Tag ordet fra nosserne

1. Intet nyt om Nik. Heller ikke i går. Forleden morgen, da Nik begyndte i børnehaven, så TV 2’s ankermand mig ellers i øjnene og sagde: Vi er selvfølgelig på plads! Men nej. Der bliver ikke fulgt op. Sgu ingen sammenhæng i TV 2’s nyhedsformidling. Man siger uvilkårligt til sig selv: hvis ikke der havde været konflikt på DR, så havde vi fået besked. Et øjeblik efter gribes man alligevel af tvivl.

For hvad er omfanget af det vi savner? Er det på størrelse med det kvalitetstab TV 2 selv har lidt gennem årene? Tåler det endda sammenligning med det kontinuerlige bjergskred der tog fart i de brølende 70’ere og nu har efterladt også DR som en ganske flad strækning? Kun alt for nem at befærde for det åndelige motionshold, men uden gnist af incitament eller åbenbaring. Er savnet da kun en illusion? Det er jeg næsten bange for, og for at de næsten har ret, de der kalder det hip som hap, om DR er i arbejde eller ej.

Det gruelige ved det er at de dermed også har vinket farvel til demokratiet. Droppet tanken om at vi i kraft af oplysning kunne bestemme over os selv, og troen på at dette ideal til enhver tid var til at virkeliggøre.

2. Hvad er det for folk der har erobret de mest betydningsfulde medieposter, som nu fx i DR? Det er folk med nosser. Jeg anvender det ord af lutter høflighed. Fordi jeg har indtryk af at de selv, og med stolthed, ville tage det på sig. Det er bosser med masser af nosser, og hvad bruger de dem til? For øjeblikket åbenbart til at slås for et kynisk lønsystem og klemme faglige rettigheder. Men ellers har de da brugt dem til at banke hjernen ud på en institution, der opstod i et håb om folkeoplysning, så den nu ligger i sølet og ligner enhver anden markedsmekanisme. Og de bruger dem dagligt til at overdøve alt andet end buldrende tomme tal, og til at sætte ekstra tryk på deres hånlatter over det de betegner som ’skolelærer-tv’. Det vil sige programmer der indeholdt oplysning.

De har nosser. Men før vi talte så meget om nosser, kunne vi også tale om hjerte, for vi troede at hjertet var fuldt af mod og kærlighed, og de kræfter forstod vi som en mandlig og en kvindelig side af det samme. Ja, vi mente vel endda at det var gennem dette samme at livet kunne opretholdes: havde vi hjerte, kunne vi forblive mennesker. Og bosserne, kunne de mon ikke blive til hjælp, hvis de nu tog lidt konflikttid til sig selv og så måske med ét fik en fornemmelse af at de, ud over nosserne, oven over dem, også har en smule hjerte? De ville da få mandsmod til at være mere end en klat smørelse i mediekværnen. De ville rydde fladen og stable bunker af tidens skarpeste viden og lødigste kunst op i den bedste sendetid. De ville tillidsfuldt kigge ud til os og spørge: Vil I være med i et eksperiment? Skulle vi ikke igen, med oplysning, prøve at skabe verdens livligste demokrati?

Nej, det er jo ørkesløse drømmerier. Lad mig nu være nøgtern: det er nosserne der har taget magten. Og de knokler konstant for at koge os ind til nossificerede og hjerteløse jubelidioter, der ikke har et kvæk at sige. For det skal vi heller ikke, vi skal ikke have noget sagt, slet ikke bestemme over os selv. Det skal markedet og bosserne bare tage sig af.

3 & 4. I ”Vredens Børn”, af Aakjær, læser jeg om karlekammeret for hundrede år siden: ’Hellere end at forvirre Folks Begreber med Betegnelsen ”Kammer”, burde man da kalde det for en Baas eller Karle-Bøvl, som man naaed frem til over en stinkende Sø af flydende Dyre-Ekskrementer’. Beskrivelsen af denne elendighed er indædt og grundig, og regeringen fik gjort noget ved sagen. Vi skal derfor langt væk for at finde mage til fornedrelse af mennesker. Eller langt frem, i Danmark helt frem til i dag, men her finder vi da på ’værelserne’ nutidens karle som, nedbrudte af junkfood, ligger dvask henslængte foran skærme, der uophørligt overdænger dem med colabøvs, splatter og plasticpatter. En ydmygelse og forråelse vi ikke hurtigt nok kan gøre oprør imod.

Som landet ligger, vil det oprør dog kun lykkes, hvis de unge selv vil være med. Det kræver at de får kendskab til noget andet, at vi altså også lige får skolen med. Og mere end det: får skolen lavet om. For uanset hvor hårdt lærerne arbejder, så strander en virkelig oplysning på den katastrofale beslutning man traf i de førnævnte 70’ere, at der skulle tages udgangspunkt i eleverne, hvad de vidste og ville. Resultatet var forudsigeligt og er nu veldokumenteret: det generelle niveau er sænket, og hvad værre er: de svageste – og vi har altid været de fleste – er endnu en gang ladt i stikken. For hvordan skulle vi komme op af hullet, hvis heller ikke skolen hverken kræver det eller hjælper? Det bedste man kan gøre er at proppe os med Platon, Shakespeare og Goethe, men andet er brugeligt. Faktisk alt andet der også kan gøre det begribeligt at der er mere at udrette i tilværelsen end at købe ind og holde vægten. Alt hvad der kan levendegøre det menneskelige i dets fulde størrelse; alt hvad der – som Kold sagde – kan oplyse og oplive.

5. Hvis oplysningen nu bredte sig, ville den også nå frem til resterne af Socialdemokratiet. Vi ville med andre ord få en anden regering. En oplyst regering der straks ville sige fra over for USA og den ’terroristbekæmpelse’, der kun lader hadet og fortvivlelsen og galskaben vokse, alt imens krig, for alenemagten selv, bliver en reflekshandling. Statsministeren kunne derpå roligt afvise præsidentens fromme snak om frihed, idet vi alle ville se et ringere motiv: at amerikaneren skal have ubegrænsede muligheder for at fylde enhver benzin- og olietank. Vores oplyste regering ville derimod hævde at de globale konflikter faktisk kan løses, den ville entusiastisk få sine partnere i EU med, de véd nemlig også godt hvordan: at vi må gøre en ende på fattigdom og udsigtsløshed og ubetinget støtte enhver demokratisk bevægelse. Og så tale sammen.

