En dag i 50’erne drejede en mand på en flunkende traktor ind på sin gårdsplads. Hans kone og lille datter kom frem fra bryggerset. De var naturligvis interesserede i det drabelige køretøj, som skulle blive en del af deres liv, men frem for alt ville de give deres beundring for far til kende. De stod da på trappestenen med hinanden i hånden og smilede op til ham.

Han fik bremset op, fandt frigearet, men lod gashåndtaget være, så de fortsat kunne fornemme hvad for kræfter motoren besad. Og han blev siddende på førersædet, endnu lidt stift og fremmed, og hans svar på deres smil faldt nærmest fjoget ud. Han så ud som var han overvældet af mere herlighed, end han nogen sinde havde ønsket sig.

Nå ja, tænkte konen. Hvis vi kan betale den, og hvis den oven i købet kan gøre lidt nytte, så er det vel ikke så tåbeligt som man skulle tro. Og hvis han virkelig er så urimelig glad for den, så det er alt sammen endda godt!

Og hun blev ved med at smile til ham, og den lille pige så op på hende, smilede derfor også og gjorde sig ellers ikke mange tanker om situationen. Havde hun allerede kunnet, og kunnet forstå den, så ville hendes blik på faderen have mistet sin glans. Hun havde været nødt til at sige til sig selv: Det her ender med at jeg må tage magten!

 

Men nej, det kunne hun jo slet ikke vide, og heller ikke de voksne havde nogen anelse om, at den største begivenhed i de sidste tre-fire tusinde år netop udspillede sig for øjnene af dem.

Der skulle dog ikke gå mange somre inden det blev umuligt at gøre sig blind for, at det endelig var slut med den stærkeste kultur verden hidtil har kendt, bondegårdskulturen. Landbruget ophørte, overalt hvor det endnu ikke var sket, med at være bærer af samfundsøkonomien. Hovederhvervet kunne overtages af industrien, blandt andet fordi den fra landbruget modtog stadig større ordrer på maskiner, gødnings- og giftstoffer og sammesteds kunne hente al den arbejdskraft der løbende, takket være disse industriprodukter, blev til overs.

Det hele – den kulturelle undergang og det økonomiske opsving – kørte som smurt. Selv det bratte tab af grundlæggende værdier, som på en nat fik status af absurde kulturrester, selv det kunne overstås tilsyneladende smertefrit. For var det nu meningsløst at føle sig knyttet til et sted, så stod bilen parat, og eksisterede der ikke længere noget mærkbart fællesskab i landsbyen, så fandt man allerede i hjørnet af stuen et tv-apparat, der kunne suge enhver ensom sjæl ind i en enorm efterligning af et fællesskab med alle. Fra 1960 blev det derfor misvisende, uden for demografiske statistikker og den slags, at tale om forskelle, endsige modsætninger, mellem land og by, mellem centrum og periferi (skønt byfolk længe ville misvises).

En diffus storbycivilisation gennemstrømmede hastigt alt og alle, og idet der opstod interimistiske midtpunkter, blev de samtidig små prikker på op til flere periferier af andre cirkler, der uafladelig bølger ind over hinanden. Som når man har smidt en håndfuld grus i andedammen.

 

Hvem husker længere hvad der ’gik tabt’? Og hvis vi gjorde, hvad skulle vi da bruge det til? Hele det sæt af ubetvivlelige normer, som var afledt af elementære nødvendigheder i bondegårdskulturen, har jo for længst taget skikkelse af mere eller mindre spøjse fordomme eller vilkårlige attituder. At man skal opdrages til respekt for forældre, til udholdenhed og nøjsomhed. At man skal blive hvor man er og være trofast mod den fædrene arv. At man skal sikre sin jord og dens frugtbarhed for den kommende generation. At man skal holde sig til den man er blevet gift med. Og så videre.

