Der er tekster man får lyst og trang til at læse igen og igen gennem hele sit liv. Det behøver man ikke engang at have levet så forfærdelig meget af dette liv for at vide. Allerede når man som ungt menneske for allerførste gang har læst nogle linjer af Franz Kafka, eller nogle sider af Lev Tolstoj, eller en hel bog af Halldór Laxness – eller noget helt fjerde, naturligvis, af samme størrelsesorden – så véd man, at det vil man gøre igen. Så smukt og stærkt har det bevæget, stimuleret, moret, oprørt og opløftet, og det har frem for alt efterladt en fornemmelse af at det rummer uendeligt meget mere endnu. Nej, det skal ikke være sidste gang, siger man til dig selv, det her må jeg inden alt for længe have fat i igen.

Der findes jo så også anden slags tekster man virkelig kun ønsker læse en enkelt gang. Og det er ikke nødvendigvis fordi de er uinteressante, slet ikke fordi de forekommer uvedkommende, heller ikke fordi de er dårligt skrevet. Tværtimod. Jo bedre de er skrevet, jo bedre chance har man for kun at skulle læse dem en eneste gang i sit liv. Og hvis de er helt fantastisk godt skrevet, kan man oven i købet læse dem lynhurtigt, og man kvitterer for den ekstraordinære kvalitet ved straks at smide sådan nogle tekster væk.

Jeg tænker selvfølgelig på brugsanvisninger. En genre der har bredt sig med voldsom hast i nutidens overflodssamfund. Vore bedsteforældre og oldeforældre anskaffede sig i forhold til os meget, meget få ting – maskiner, møbler, apparater og dingenoter – og når de endelig fik dem, blev de stillet op og monteret og gjort klar af leverandøren. En del af prisen for at kunne købe alt det skrammel, vi nu kan, er jo så, at vi selv samler det og får det til at virke, og for det moderne menneske er at dette at samle et Ikea-skab som bekendt blevet et afgørende initialiserings-ritual. Og for at kunne gennemføre det, må kan kunne læse brugsanvisningen, og at kunne læse brugsanvisningen kan for en hel del af os tage sig ud som den vigtigste grund til overhovedet at lære at læse.

Den gode brugsanvisning besidder altså nogle kvaliteter som litteraturen fuldstændig mangler: Den er entydig og utilgængelig for subjektive fortolkninger, den giver suverænt afkald på enhver slags sproglige falbelader og krummelurer, den afviser ethvert tilløb til både humor og patos. Det udelukker nu ikke at litteraturen godt kunne forsøge at ligne en brugsanvisning, for i litteraturen er alle udgangspunkter mulige, i hvert fald indtil de har vist sig være umulige. Men bruger en digter brugsanvisningen som skabelon, så vil den naturligvis allerede i løbet af få linjer have pådraget sig så mange af digtningens egenskaber, at det ville blive en umulig opgave at samle et skab efter den. Eller det ville ende med et skab der udelukkende kunne bruges til udstilling som skulptur på et kunstmuseum.

Der findes samfund og politiske systemer der alligevel gerne vil fremme en litteratur, der i så høj grad, som det nu er teknisk muligt, holder sig til brugsanvisningens kvaliteter. Det er samfund der nøje har fastlagt deres syn på mennesket og dets behov, samfund der strikte vil følge et omfattende sæt regler for hvordan folk skal leve og arbejde, og hvordan alting skal gøres og indrettes, og samfund som ikke mener at kunne opretholde sig selv, hvis nogen på mindste måde afviger fra alt dette. De anmoder derfor deres forfattere om at skrive umisforståelige brugsanvisninger til livet. Og det kan forfatterne jo slet ikke leve op til. Forfatterne forkludrer straks det hele. De sætter deres fantasi og deres sproglige vitalitet ind på, endnu en gang, at gøre den menneskelige virkelighed og dens historier tilgængelig for en fornyet personlig oplevelse, og herunder glemmer de så alt om hvordan verden i grunden og efter magthavernes mening burde opfattes. Det totalitære samfund må bringe sine forfattere til tavshed, skille sig af med den, sende dem langt, langt væk – eller i døden, lige på stedet.

