Rundt om andedammen – nok en gang

Det var en forårsdag i 1955 den grå Ferguson brølede ind på gårdspladsen. Forhandleren havde travlt, han skulle straks videre, vi stod tilbage med den. Vi kiggede på baghjulene, sparkede til dækkene, pillede ved trækket, vi prøvede at starte den, trillede en runde om flagstangen. Og hvis vi var imponerede, var det ikke mere end den mindste smule, hvis vi var forventningsfulde, var det med den yderste forsigtighed. Vi håbede selvfølgelig at vi kunne få lidt nytte af den grå, at den kunne lette arbejdet, bare lidt, men den så jo altså noget klejn ud. Det ville være tosset at regne med den når det gjaldt. Når selvbinderen skulle trækkes op over Kirkebakken, nej, så måtte vi nok spænde de tre jyske for, som vi plejede, og den tofurede plov ham forhandleren ville have haft os til at købe med det samme, jo, han snakkede for sit, det var klart, vi ville nu først se om det her stykke legetøj kunne holde til, med kun et enkelt skær, at skrælle en halv tønde land græs.

Efter et par år havde den skrællet hele kongeriget, den grå. For samtidig med vores var tusinder af andre brølet ind på tusind andre gårdspladser, og hvis ikke den stod på alle landets gårde i efteråret 55, så ankom den på resten i 56, og på de allersidste husmandssteder året efter.

Bjerge af hestekød må have været billigt til salg i de år. Vi havde i hvert fald ikke længere brug for pillikerne, det kunne enhver se da den første høst var overstået, stalden blev ryddet, på nær et enkelt gammelt øg som endnu nogle vintre blev holdt i live af vores sentimentalitet. Og karlekamrene stod snart også tomme, så godt som, ingen havde jo heller brug for alle de folk længere, karlene kunne nu bare rejse efter pigerne der allerede var sluppet løs, da fryseren og den elektriske vaskemaskine rykkede ind hos os. Heldigvis var der masser af ledige arbejdspladser til dem alle sammen i byerne.

 

Tag en håndfuld småsten og giv dem navne: en kunne hedde tv, en anden kalder vi folkevogn, en tredje charterrejse, en fjerde Elvis, en femte parcelhusudstykning, en sjette, hvad skal vi sige: årlig-vækstrate-på-ikke-under-fem-procent-fra-nu-af-og-inden-længe-opfinder-de-sgu-nok-p-pillen. Altså sådan en håndfuld småsten står vi med ved landsbyens gadekær, og vi skriver 1960, og den blanke, sorte, tyste dam er i århundreder ellers kun blev forstyrret af vinden og ændernes kølvand. Men så er det vi af alle kræfter slynger vores sten derud, dem alle på én gang, ud i midten af den. Og det plasker og skvulper, og det lyder på en eller anden måde ligesom meget mere af nutid, og et øjeblik efter kan vi se langt ind i fremtiden: For hver af stenene dannes der ringe i vandet, og ringene krydser ind over hinanden. Ethvert centrum bliver periferi for et andet. Så hvis vi før vidste hvor midten var – og det gjorde vi: midten af gadekæret som var midten af vores by som var midten af verden, og vi var der – så er vi allerede nu ude i en flydende udkant, oversvømmet af bølger fra andre centre og periferier, fra mindre og større byer, som oversvømmes af bølgerne fra samtlige klodens metropoler, som oversvømmes af bølgerne fra hinanden, og fra vores gadekær.

 

Fjernsynet: Vi var alene sammen i stuen, min far og jeg, det var helt usædvanligt, det må have været en særlig lun sommeraften der holdt de andre ude på vejen eller i haven, nede ved fjorden måske, og vi to havde så alligevel villet se tv-avisen. Og vi fik os så heller ikke rejst og slukket for apparatet – det var ikke ret længe efter at vi havde fået det, men vi havde allerede set en hel opera, og dyrelivet på den afrikanske savanne, og hvordan man fjernede sovsepletter fra sit slips – og det næste program var nu allerede begyndt, som vi sad dér, min far og jeg, alene to, og før det havde kørt i tredive sekunder, var det blevet umuligt for nogen af os at rokke os ud af flækken. Vi sad forstenede i hver vores lænestol og stirrede på skærmen. Alt i os ville op at stå, ud af stuen, langt væk fra de billeder, men vi kunne ikke flygte fra dem. Det mindste forsøg på det ville have røbet vores fejhed.