Ak! Jeg drømmer igen.

6. I torsdags undslap mig en kritisk bemærkning om TV 2’s nyhedsformidling. Jeg har nu sovet på den 5 gange, og måske så jeg førhen for meget skolelærer-tv. For selvfølgelig er størstedelen af det de sender noget smulder, og der er fortsat intet nyt om Nik. Heller ikke engang om Alex, men ret skal dog være ret: en aften havde Nyhederne valgt at gøre Mary til tyngdepunktet. Og dagen kom vi med til åbningen af Henriks nye hundehus, og som om det ikke var nok, fik vi samme aften lov at dele et festligt øjeblik med den spanske kongefamilie. Ja, selv kulturstoffet blev der plads til: Margrethe på besøg hos Blixen.

7. 11. september. Morgen. Fortsat. Intet. Nyt.

 

Varsler

1. Vil godt, og vil alligevel ikke! Med Holger i spidsen fik vi for ti år siden Mor Danmark presset ud i dette stadig mindre charmerende koketteri. Men det er nu vist, at vi snart vil komme stormende for at udfri hende af klemhærken.

Ikke bare fordi vi har prøvet at have en euro på lommen, eller fordi et par andre forbehold har vist sig at være klodser om benene på os selv. Men fordi det i dag blev meddelt at den europæiske dør er åbnet på vid gab for en stor gruppe østeuropæiske lande. Fordi hele den morderiske familie af europæiske nationer nu endelig kan forliges og forenes, og fordi ’Europa’ dermed har levet op til alle de forventninger, vi turde begynde at nære til forehavendet efter Murens fald. Det er et politisk mirakel, og en historisk mulighed som vi knap kan vente med helt og fuldt at bidrage til at virkeliggøre.

Men ellers da en rigtig skoddag: også i år gik den min næse forbi. Nå okay – en trøst at det så var Kertész der fik den. Og netop på denne dag Kertész der forhåbningsfuldt fastholder erindringen om dette Europas rædsler – det kunne faktisk ikke være bedre!

2. Dansk Folkeparti vil have os meldt ud af EU. Partiet mener at EU lægger sten på vejen for gennemførelsen af dets politik. Partiet har uden tvivl ret. For nogle af medlemslandene har haft dårlige erfaringer med at tillade bagvaskelse af etniske og religiøse minoriteter. Disse lande er indstillet på at løgn af den slags må standses ved lov, og at det bør ske allerede når de første fjolser har taget hul på deres skvalder. Derfor håber Skaarup nu også at vi ’herhjemme’ kan få ’en meget bedre snak’ om afskaffelse af racismeparagraffen, når Danmark til jul igen træder ud af det europæiske rampelys. Gid han dog her må tage fejl, men hvilken udsøgt hån mod os!

Det må siges at DF, i sin tiltagende arrogance, ikke sparer på advarsler mod sig selv. Vi får besked når partiet nu åbent går i brechen for lovløshed: det vil skaffe sig frit løb for hvad det kan have at lukke ud af forvildede krænkelser, og i samme åndedrag vil det forbyde en forsamling i et andet hjørne, hvor de er lige så betændte i bolden. Det hænger kun alt for godt sammen, når DF nogle timer efter disse raske initiativer kan berolige Thor Pedersen med, at det vil holde hånden over ham. Jamen naturligvis, for DF er loven en tilfældig omstændelighed som i bedste fald kan bruges mod andre. For DF selv er loven til for at blive brudt når partiet – og dets støtter – kan have fordel af det.

Fænomener som DF er den væsentlige grund til at man kan bæve ved synet af tidens vaklende børser. Hvis aktiemarkederne skulle bryde helt sammen, så vil der nemlig straks være flere der vil tro, at altså alligevel, der er noget om det hun siger, Pia, og flere der vil bedøve sig med en mumlen om at ham Krarup, han er da en pæn mand. Og så er Fanden løs.

Er heldet med os, og kan vi hjælpe det lidt, så slipper vi måske med at græmme os over den skændsel det er, at dette parti er med til at regere vores land. Lad det blive en kort periode, og lad den aldrig blive glemt.

3. & 4. Nye opdagelser kaster ofte et løjerligt skær over den famlende fortid. At vi således ikke i min ungdom, hvor længe vi end grublede, kunne regne ud hvordan man slipper for militærtjeneste, det virker jo temmelig grinagtigt i samme øjeblik vor tids unge kan afsløre den enkle og effektive løsning: man skal bare æde sig fed og spille dum.

Nogen har ganske vist antydet at disse ynglinge ikke har fundet ud af noget som helst, men at de simpelt hen er det. Fede og dumme. Det sidste kan forekomme troligt nok. For det er meget oppe i tiden, og ni ud af ti kendte anbefaler at vi lever livet med ingen eller yderst forsigtig anvendelse af hovedet. En generel ungdomsfedme er derimod straks et kors for trenden. Sjældent har det dog været så fashionabelt som i dag at holde sig i form og være sund. Meget mærkeligt altså, hvis da ikke netop den overvældende sundhedsmani er kontraproduktiv. Det tror jeg nærmest den er.

Sundhed har jo altid været et dårligt varsel. Ikke alene under tredivernes urtidslængsler, men også i de lystige tider op mod 1. Verdenskrig var i al fald den nordlige halvkugle besat af en lidenskab for vedligeholdelse og udbedring af det personlige kød. Måske har man anet katastroferne forude og ønsket at vende blikket i en anden retning, nemlig direkte mod sin navle, og så i øvrigt at fylde hvert ledigt øjeblik til randen med legemsøvelser og kalorietælling. Og måske har man fornemmet noget uvist lort trække sammen om én og frygtet det så desperat, at man har kastet sig ud i vandkure og anden flagellantisme for i det mindste at få sine egne tarme spulet rene. Som om det ’urene’ blot var en del af én, og med et ’rent’ liv i behold kunne afsondres.

Det kan da være at de fede unge mænd ikke kun slasker omkring i en – mere eller mindre dum – trods mod deres tid, men også i en forudanelse om en mindre dyster fremtid. Og det kan da være at de snart igen vil smide de sorte klæder, som også de magre nu i mange år har båret som i et permanent begravelsesberedskab.

