En historie om  Jeppe Aakjær og ”Rugens Sange”
Om erindring og tidernes gangarter
Om digtning og landbrug og andre kunstigheder

 
Med et nyt århundrede måtte man have en ny litteratur. Sådan var det gået næsten med det samme de skrev 1800 – den unge, gudeskønne Adam var sprunget op på scenen, havde øjeblikkeligt ændret alt – og her i begyndelsen af 1900-tallet måtte det så bare blive større endnu: Danmark skulle ikke alene have en ny litteratur, den skulle skrives i et nyt Danmark.

Den skulle ud af det gamle beklumrede, akademiske, kancellipapirraslende København, ud under den åbne himmel hvor alting nu så ud til at foregå. Ud hvor folkehøjskolerne lå, hvor andelsforetagender i titusindvis skød op omkring landets altdominerende hovederhverv, det netop så vældigt blomstrende landbrug, ja, sådan måtte det nærmest naturnødvendigt være: litteraturen skulle straks og omsider forlægges og helst så langt som til Jylland, og den endte da oppe i egnene omkring Limfjorden, hvor en stor og stærk gruppe talenter allerede nogen tid havde stået parat til at tage sig af det knirkende flyttelæs.

De vidste de kunne, gøre alting nyt igen. Men de ønskede det alligevel ikke mere nyt end at det skulle kunne sammenlignes med det gamle. Enhver skulle med det samme kunne se at det jyske ikke stod det mindste tilbage fra det tyske, der havde tændt de gamle. Det mellemliggende behøvede der til gengæld ikke at være for meget af. Ikke nogen senromantisk, trangbrystet melankoli, ikke noget afgørende hensyn til nogen pertentlig naturalisme. Det skulle være ungt og sundt og friskt, det skulle klinge højt og gjalde frit med en Oehlenschlägers bredbringede poetiske schwung. Og selvfølgelig: meget bedre endnu; det skulle være fuldkommen renset for den biedermeierske lummerhed der lurede i krogene af hans små sjællandske landskaber.

Den ny litteratur ville nu rejse sig i den vilde jyske blæst. Vokse op af limfjordsegnens storladne og barske og dog så saligt saftige bakker og dale, bugter og vige.

Manglede de så kun det rigtige PR-stunt for at gøre alle og enhver opmærksom på at det var her og nu, det skete? Nej – ikke i virkeligheden. Men i skyndingen glemte de måske bare hvad den oehlenschlägerske inspirationshistorie – ved Henrik Steffens, dengang i Kongens København – havde gjort for romantikken. For i mindst ét tilfælde fik jyderne dog stof til en historie der mageligt kunne trumfe den. Hvad der overgik Jeppe Aakjær i begyndelsen af 1906 fik ikke alene digteriske følger på højeste niveau, det kunne også i sig selv tages som en påvirkningsforklaring af noget fyldigere substans og dybere troværdighed end den klassiske, der ville have folk til at tro, at nogen digter for alvor kunne lade sig inspirere af en bunke filosofisk abracadabra.

Aakjærs eventyrlige initiation til det storslåede rummer oven i købet en pointe der rækker langt ud over både ham og hans værk: digtere skal forkæles! En sætning der med hans eksempel er så grundigt dokumenteret som nogen kan forlange. Kunne uden reservationer skrives på væggene i Kulturministeriet og på forlagene og på avisernes kulturredaktioner og alle andre steder, hvor man fortsat beskæftiger sig med at gøre livet surt for netop digtere.

I efteråret 1905 stod det da også alt andet end godt til med Jeppe. Han nærmede sig de fyrre, og han var – uden for den lille skare af trofaste fans – endnu temmelig miskendt. I hvert fald stadig en ludfattig stymper der for det meste måtte tage til takke med, hvad venner og bekendte kunne byde ham af husly og mad. Ikke nok med det: han kunne ikke erhverve tilladelse til at gifte sig med den kvinde han elskede.

Som fraskilt – han var i året 1900 blevet skilt fra Marie Bregendahl – skulle han vente fem år, inden han efter en særlig bevilling måtte gifte sig igen. Men han havde nu ventet i fem år! Og det blev ved og blev ved med at trække ud. Som skulle han virkelig aldrig få lov til at gøre sin lykke.

Så var han jo stadig, og oven i det hele, så hårdt forfulgt af reaktionerne på den roman, han havde udgivet året før, ”Vredens Børn”. Hele 800 hundrede læserbreve havde denne bog efterhånden givet anledning til, og i langt de fleste af dem blev han ganske grundigt sværtet til. Han havde talt bønderkarlenes og landarbejdernes sag, og gårdmænd fra alle egne af landet havde følt sig nødsaget til i deres aviser at kalde ham et svin og en løgnhals.

Jo, det så virkelig sort ud for Jeppe, dér henne i novembermørket i 1905. Han var forhadt, han var ensom og fattig, kunne ingenting få skrevet længere, og her mere end midtvejs gennem livet måtte han da tvivle på, om det nogen sinde skulle blive til noget med ham overhovedet. Om han hverken som mand eller digter var noget værd.