De var værdier netop fordi de var ubetvivlelige i den kultur, og netop af samme grund fungerer de på ingen måde i nutidens andedamme. Og dog: to af de tre mest overordnede træk ved bondegårdskulturen (jeg kommer til det tredje) kan vi nok igen få brug for, og mere end for noget andet: internationalismen og forpligtelsen over for samfundet.

Bondegårdskulturen var så godt som universel, den var en verdenskultur. For det unge par der rejste fra Lolland eller Himmerland for at få deres egen gård var det ligegyldigt, om de havnede i Argentina eller Kansas eller Australien. Uanset hvor de slog sig ned, kunne de dagen efter føle sig hjemme, for deres nye naboer var også bønder, og de levede efter nøjagtig de samme regler som bønder alle andre steder i verden.

For nu at genvinde dette første, et internationalt værdifællesskab, kræves frem for alt at vi påtager os det andet: forpligtelsen over for hinandens liv. At vi ser en nødvendighed i at bryde ud af de nihilistiske subkulturer vi sværmer rundt i. Ud af den ansvarsfrihed som også er blevet kaldt småborgerligheden.

Jeg husker da min far overgav sig til den, det var ikke fornøjeligt. Han var ellers bonde længere end de fleste. Kunne fx aldrig drømme om at lade karlene lave noget der faldt ind under smedens eller tømrerens arbejdsområder. For hvad skulle de så leve af? Og hvis de gav op, hvad skulle der da blive af byen? Og han slap ikke den følelse for det gamle fællesskab, selv om de på andre gårde fandt det klogere at investere i drejebænke og svejseapparater. Slap den ikke før han med ét følte sig forrådt og til grin. Han fik ’dårlige nerver’ og skilte sig hurtigst muligt af med sin gård.

Resten af sine mange leveår forsøgte han at indrette sig. Som en lille veltilpasset småborger der ikke føler sig ansvarlig for noget andet end sig selv og sin lille familie. Og det lykkedes ham vist, som det før var lykkedes for millioner af andre.

Men vi kan måske snart blive nødt til at gøre det lidt sværere for os selv igen.

 

Det tredje overordnede træk: bondegårdskulturen var patriarkalsk. Den lille pige på trappestenen kunne være blevet fri for at styre ret meget i livet, hvis ikke hendes far var kommet kørende på den traktor.

Blevet fri, eller fortsat have været undertrykt af en mand, vil nogen sige. Hun kunne dog som sin mor, og hvis hun ellers også traf en skikkelig fyr, have befundet sig udmærket med at lade ham være herre i huset. Bondegårdskulturen gav hende den mulighed at bøje sig for ham, uden at der skete større ulykker af den grund. Jorden havde nemlig allerede bundet ham. Med den som sin allierede havde hun gedulgt den fulde kontrol. Han blev hvor han var og gjorde hvad han skulle. Dagen og vejen var således betrygget, ikke noget problem at give ham lov til at føle sig som en konge på sin gård. Det gjorde ham da også værd at være gift med.

I den postagrare økonomi måtte hun så ikke alene til at rykke frem i produktionen (og det ville hun nu gerne), hun blev også nødsaget til at berøve ham illusionen om at han var den der bestemte (og det fik hun da med ét lyst til). Under alle omstændigheder skulle det gøres. En fritsvævende størrelse som en mand uden jord kunne hun aldrig regne med, han måtte sættes på plads, fratages titel og rang. Han skulle ikke længere kaldes manden, ligesom hun selv ophørte med at være konen, de måtte begge to til at lære at spille kønsroller. Som bekendt førte det snart til noget af en komedie. Fyldt med overspil, glemte replikker og kaotiske scenegange, hvor fx han uden varsel styrtede sig ud i frenetisk aktivitet, og fx hun skiftevis halede tilbage og overhalede.

Naturligt nok fornam man et behov for igen at finde noget naturligt at støtte sig til. Noget på forhånd givet, noget man uden videre var, så man ikke uafbrudt måtte skabe sig selv. Begrebet identitet lå og ventede på at blive samlet op, og det blev det da, og havde det førhen ligget i sin krog og set nok så kønt ud, så viste det sig at være et monster så snart det kom til ære og værdighed.