5. Men bør man for resten ikke gøre hvad man kan for at tjene sit fædreland og se at komme i trøjen og blive basse? Jeg har før været usikker på mit nej, ikke nu. Skal verden, og dens oliereserver, endelig reddes med vold, så er indsættelsen af divisioner af kanonføde nu også økonomisk for destruktiv, og desuden overflødig, idet et direkte attak på fjendens hovedkvarter, udført af elitesoldater med højteknologisk dræbergrej, hurtigere vil genåbne de politiske veje. Og når invasionskrige med luftbombardementer og massedrab også på civile end ikke kan knyttes til nogen militær nødvendighed, så er det ingen overdrivelse at kalde dem forbryderiske. Det er da efter alt at dømme en forbrydelse Bush planlægger i Irak, og han bør – hvis han ikke besinder sig – betragtes, imødegås og snarest muligt straffes som forbryder.

6. Mørket pakker sig tæt om husene, nordøstenvinden buldrer videre gennem træerne, en byge smælder mod ruden. Og man lægger en pind på ilden. Man har genopdaget sin lune krog, og det er netop nu, under det allertidligste efterårsvejr, uovertruffet at være hjemme. Ja, hvor meget man end kunne fryde sig over den grandiose sensommer, og måske ønske at morgenduggen i spindelvævene, de blå og gyldne eftermiddage og mælkevejsnætterne ville vare evigt, så har det åbenbart alt sammen aflejret en hemmelig længsel efter det første varsel om vinteren.

7. Vi kalder kampen for olien: at befri irakerne for Saddam. Nå ja, lad da så en af Hollywoods supermænd eliminere ham og hans dobbeltgængere. Men skal irakerne befries ved at blive massakrerede, kan vi så ikke se tiden an nogle bilfri søndage?

 

Restauration

1. Ingen folkeslag kan måle sig med os danskere i tilfredshed. Det viser talløse undersøgelser, og de udlægges ofte som om vi faktisk skulle have det allerbedst. Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Forklaringen er vel at de udenlandske ikke synes, at tilfredshed lyder så intelligent. Uanset hvor skønt de har det, ude omkring, vil de altså være tilbøjelige til at påstå, at de da aldrig i livet er tilfredse. Bare for ikke at virke dumme. En betænkelighed vi jo slet ikke har. Tværtimod, vi finder det moralsk suspekt at betragte tilværelsen som et håbløst foretagende. Siger vi om nogen: han har problemer, så er vores tonefald næppe deltagende, det er distancerende. Og dermed er vi så igen motiverede til at forsikre hinanden om at vi har det godt, eller i al fald er godt tilfredse.

Hele denne hang til tilfredshed må da tænkes at være baggrunden for et ellers gådefuldt fænomen: regeringens popularitet. Vi kan åbenbart ikke – så længe før der kan blive tale om et egentligt valg – holde ud at gå og være utilfredse med den. Mere end hver anden dansker har da set sig nødsaget til at kværke sit bedre jeg for således at kunne glæde sig over at regeringen er så skideskrap til at holde asylsøgere ude af landet. Og rigtig mange iblandt os har eksstirperet de sidste gnallinger samvittighed fra hjertets krinkelkroge for helt at kunne forstå at det er bedst for de fattige i ulandene at klare sig selv, nøjagtig ligesom alle de små yuppiedrenge i regeringspartierne tror de gør.

Jeg har jo også trænet i at føle tryghed ved regeringen, og statsministerens smil skræmmer mig heller ikke nær så meget som da det blev opfundet. Jeg var jeg endda ved at blive så tilfreds som nogen, da kulturministeren lovede at han ville til bunds i al eventuel korruption i Kunstfonden. Et så smukt initiativ til fremme af sandheden og retfærdigheden havde vel ingen turde håbe på fra en regering, hvis finansminister så glat lader hånt om landets love.

2. Fjorden er lagt til med is. For hver dag vover jeg mig længere ud fra kysten, fortabt i det klimatiske mirakel og nye vinkler på de vante omgivelser derinde på landjorden. Den smule sne der er faldet ligger porøs af fjordsalt som skumflager over den enorme flade, man er altså end ikke i fare for at skride og skvatte omkuld, men bør nok holde øje med en endnu åben våge hist og pist. Når solen bryder igennem, og det har den jævnlig gjort her (i ly af de norske fjelde, som vejrmanden siger), forsvinder endelig de sidste tanketrevler i lutter hvidt og blåt. Først på vej tilbage, ind over strandengen, kan det fx falde mig ind at ynke sydlændingene, som jo intet kender til disse glitrende triumftog over islagte farvande, som hvert eneste år må nøjes med deres grå og klamme halvkulde og aldrig i et ægte polart vintereventyr har kunnet fylde deres lunger med klingrende tør frostluft! Hjemme igen fantaserer jeg om morgendagen, hvor jeg kan fortsætte endnu et stykke udad, og om næste uge – hvis vejret nu bare holder! Så det igen kan blive som i barndommen, hvor vi jo kunne gå hele vejen over, ud over sejlrenden og helt over på den anden side, og hvor vi dag efter dag kunne stå på isen og stange ål: hugge igennem med øksen, save hullet til, jage det takkede lyster mod bunden og hale et langt og fedt dyr op foran støvlesnuderne. Ja alt det, som alt for længe har lignet en fjern drøm, kan igen blive virkelighed.

3. Resolution 1441 og våbeninspektionen er selvfølgelig irrelevant. Om der bliver fundet masseødelæggelsesvågen eller ej, det er begribeligvis ikke det det kommer an på, og Blix skjuler da knap at han spiller med i en billig farce. For i den rigtig alvorlige virkelighed drejer det sig jo om, at Saddam engang var ude efter Georges fars skalp. Han prøvede at slå min fatter ihjel, siger George selv. Og han er er god dreng, George. Tvunget til at hævne sig. Og samtidig lige sørge for at olien bliver brugt til noget fornuftigt.

4. Restaurationen efter forrige århundredes politiske udskejelser er nu, med godt et årti på bagen, nået så vidt at kommunismen kan forkastes totalt i en forsideleder i Information. Der er ingen forskel på den og så nazismen, stod der skrevet, og det er jo en effektfuld måde at sige så meget som: den var det værste. Hvad sammenstillingen ellers kan udrette, bortset fra måske at tage pippet fra den sidste trofaste kommunist, er tvivlsomt. Ingen andre bliver i al fald klogere.