Og så skete det: noget og nogle greb ind!

En mirakuløs omvæltning af hans skæbne indtraf ganske brat. I løbet af de to næste måneder – december 1905 og januar 1906 – blev der gjort en ende – og virkelig en ende – på hans mismod og al hans øvrige elendighed.

Og allerførst kom da så den tilladelse – i form af et kongebrev – til at han kunne gifte sig med sin kæreste, billedskæreren Nanna Krog.

Derpå kom en hel flok af hans venner og fortalte ham, at de havde skillinget sammen og købt 40 tønder land god sallingjord til ham. Og de lå oven i købet på et de smukkeste steder langs fjorden, ved Astrup Vig, og her kunne Jeppe nu værsgo – og til en vis grad stadig med disse gode venners hjælp – bygge sig en gård.

Og i næste øjeblik kom så en invitation fra Sjørup, fra doktor Rambusch og hans kone dernede, om ikke Jeppe ville komme og bo hos dem nogle måneder og blive passet og plejet, så han kunne finde ro og måske igen få noget skrevet. Og så kom da til overflod også – og som det fjerde – et brev fra hovedstaden, og for vistnok første gang i sit liv var Jeppe Aakjær blevet tildelt et legat. Det Ancherske legat på 1800 kr., til en rejse til Skotland, hvor han så længe havde ønsket at komme for at kunne vandre i sporene af sit store idol Robert Burns.

Og så, det siger sig selv – midt i hele denne overvældende forkælelse – kunne han med ét igen skrive. Det bedste han nogen sinde fik skrevet, og i løbet af ingen tid.

I løbet af de næste tre-fire uger – fra slutningen af januar til hen i februar – skrev han hovedparten, og hele hovedhistorien, af ”Rugens Sange”. En fortælling og en digtkreds som han allerede et års tid havde gået og gumlet på, uden at det var blevet til mere end som så. Men nu altså – hver eneste aften kom han ned fra sit værelse der i Sjørup og kunne læse et eller to digte op – nogle dage endda tre nye digte – for sine værter. Og alle de digte var med det samme fuldt færdige.

Der blev tale om en af de meget store og allermest givtige raptusser i dansk litteraturhistorie, og som sagt, dens morale er i al enkelhed: digtere skal forkæles. Giv dem en bondegård og en kone og en rejse til Skotland – og se så en digtning folde sig ganske formidabelt ud.

Lad mig nu – i rimelig rask tempo – gennemgå ”Rugens Sange”. Med citering af en strofe her og der – jo også og ikke mindst for den blotte fornøjelses skyld: Jeppe Aakjær kunne, fra han var fjorten år gammel, skrive vers. Uanset hvilket vrøvl han indimellem tillod sig at fylde dem med. Her først på året 1906 havde han nu fået fat i et fuldt tilstrækkeligt stof, og her nåede hans virtuose versekunst et højdepunkt.

Jeg lytter altså, og lytter, endnu en gang, og ledsager så al denne velklang med små bemærkninger og stikord, som jeg derefter vil forsøge at samle og sætte ind i en historisk sammenhæng, sådan som jeg ser den.

– Allerede den 14. januar 1906 havde verden løftet sig for digteren. Han er tydeligvis højt stimuleret, der er sus i hans sprog gennem alle de 19 strofer, han den dag får skrevet i balladen om ”Jens Hvøvtrup”:

Jens Hvøvtrup springer fra sengens stok:
aah-ja
ta mæ mi bøss!
En høstlig skrigende vildgæsflok
så lydt under nathimlen larmer.

Jens Hvøvtrup ryster nu hagl af horn aah-ja
ta mæ mi bøss!
og måder gnistrende krudekorn
og klapper sin pludrende kvinde.

Et uforsagt mandfolk er jo ganske utvivlsomt på færde. Og selv om Aakjær også har andet at fortælle os – noget der viser sig at være et tragisk eventyr om denne kække mandigheds forvildelse og fortabelse blandt nattens koglende kimærer – så insisterer han fra først til sidst på at fortælle med højt humør og fyndig appetit på både livet og poesien.

Et humør som ikke helt kan holde. Der ligger for meget illusionsmageri og for meget med svuppende moser til grund for det. Aakjær må have krop og sind solidere plantet i firmamentet, både over sig og under sig, før han kan drive det til mere end bravader med indbygget romantisk tristesse.

Den 21. januar foreligger da ”Karlsvognen”, hvor han gennem 12 strofer først løfter blikket fra marken og åbner for rummet i dets fulde dimensioner. Men i samme bevægelse udvider han oplevelsens nu til også at omfatte ethvert andet kosmisk øjeblik i sit liv – således altså om Karlsvognen:

Jeg har talt dine hjul før jeg knap kunne stave,
jeg har ridset dit billed i rudernes rim;
jeg har set dig så stor over sneede grave,
men så bleg, når det gæred i vårnattens kim.

Et par dage efter søger han, svimlende, det faste fodfæste”På hedens høje”, et digt i hele 18 store strofer. Aakjær dvæler i erindringen om barndommens vilde, uopdyrkede hedeland, og han undsiger i samme åndedrag nutidens rationelle forandring af det – om end ikke uden enhver bondekollegial forståelse for pløjetrangen.