En alt for flov anfægtelse. En ubærlig skam, og den havde straks sat sig så dybt i os, og den lå så tyk og eksplosiv i luften mellem os, at vi ikke turde røre en finger, ikke så meget som rømme os, og jo slet ikke flytte blikket en millimeter fra den skærm. For det forfærdeligste kunne da ske, at vi kom til at se på hinanden.

Det var en udsendelse om trækkerdrenge og deres kunder. Det foregik i København, det meste af det på Rådhuspladsen, i det underjordiske toilet.

Da det efter en evighed var overstået, sad vi endnu nogen tid og glanede frem for os, stadig uden at mæle et ord. Så kom min far alligevel på benene, og han fik slukket for fjernsynet og bevægede sig mod døren, og han spurgte så derhenne, uden helt at vende sig, han spurgte mig om sådan noget mon fandtes i virkeligheden. Jeg var kommet i gymnasiet, og han regnede nok med at de dér var i færd med at lære mig en hel del mere end mit fadervor.

Men jeg vidste det ikke, havde ikke hørt om det. Alligevel svarede jeg ja. Ja, det gør det, det findes i virkeligheden. For vi havde set det på skærmen, og skærmen var med det samme blevet en del af den virkelighed der også var vores. Også vi havde, fra nu af, noget af vores liv på toilettet under Rådhuspladsen i København. Ligesom vi havde det i operaen og på den afrikanske savanne, det var alt sammen lige så forunderligt og vigtigt at kende til som hvordan man fjerner sovsepletter fra slipset.

 

I flere årtusinder før fjernsynet kom, levede vi i mørket. Selv om lyset da for længst var blevet tændt i København, det skete på Det Kongelige Teater. Scenen blev her oplyst som man aldrig ville se det i nogen nok så fornem stue, for ikke at tale om de skumle gader med deres to eller tre gaslygter. For slet ikke at tale om tællelysene ude i mulmet hinsides byens porte. Nej, det var inde på scenen på Kongens Nytorv der virkelig var lys, og det var også åndens lys. Derfor satte det ny borgerskab sig i teatret hver eneste aften. De havde brug for alt det lys, de førte nu et liv med ægteskabelige problemer og generationskonflikter og samvittighedskvaler over hele tiden at måtte bedrage hinanden, for handelens skyld. Men der måtte dog være et højere formål med grådigheden, og det fik de at se i lyset på scenen, og dér blev samtidig sårene fra familielivskrigen helet.

En refleks af lyset kunne indimellem også lige anes i de større provinsbyer. Her var folk der i deres ungdom havde studeret i Kongens København, de havde været i teatret, og de holdt nu spejle op, derude i deres borgerforeninger, for at fange en smule af åndens lys, som de så sammen med den lokale landadel så småt kunne bade sig i. Men helt ude på landet var der ingen der kunne se det mindste glimt af det. Det kunne under ingen omstændigheder sprede sig så langt som fra hovedstaden til jyske landsbyer, og af den grund talte de på Kongens Nytorv, med rette, om det mørke Jylland.

Her levede vi i vores egen verden, en tredje bondsk, traditionstynget og langsom én, helt uden for de to kulturer man ellers kunne udpege her i landet, en strålende én i hovedstaden og en bleg afart af den i købstæderne.

Provinsen var så sandelig provins. Men så holdt københavnerkapitalisterne op med at søge noget højere formål med deres pengepugeri. De troede snart ikke længere på nogen mulig forsoning med hverken Gud, sig selv eller næsten. De kunne sådan set undvære lyset på deres scene, og så kom fjernsynet.

Det udbredte sit flakkende blå skær ligeligt i alle kroge af landet, og i dét var ånden splintret til partikler som hvirvlede omkring mellem millioner af andre, der hulter til bulter kunne informere om stort og småt, underholde, forarge, fordrive tiden, lave masser af larm og ballade og forvandle alle og enhver til moderne mennesker.

Hovedstad og provins var nu endelig klasket sammen. Tilbage var den samme livsform, den samme frygt og de samme drømme alle vegne, og forskelle der kun kunne tales kvantitativt om, som kilometerafstande, befolkningstæthed, indtægtsniveauer, årligt forbrug af sushi og medisterpølse.