Jo, naturligvis, hvad forbrydelser angår, fik de to ikke meget at lade hinanden høre. Og det kan desuden i en vis, abstrakt forstand hævdes at de kom af samme surdej, nemlig den modernitet som de begge ville undslippe. Med politiske midler ville de atter gøre livet meningsfuldt, idet de altså forestillede sig, at det nogen sinde havde været/kunne blive det. Men de forestillede sig det så klart forskelligt, både deres utopier og deres remedier var vildt disparate. Der lå aldeles uforenelige interesser bag de to partier, og det var vidt forskellige mennesker med vidt forskellige problemer og forhåbninger de hver for sig kunne tiltrække og henrykke. Der var ingen lighedspunkter i deres økonomiske løsningsmodeller eller i deres praktiske politik i det hele taget.

Og så videre. Det allerværste skete, ja, og i begge tilfælde, og alt det værste er omsider ved at være sagt om det. Så vi nu – uden hvert andet øjeblik at lammes af forfærdelse og raseri – bør kunne tillade os at skelne igen, og ikke for at hæve den ene over den anden, men for i grunden at forstå hvad der foregik, her og der, og hvorfor.

5. Også krigen begynder som bekendt i sproget, og den ender dér som i verden, med ødelæggelse. Ordenes evne til blot nogenlunde tilforladelig pejling af hændelser og omstændigheder, den smadres. Deres vitale potentiale som redskab for samtaler også mellem modstandere, det sættes ud af kraft. Deres muligheder for at lede tanken i nogen anden retning end netop krigen, de bliver spærret af. Således vil allerede under oprustningen den der véd, at en militær løsning på ’Saddam’ og på terror er en grum illusion, blive omtalt som en ondartet idiot. Og den der nødigt vil se Amerika begå flere fejl kaldes anti-amerikansk.

6. Nej, det gør da ikke så meget at Lomborg begår fejl. Vi kan også godt leve med at han er strålende begavet, handlekraftig, charmerende, til nød endda at han er en glad mand og har mod på livet. Men at han vil berøve os den grandiose rolle som verdens ødelæggere! At vi alligevel ikke skal blive så langt mere betydningsfulde end alle tidligere slægtled!

7. Det holdt jo ikke. Vejret. Der er grå og klam dansk vinter udenfor. Det er lysterløs nutid. Og fatter skal hævnes, og mutter skal kunne holde varmen.

 

Også du!

1. Skrev jeg på en fremtrædende plads i en stor avis i et stort land, ville min chance for at påvirke krigens gang ligge meget, meget tæt på nul. Idet jeg nu skriver på bagsiden af et tillæg til en ikke så stor avis i en småstat, kan det positive forbehold roligt stryges.

Det kunne være en grund til helt at holde kæft om denne krig der bliver ved med at være undervejs. Ved simpelt hen at tie, lige nu, kunne man måske endda yde en skærv til civilisationen. For uanset hvad man mener og siger, så vil det uden videre gå i ét med den konstante medierummel, og dén kan så igen lyde som om den allerede er faldet sammen med de krigstrommer, der med en egen uafvendelighed fører sindene frem til det frygtelige og forløsende, og derfor endnu frygteligere øjeblik, hvor den endelige angrebsordre, nej hverken hviskes eller skriges, men lægges som en telefonbesked.

Hold kæft altså. Skønt den jo hele tiden popper op i knolden på én, krigen. Vel lige så svært at kontrollere hjernens sekretion af tanker som at styre sine hjerteslag, og måske skal alt alligevel også siges, igen og igen, måske er noget endda ikke blevet nævnt ofte nok. Kunne for eksempel være ordet Israel. Det har (i denne sammenhæng) ikke været til at høre, vel fordi det gemmer sig i den inderste midte af trommehvirvlerne. Hvor krigshungeren er vokset og vokset, og hvor den kunne mættes og forsvinde i kraft af dén ene handling, som alle véd vil føre til mere fred og mindre terror: oprettelsen af en palæstinensisk stat.

2. Har man måske ligefrem pligt til at tale, især lige nu? Nogle vil mene det, men nej, vil jeg svare. Den der tier, vil få historiens dom at føle, vil de hævde, og jeg gisper: må vi være her? Det bør være en stadfæstet menneskeret at leve livet uden at have nogen som helst mening om det. Eller hvis man dog har, så at holde den for sig selv.

Når det ikke er indlysende for enhver, skyldes det at journalismen har opnået en, om ikke åndelig, så mental magt der kan måle sig med kirkens i middelalderen. Journalismen kræver af os alle at vi hvert øjeblik er villige til at svare, tage stilling, pludre løs. Den foragter enhver der undviger det krystalklare standpunkt og ser derfor særligt ned på dem, der aldrig beskæftiger sig med andet end altings tvetydighed. Smykker sig til gengæld med de forfattere der polemiserer og debatterer, journalismen opfatter det virkelig som en litterær kvalitet, og havde fx Shakespeare efterladt sig en lille stak sjuskede læserbreve, ville den aldrig blive træt af at fastslå, at de udgjorde kernen i han værk.

Jeg opfordrer til kætteri. Lad os klappe i og nægte at svare så hårdnakket og så længe vi har lyst. Lad os tale når vi føler trang til det, og gøre det også helt uden moralisternes angst for at det skal vise sig, at de har taget fejl. Nå ja, bedst at undgå, men vi er nu engang skabt sådan, at det ikke så mange gange kan lade sig gøre.

3. Også du, Brutus! Sådan sagde Cæsar i dag i Rom, for 2047 år siden, da han fik øje på sin yndling i den flok undergivne, der trængte sig om ham med blinkende dolke.

Hvad ville den gamle bøddel og smertemester i Bagdad mon sige? Hvis et behjertet komplot af hans generaler og ministre kom og ville ham til livs, var det da kun, hvad han til stadighed har ventet sig af dem hver og en? Ville han bare rase over at sikkerhedssystemet, med dets intense spionage og gensidige angiveri under trusler om tortur og likvideringer, alligevel var utilstrækkeligt?