Gennem digtet løber et tredje og vigtigere spor: en refleksion over digterens naturromantiske hældning og hans ansvarsløse klokkelyngslængsler og dermed – i første omgang – hans fallit over for fremskridtet; men det hele kan alligevel munde ud i en halv accept af den faktiske virkelighed, et ’nå ja da’, formidlet af hans stolthed over, at han – med sit digt, som et ’men’ og et ’memento’ – har kunnet forevige mindet om det land, der nu er ved at gå tabt:

Far varsomt, I, som skalter med en jord,
I ej har trådt med barnets myge fødder;
den ved kun slet, hvor lyngens lykke bor,
der ej har leget ved dens brune rødder.
Men brænder I end gyvelens sidste ranke,
I brænder ej mit digt og digtets tanke!

Her rejser sig en digterisk sikkerhed og selvbevidsthed som nok også bekræfter digterens egen fornemmelse af, at der er meget mere i sækken. Et vældigt rum har han foreløbig fået åbnet, med ”Karlsvognen” i himmelhvælvet og den endeløse udsigt til alle sider ”På hedens høje”: horisontalt og vertikalt har han indrettet sig et kontor, hvor åndens flugt i højden lige så lidt som nogen grandios armbevægelse vil ramle mod hverken væg eller loft.

På månedens sidste dag skrev han så alligevel bare lige en lille yndefuld duet mellem to siv. ”Vi er siv”, som den hedder.

Og ’Vi er siv, vi er siv, vi har intet krav på liv’, siges det, og det kunne måske endda lyde som en slags tanke. Men forbliver dog på denne dag et stykke uhøjtideligt rimeri der i sammenhængen kan tages som et elegant pausenummer, et divertissement, og for digteren en fingerøvelse på hans nye og kostelige instrument, før det for alvor går løs.

Det gjorde det så, allerede dagen efter. På den allerførste dag af den store februar 1906 skriver Aakjær disse her ydmyge og forjættende vers:

Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod
jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit blod.

Lige præcis den 1. februar var der det år ingen storrug, som en nok så meget halvgalning som Jeppe Aakjær ville lægge sig ud og lytte til. Den 1. februar var der ingen læ på marken nogen steder, der var koldt og øde og ikke lyd at høre under sneen fra vintersædens forfrosne rødder. Idet de her enkle linjer meldte sig i al deres majestætiske rytmik, havde digteren nemlig allerede opsagt tjenesten hos den umiddelbart sanselige virkelighed. I og med at de stod der, var der lukket op for ham til en større vished, en allerede fuldendt erindringsfylde i sind og følelser.

Eller bedre sagt – som det synges – i blodet: i denne digterkrop hvis hele historie nu straks er gået i ét med naturens. I erindringenom rugens historie – eller snarere dens ikke-historie: dens ahistoriske væren i verden – kan den inspiration – som så lykkeligt annonceres af manden selv – opleves som både afgørende og gyldig.

Den har da med det samme ikke blot røbet sin betydning, men også fundet sin tone, sin poetiske form; digteren har det alt sammen fra naturen selv. Han har lagt hånden bag øret og lyttet, og med den anden griber han om penneskaftet, for nu drejer det sig bare om at kile på og få skrevet ud, hvad rugen – fra dybet af hans sjæl og krop – her igen kan synge op i ham.

Som sagt, så gjort. Samme dag, første februar, grifler Aakjær to andre digte ned. I det ene, ”Morgendugg”, kan det lyde således:

Dug over eng, så er høslet en fest
slæng nu din vest
så går det bedst;
Stænglerne styrter for leernes hug
i morgendug.

Og i den morgendug kan der nok også komme gang i noget af det gøglespil og kogleri, der lige før tog pippet fra Jens Hvøvtrup, derude i mosen. Men her på engen er der nu også en høslæt at beskæftige sig med, og der er en livsglæde og en arbejdslyst som løfter op af ethvert tilfældigt hængedynd. Aakjær har, som vågnet af en ond drøm, fået den sidste træsko trukket fri af romantikken og al dens mørke og gru. Trasker nu lystigt af sted i barndomsmindernes klare og skønne lys.

I dagens andet med titlen ”Den første lærke”, får vi dette at høre:

Den første lærke, den første lærke,
skønt sneen skeler fra grøften op;
den første lærke – det første mærke
på vejen mod rosens første knop!

Vi er blevet lukket ind i rugens evigt uforanderlige årscyklus – fra sædekornet lægges i jorden og spirer om efteråret – over vinterdvalen fulgt af forårets genoptagne vækst og aksenes bratte skred – til sommerens modning af kernerne og høsten af kornet, som da endelig køres i hus og tærskes derhjemme på loen.

Men Aakjær griber stadig utålmodigt fat alle vegne: om formiddagen er han i juli måned, om eftermiddagen i april. Foreløbig er han dog konstant opstemt. Han befinder sig i en lys og åben sanseverden, og det gør ham slet ikke noget at den her slags umiddelbarhed og poetiske spontanitet jo altså stadigvæk er en erindringsproces – der er morgen og fest og nybrud både i rosens fødsel og i græssets død.

