Allerede tidligt på måneden skulle vintergækkeløgene være gået i gang med forberedelserne til deres årlige, altid meget populære show. Ellers er langt det meste af plantelivet på afspadsering, og hvad faunaen angår, synes kun fuglene, bortset fra os selv, at være i fuld vigør. Mange slags krybdyr og insekter har lagt sig til ro under de langsomt rådnende blade. Enkelte tudser har alligevel stukket hovedet frem under risten ved kælderdøren, så forvirrende lun har luften kunnet virke. Hvad der til gengæld har dæmpet de ikke-domesticerede pattedyrs behov for at nærme sig bebyggede områder. De er dog næppe undsluppet ethvert møde med mennesker i biler eller bag jagtgeværer.

Men fuglene altså, alle de fugle der efterhånden tør stole på at vi ikke har i sinde at æde dem, de flyver gerne hid hvor de mageligst kan ernære sig. De sætter sig i buske og træer nogle få vingeslag fra foderbrætterne, hvor de så efter behov tager til sig af hvad vi byder dem på. Vores udgifter til poserne med blandede frø er helt ubetydelige i forhold til hvad vi får for dem, fuglene leverer jo, med deres pikken og vippen, med deres vivacitet og lysende farver i gråheden, vinterens bedste bud på gedigen naturunderholdning. Og mere end det, de hjælper os nogle øjeblikke ad gangen til at skille os af med vores selvbevidsthed, og al den plads den efterlod fyldes straks, om end ganske stille og umærkeligt, med glæde over at være her lige nu.

Ellers hælder vores omgang med naturen og vores udbytte af den for tiden temmelig meget mod det materielle: vi brænder den af. For at holde varmen, for tiden, og stadig og som altid til masser af andre energikrævende formål: vi brænder kul, gas og olie. Og så brænder vi lidt gammeldags brænde. Dét vækker især debat, og der stilles heftige krav om at vi holder op med det. For der er skadelige partikler i brænderøg, og det er naturligvis bedst for os alle sammen at undgå skadelige partikler, ligesom det som bekendt er bedst for os at lade være med at ryge tobak.

Det allerbedste ville alligevel være at blive fri for de uendeligt meget større mængder af skadelige partikler der verden over kommer fra afbrændingen af milliarder af tons og kubikmeter kul, gas og olie, til opvarmning og afkøling, til drift af maskiner, biler, fly og skibe, kort sagt: til opretholdelse af vores livsform. Men det er så meget mere overkommeligt at debattere brændeovne og tobaksrøg end det der virkelig tæller. Selvfølgelig er det ikke helt let at holde op med at ryge, og vi mister megen hygge ved at undvære levende ild i stuen, men det er fuldkommen uoverskueligt omvæltende at standse biltrafikken og at bede SAS og Mærsk lade fly og skibe blive stående og ligge stille – i en overgangsperiode måske kun hver anden dag, men så eller indtil de måske engang har fundet midler til at få dem i luften og på søen uden at udskille skadelige partikler.

Og i det samme mindske udledningen af drivhusgasser, og i det samme begynde på at tære lige så forholdsvis beskedent på naturens resurser som, for eksempel, tobaksrygning og ild i brændeovnen gør det. Nej, dertil er der naturligvis for langt. Men noget af den vej bør ifølge al sagkundskab tilbagelægges, inden så længe, og vi står stadig og har svært ved at blive enige ikke alene om måden, men om overhovedet at ville det.

 

Der er folk, endda blandt de smarteste vi har, der kan lide at sige sådan noget som: I al den tid jeg kan huske, har der kun været olie nok til de næste 30 år! Den rene løgn er det heller ikke. Et åremål deromkring, somme tider ti eller tyve år længere, har været nævnt siden engang i 1970’erne, og man, eksperterne, er givetvis nået frem til disse tal på grundlag af nøgterne vurderinger af de til enhver tid tilgængelige data. Men det ligger nok også i vitsen at såkaldte miljøforkæmpere i alle tilfælde har hæftet sig ved den korteste frist og altså med henblik på at vinde tilslutning til deres sag har været så udspekulerede at prioritere de dertil egnede budskaber, og heller ikke dét kan fuldstændig afvises. Men hvad udsagnet til syvende og sidst har at sige er bare dumt. For det vil lade forstå at sådan bliver det såmænd ved med at være, olie nok til de næste 30 år, og sagt sådan ligeud kan enhver jo høre det er idioti. Der kan gøres nye fund, men den sidste dråbe vil en dag være vredet ud af vores klode.