Lige meget. De skulle tage og gøre det. Nu. Stille det irakiske folk i den uvante situation at det fik noget at takke dem for.

4. I dag er der kun fem dage til det bliver forår. I al fald på den nordlige halvkugle og bortset fra her i landet. Her har vi nemlig, på et uvist tidspunkt og af ukendte grunde (eller kender nogen dem?) vedtaget at årstider skifter per en tilfældig den første. Som om foråret var en regning der skulle betales. Udenlands gør man dog fortsat som fra arilds tid: man lader disse vældige tildragelser følge naturens orden. Man lader årstiderne skifte på mærkedagene for Jordens hældning, og der bliver sommer og vinter ved solhverv, og forår og efterår ved jævndøgn.

De rigtige årstider svarer endda bedre til vejret end de kunstige. Der er højsommer i begyndelsen af august, med de højeste gennemsnitstemperaturer, og der er midvinter og skidekoldt ved Kyndelmisse i begyndelsen af februar. At man også i Danmark har opfattet årets gang mindre bogholderagtigt end nu, ser man bl.a. hos Pontoppidan og så sent som i 1912: ”I midten af december faldt den første sne – denne forsmag på den hvide vinter midt i efterårets ensformige grå…”.

5. Selvfølgelig har kynikerne fat i noget. Der skal magt bag retten; nogen forstår kun vold; inspektør Blix ville have været helt til grin uden militærkolossen i ryggen; Saddam tyrer løs med sine slyngelstreger til han er knust. Nej, de er ikke så tossede og naturligvis at foretrække frem for dem, der for alvor tror på barnagtigheder om de gode og de onde. De er rigtig uhyggelige, og kynikerne er bare skarpe og blaserte, og man under dem næsten at de så mageligt kan læne sig tilbage og have lidt ret. Problemet med og for dem er at de sidder der og bliver gamle i en rasende hast. Overalt er der nemlig stadig stigende interesse for at fremstille masseødelæggelsesvåben i udhuset, og ingen superhær kan ret længe holde skik på verden. Der findes altså faktisk ikke anden realistisk vej end den umulige: fordeling af rigdomme, demokratisk opbygning, global organisation.

6. Også ordet historisk kan nu betyde det stik modsatte af hvad det historisk har gjort. En historisk kendsgerning kan stadig være sandheden om noget der er sket før i tiden, mens en historisk begivenhed næppe nogen sinde før er indtruffet. At forholde sig uhistorisk indebærer derfor ikke bare at man ser bort fra fortiden, men også at man ignorerer alt, hvad der i nutiden kan forekomme anderledes, end alting altid har gjort. Lyder det svært, er det til gengæld uhyre let og praktiseres dagligt i adskillige tv-nyhedsprogrammer. Over for dem er vi født i går, men har straks erhvervet en basisviden om kongehuset og skal ellers blot mades med de evige historier om rockerballade, præstebøvl og glatføreuheld. Har de sent i udsendelsen et par brokker om den aktuelle verden, kommer de med løftet om mere doping og huspriser lige om lidt. Uanset hvor ihærdigt man prøver at grine, må man give fortabt.

Og NU skal præsidentens bomber falde, og statsministeren i vores lumpne ravnekrog gør honnør. Bunker af heltebedrifter og dertil hørende lig får vi på skærmen.

7. I dag er der kun to dage til. Så er det slut med vinteren. Men ikke med krigen, og mens vi nu hver eneste dag må frygte at den næste bliver historisk, skal irakerne leve med tanken om, at den slet ikke kommer.

 

Regeringsstop

1. Det er Grundlovsdag, over hækken vender vi tanken om, hvordan den i grunden burde laves om, Grundloven. Skønt regeringen har sagt stop, også her.

Nå, ja ja, siger vi, og kaster os straks over kirken og kongehuset. For statslig kristendom er da snart udemokratisk, og sikkert også ukristelig, og det bliver næppe bedre af at ministeren frabeder sig den præst, der med en venlig lille hammer banker middelalderrust af trosartiklerne, mens hun roligt lader andre slå sig op som tredjerangsgøglere med ny-mystifikation og onde ånder på plakaten. Og kongehuset, ja, vel ikke just afskaffes, men privatiseres, det er nu en god idé, og alle kan være enige om at de ugeblade og tv-kanaler, der skummer fortjenesten ved det, også godt kunne dække udgifterne.

Haster måske ikke lige med de der ting, siger vi så, og vi kan også blive for fromme igen, og fornuftens demokratiske lys for skærende, og en smule abestreger i krogene skal der nok stadig være plads til.

Nej, der er andet der haster meget mere, og det er sikringen af vores statsborgerskab. For vi vil have det sådan at vi kan gifte os med hvem vi lyster og så tage hende med hjem til Dannevang. Og hvis altså fødelandet pludselig nægter os adgang bare af den årsag, hvad skal vi så med det? Så kan vi lige så godt stryge flaget og likvidere hele butikken.

Og kunne det ikke også være helt rart at blive svenskere? Nå, men så måske noget andet.

Hvor mon for resten Saddam har taget ophold? Hvordan undslap han sine besejrere? Hvorfor blev han ikke smidt på porten for 12 år siden, og hvorfor støttede vesten ham, da han var allerværst? Hvordan blev vi danskere nu det mest krigeriske folk i Europa? Og finder de så snart de der angrebsklare masse – nå nej. Men kan det virkelig passe at Bush løj lodret over for amerikanerne, FN og alle os andre? Ville det ikke være lige så slemt som det Clinton sagde om sig selv og den kvinde what’s-her-name, og er også Fogh en stakkels løgnhals, er han en udspekuleret idealist, en overanstrengt statsmand? Hvad får vi først at se: europæiske benzinpriser i USA eller amerikansk forsyningskontrol hos os? Hvordan har besættelsesmagten i Iraq så glat kunnet gøre klar til olieeksport, hvorfor er det fortsat umuligt for den at skaffe vand og strøm til befolkningen?

3. Vi kan aldrig få nok. Næppe havde vi opnået hver vores lokum, før de første begyndte at råbe op om at de også vil have en identitet. Det var ikke længere tilstrækkeligt for dem at være dem de nu engang er.