Den 3. februar byder på digtet ”Rugen lægges”. De tre lange strofer er nu alligevel noget tungere i rytmen. De ender med at give plads til et ord som ’tanke’, en ’alvorstanke’ endda, i disse her linjer:

Efterårets vilde sus i øgets stride manke,
haglens hop i sædekurv og mågens hvide bug,
stort og småt – det væves ind i bondens alvorstanke;
aldrig er hans kald så skønt, som når han sår sin rug.

Dagen efter, den 4. februar, fungerer da allerede en ny balance mellem den susende trallen og det tankefulde overblik. Aakjær kunne digte med en rolig og glad autoritet i stemmeklangen, og der var således lagt an til et af hans greatest hits ever. Han kaldte den for ”Bondevise” og indledte den sådan her:

Jeg lagde min gård i den rygende blæst;
hvor bakken hun skråner mod sønder,
hvor græsset gror højt om min skæggede hest,
hvor viberne ruger, og lærken er gæst –
for lærker er, hvor der er bønder.

Dagens digt den 5. februar hed ”Vinterrugen”. Dets ni strofer har forskellig form og længde og har derfor ikke, som mange af de andre, kunnet synges på en enkel melodi. Men ellers klinger det slet ikke så svært igen, det barske vinterliv den må igennem, den lille rug. Den er fortsat så tapper og ufortrøden som dens digter:

Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej,
når det sådan om natten tager rigtig på vej,
når det bryder i buske og brækker i krat,
når haglskyen slænger mod vindvet sin hat,
når haren hun søger i kålgården ind
og gør sig så krum i sit fattige skind,
når stråtaget fyger som gnister i brand
fra ladens forpiskede rand?

Nej, nej – vi er skam ikke rædde for noget som helst, hverken rugen eller Jeppe. Men efter den vilde storm måske alligevel en lille smule matte i stråene, dagen derpå. Den sjette februar bukker digteren sig i al stilfærdighed ned og samler ”Stensamlersken” op.

Med hende kommer han så ligesom uforvarende til at bryde idyllen. For hvordan kan sådan en gammel kvinde der må sanke sten for at overleve, hvordan kan hun – som alle de andre i dette herlige bondeliv – hvordan kan hun også uden videre foldes ind i den gavmilde natur? Hvorfor sidder hun ikke mæt og glad i sin stue, hvorfor skal hun i sin høje alder gå og rydde de fede bønders marker for sten?

Aakjær kunne jo andre steder godt finde svar på den slags. Men her, hvor rugen så smukt er i gang med sin sang, ville de svar måske lyde alt for råt igen. Han nøjes da med at lade spørgsmål og løse gisninger svirre medynksfuldt i luften omkring hende:

Hvi vanker du gamle kvinde dér
på agren agter og frem?
I forårsmorgenens første skær
forlod du hungrig dit hjem.
Hvad sanker du op af den riges rug
fattige Ane Malén?
Finder du noget for disk og dug?
”Jeg finder kun sten”.

Det er i grunden ganske rystende, og digteren må virkelig se at komme til at hægterne igen. Samle sig sammen og stemme sig op. Endnu en gang og fuldt ud hengive sig til sin rus i naturens egen sang.

Og så kan det måske være som om det tillærte danske sprog ikke helt slår til – sådan en dag her. Nej, denne syvende februar må Aakjær længere ned. Ned under også den nationalsproglige kunstfærdighed og atter have fat i sit egentlige modersmål, dernede hvor også rugen jo har lagret sine ord, og han henter dem da op, og der lyder straks igen musik. På sit fjandbo-jysk improviserer han lige på stedet en 13 strofers ballade, og kalder den ”Æ gammel smed”. Og den hywler indledningsvis sådan her af sted:

Og her kommer a med mi hywl og mi kjep og mi hej-hej-ha og mi håh –
og hwis I vil skink mæ en jenle bette sep,
saa blywer mi øwen så glåd.

Aah ja endda, hvor skønt, og om morgenen den ottende er Aakjær næppe heller kommet sig over hele fornøjeligheden. Han skriver da straks endnu et bidrag til Giro 413. – ”Ved rugskellet”, hedder det, eller efter sin første linje: ”Anna var i Anders kjær”. Og den kærlighed er så sandelig gengældt fra Anders’ side. Dér i markskellet kan rugen nu bevidne, at de der mennesker er ganske som den selv: også de indgår blot som en del af naturkræfternes evigt fornyende gentagelse. Også de må saligt hengive sig og bære frugt. Og det gør de så, og allerede i sjette strofe har naturen fuldstændig bemægtiget sig enhver rest af deres menneskelige kunstighed og helt og fuldt taget dem til sig:

Nål og tråd ved første kys i snerren sank af skræk;
Annas nye fingerbøl det trilled også væk.
Klinten på sin lange hals sig rejste for at glo;
bittesmå mariehøns løb over Annas sko.Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej.
Dikkedu-og dikkedi,
Og dingelu-og-lej.

