Der er vist ikke så få der går og tror, at Danmark allerede længe har været ét land. Jeg må sige at det i hvert fald ikke gjaldt, da jeg var barn, i 50’erne.

Det kan jeg tydeligt nok høre når jeg taler om den tid med jævnaldrende fra andre egne af kongeriget, for deres barndom var jo åbenbart fyldt med Anders And-blade, biograf­ture, fodboldklubber og flere andre herligheder. Typisk dansk, kan de endda sige om det hele, og bortset fra at dansk og Danmark for os i Staun var ganske tågede begreber, noget derovre østpå betød de vel nærmest, så kendte vi hverken til biffer eller klubber af nogen slags, og vi tillod os virkelig heller ikke, når vi engang imellem kom til Nibe, at købe blade bare for sjov. Slet ikke i min familie hvor de allerfleste former for læsning ansås for let gennemskuelige forklædninger af simpel dovenskab.

Hvis jeg nu alligevel ikke er blevet så grundlæggende anderledes ukultiveret end de fleste af alle dem der tilfældigvis ikke fødtes i Staun, så er det begribeligvis skolens skyld og fortjeneste. For i min tid tog hverken folke- eller gymnasieskolen det mindste hensyn til elevernes sociale baggrund eller til deres tilfældige interesser, så selvom man som jeg kom fra et hjem uden bøger, slap man gudskelov ikke for at læse Goethe, og det daværende uddannelsessystem kunne således blive min store chance for at besudle min rede med alle tænkelige udensognske kundskaber og indsigter. I skolen mødte jeg tilmed et menneske der endelig lod det dæmre, at hele denne flugt måske indeholdt en mulighed med mening i også, og netop også for mig.

Det skete i gymnasiet. Men før det kunne komme så usandsynligt vidt, at jeg befandt mig dér, måtte jeg have hjælp fra andre underlige personer, og visse eventyrlige begivenheder skulle indtræffe.

Den første af mine meget determinerende lærere – jeg har før kaldt hans figur for Enoksen – kan måske alligevel ikke siges, uden at vride ordet lidt, at have været en rigtig hjælper. Men han dannede min forestilling om hvad skolen var for et sted, så helt anderledes end verden i øvrigt, jo slet ikke virkelig som vores gård var det, og selvom skolen også var uhyre farlig og paradisisk og sådan trængte sig igennem mig, så føltes alt hvad den kunne fremkalde af lyst og smerte stadig mest som noget i en drøm.

Det var en to-klasset skole med enelærer, og først havde man Enoksen i bitte klasse og så i store, og så blev man konfirmeret og sluppet løs i voksenheden. Enoksen havde været der så længe at kun de ældste i byen kunne huske hans forgænger, og han havde naturligvis også tugtet min far fyrre år før han lagde sin hånd på mig. Og da jeg ikke rigtig havde hørt snak om andre mennesker der var lærere, troede jeg at hans navn og ordet degn var et og det samme, og jeg gjorde mig flere gange latterlig over for mine fætre og kusiner i de omkring­liggende landsbyer ved at spørge dem, hvordan deres Enoksen var.

Enoksen var altså skolen for os i Staun, og hans mærkværdigheder udgjorde nogle grundlæggende betingelser for vores skolegang. Han lignede ingen andre i miles omkreds. Hans hud var så sart som havde han aldrig været udendørs, og det skete da også sjældent at nogen så ham der, og hverken han eller den magre kone plejede gennem alle årene omgang med nogen andre i byen, og hun var halvt gennemsigtig, som hun viste sig for os i skolestuen når vi havde sang, uden for huset kom hun i vi hvert fald aldrig, eller så kun på bagsædet af deres bil. Ingen vidste noget som helst om deres liv, man mente de stammede fra Sjælland, men det allermest usæd­vanlige ved Enoksen var naturligvis at han var enarmet. Han havde i stedet for den venstre en træarm, beskyttet af nogle brede, brunlige metalringe. For enden af dem, ved jakkeærmets åbning, var der et gevind, og på særlige dage skruede han en hånd op i det, en let krummet jernhånd beklædt med en fin, sort læderhandske.

Man kunne sidde længe og falde i staver over denne tunge hånd eller over det bare gevind, og man kunne godte sig over at hele apparatet ikke for alvor kunne bruges til noget. Hans rigtige hånd var derimod skrækindjagende. Skønt han nu var blevet en gammel mand, slog han os så tit og grundigt at vi på det punkt fik lige så meget at prale af som de ældre generationer. Almindelige lussinger, stokkeslag over fingrene og svirp i knolden med spanskrøret, det var de daglige doser, og så fik man med visse mellemrum en ordentlig gang prygl.