 

Identitet var et grusomt godt værktøj til fremme af politisk reaktion, personlig handlingslammelse og systematisk fordummelse med aktieudbytter for øje, og sådan hærger det os den dag i dag. Det allermest lumske ved det var, at det har kunnet støttes så kraftigt af psykologiske og filosofiske æggehoveder og derpå i medier af enhver art. Konstant bliver det endnu banket ind i knolden på os at vi har godt af noget mere identitet, men ellers er begrebets succes parallel med burgerens. Ligesom alle vil have den, fordi den ikke smager af noget, således kan vi blive ved med at fylde os med identitet, for den består af ingenting.

Endog fædrelandet pumpes op med den varme luft. Da det blev tydeligt for enhver at nationalstaten definitivt var flyttet samme sted hen som manden og konen, i en museumsmontre, da blev der inden længe bevilget betydelige summer til en intellektuel panikhandling: at udforske dansk identitet. Jo, vi bor i Nordeuropa, taler et germansk sprog og har sådan en håndfuld særheder som andre nok ikke lige præcis har, men det vidste ethvert barn i forvejen. Alligevel synes utrolig mange voksne at være faldet for fidusen med at være noget, i stedet for hele tiden at finde ud af hvordan vi gunstigst kan agere i en levende verden.

På det personlige plan ser identiteten i det mindste ud til at være trængt igennem til sidste mand. Man vrager uden at blinke tanken om at leve på bedste beskub, gøre det hele så godt man kan, og fra situation til situation overveje hvordan det er fornuftigt og rigtigt at forholde sig (og derved faktisk være den man nu er). Nej, man vil allerførst have sig en identitet som de kendes fra tv-serier, det vil sige: knytte sig til vilkårlige begrænsninger, og kun ud fra dem handle, altid på samme viljesløse vis. ’Det er bare mig’ eller ’det er ikke lige mig’, siger man, eller tænker sig som et funktionsbestemt apparat: ’Jeg er til vandmadras og svenske krimier’.

Identiteten vil tømme den enkelte for personlige følelser, individuel tankevirksomhed, viljestyrke og handlekraft. Den afleverer sit offer som den fuldendte konsument af en bogstaveligt talt uendelig varemængde, en bestemt slags af hver nemlig. Markedet hjælper da også gerne enhver stakkel der endnu ikke helt har fundet ud af hvem hun er: ’Du er gul og blå og til golf og kløe i skridtet’.

 

Kan man i grunden forandre en verden der består af uophørlige forandringer? Mit første bud på en strategi ville jo lyde nogenlunde sådan: Mindre identitet, mere holdning!

Ganske vist virker det som om alt bestemmes af ’tiden’ og ’udviklingen’ og ’sådan er jeg’. Vi kan ikke gøre noget ved det, præker også medie- og underholdningsindustriens bosser og alle andre med interesser i forbrugerkroppe og analfabetisme. Men hvis de får ret, er det nok mest fordi vi er mentale slapsvanse der for nemheds skyld accepterer hele svindelen.

Vi kan måske alligevel beslutte os til hvordan vi vil have det. Slet ikke ud fra gisninger om vores sande natur, men i forlængelse af nøgterne iagttagelser af vores livsformer og med vilje til at opelske hvad vi finder af retfærdigt og kærligt og åndrigt i dem. Sådan som vi på verdensplan kan benytte os af principperne i de menneskerettigheder, der jo heller ikke er resultatet af andet end fornuftige overvejelser og beslutsomhed. At de ikke desto mindre rummer stor kraft og har fremtiden for sig, det viser blandt andet den hadefuldhed de mødes med af identitetsstabejserne i Dansk Folkeparti.

Vi må have gode muligheder.

 

Trykt i INFORMATION.