Anders lægger sin sæd, og snart i moder jord, og snart i den søde Anna. Sådan er bondens og elskerens lod, og sådan er digterens også når han lægger sin sang i dit sind. Og rug og ånd og kød spirer frem og vokser til og sætter frø, og der sankes i både lade og boglade.

Men da også i ægteskab. Det modne par, som vi møder det den 9. februar, i ”Jens og hans viv”, det er ikke alene vokset sammen til ét med sig selv, men også med al den øvrige natur.

De ser til alt på deres vej,
Jens og hans viv,
selv mindste kræ de glemmer ej,
Jens og hans viv;
de nikker mod den grønne byg,
stryger kalven ad dens ryg,
Jens og hans viv.

Og er byggen end grøn, er rugen åbenbart ved at være moden. Dagen efter skal i al fald ”Leen slibes”, som titlen lyder på det digt, Aakjær her den 10. februar om aftenen kommer ned fra loftet med, for at læse det op for lægen og hans viv:

Sliberen buer de brune ben,
spytter imellem så fedt over bladet,
nynner så småt, mens den gule sten
dykker og stiger af bladet.

Og så må den også være skarp nok, den le. Alt skulle være parat til den store finale. Alligevel går der – nu for første gang i denne februar – flere dage hvor ingenting sker.

Vi venter nok på det rette vejr, for at rugen kan blive tjenlig, og høsten omsider kan komme i gang. Vi venter nok på det rette sus i ånden. Men hele tre dage går under alle omstændigheder sådan. Hvor vi bare kan gå og spejde mod skyerne. Eller sidde og fumle med penneskaftet. Og utålmodigheden vokser naturligvis vildt.

Det gør kræfterne heldigvis også. Vi ser dem da endelig legemliggjort i Thames, den vældige høstkarl, den dag det går løs på rugmarken, og der virkelig igen er kommet gang i den på skrivebordet.

Det er blevet den 13. februar, og her er nu først lige en kort præsentation af Thames:

Til daglig regnes han aldrig stort,
men vent, til høsten berammes,
til rugladen åbner sin videste port –
da går der skam bud efter Thames.

Og så skal vi ellers bare se ham:

Da Thames har sluttet sit bord med en skrå,
man ser ham til arbejdet skride
i stribede ærmer og bukser grå
og sokker kridende hvide.

Hans sind er muntert, hans arm er skrap,
hans blod er den jyske stammes:
Hans hjøle blinker med duggen omkap
og pigerne blinker til Thames.

Et par dage efter følger 11 strofer under titlen ”Når rugen skal ind”. Den første af dem begynder med den kendtere vending: ”Nu er det længe siden”. Og den sidste lyder sådan:

Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger,
mens barnet slumrer ind.
Så slutter far i Jesu navn
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn.

Jo, også far kunne sådan samle alt – naturen og bedriften og familien. Det kunne også for den enfoldige mand blive ét i Jesu navn, ligesom hans geniale søn kan folde det ind i sit af naturen skænkede værk og således lade det lyse i verden. Og vi har endnu mere rug at gøre godt med, både til den lille og dens store skabers pris, og vi fortsætter utrætteligt den 16. februar med ”Rugen køres hjem”, her den anden af de 16 strofer:

Rugen er tjenlig, og himlen er ren,
boghvededuften den driver på vinden,
piger blandt klynger på buttede ben
vandrer med solhat om kinden.

Og dejligere kan det snart ikke blive. Vi slår hænderne sammen og kigger i Jesu navn på de buttede ben. – Men så indtræffer atter hele to dages stilhed.

Fortællingen om rugen er da for så vidt også afsluttet. Alligevel kommer der, den 19. februar, med vældig kraft – som et efterskælv efter den primære udladning – ikke mindre end tre digte oven i det hele.

Tre digte – nøjagtig som på den første dag i denne forunderlige februar – og de her digte er da også i sammenhængen opsamling og udløb. En slags vignetter, om man vil, hvile, eftertænksomhed, morale. Det kunne lyde alt for stilfærdigt igen – de er da også alle tre skrevet uden unødig larm, uden storladne fagter; digterisk set er der imidlertid, og helt til det allersidste punktum, fuld knald på.

De tre digte betegner både en fuldbyrdelse og et nyt højdepunkt af denne her tre uger lange poetiske raptus. ”Kornmod” hedder det første af dem. Jeg tør roligt påstå at Aakjær med denne dæmpede, høstlige torden skrev et af sine hovedværker – på denne mandag formiddag, som det var. Hør første strofe:

Det er favnende nat over øde kær;
Lysene slukkes i ensomme ruder.
Det er tiden mod høst, det er stjerneskær;
Sivene luder,
mens det lyner.

Og den sidste af de seks:

Frøerne springer så vildt om min tå
længslerne vil, jeg til hende skal vandre.
Elskende sjæle, som duggede strå
nærmes hverandre,
når det lyner.

Dagens andet, ret korte digt – ”Høst” hedder det simpelt hen – står i præteritum. Det erindrer således åbent om den erindring der jo er udgangspunktet for hele værket:

Og aldrig jeg mindes en mark så grøn
som den om mit hjemlands haver;
og ingen sol har jeg set så skøn
som den, der gik ned mellem traver.