Jeg tror ikke at vi almindeligvis blev helt klar over hvilke forseelser vi blev straffet for, han var ikke så snaksom, Enoksen. Men vi ønskede bestemt at levere så få anledninger til slagene som muligt. Heller ikke de forbrydelser der kunne afføde de større afklapsninger begik vi af ond vilje, der var i al fald for det meste tale om noget vi bare var kommet til at gøre. Jeg nåede at have Enoksen omkring et års tid, og jeg nåede tre gange at få bank af ham gennem et halvt frikvarter. Et eksempel på den tilstrækkelige begrundelse for sådan en scene kunne være dengang jeg kom til at skij, som vi sagde, et forkert sted.

Derhjemme var det forbudt at bruge det lokum vi havde i den vestlige ende af tørvehuset, det var forbeholdt kvind­folkene. Vi mænd måtte sætte os i det fri eller bag køerne i stalden. Jeg troede nok at en lignende regel gjaldt i skolen, og dertil kom at skolens lokum, bag degnens garage, vendte ud mod et hus hvor der boede nogle af de mennesker, jeg var lidt bange for, så jeg havde slet ingen trang til at gå derover. Jeg anbragte mig altså i en krog af det stykke græs der lå bag skolebygningen og regnede da med at sidde der for mig selv. Men Enoksen måtte alligevel have kunnet se mig fra skolestuen. Det gik op for mig at jeg havde bedrevet noget fælt, da jeg kom tilbage til timen, for han beordrede mig straks over at sidde mellem to piger. Og langsomt anede det mig jo hvad dette her frikvarter ville byde på, mens jeg ellers sitrede i klemmen mellem tøserne og spekulerede over, hvor i alverden man nu kunne rydde sig uden at komme galt af sted.

Al den vold betød dog langtfra så meget for os at vi ikke hver dag gerne ville i skole. Enoksen var nemlig lige så mild som han var ond, og han indeholdt, og det var uden tvivl det bedste ved ham, en vældig masse historier. Jeg véd ikke om han var særlig god til at fortælle dem, han fik dem i det mindste lagt frem til os, så vi kunne gå ind i dem, så længe de varede jo, og være i dem som personerne var der og ikke mere vide af, at vi ellers levede hjemme i Staun. Samtidig sad jeg dog nok og opbyggede en af mine indre konflikter med min far, for han havde sagt til mig at jeg i skolen kun skulle bekymre mig om at regne og læse og skrive, og i hvert fald burde jeg aldrig høre efter hverken bibelhistorien eller danmarkshistorien. Han anså dem begge, men især den sidste, for at være løgn fra ende til anden.

Havde Enoksen været nogle få år yngre, således at jeg hos ham havde kunnet udstå hele skolepligten, så havde jeg næppe nogen sinde skrevet dette. Jeg må derfor tro at hans afrejse fra byen blev endnu vigtigere for mig, end han i sig selv kunne være blevet. Den førte nemlig, et par år eller tre senere, til at jeg blev sendt til Nibe hvor de havde realskole.

I mellemtiden havde vi vikarer i Staun, ingen lærer kunne længere drives til at søge en fast stilling så langt ude. Og vikarerne var som regel slet ikke rigtige lærere, det var nogle unge fyre der studerede til læge eller sagfører eller sådan noget, og nu var de hos os højst i tre måneder for at tjene lidt penge. De fleste i byen så vel op til dem, for man vidste de ville ende som nogle af de øverste, men trods det kunne de færreste, og heller ikke min far, være i tvivl om at de sjældent duede til at lære os børn noget nyttigt.

På samme tid måtte min far også endelig opgive enhver tanke om at jeg nogen sinde ville kunne klare mig som landmand. Den mægtige udtynding i erhvervet var indledt, man kunne allerede forudse at kun de villeste ville være i stand til at fortsætte det, og jeg kunne altså aldrig tænkes at komme til at høre til iblandt dem. Jeg formåede virkelig ikke at udføre noget som helst arbejde ordentligt, jeg blev altid efter kort tid opslugt af et eller andet i mit eget hoved og glemte så øjeblikkelig hvad jeg var i gang med, og hvad jeg i grunden skulle med det. Selvfølgelig til at fortvivle over for en far, at have en så evneløs søn der nu oven i købet så ud til at skulle blive så ringe skolet, og det ene med det andet stemte ham vel for ikke uden videre at forkaste forslaget om et skoleskifte.

