var her, midt i byen som sagt, at mine forældre i 1965 byggede aftægtshus, og de flyttede ind i det der om sommeren samtidig med at jeg med min nyerhvervede studenterhue brokket ned i kufferten flyttede langt væk.

At nogen nu i det hele taget forlod byen var et af tegnene på de store omvæltninger, der havde nået den i slutningen af 1950’erne. Med affolkning af gårdene, de første skilsmisser, masser af brølende motorer og summende tv-apparater, der hver på sin vis førte folk omkring i den øvrige verden og snart ikke kunne undgå at rokke ved en ellers grundfæstet opfattelse af, at vores Staun var et så enestående begunstiget sted. Men i den tro, og som om denne gamle boplads altid ville være altings midte, med sin tusindårige kultur i det uendelige temmelig uberørt, levede jeg trods alt de første ti-tolv år af mit liv. Så kunne jeg, med den alder, og andre i byen jo samtidig også med udviklingen, begynde at se at meget hos os da var som i alle andre landsbyer, over alt på kloden, jo, vi kunne se det, men kun med stor forsinkelse føle det, og skulle vi fortsat hænge selvhævdelsen op på noget håndfast og påviseligt, kunne vi fx nævne, at byen aldrig havde hørt under en herregård. Gårdene havde altid været i selveje, vi var fra arilds tid frimænd, vores jorder lå stolt og upraktisk spredte, upåvirket af nogen landboreform, og fordi ingen herremand nogen sinde havde regeret over byen, havde den heller ingen kirke. Staun var aldrig for alvor blevet kristnet, langt de fleste staunboer var også op i min tid agnostikere, og denne og andre åndelige ejendommeligheder havde gennem århundreder kunnet opretholdes, fordi det var sådan et afsides sted helt derude ved fjorden. Ingen alfarvej førte hverken til eller fra.

Det bidrog selvfølgelig også til fornemmelsen af denne landsbys særstatus at den rummede ethvert erhverv, og ikke kun de forskellige håndværksfag, for dem havde de måske også i Kølby og i Barmer, men nej, hos os var det uovertrufne at alle mennesker ikke helt så ensidigt som sådan nogle steder var afhængige alene af landbruget. Vi havde nemlig også fiskerne, op mod en tredjedel af indbyggerne levede udelukkende af fjorden. Fiskerne skabte i næringslivet, men frem for alt også i sindelaget en bredde og variation der gjorde tilværelsen i byen så let at holde ud. Vi var ikke begrænsede af landbrugernes hang til arbejdsomhed, pligttroskab og bestandighed, vi kendte gennem fiskerne også til eventyrlyst og en højere foragt for snusfornuft og bjærgsomhed. Den kendsgerning at fiskernes arbejde var knap så anstrengende, slet ikke så fysisk nedbrydende, og at de måske også i faget havde ældgamle traditioner for at tage den vældig meget med ro, den slags forhold satte dem ofte i stand til at tænke dybere og længere over tingene end vi andre havde mulighed for.

Nede ved de tjærede fiskeskure holdt under alle omstændigheder store begavelser til. Især brødrene Skytte, Anders og Niels Peter, og jeg er sikker på at jeg ikke går nogen for nær, heller ikke blandt hvad jeg siden har mødt af professorer og kulturpersonligheder, når jeg må sige, at de intellektuelt var i en klasse for sig. I nutiden ville de næppe have fået lov til at leve deres liv i fred ved fjorden, med deres kåg og deres åleruser, man ville nok allerede, hvis de havde været børn i 1950’erne, have indfanget dem som ’intelligensreserver’. Men de var i efterkrigstiden allerede oppe i årene, og de havde i den gamle verden kunnet udvikle deres forstand som noget der blot hørte menneskelivet til, og overhovedet ikke som noget der helst skulle tjene et samfundsøkonomisk apparat. Måske ville de så alligevel gerne have haft chancen for at beskæftige sig med mange flere bøger, men de få de havde, hovedsagelig vist knyttet til deres arbejde og naturlige omgivelser, rummede tilstrækkelig med viden til at de kunne drage interessante og holdbare konklusioner om verdens indretning. Også stjernehimlen var de naturligvis hjemme i, og stod man som dreng med dem i mørkningen og kiggede ud over fjorden og længere opad, kunne det godt falde dem ind, også med poetiske betoninger, at lære fra sig om disse prikker, der lyste så ubegribeligt langt ude i kosmos. Skønlitteratur læste de i øvrigt meget lidt af, men de nævnte dog af og til en digter eller to med en sjælden respekt, og de fortalte gerne fra den tid de selv var drenge, at da var Skjoldborg af og til dukket op derhjemme, og de havde fået lov at sidde længe oppe og høre på ham og deres far og deres endeløse drøftelser af alt mellem himmel og jord. Og måden de smilede på ved tanken om al den snak kunne ikke undgå at få én til at drømme om, at sådan noget lignende engang ville gentage sig.