Og så forhåbentlig ikke i næste øjeblik brændt op. Det kunne vel være at vores efterkommere kan komme med andre forslag til anvendelsen af de dråber vi måtte efterlade end vores vanlige, at sætte en tændstik til dem. Det kan være at de om to eller om fem hundrede år, eller om fem tusinde år, har brug for resterne efter vores forbrændingsfest til produktion af for os ufatteligt avancerede midler til deres fortsatte overlevelse. Og om ti tusinde år, og om hundrede tusinde år – er det at gå for langt? Jorden har omkring fem milliarder år tilbage, og vil det ikke være fornuftigt at antage at også vi mennesker, eller nogle der ligner os, vil hænge på en hel del af al den tid, og vil det da ikke være rimeligt at deles lidt med dem om resurserne på den planet, der også vil være deres – ?

Vi har os selv og vores eget bedste at tænke på, og det er ikke altid så ligetil, men vi gør det, sådan er vores natur, og hvad der er en tand mere tricky endnu, at tænke på andet og andre og deres mulige behov, det ligger alligevel også til os. Vi tænker på at redde os fra partikelforurening og drivhusvarme og oversvømmelser og fødevaremangel, og vi tænker også på at overdrage en beboelig klode til vores tip- og 30 gange tipoldebørn. At undlade det sidste er kun muligt ved hjælp af en fortrængning som det kræver mange nervepiller at holde på plads. I vores mentale økologi hænger det ene sammen med det andet, og for at nå frem til mere stabile balancer i såvel vores indre som ydre verden har vi brug for et nyt syn både på os selv som mennesker og på den natur vi er kommet af. Det vil også en række tænkere fortælle os, og med det nye syn skeler de ofte til et gammelt.

Man kunne nu skyndsomt værge for sig med en bemærkning om at der er ingen vej tilbage til stenalderen. Heller ikke engang hvis det kan lade sig gøre sig at bombe os derned, og det kan det uden tvivl og desværre nok, for så vidt som opfindsomheden i våbenindustrien for længst har gjort det nemt og hurtigt at udslette alt hvad menneskeheden ellers har fundet på. Dog næppe os selv. Vi vil overleve, nogle af os og med noget af os selv i behold, hvis vi skal tro bl.a. Varlam Sjalamov, der i Fortællinger fra Kolyma kunne fastslå, at rotter i forhold til os mennesker er nogle sølle pjevs, når det kommer til at holde sig i live under ekstremt barske vilkår. Selv klarede han næsten tyve års mishandling, sult og kulde i sibiriske arbejdslejre hvor heste, der ved ankomsten var sunde og stærke og blev bedre behandlet, aldrig levede mere end tre måneder. Vi overlever, mente han, fordi vi kan tænke, og først og sidst på os selv, hver især. Og har han ret, og skulle der være mennesker efter et atomragnarok, og de må til at skabe sig en ny tilværelse mellem murbrokker over afbrændte, iskolde og giftige ødemarker, så vil de have deres tankegang fra før med sig. Den tankegang der har skabt den verden der har ødelagt sig selv.

Ja, måske. Måske er vi hjælpeløst låst fast, hvad fanden der end sker, i vores ego- og antropocentriske psykose, måske kan vi aldrig igen se på naturen omkring uden at lure på hvad vi kan få ud af den, måske vil den rå forbrugeradfærd vi har anlagt vise sig resistent over for enhver tænkelig afvænningskur. Og måske ikke – der er tænkere, som sagt, humanister, filosoffer og teologer der har holdt på, at der er andet at sige om vores forhold til naturen: at også noget anderledes gammelt, og fra tidligere kulturer velkendt, stadig er nyt og levende i os. For vi er i kraft af vores biologiske konstitution grundlæggende forbundet med naturen, og indsigten i den sammenhæng er endnu og altid, trods al hårdkogt materialisme, umiddelbart tilgængelig.

Med udgangspunkt i K.E. Løgstrup har Ole Jensen, senest i bogen På kant med klodens klima, formuleret en kraftig kritik af nutidens fremherskende natursyn, og han følger den op ved at pege ikke alene på nødvendigheden af at ændre det, også på en nærliggende mulighed for virkelig at gøre det. Vi kan supplere den udnyttende bevidsthed med en værnende, vi kan justere oplevelsen af naturen som en del af vores omgivelser med en forståelse af at den er vores ophav, og denne erfaring af som menneske ikke at stå uden for men selv være en del af naturen, den opnår enhver gennem sansningen, af planter og dyr, af vind og vejr, hav og stjernehimmel. Eller det kan enhver, der indimellem får tilstrækkelig ro på sig til overhovedet at sanse, nå frem til, for i sansningen er vi spontant indfældet i naturen, vi føler dens liv i os og vil samtidig og instinktivt føle et behov for at passe på den som på os selv.