Det kom vist også helt fra regeringen, dette forslag. Jeg husker i al fald at en af vores vikarer en dag havde sagt til os, at vi nu skulle skrive en diktat og regne nogle stykker, som så skulle sendes af sted til nogle høje herrer, der ville se hvor dygtige vi var, og jeg tror også at samfundseliten der i halvtredserne var overbevist om, at det kunne føre til noget at opstøve såkaldte intelligensreserver i de utroligeste afkroge. Under alle omstændigheder fik vi nogle måneder senere besked om at jeg altså ville have gavn af at komme til en større skole, og nogle måneder senere igen blev det da sådan.

Jeg var dermed blevet den første der skulle komme til at gå i skole i mere end syv år, den første i min talrige familie og den første også i Staun, hvis man lige så bort fra en lidt ældre pige, og det kunne man af og til gøre, for hendes mor var københavner. Det kom dog ikke til at gå så godt for mig der i Nibe som alle vel havde håbet.

Fra begyndelsen var jeg opsigtsvækkende uvidende, jeg havde, for eksempel og i modsætning til vist alle andre i klassen, ingen anelse om hvad et navneord var for noget, og det almindelige indtryk af mig forværredes sikkert yderligere, når jeg ville lade som om jeg vidste bare en lille smule mere, end vi havde hørt om derhjemme. Nu var de heldigvis heller ikke så lærde at jeg ikke ret snart kunne fatte lidt af, hvad de snakkede om, men det hjalp mig kun for så vidt som jeg efter femte klasse fik lov at komme med i første real. Mit forhold til den skole forblev dog skævt.

Måske var jeg for træg i det til at kunne skifte livsbane så hurtigt. I al fald ville noget i mig kæmpe imod, og det oparbejdede tidligt i mit indre en nærmest hysterisk modvilje mod at gøre som der blev sagt, og en dæmonisk trang til at foreslå kyniske tolkninger af selv de dejligste tekster. På den måde holdt jeg i lange tider stillingen som den næstværste af de enogtredive vi var i klassen, og den gennemsnitlige lærer kunne dårligt tro andet end at jeg burde smides ud jo før jo bedre. For jeg stod virkelig så tit der – man stod jo altid straks op når man blev spurgt om noget – og jeg stod der og stod der uden at komme frem med noget fornuftigt, og jeg husker mig stående der eksempelvis også den dag historielæreren havde spurgt mig, hvad en professor var. Da jeg endelig indrømmede at jeg ikke kendte det ord, svarede han, at det også kunne være lige meget, jeg ville alligevel aldrig komme i nærheden af sådan én, og han lo længe sammen med de flinke i klassen, og jeg var trods alt ikke dummere end at jeg så nogenlunde forstod hvorfor, og at de uden tvivl var i deres gode ret til at foragte mig.

Dette her foregik mens jeg var fjorten eller femten, jeg havde det netop temmelig slemt, jo også af de for alderen gængse grunde. Og kammeraterne kunne muligvis opfatte mig som en kende mere usikker over for pigerne end de selv var, og de kunne ikke lade være med at iscenesætte ætsende intriger som under alle omstændigheder bekræftede min ekstra­ordinære inkompetence også på det felt. Men det ville blive en længere historie.

En enkelt måtte der nu være som kunne gøre det lettere at holde det hele ud, og det var der, og han var matematik­lærer, og vores klasselærer. Han var en stor mand med et godt humør, og han tog det slet ikke som en fornærmelse at nogle af os var lidt aparte, det så faktisk næsten ud til at han også kunne glæde sig over dét, og vi havde ham heldigvis vældig meget. For det var en præliminærskole hvor der blev lagt noget større vægt på de matematiske discipliner end i de mere almindelige realskoler, og det traf sig endelig så gunstigt at de var mine ’bedste fag’, det vil sige: de indbragte mig som regel tre høje karakterer, i regning, aritmetik og geometri, og kunne hvert år forhindre mit gennemsnit i at falde under dumpegrænsen.

Ingen skal af den grund tro at jeg var i besiddelse af nogen matematisk begavelse. Fagets indhold interesserede mig bare ikke en døjt, derfor havde jeg ingen besvær med det, mit indre blandede sig ikke i det på sin sædvanlige, forkludrende facon. Ganske vist løste jeg tit opgaverne på en anden måde end vi havde fået besked på, og jeg anvendte mange gange mine egne alt for korte eller langstrakte opstillinger med smutveje eller overflødige mellemregninger, men jeg nåede altså for det meste de rigtige resultater, og denne her lærer var så elskværdig ikke alene at finde sig i mit uvæsen men også at finde mig en lille smule interessant. Han sagde endda til mig at han troede, jeg ville have en chance i livet ved hjælp af matematikken, og jeg lod være med at skuffe ham med sandheden om mit forhold til faget. Og snart fik jeg virkelig brug for hans fortsatte tiltro til mig.