For den der skriver disse linjer, og som aldrig har ønsket sig nogen identitet, er det mere end en gåde, det er en fejl. Den bliver kun værre når jeg hører, hvad der skal til af alt muligt for at beholde den, hvis man først har fået den. Jo fx bare af tøj. Og meninger. Hvilket håbløst forehavende at gøre det ud for en ganske bestemt person i kraft af klude der netop er masseproducerede og markedsbestemte. Og at meninger skal anvendes til at konstituere noget essentielt i et individ, det vil jeg mene er direkte livstruende. I særlig grad hvis man også tror det gælder for andre, for så bliver ens forhold til og følelser for det enkelte menneske jo bestemt af hvad det lufter af meninger, som i virkeligheden ophæver det som enkelt menneske og indlemmer det i en diffus gruppe. Gør man meninger til en væsentlig del af sig selv, bliver også noget så vitalt som uenighed et emotionelt problem, og for ikke altid at være et åbent sår må man tvinge sig selv og andre til at dæmpe sig, vige udenom, lyve, lukke bøtten, holde sig væk.

Identitet er altså ikke godt for demokratiet. Og ikke godt for individualiteten. Og heller ikke godt for venskabet. I øvrigt helt skidt for litteraturen.

Men nu er der landskamp. Jeg er fuldt og fast overbevist om at Norge vinder.

4. Jeg fik uret. Synes dog selv jeg tog det pænt.

I dag gik jeg så ud i naturen. Da jeg kom hjem og slog op i bogen, fandt jeg ud af, at jeg havde stået derude og kigget på først en håret høgeurt og så på en gåse-potentil. Utroligt.

5. Nye spareplaner er affyret fra Viborg Amt og nu på vej ind over min kommune, Morsø. De sigter efter sygehuset, men også Limfjordsteatret og VUC. Oversat til københavnsk: udslettelse af Riget, Det Kongelige og KUA i ét hug. Ingen vil det, men angrebet er uden alternativ. Det er en uafvendelig konsekvens af regeringens skattestop. Og regeringens skattestop vil endnu i lang tid være uopløseligt, for selv dets ofre hænger som ludomaner ved den glimmerdrøm, der er dets maske. Sådan kan det temmelig uforstyrret, i roligt tempo og uden skånsel smadre landet.

Regeringen har sagt stop og vedbliver at sige stop. Ikke alene over for konkrete og hårrejsende trusler om indvandring, miljøhensyn, FN-afgørelser eller et uafhængigt kulturliv, men simpelt hen stop. I det ord kan dens idéverden og praktiske politik sammenfattes. Stop for alt og alle, nej: naturligvis er der vigtige undtagelser, herunder Pia og Bush.

6. Pia vil bevare velfærdsstaten. Det vil Fogh (derfor) også. Hvis da ikke Pia giver ham lov til at lade skattestoppet kværke den langsomt, men det gør Pia ikke. Hun nærer omsorg for danskfødte og forstår sig på hvad der er dansk, og velfærdsstaten er sammen med håndbajeren blevet kernen i alt hvad der er dansk, vi vil aldrig igen kunne undvære den. Slet ikke som bidragydere, for vi foretrækker under alle omstændigheder et upersonligt samfundsliv, bryder os ikke om ansigt til ansigt at give nogen noget, medmindre vi er sikre på at vedkommende ikke har brug for det. Vi kommer overhovedet ikke i bedre humør af at lægge en mønt i en fremstrakt hånd, men oplever det på én gang som en overdreven intimitet og en grov fornærmelse. Mange siges endda at være truet af nerver bare ved synet af en nødlidende og redder sig kun ved panisk flugt ad nærmeste sidegade. Derfor har Pias præster også i årevis prædiket et særlig dansk evangelium ifølge hvilket det er skabagtigt at gøre godt for andre end de nærmeste. Så passer pengene. Og den danske velfærdsstat må og skal således bevares for enhver pris, intet andet folk i verden behøver den som vi og hver og én af os.

7. Så er der Bush, igen. USA opretholder bedst vores sikkerhed, siger Fogh, og det kan han have ret i, men USA udsætter den også for den største fare. Begge sider må med. Også i Palæstina: amerikanerne har frem for nogen holdt landet nede gennem uafbrudt finansiering af israelske bosættelser, og Bush må nu lige så resolut omdirigere dollarstrømmen, hvis han virkelig vil se en ende på hele den groteske lovløshed og undertrykkelse. Indtil videre koketterer han kun, i sin overmodige skalten og valten med verden, med den forpligtelse, han føjer kun spot til skade, forlænger og forstærker kun alles lidelser.

 

Planeten med Danas have

1. Mars er i nabolaget. For at gøre os klogere på begivenheden kom en astronom i DR P1. Journalisten: ”Jeg kaldte den en sol, du kalder den en stjerne, men hvad lignerMars egentlig?” Det faldt ham heller ikke senere ind at spørge om hvad Mars egentlig er. Også astronomen lod uvidenheden herske. Frem for at oplyse foretrak han at brillere med ubegribelige antydninger af vilkårligheder i astronomiske beregninger, og han sikrede sig yderligere mod at blive forstået ved at rable et NASA-citat af sig på engelsk. Mindst en tredjedel af befolkningen var dermed sendt ud i mørket, og journalisten udbad sig ikke med et grynt en stump oversættelse, lige så lidt som mange af hans kolleger nogen sinde gør, og det er naturligvis det skandaløse.

Hvorfor finder så mange mennesker sig i dette forpludrende snobberi? Hvorfor har de ikke for længst stormet radiohuset og smidt hele det skabagtige slæng på porten?

Vel fordi de for længst har sagt farvel til DR. Fordi de for ofte har fået besked om at de er for dumme til DR. Duknakket afleverer de bare deres licenspenge, vant som de er til at betale for fester, de aldrig bliver inviteret med til.

2. Jeg læste i avisen at man, ifølge Proust, aldrig er en god dommer over noget, man ikke bryder sig om. Allerede Grundtvig sang med forvisning den samme tanke: ”Og han har aldrig levet, / som klog på det er blevet, / han først ej havde kær.”