I samfund som vores eget, hvor vi kan få lov til at mene stort set hvad fanden vi vil om hvad som helst, kan der dog også dannes temmelig massive illusioner om tingenes tilstand. Der kan opstå en alt for udbredt forvisning om at både det ene og det andet jo egentlig går så godt, som noget kan gøre. I enkelte tilfælde har litterære værker kunnet spolere sådan en selvbehagelig samstemmighed og bag om dem åbenbare en aldeles rædselsfuld virkelighed og faktisk give anledning til, at der blevet lavet om på den. Det gjaldt da Jeppe Aakjær gav et billede af levevilkårene for det tyende, som hele landets dengang dominerende gårdmandsklasse ellers kun kunne synes var ganske glimrende, og det gjaldt da Knuth Becker fortalte om de sande forhold på de børnehjem, som størstedelen af befolkningen var blevet enige med sig selv om nok blevet drevet så humant og hygiejnisk og opbyggeligt, som tænkes kunne. Men selv om sådan nogle upåtvivlelige tilfælde af litteraturens magt og evne til at forandre virkeligheden er sjældne, så tør vi også uden konkret bevisførelse slå fast, at dens indvirkning på samfundslivet altid er både betydelig og uundværlig. Også i dag bidrager litteraturen til at gøre grunden usikker under indgroede fordomme og bekvemmelighedssynspunkter, under magtsproget og de uafladelige holdningsmanipulationer fra en hær af interessenter. Litteraturen komplicerer konstant det forbrugervenlige og samfunds- eller profitnyttige syn på eksempelvis naturen og seksualiteten, på fordelingen af goder og på landets krigsførelse. Den piller vellystigt og uophørligt ved såvel religiøse som ideologiske dogmer, fra både højre og venstre, som for eksempel at befolkningen engang har hængt sammen med sig selv og at der nu skal sættes ind med noget politisk klister til formålet, eller som for eksempel at det danske folk, når det sådan er rigtig folkeligt, er fyldt med lutter sund sans og sunde instinkter.

Og så vi har endnu ikke engang været inde på litteraturens allervæsentligste betydning, men det er naturligvis den, den kan få for den enkelte læser, og for hans og hendes liv med sig selv og med andre. Som sprogligt kunstværk henvender litteraturen sig direkte i kernen af det menneskelige, som jo er det sprog hvori vi tænker og forstår os selv og hinanden, hvorigennem vi erindrer det levede liv og gør os forestillinger om det fremtidige. Når jeg læser et digterværk åbner et større sprogligt rum sig i mig, et rum der er intimt og fortroligt, men samtidig vidåbent og fælles for alle. Her kan jeg frit omgås alt hvad jeg måske ellers foretrækker at holde hemmeligt også for mig selv; her kan jeg uden de vante parader indleve mig i dig, og i ham og i hende, som jeg måske alle andre steder føler mig fremmed over for, tager afstand fra eller endda er tilbøjelig til at dæmonisere; her kan jeg erfare det indlysende og for den daglige bevidsthed så godt som ufattelige at vi alle er mennesker af nøjagtig samme slags. Her kan det støvede tankespind fejes ud af sindets afkroge, her kan aflejrede klumper af dødis i følelsens landskab omsider tøs op.

Og hvordan bærer litteraturen sig så ad med at åbne for al den indsigt og sætte skub i så megen frigørelse? Jo ikke ved at fortælle mig hvordan jeg egentlig burde tænke og føle, ikke ved at give mig anvisninger på hvordan jeg skal løse mine problemer og i det hele taget leve mit liv på den rette måde – kort sagt: ikke ved at være brugsanvisning. Den gør det tværtimod ved at være fuldkommen ubrugelig til noget som helst praktisk formål. Den gør det ved at drille og forvirre og narre, ved at lyve og snyde så vandet driver, ved ganske ansvarsløst at sætte al sund fornuft på spil og i nærmest infantil letsindighed og vildskab at rode enhver nok så fin og flot etableret orden godt og grundigt til. For når litteraturen for alvor kan få betydning for os, så er det fordi den grundlæggende er for sjov.

Tale ved åbningen af CPH:LITT.