Det skete da jeg nogle måneder før den afsluttende eksamen fik den, for så godt som alle at se, højst besynderlige idé at jeg hellere ville fortsætte i gymnasiet efter sommerferien end ud og arbejde. Derhjemme syntes man jo nu også at jeg som snart seksten-årig havde gået mere end nok i skole, og min far, der længe havde set mørkt på min fremtid, drømte om på en eller anden måde at få mig ind ved det offentlige hvor han trods alt nok mente, jeg kunne gøre fyldest, og der åbnede sig desuden den forsommer en anden mulighed, i kraft af en rigmand der hvert år ferierede i vores nabolag, en mulighed for at jeg kunne rejse til hovedstaden og der få en uddannelse inden for handel og søfart.

Jeg var alligevel tilbøjelig til at blive ved mit, og matematiklæreren spurgte mig så en dag om mit ønske om at komme i gymnasiet var rigtig alvorlig ment, og jeg svarede da ja, og han lovede mig at det skulle jeg så også nok komme. Hvordan han bar sig ad, vidste jeg ikke, og véd jeg ikke. Men han fik åbenbart i løbet af de måneder overtalt de andre lærere til at sætte mine karakterer et gevaldigt stykke opad, således jeg at endte min skolegang i Nibe med at opnå det tilstrækkelige gennemsnit til at jeg kunne blive optaget på Aalborg Katedralskole. Jeg er dog bange for at jeg forvoldte denne vidunderlige lærer – som jeg altid vil føle jeg står i gæld til – mindst et øjebliks fortvivlelse da han måtte høre, at jeg valgte den sproglige linje.

Hans store og ufortjente støtte rettede mærkelig nok også op på min selvtillid, og i ferien besluttede jeg desuden at i gymnasiet ville jeg bestræbe mig på at være præcis som det dér var mest almindeligt at være, og begge dele virkede tilsyneladende og gjorde straks tilværelsen meget behageligere. Jeg fik et ganske ukompliceret forhold til mine nye kammerater, og naturligvis kunne jeg fortsat få kæreste­problemer, men vist ikke mere i særligt og forhøjet omfang. Nej, jeg blev tilmed villig til at åbne mig for lærernes ideer og intentioner, og på det sted var de især meget optaget af det nationale, for flere af dem havde, sammen med elever også, deltaget i modstandsarbejde under besættelsen, og selvom min årgang var fra efterkrigstiden, lå det jo ikke så langt tilbage for dem, og således blev jeg snart entusiastisk dansker. Og da jeg nu var kommet op at gynge i denne første abstraktion, kunne jeg nemt springe videre til den næste, og jeg kom for eksempel til at opfatte mig selv som kommunist, hvad der til min flove forbløffelse viste sig at være mindre velset. Men jeg befandt mig under alle omstændigheder bedre i disse luftigheder end jeg længe havde gjort i det konkrete liv.

Næsten alting gik godt. Selvom der var blevet langt at rejse til skolen, der gik elleve timer fra jeg skulle af sted fra Staun om morgenen til jeg kunne være hjemme igen, om lørdagen dog kun omkring ni timer, så tog jeg mig nu ikke så sjældent tid til at læse lidt på lektierne, og jeg klarede mig pænt i alle fag, undtagen i dansk. Jeg fandt aldrig ud af at begå mig blot nogenlunde i det fag, og det var der nok flere grunde til. Dels var jeg ikke god til at udtrykke mig, jeg var måske endnu ikke helt kommet mig over tabet af mit himmerlandske modersmål, en slags rigsdansk var dengang obligatorisk i gymnasiet, dels bildte jeg mig ind at det meste af hvad jeg oplevede i litteraturen, og det var meget, at det var noget personligt, og jeg brød mig derfor ikke om at tale åbent om det i timerne. Endelig var dansk stil det værste jeg vidste. Jeg skrev muligvis endnu dårligere end jeg talte, og mærkede det selv, og emnerne sigtede normalt ikke efter at vække et engagement der alligevel kunne sætte ordene i bevægelse. Derfor var jeg heller aldrig i tvivl om at de knaldhårde domme dansklæreren fældede over mine kluntede og desorienterede skriverier var fuldkommen retfærdige.