Det skal da nok have noget på sig, og det er ikke så godt: det gør det vanskeligt at blive klog på regeringen, og det må man jo blive for at kunne kritisere den. Måske nødvendigt at iværksætte en omfattende kursusvirksomhed? Det fører næppe langt at sætte sig hver for sig og forsøge at skaffe den plads i sit hjerte. Nej, landsdækkende kurser må op at stå, og gode lærerkræfter skulle kunne hentes på Jyllands-Posten og Berlingske (hvis deres svaghed for de aktuelle magthavere er lige så inderlig som den er udtalt?). Andre steder vil man til gengæld stå parate med pengemidler, og mon ikke også regeringen selv kunne fristes til at støtte sådan et formål?

Det eneste helt uoverskuelige problem er selvfølgelig at skaffe kursister. Kursusprogrammet vil forekomme krævende, det vil ligne et overgreb. Der må slås voldsomt på følgerne af at pjække. Vil du aldrig af med regeringen?

3. Det er ikke alt hvad der er skadeligt, jeg selv har så svært ved at holde af. Eksempelvis bilen, den har jeg faktisk kær. Det forstår sig at det ikke er noget, jeg almindeligvis går og skilter med, men kunne det nu tjene den gode sag, står jeg gerne frem og siger det som det er: jeg betragter bilen ikke alene som en fornøjelse, men også som en civilisatorisk gevinst på højde med træk og slip.

Det er desværre også grunden til at jeg ikke altid følger ordentlig med i bilisme-kritikken. Jeg deler den, jeg ville ønske der kom meget mere af den. Men den forstemmer mig også en smule, jeg får tit en fornemmelse af at kritikerne i grunden ikke kan lide biler. Og det er jeg givetvis ikke alene om at synes er en tand for underligt. Vi er mange der ikke spontant råber hurra ved udsigten til at miste hestekræfter. Det ville derfor være en stor hjælp, hvis også de skrappeste oktanfordømmere kunne lade en lille, fin smerte skinne igennem.

Mere skal der måske ikke til for øge læselysten hos alle, og det er hvad det i denne sammenhæng virkelig gælder om, hvis vi ikke inden længe skal stege i vores eget fedt. Vi må have os alle med i kampen for en reduktion af bilismen, ingen bør helme førend bilen som transportmiddel også i økologisk forstand kan overtrumfe et par kinasandaler.

4. Det kan også være at både Proust og Grundtvig tog for kælent på sagen. Det kan være at vrede og had ikke altid gør så blind, men tværtimod med største sikkerhed kan åbne det søvnige øje og skaffe klarsyn over misforhold og skændigheder, og endda i samme moment opildne til handling.

En tredje optik er da det nøgterne blik. I princippet den fornemste, mest skarpslebne, i praksis så godt som uanvendelig. Eller den kan fungere efter hensigten i korte øjeblikke, over for noget som endnu kan ses som et isoleret fænomen. Allerede i næste forbindes det med noget lignende eller ikke-lignende, det indgår i sammenhæng man på forhånd har sin bestemte mening om, bliver et element i omstridte forhold som man, også for at tage vind fra en modpart, vil forsvare eller angribe ud over al fornuft. Det vil vi mærke til igen ved næste EU-afstemning.

Jeg kender det fra mig selv. Jo, jeg er slem til blot at pege på fordelene og at ville ’forklare’ de knap så betydelige fejl ved forehavendet. Fordi jeg i dets helhed har fidus til det. Og hvordan skal jeg frigøre min stemme fra min stadige forblindelse af mig selv? Hvordan kan jeg afgive den efter bedste overbevisning for Danmarks ve og vel?

5. Det er det bedste land i verden, Danmark. Alligevel må vi se at andre lande på mange punkter er bedre, og det er en modsætning som ubesværet kan opretholdes, den kan spændes hårdt op uden overhovedet at blive en indre konflikt. På samme måde som jeg kan se at min nabos have ud fra ethvert haveparameter overgår min egen og dog foretrække denne sidstnævnte, og sådan har vi det vist med dét. Undtagen i Pias parti, der agter de kun vort eget. Det sære er da at de, og dermed regeringen der – og det er også sært – virker som halehæng til sit støtteparti, at de altså hele tiden vil gøre vor egen og Danas have ringere, åndeligt fattigere og grimmere. Indtil vi sidder på en skaldet mark og kun kan bryste os af at vi dog hjælper supermagten med at skyde på fattige mennesker rundt omkring i verden.

6. Noget, som trods alt stadig forbedres i Danmark, er jobsikkerheden for ministre. Den har nok altid været på toppen, medmindre man som Ritt ligefrem er begyndt at opføre sig som en minister og indlogere sig standsmæssigt og sådan noget. Men den er nu blevet gjort klippefast og bulletproof: ministre kan frit bryde landets love og lyve åbenlyst over for offentligheden.

7. Mars er en af Solsystemets planeter. Mars er noget mindre end Jorden og har to små måner. Der er ikke fundet kendte former for liv på Mars. I astrologien forbindes Mars med krig.

At gå i krig kan være en nødvendighed, måske en ret: når der ikke på anden måde kan dæmmes op for militære angreb. Der eksisterede som bekendt hverken nødvendighed eller ret til at gå i krig i Irak, det var et morderisk overfald. Et formål skulle have været at bekæmpe terrorisme, men metoden var så tykpandet at man dårligt kan forestille sig, at højtbegavede præsidentrådgivere selv har troet på den. På den anden ser det ud til at de også i deres kyniske modus har forregnet sig: overfaldet kan ikke svare sig, det koster og koster. Og os alle sammen, og meget mere end penge.

 

Den automatiske håbløshed

1. Den almindelige dansker er en sjælden fugl, jo ihærdigere man søger ham, jo bedre gemmer han sig. Alt tyder på at ingen i virkeligheden har set ham, for uanset hvor man bor, træffes han aldrig i nabolaget, og intet menneske har nogen sinde heller været i familie med ham. Både naboer og familiemedlemmer er jo nogle underlige nogle.

I al fald aldrig helt almindelige, men derfor bør jagten da ikke indstilles, før hans mangel på eksistens er endelig bevist. Lidt på samme måde som bevisførelsen for ikke-eksisterende våben i Irak må føres til ende, hvor svært det end kan lyde. Disse våben er nemlig vigtige, og det er den almindelige dansker også, for også han er blevet til et altoverdøvende politisk argument.