Endelig – som det sidste på denne triumferende sidstedag – skrev Aakjær et digt, han kaldte ”Sundt blod”. Mellem mere eller mindre overstadige linjer som ”Jeg bærer med smil min byrde”, og ”Hvor kan I dog gruble og græde”, kan man finde en mesterlig strofe af den største enkelhed og skønhed som denne her:

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Det var nogle antydninger – nogle generaliseringer – af ”Rugens Sange”. Et erindringsværk altså. Men hvordan så der i virkeligheden ud i 1906? Hvordan gik det med dansk landbrug mens Aakjær sad og skrev om dets fortid?

– Det sker – når nogen har været så flinke at invitere mig til bare at snakke om mig selv og eget forfatterskab – at jeg så prøver at bilde dem, at jeg selv, som dreng i halvtredserne, har været så heldig at opleve det gamle bondesamfund, så godt som i fineste form og i fuldeste vigør. Og det er faktisk heller ikke det halve løgn.

Først i løbet af de danske halvtredsere kom der til at stå traktorer på gårdspladserne, og som følge af dem flere og flere tomme senge på karlekamrene. Først i 1960 ophørte landbruget – for første gang siden ældre stenalder – med at være det altdominerende og samfundsbærende erhverv; det ophørte endnu langtfra med at være det største eksporterhverv i landet, men altså der i 1960 med at være større end alle de andre tilsammen.

Men dermed kunne landbruget naturligvis heller ikke længere sætte de grundlæggende kulturelle normer, og tv-apparaterne var for resten også nu blevet installeret i hver en gammel bondestue. Dér havde de straks forvandlet landsbyfolkene til forstadsbeboere, sat dem i cirkulation omkring den hovedstad, der nogenlunde samtidig kom til at cirkulere omkring nogle større metropoler. De hidtil så selvsikre protagonister i det – indtil for et øjeblik siden – urokkelige bondeliv var i en håndevending blevet gjort til kejtede statister i en borgerlig, national dannelseskultur. Som jo så for resten også skulle vise sig at have ganske få år tilbage af sin storhedstid. Både bønder og borgere – inklusive deres arbejdere – skulle snart alle til hobe blive formateret som funktionærer i et globalt fritids- og forbrugersamfund.

Men altså: i halvtredserne levede bondesamfundet stadig og blev kun antydningsvist truet på livet. Faktisk ikke meget mere truet end det allerede var blevet i 1906.

For allerede den vinter der, da Aakjær sad i Sjørup og digtede, bankede en anderledes kultur end den her årtusindgamle temmelig frimodigt på ladeporten. Den ville lige diskutere et par ting med gårdmanden. Og det havde han indtil for ganske nylig ikke været vant til at nogen som helst bad ham om.

Han havde levet i en ægte kultur, i den forstand at der ikke var noget at snakke om, derinde i den. Den var baseret på indiskutable værdier, og indiskutable fordi de var simple afledninger af nogle givne økonomiske realiteter. De bestemte så selvindlysende rigtigt at det var godt at være arbejdsom og nøjsom og udholdende. De bestemte at man måtte tage forhold som arveandele og placering og deling af jordlodder i betragtning, når man tænkte på at gifte sig, og at man så – når regnestykkerne var færdige, og ja’erne i kirken var faldet – at man så holdt sig til det her aftalte resten af livet – både for sin egen, men især for næste slægtleds skyld. For de børns skyld som naturligvis også skulle opdrages til arbejdsomhed og nøjsomhed og udholdenhed, ingen kunne mene andet. Og ingen kunne vel heller nægte at man – om nødvendigt – måtte tæske disse enkle lærdomme ind i de små, for at de senere hen skulle få den mindste mulighed for at klare sig gennem livet.

Sådan så alle og enhver i Salling, i Vendsyssel, på Lolland og Fyn på de sager, og det gjorde de jo da også i resten af verden. Bondekulturen var i den forstand global at den var før-national. Omkring første verdenskrig, eller tidligere, rejste mange fra min familie til USA, og enkelte fra deres landsbyer også til Canada og Sydamerika. Men hvor de end alle sammen havnede, var de hjemme i samme øjeblik, de havde skaffet sig et stykke jord. Så vidste de straks hvad resten af deres tilværelse drejede sig om, og det samme gjorde deres naboer, om de så kom fra Moldavien, Niedersachsen eller Norfolk – de var alle bønder, og de tænkte alle på samme måde, og der var ikke noget at diskutere.

Der var ikke brug for noget – senere så lovprist – som intelligens. Som et alment gode betragtet nåede denne intelligens da også først her til landet netop i slutningen af halvtredserne – hvilket jo medførte at fx værnepligtige blev underkastet prøver, med henblik på at opfange såkaldte intelligensreserver i befolkningen.