 

Parcelhuset: Min ti år ældre bror kom kun til at gå i skole i syv år. Så arbejdede han ved landbruget, derhjemme og på et par andre gårde, og på en tredje da han havde været inde som soldat, men snart ville han så væk fra det. Ligesom flere hundrede tusinde andre der i de år kunne se stadig større muligheder i alt andet end at blive hvor de var, og han havnede i Roskilde og blev plejer på Sankt Hans. Efter et par år med dét blev han Falckredder, og efter endnu et par år var han så heldig at blive brandmand, ansat ved Roskildes kommunale brandvæsen, pensionsberettiget tjenestemand.

Og det var en tilværelse der passede ham, at være brandmand, med al hans adrætte dristighed, og med døgnvagterne som gav ham fri de følgende to-tre dage, og han kunne sejle og fiske som han havde lyst til. Han og hans kone, der var sygeplejerske – de var blevet kærester mens de begge arbejdede på Sankt Hans – de fik nu købt et lille, nybygget hus. Og de fik tre drenge, og i kvarteret var der mange andre unge familier med småbørn, og haverne, der næsten gik i ét hen over de spæde, halvt nedtrampede hække, var fyldt med sandkasser og gynger, glidebaner, alt hvad ungerne kunne bruge eller smed fra sig af skrammel. Og der var ingen der ville have det anderledes – jo, måske engang. Måske skulle også deres del af byen her ende med at blive lige så fin og ordentlig som de gamle villakvarterer, med velplejede plæner og nydelige blomsterbede, det var da nok meningen. Men ingen grund til bare et øjeblik at bekymre sig om det nu. Det kom nok ligesom af sig selv. Jo, det hele ville blive som det skulle være, og sikkert også meget bedre end nogen rigtig kunne forestille sig. For sådan var de gode tider ved at ville blive, de ville blive bedre.

Jeg kom på ferie hos dem om sommeren, hvert år fra konfirmationsalderen, og jeg drev omkring på vejene og langs jernbanevolden, og jeg spillede bold med drengene i haven. Eller jeg hørte plader sammen med deres barnepige. Vi hørte hundrede gange deres Tommy Steele-lp, og deres The Platters-single, og vi sad på hver sin side af sofabordet, med havedøren på klem ud til drengene, og vi sendte med visse mellemrum – jo ikke for lange, heller ikke alt for korte – hinanden et romantisk blik, ligesom på musikkens vegne. Men det år jeg var fyldt 18 og havde fået kørekort, begyndte jeg at komme videre omkring og var flere timer væk fra huset og drengene og barnepigen. For min bror havde samme år anskaffet sig en bil, en god brugt, og selv cyklede de stadig på arbejde, så du tager bare bilen, sagde min bror, du tager den bare når som helst du får brug for den.

Det gjorde jeg hver dag. Jeg kørte Roskilde og omegn tynd. Jeg øvede mig, og det gik godt, indtil en skønne dag. Da mistede jeg kontrollen over vognen, for nu at kalde det noget mindst muligt beskæmmende: Jeg ramlede ind i deres carport, idet jeg stærkt opstemt kom tilbage fra en lang køretur; knækkede hjørnestolpen og krøllede køler og forskærm på bilen. Men tag dig ikke af det, sagde min bror, da han kom hjem. Han var storsindet, sådan var hans tilbøjelighed, og tiden var nu også med ham i dét. De fik jævnlig en lønforhøjelse, og han kunne more sig over min idiotiske klodsethed, og tænk nu ikke mere på det, sagde han, jeg har fri et par dage her, og så reparerer vi den carport, og måske skulle vi så tage ud og kigge efter en anden bil. Jo, alt ville blive godt, nej, det ville blive meget bedre, anderledes kunne det slet ikke gå.

 

Nykøbing Mors Folke- og Realskole var i efterkrigstiden den største skole i landet. Elevtallet var en trumf for købstaden, det var i de amerikanske drømmes gyldne tid, og ingen, heller ikke blandt pædagogerne, havde endnu mumlet noget om at småt er godt. Børnemylderet var et uimodsigeligt udtryk for byens driftighed, her var der virkelig gang i den, og Morsø Jernstøberi beskæftigede fortsat sine hundredvis af formere og støbere og smede. Fortsat, og så med ét ikke længere: støbejernet gik af mode, og så kunne man heller ikke så godt have det velsignede, sortrygende fabriksanlæg liggende hvor det lå, lige midt i byen. Virksomheden rykkede ud på marken, og outsourcede det groveste af produktionen. Mange blev arbejdsløse, og den store skole blev nedlagt.