Der var altså god grund til at en journalist forsøgte at liste sig ind på ham i forklædning. Og at en anden journalist rejste helt til Jylland for at lede, idet man jo må tro, at han med størst sandsynlighed er at finde længst muligt væk fra én selv. Begge forsøg har desværre vist sig forgæves. Ganske vist mødte journalisterne enkelte der først gav sig ud for at være almindelige, men de formåede alligevel ikke så længe at skjule, at de i grunden var i udmærket humør. Og det duer ikke. Den almindelige dansker er sur, så meget véd man dog. Ellers ville han jo heller ikke være noget værd som politisk argument.

For de politikere, der ikke kun vil gå baglæns, ville det nu være en god idé at begynde at betragte dette fantom som en samfundsborger, der ikke er, men har et argument. Eller har flere af dem, og de kan holde eller ikke holde, han kan tage fejl, men er ikke nogen fejl, og han kan derfor overbevises af den der har noget fornuftigt at byde på.

2. Bliver vi længe nok ikke tiltalt som ligeværdige fornuftsvæsener, kan vi måske virkelig ende som sådan et skvulpende emotionelt plasma, som diverse magtbegærlige så kan tolke efter behag. Det kan de alt for godt lide, vi er da nemmest at holde i snor som pavlovske hunde og værgeløse sprællemænd, og dette mekanistiske menneskesyn blev også lagt på bordet i forgårs, da spritten faldt.

Vi vil nu drikke så meget mere, blev der sagt, og det er naturligvis ikke godt og slet ikke for de unge. Sammenhængen, lav pris/højt forbrug, betvivles ikke for alvor, hvor indlysende den end strider mod virkeligheden: med langt højere alkoholafgifter har unge danskere i årevis drukket langt mere end deres udenlandske jævnaldrende, og det har heller aldrig i Danmark været fortrinsvis de bedre bemidlede, der drak sig ihjel. Vi skal dog stadig behandles som forbrugsautomater. At vores adfærd måske kunne reguleres af veludviklede holdninger, og af skolens og forældrenes holdning, og af at kunne se en smule mening med det hele, det ville jo indebære noget så voveligt som et håb om en fremtid.

Det er kulturkamp, som statsministeren siger. Og det har han trods alt ret i, og den drejer sig for resten om at kæmpe netop imod ham. Måske har han nu droppet den primitive hetz – måske, men vi synker fortsat dybere i sprutsumpen, hvis vi ikke også får gjort kål på hans noget for noget og hans kun Amerika, ja på hele hans åndsforladte businessfilosofi og bakspejlspolitik.

3 & 4. Det er sproget der gør det. Det kan rutinemæssigt kværne os ned i smålighed og misantropi, og det kan genopvække en tiltro til menneskelig generøsitet og idealisme. Når vi hører en levende krop i hvad der bliver sagt, når det ikke kun er rygmarven eller en forlap der taler, når ordene har bund i maven, og hjertet synger med.

Det er også sproget det gør det, når jeg nu må ud at gå. For havde jeg ikke haft det, sproget, måtte jeg hele tiden rende rundt og pege på hvad jeg ville snakke om, og jeg ville uden videre få masser af motion. Men jeg har sproget, jeg kan sidde stille og tale om alt i verden, og jeg må altså ud og rende rundt, bare for dét. Mens jeg kigger på det ene og det andet, som jeg så kan overveje at tage med mig hjem i mit medbragte sprog.

5. Regeringspartiernes valgsucces var en direkte oversættelse af de foregående regeringspartiers flop og kiks. Noget var gjort så forkludret at det næppe kunne gøres ringere. Kunne man forestille sig, men jo, for VK + DF tænker, hvis ikke tåget, så kun reaktivt, fra hånden til munden, muggent: indskrænkning, disciplin, pligt, straf og tvang plus friere spil for de stærke.

Det gælder nu også det underskud i skolernes kundskabsformidling, som SR lod stå hen. Denne regering tager heller ikke fat, reagerer blot hulter til bulter og ifølge seneste medieskandale med antikvariske nødløsninger. For at gøre ondt værre foreslår statsministeren endog at lærerne skiftes ud med ’hærdebrede, tatoverede typer’, og han ser vel samtidig en mulighed for integration af rockerne. Det er grinagtigt og nærmest tragisk fra en venstrehøvding at høre denne bøvlesnak. Venstre har dog i sin historiske arv en genial pædagog som Christen Kold, og han kunne stadig pege fremad ved at minde om at noget er sjovere end bare at have det sjovt, nemlig at opdage verden, og at den eneste vej er videbegærets fornøjelige.

Det kræver kun lidt mod at tro på det. Og statsministeren er tryggest ved mistro, og den er udsigtsløs.

6. En tapper dreng er derimod intelligensforsker Nyborg. Han er selvfølgelig klog nok til at have forudset at hans eugeniske forslag ville blive besvaret med fnys og fnis. Det er da flot at han tør røre det tabu, der burde røres: at de klogere i vores samfund er langt bedre stillet end de dummere. For er der nogen retfærdighed i det?

Nyborgs udvej, at fremavle et højere intelligensgennemsnit, er dog næppe den rigtige. Masser af virksomheder ville jo bryde sammen (tænk bare på TV 2), og frem for alt ville intelligensen med dumheden miste den konstante udfordring, der holder den adræt. Nej, vi har brug for en begavet organisering af hjælp til at leve i et komplekst samfund, og for en relativ økonomisk favorisering af de mennesker som markedet ikke kan belønne. Som fx mig.

7. Vi var nogle der var kritiske over for invasionen i Irak og tvivlede på begrundelserne for den, og der var andre der var mere godtroende, eller som i diffus terrorfrygt satsede på krig lige meget hvad. En del af disse naive militarister er nu også blevet bange for at skeptikerne ligesom har ’fået ret’, og de bilder sig oven i købet ind at vi går og hoverer over det. En kynisme der må betegne dem selv.

Der er højst en diktators ikke-eksistens at glæde sig over, ellers må vi bare gentage det: irakerne har efter årtiers mishandling krav på at blive overdænget med mad, medicin, teknisk og organisatorisk assistance af enhver art fra alverdens lande og naturligvis især fra de krigsførende. Det ville have været bedre for ti år siden, og bedre sidste år. Men hellere i dag end i morgen.

 

Trykt i INFORMATION oktober 2002-oktober 2003.