Det hændte så, også et par gange i forbindelse med stileskrivningen, at sproget løsnede sig i mig, og jeg kunne aflevere noget jeg selv var tilfreds med, og i begge tilfælde blev de uvante indsatser belønnet med rene nuller. Dansklæreren var sikker på at jeg havde skrevet af efter en eller anden bog, så sikker, som han sagde, at han ikke behøvede at spilde sin tid med at eftervise det, og jeg var på en måde for hoven til at ville antyde at han tog fejl. Eller jeg var for benovet over den overdådige anerkendelse disse nuller rummede.

Det var selvfølgelig ikke nok til at bære den frigørelse jeg mere end anede forude. Jeg forventede at den med sikkerhed ville indtræffe, for det gjorde den for de unge mennesker jeg spejlede mig i under min stærkt tiltagende morskabslæsning, som jo derhjemme kunne gemmes bag ordet lektier. For de litterære helte indebar den definitive lykke som oftest i al fald planer om ægteskab, men før det i mit tilfælde skulle komme til det, forestillede jeg mig at jeg havde brug for en slags forberedende metamorfose, ikke så meget i livet som i forhold til netop den litteratur der var ved at blive en væsentlig del af det. Jeg havde nu forladt blandt andet også kommunismen og betragtede mig selv som digter, foreløbig dog uden at finde det nødvendigt at skrive vers.

Den hjælp jeg havde brug for var allerede på vej fra vores lærer i oldtidskundskab, det forholdt sig så utrolig heldigt at han var et geni. Der er vist færre af dem inden for pædagogikken end i de fleste andre fag, men jeg kan fortælle, efter også at have læst om nogle eksemplarer, at de straks røber sig ved at det for dem ikke spiller nogen rolle, hvilke elever de har. Vores lærer i oldtidskundskab havde tilsyneladende knap nok rede på hvem der var klassens flittige elever, og hvem der var dovne eller vrangvillige, for med sine milde kunster tvang han, så at sige, hver eneste af os til henrykte at kaste os over hans stof og til hvert øjeblik at holde sanser og sind åbne til bristepunktet.

Det var jo da også særlig godt stof han havde, en episk og dramatisk digtning nær det fuldkomne og gennem årtusinder aldrig overgået. Og han opfandt så uafbrudt ret uimodståelige identifikationsmuligheder, blot med udgangspunkt i de kedeligste situationer fra skolens hverdagsliv eller i de mest storslåede scener fra Hollywood, eller i hvad som helst altså som alle straks kendte til. I hvert fald når han først havde udmalet det hele i technicolor og med rundhåndet brug af glycerintårer, og enhver af os kunne så i det ene øjeblik føle os som Hektor, i det næste som Andromake og endda blive ført dybt ned i deres lille drengs forskrækkelse ved synet af faderens strålende hjelm. Jævnlig læste han, som i pauser mellem den slags indlevelser, nogle stumper af de græske tekster, så vi også kunne få den originale klang og rytme i kroppen, og mens Odysseus blinder Polyphemos, fremkaldte han versenes hele tætte vrimmel af s-lyde, så klasseværelset sydede og hvislede på det grusomste, og man behøvede kun lige at lukke øjnene en anelse for at være helt og aldeles til stede, dengang der i hulen.

Ja, de heftigste forførelser blev vi ofre for, og verden har givetvis grund til at glæde sig over at denne lærer med hud og hår var trådt i den klassiske dannelses tjeneste og ikke anvendte sine evner til egen vinding. I mit liv medvirkede han stærkt til at befri en stadig varmere men også stadig mere indeklemt lidenskab for digtningen. Han fik den lirket løs fra min mere eller mindre fiktive privatsfære, kunne man sige, og den kunne dermed også for mig folde sig ud i sin fulde universalitet og samtidig, stykke for stykke, blive umiddelbart håndterlig.

Da jeg få år senere skulle til at skrive min første roman, var han ikke mere meget i mine tanker. Stoffet til den opstod af svælget mellem det socialdemokratiske dagligliv omkring mig og så de billeder af Indien eller Kina som mange af mine jævnaldrende og i nogen grad jeg selv helst ville opfatte som en rigtigere og sandere virkelighed. Alligevel valgte jeg at lade noget af hans stof stå for de forlokkende forestillingsverdener, lige så fjernt i tid som hine i rum: det minoiske Kreta og myterne omkring det.

 

Trykt i MIN BEDSTE LÆRER.