I dag holder et teater til i den ombyggede gymnastiksal. Og i en af jernstøberiets få tilbageværende bygninger, hvor smede- og samlehallerne lå, dér er på alle tre etager bibliotek, og kontorer, mødelokaler, foredragssal. Og elværket, der i samme vending blev overflødiggjort af større, regionale el-producenter, det hedder nu Musikværket.

Her er koncerter, klassisk, jazz, rock, og i skolens gamle gymnastiksal spilles moderne teater, og i jernstøberiet læser digtere op. Tidens førende kunstnere og intellektuelle kommer indimellem til byen, der er høj kvalitet over alt det kulturliv, og industrialismens arkitektur er gået hen og er blevet smuk.

Før var den der måske bare og tjente sine formål. Smør på brødet var det til syvende og sidst. Velstand, vækst og gesjæftighed i købstaden, og de tusinde kåde børnestemmer deromme i skolegården. Og nu er der så kultur i skallerne, og ingen vil vel sige andet end at det også er godt, ja, det er måske endda nødvendigt, for at holde på resten af os. For i ny og næ at lokke et par nye mennesker hertil. For at vi sammen med dem, hvem véd, kan opfinde en fremtid.

 

Nu vil jeg køre en tur igen, jeg vil til Danmark. Det er noget af en rejse, for jeg starter på Mors, det ligger så langt udenfor. Jeg vinker da farvel til øens fede agre, og de kunne måske nok i gammel tid have ført den helt ind i det rigtige land, hvor pengene tjenes, og vel er der nu svinefarme og høje priser på den jord der er brug for til gyllespredning, men det lugter ikke ret godt. Det lugter alt sammen af tvangsauktioner og bankkrak, det duer ikke.

Bedre bliver det ikke på vejen ned gennem Salling, det er den samme historie. Her levede så ranke og bovne bønder med socialistgårdmanden Aakjær som en flakkende flamme iblandt sig; nu skumler her og der over markerne en lille rød bordellampe fra et muggent vindue i et usælgeligt hus. Hovedstaden Skive nåede så lige at svinge sig op med de store tider i smørproduktionen, og holder vel stadig skansen som middelstort provinshul, med traktorhandel bag postmoderne facader her på kanten af morænen. Det rigtige, dynamiske Danmark tilhører byen jo dog slet ikke længere, og nu går det ud over heden.

En vidtstrakt, en endeløs ørken, sådan lå den for både Blicher og Andersen, og var skøn, i al sin tilnærmelsesvise ubrugelighed. Siden blev det omvendt. Heden har vist sig fortrinlig egnet til lufthavne og motorveje, og meget af det skønne blev allerede pillet af den, da man med vold og magt ville gøre den til surrogat for det tabte Slesvig. Og ganske vist ser de blomstrende kartoffelmarker, også nationaløkonomisk set, ganske godt ud en stille juliaften, og nok giver navnet Karup allerede en forsmag på vores sande og autentiske fædreland, men det er først da jeg kommer til Sunds at vellugten uimodståeligt breder sig: her er penge. Og der er flere endnu i Herning, der minder så mange af os om Firenze. Jo, som to byer der begge blev grundlagt på uld, og Firenze i 1200-tallet, før den fik fine manerer, mens den endnu var fandenivoldsk grådig, for sådan er Herning, en no-problem-by med højt humør og computerskærme glødende af hurtige handler og masser af larm og ballade i kongrescentre og gigantiske koncertsale. Og det fortsætter, også i Brande brager det løs, og i Give giver de den gas, og jeg når da, endelig, helt ind i den inderste kerne af det danske land, til Billund, hvor det med Legoland endda har fordoblet sig, og jeg ankommer til Billund Lufthavn. Her strækker himlen sig mod alle kontinenter, her er ikke den mindste rest tilbage af noget der er til at skelne fra noget andet i nogen anden inderste kerne af verden.