Det samme skete i de gammeldags, to-klassede skoler langt ude på landet, som den jeg gik i, og det indebar da for mig at jeg, efter sådan en intelligensprøve, måtte skifte skole. For det blev alle – efter undervisningsministeriets anbefaling – enige om måtte være det rigtigste at gøre ved mig. Og kunne det siges at være en slags succes sådan at skulle flyttes fra min landsbyskole til en købstadsskole, så blev det i al fald den mest pinagtige og dyrekøbte i mit liv, idet jeg dér som ti-årig måtte til at cykle tredive kilometer om dagen for at sidde i en skole, der daglig forsynede mig med tordnende nederlag og blev ved og blev ved med det, indtil jeg endelig – for måske at få en time-out – lod mig helt bryde sammen. Men det er jo nu en anden historie – om end stadig også et moment i landbrugets historie.

Tidligere – altså – havde der aldrig været bud efter den der intelligens. Der fandtes ikke i bondekulturen nogen værdikonflikter som skulle løses gennem sindrige analyser. Der var heller ikke noget til næste år der ville blive så anderledes, end det var i fjor, og derfor ikke noget behov for spekulationer over hvordan en ny slags problemer kunne tackles.

Der skulle ikke findes på noget – selve vendingen ’finde på’ ville hos bønderne øjeblikkeligt vække et stærkt ubehag. Vi bærer vel endnu på rudimenter af denne nervøse mistænksomhed, når vi i trætte stunder kan udbryde: hvad har hun nu fundet på?

– Nej, ikke nogen intelligens, tak – men derimod nok klogskab. Der var i bondesamfundet god brug for at kunne aflæse og fortolke de givne forhold korrekt, og der var brug for at kunne drage den nyttigste lære af indvundne erfaringer. Desuden for i det daglige at kunne skelne mellem mere overfladiske og mere alvorlige udslag af en konstant underliggende uorden, og så straks at kunne glemme de første og lige så straks at kunne gribe fat om de sidste – såsom løbske kærlighedshistorier – og få dem banket på plads.

Sådan skulle der klogskab til – en både sindig og resolut eftertænksomhed, der beroede på nøje aflæsninger af enhver slags tegn i naturen og mellem mennesker.

Også kunsten i bondekulturen svarede naturligvis til dens materielle forudsætninger og til dens fortolkningsmæssige behov. Litterært var der tale om overleveringer – om end måske hele tiden modificerede og tilpassede til lokale forhold. Men frem for alt uden ethvert spor af at nogen på noget tidspunkt havde fundet på dem. Nej, disse historier – hvad enten de var anekdoter eller skrøner, sagn eller eventyr – de var altid ligesom opstået af livet selv, og hvad de meddelte, var livets natur og almene vilkår, dets muligheder og især dets begrænsninger, dets ubetingede krav og dets nådesløse straf over enhver, der prøvede at smutte udenom. Alt sammen fortolket i et anonymt, aldersløst, ligesom evigt erfaringsrum.

Tilsvarende skyede billedkunsten jo alt individuelt og alt tidsbestemt – hvis den altså overhovedet rigtig havde kunnet gøre sig nogen forestilling om, hvad noget individuelt skulle betyde, eller hvordan en tid skulle kunne bestemmes gennem andet de altid genkommende begivenheder i ethvert menneskes livsløb. Nej, billedkunsten aflæste evigt de på den ubestemte tid gældende tegn. Den fikserede det allerede uforanderlige mønster, og via en vedtagen symbolik anskueliggjorde den det hele – på loftsbjælker og dragkister – i enkle figurationer eller rene ornamenter.

Denne cykliske bondeverden stod altså endnu ubegribelig stærkt i 1906. Cyklede dog ikke længere rundt fuldkommen uberørt af andre slags bevægelser.

Det borgerlige samfund – med sit grundlag i industrielle og merkantile erhvervsforetagender – med sit behov for opfindsomhed og dermed individualisme, og med sit behov for uafladelig at ’være på forkant’ i forhold til konkurrenterne, og dermed sine stadige traditionsbrud og permanente progression – dette borgerlige samfund og dets normer havde –med 1870’ernes krise som rumsterstang – også skabt røre i den agrare evighed.

Der kom driftsomlægninger, andelsbevægelser, nye redskaber – og pludselig var det altså som om man hele tiden skulle til at skabe sig anderledes, og hele tiden til at finde på noget nyt. Som om verden virkelig ville se anderledes ud den dag man døde, end den dag man blev født. Som om det måske i grunden ikke ville være helt katastrofalt hvis ens søn tænkte lidt anderledes på alting, end ens far havde gjort.

Midt i denne – endnu ganske lette – dirren – hvor der hives og slides i tidens cirkel, og hvor nogle vil have den til at ligne en spiral, og andre måske trække den helt ud af facon – da er det så at Aakjær skiver ”Rugens sange”.

Og Aakjær vidste jo godt at tiderne var ved at forandre sig, og han bidrog selv til opbrud på flere fronter. Og han vidste også at han som digter nu ikke alene var blevet et tilfældigt individ i tidens strøm, men som sådan også var opsplittet i en hel række mere eller mindre vilkårlige identiteter – sådan som hans himmerlandske kollega Jensen i dette samme 1906 så malende gjorde rede for det.