Men bortset fra det var vi andre jo altså bare bønder. Vi havde blikket rettet mod jorden og mod væksten af korn og græs, kartofler og roer, og ukrudtet imellem dem ikke mindst; når vi nu og da rettede os op, havde vi dog fra alle marker og enge fjorden med i udsynet. Vi kunne så stå nogle øjeblikke og samle kræfter i en evig lille forundring, for den lå jo derude som den altid havde gjort, og den var aldrig helt den samme. Solens højde og stilling, skyernes flugt, vindens styrke og retning, vandstanden, varmegraden og den øjeblikkelige besejling, det forandrede uafladeligt mængden og arten af de blå og grå og grønne farver der spillede over fladen, om den så var sat op af en kuling og viste tænder eller, som oftest, blev livligt krydset af riflede krapbølger eller, i de sjældne stunder, havde lagt sig som et kæmpemæssigt sort og gyldent spejl. Vi fulgte så nogenlunde med i trafikken, bemærkede de store skibe der passerede ude i sejlrenden, men hæftede os mere ved vores egne, og dér nede ved Tøtten, mon ikke det var Per der lå der og baksede med sine bundgarnspæle, og der længere oppe, under skoven, det var nok Andreas der roede sig hjemad med dagens fangst. Men end dem lige herinde ved land, dem der vader omkring der med en glib? Nå, det kunne være et par der var kommet udenbys fra og gik efter rejer.

Min storebror havde også engang fået overtalt vores far til at lade snedkeren bygge os en kåg, og nu vi havde den liggende, kunne det ske, især på høje sommerdage hvor fjorden sådan lå blank, at han pludselig gav karlene fri til at gå på fjorden og tage nogle skrubber til vores middagsmad. Så løb de fluks hjem omkring gården for at hente vores lyster og måske et par høtyve, og så ned til båden og fik den staget udad, og det var blevet en festdag, og det var helte der kunne øjne de flade fisk i sandbunden og så tyst og lynhurtigt jage lystret i dem.

Om sommeren badede vi børn som regel også om søndagen og somme tider endda på hverdage, efter aftensmaden, og så måske sammen med nogle af karlene, mest de alleryngste. De noget ældre holdt sig efterhånden på land, og rigtig voksne mennesker så jeg kun få meget gange i hele min barndom gå i fjorden. Mine forældre kunne dog finde på at gøre det sammen med de byfolk vi havde i familien, og som hvert år var på ferie hos os et par uger. Men det kunne aldrig blive en vane for dem, og især for fiskerne, der aldrig i deres liv ville nærme sig vandet uden at have søstøvler på, virkede ethvert voksent fjordbad temmelig komisk.

Og om vinteren så vi i det hele taget mindre til fjorden. Alle sad jo mest inde, og det var koldt og råt at færdes langs kysten, der skulle blive isvinter før den igen kunne lokke os. Så var vi ude og stange ål, med lystrene og med blus ved vågerne og økser til at holde dem åbne. Men også nysgerrigheden, når isbryderne endelig nåede frem, kunne drive de fleste ned til stranden, det var rosomt, som min mor kaldte det på sit thybomål, at lytte til drønet og bragene fra de opbrudte flager, og det var god drengeunderholdning når ikke alene Goliath, men senere igen måske også Elbjørn sad fast derude og måtte bakke og fyrede op og dundrede løs på ismasserne igen og igen. Enkelte gange kunne vi tage en skøjtetur, langt op langs fjorden, men nærmest bare for at dét også skulle det prøves, for isen lå ujævnt og var ruflet, og det gik meget bedre på den gamle møllers dam oppe i byen. Nej, fjorden var ret sjældent til nogen større fornøjelse om vinteren, det var næsten som om den – ligesom markerne og skoven – ikke rigtig var sig selv i de måneder og først begyndte at blive igen det med forårets komme.

Men kunne fjorden således opleves som mere eller mindre ’sig selv’, så har jeg vel også indrømmet at den, ud over sin daglige og konkrete og uafbrudt vekslende tilstedeværelse, havde en slags ideal eksistens som sit billede i ens hoved. Det er dette billede der meget kraftigt har trængt sig på, når jeg siden hen har fremstillet ’fiktive’ landskaber. Og det er det samme der rumsterede i mig, når jeg af og til, mens jeg i mange år boede i det centraleuropæiske indland, kunne blive grebet af hjemvé. Over for andre, men også for mig selv, kunne jeg godt benævne savnet som bare ’vand’, selvom det var klart, at det ikke hjalp det ringeste at stille sig an nede ved floden. Der skulle åbenbart være salt og blæst og fremmede kyster hinsides, og jeg kørte ned til Marseille og gloede ud over Middelhavet, eller jeg var i København og gik frem og stirrede på Øresund, og det kunne være godt nok, det kunne være pragtfuldt, men det kunne ikke blive ét med det billede der lå bag min længsel. Det kunnet intet andet vand i verden end det som, når jeg så omsider nærmede mig, allerede havde løftet himlen og nu blev ved med at synge i sindet: fywweren.

Fjorden – som jeg naturligvis endte med at rejse hjem til, og hvis brogede og forblæste praksis i den håndgribelige virkelighed jeg hver dag her på Mors kan kaste blikket på og, i denne evige lille forundring, rekreere mig ved. Hvad der jo samtidig har givet mig meget bedre råd til rundhåndet glæde ved og taknemmelighed for så mange andre farvande, ja for floder og søer, uanset under hvilket himmelstrøg; alle vegne må de for de talløse mennesker havde skabt en tone, der ligner en sammenhæng, gennem livets kaotiske og brutale spektakel, en tone, af den største skønhed, som vi måske kunne tænke os vil klinge et øjeblik ind i stilheden også.

 

Trykt i LIVORD.