Aakjær vidste det hele, og alligevel kunne han – her en gang i sit liv – lade som ingenting, i kraft af sin barndomserindring.

Erindring betyder jo noget der kommer ud af det indre, eller dét at noget kommer ud af det indre. Og hvad der her kommer ud, og op i nutiden, er altså en fortid, som endnu kunne rotere i sin perfekte evindelighed, og som år for år ingen andre steder skred hen. En fortid hvor naturen selv bestemmer, og hvor mennesker og alt menneskeligt er indfoldet i dens orden: kærlighedsliv og ægteskab – holdninger til Gud og død – ethvert tankesæt, i form vel at mærke af eftertanker, går harmonisk og hjertegribende i ét med lærkens sang og skæret af de gyldne neg.

Frem for alt: gennem denne erindring kunne Aakjær udslette sig selv som digter. Selv om han jo dog ellers var blevet en bidragyder til kunstdigtningen, kunne han her igen – så godt som – glide helt tilbage blandt de anonyme og gå i ét med en syngende evighed. Kunne næsten annullere sin position som en tilfældig individualitet i en moderne, hastigt fremadskridende verden. Bare blive en eller anden der lagde sig i en rugmark og lyttede, og rugen gav sig da ligesom til at synge i hans blod. Skulle bare kradse ned hvad det var den sang, uden hverken at gøre fra eller til.

Naturen og bondekulturen digtede helt af sig selv hele sig selv.

Heri ligger allerede en meget god forklaring på denne digtsamlings enestående popularitet. Den gav den danske befolkning det liv tilbage som nu ellers var ved at sive væk mellem dens fingre.

Der hører måske alligevel mere til den forklaring. For også den stadig voksende andel af befolkningen som nok ikke længere var helt sikre på, om deres bedsteforældre havde været bønder, eller om man skulle endnu længere tilbage, også de – især de – kunne mene at de i disse digte fik mere, end de fik nogen andre steder i litteraturen.

Hvorfor? Vel fordi erindringsbilledet i dem – ud over at genrejse en forsvindende og snart tabt verden – også genrejser – om ikke enhver barndom – så noget centralt i enhver lykkelig barndomserindring: dette at tiden var en evighed; at livet var noget givet, og at man levede i harmoni med sig selv; og at tanken om forandring så godt som altid var af det onde – alt sammen nøjagtig som i denne kulturelle barndom, vi jo også alle sammen har til fælles, og som vi nu vil kalde det førmoderne.

Ved på en gang at forevige vores fælles fortid og vores erindrede barndom kunne Aakjær opnå sin status som landets store digter. Den gav ham mulighed for at påvirke sin tid og at sætte dagsordenen for øjeblikkets politiske og kulturelle debat i et omfang, som ingen dansk digter hverken før eller efter har kunne gøre. Han gjorde det i kraft af en enkelt tale om året, hans store tale på det årlige Jenle-møde, i begyndelsen af august. Og han forberedte den da også gennem mange måneder, begyndte som regel at skrive på den allerede i marts. Fordi han jo vidste at hele Danmark ville lytte, når han talte – med Rugens autoritet i ryggen. Fordi denne sang havde gjort ham til nationalskjalden – på en måde som endda fuldstændig ophævede det komiske ved udtrykket.

Da Politiken i slutningen af 1920’erne – på sin Politiken-maner – spurgte sine læsere – og der var dengang endnu mere end i dag tale om en lokalavis – hvem der burde sidde i et påtænkt dansk litterært akademi, og hvem der vel sådan set måtte betragtes som Danmarks største digtere, ja, da var disse københavnere jo heller ikke i tvivl. Der var langt ned til nummer to og tre i stemmetallene – Pontoppidan og Jensen. Alle var stadig fuldkommen på det rene med at bondedigteren Jeppe Aakjær – her tyve år efter at han – ud over sine Jenle-taler – havde præsteret noget afgørende – så klart var nummer ét.

Københavnerne fejrede da også hans 60-årsdag i en hel uge. Alle byens aviser, borgerlige, liberale, socialistiske, var gået sammen om de storslåede arrangementer, og statsministeren og talrige andre notabiliteter talte i løbet af den uge for ham på Christiansborg, på Rådhuset, i Folkets Hus, og Universitetets professorer gik naturligvis med i fakkeltoget.

Resten af befolkningen stod ved vejene og vinkede farvel, da hans lig ikke så mange år efter blev kørt rundt i hele landet.

Så smerteligt var tabet af bondekulturen – og så smukt havde Aakjær trøstet.

Og sådan gik det da den stakkels Jeppe der i novembermørket, dengang i 1905, dalrede rundt og var ensom og forladt. Så stort skulle blive med den stymper der da både sultede og frøs og snart ikke længere kunne tro, at det nogen sinde kunne blive andet end bare ringere med ham.

Og før jeg nu på nogen måde får begyndt med igen at pille ham ned fra den høje piedestal, vil jeg skynde mig at tie stille. For i al fald min indre bondedreng synes da virkelig han har fortjent at blive stående på den.

 
Trykt i TRE JYSKE TENORER.