Denne æstetisk begrundede holdning, der indebærer nænsomhed, for ikke tale om taknemmelighed og ærefrygt over for vores naturlige ophav, den var afgørende også for Løgstrups og Jensens kampfælle Thorkild Bjørnvig. I hans digtning fik den grandiose udtryk, men den kunne af og til, når han måtte se på civilisationens fortsatte, tilsyneladende uanfægtede brutalitet i naturudplyndringen, føre ham ud i en misantropi som han selv fandt det umuligt uden videre at godtage. Han prøvede at komme om ved det ved alligevel at genkende de skønneste dyrs både fysiske og mentale egenskaber i os selv, i vore bedste øjeblikke.

Et andet problem optog ham mindre, og det berører dog mere end flygtigt tanken om den sanselige nydelse som grundlag for et medlevende og ansvarligt naturforhold. For det er jo ikke alt i naturen der tager sig særlig nydeligt ud for os. Der er stygge dyr, set med vores øjne, der er ækle organismer og sygdomsfremkaldende pestilenser, som det er mere end svært at finde plads til i en hyldest til skabningens vidunderlighed. Og tror vi på nødvendigheden af at beskytte og opretholde klodens liv, så må vi også tro på at det nødvendigvis omfatter alt hvad det nu engang har udviklet sig til.

For at komme fri af den æstetiske fælde, og for samtidig at kollapse den modstilling som den sanselige naturbetagelse kan havne i – helliggørelse af det skønne plante- og dyreliv på den ene side, dæmonisering af os mennesker på den anden – kunne der måske være mening i at gå et skridt videre end Løgstrup. Han ville med sansningen som bindeled overskride dualismen mellem legeme og sjæl, så at sige: genindsætte homo sapiens i naturens orden. Også den menneskelige bevidsthed kom for ham til at tilhøre naturen. Men ikke i fuldt omfang det den frembringer. Ikke hvad vi kalder kultur. Som kulturskabere ville han mene at vi adskiller os fra den øvrige skabning – men er dette i grunden ikke også, som skellet mellem sjæl og legeme, en antagelse der ikke har meget andet end en lang tradition til sit forsvar? Adskiller vores konstruktioner af skyskrabere sig fra edderkoppernes spind mere end i gradsforskelle mellem muligheder for valg af udformning, placering og byggeperiode? Og spiller det ansvar, og den angst, der følger af vores relativt høje antal alternativer at vælge imellem, ikke også sammen med vores uvilkårlige stræben efter livsudfoldelse, og svarer vores risiko for fejltagelser, for tåbelige og destruktive valg, mon ikke til faren for at kragen, for eksempel, trods sine ret begrænsede muligheder for at vælge forkert, somme tider alligevel må starte forfra med redebyggeriet? Og kan vi da ikke i frihed handle ud fra en forvisning om at vi ikke alene i kraft af sansningen kan føle os hjemme i verden, men også med vores stadige afprøvning af den bevidste ansvarligheds rækkevidde til syvende og sidst vil medvirke til livets fortsatte beståen? Eller hvad andet end sådan en ansvarlighed kan, i tillæg til enhver sympati, inddrage også mårhunde og skimmelsvampe i kredsen af medskabninger?

Jeg må lade det blive ved spørgsmål. Uden at føle mig helt tryg ved tanken om hvad der kan svares på dem. Jeg tør dog lige minde om at ligesom kærligheden og samvittigheden ikke altid slår til i vores forsøg på at behandle hinanden rigtig godt, så slår hverken ærefrygt eller taknemmelighed over for naturen alene til i kampen for klodens fremtidige liv. Heller ikke ansvarligheden hos os hver især gør det. Men både følelse og holdning bestemmer effekten af de love og konventioner der endelig skal til.

Indledningsvist udviste jeg mangel på respekt for naturen. Jeg omtalte både løgplanter og fugle som om de agerer efter mønstre i min egen banale forestillingsverden, jeg antropomorfede tuttenuttet, og det er knap i børnebøger så nogenlunde tilladeligt. Ikke desto mindre ligger tendensen i sproget selv og er dermed et vilkår jeg ikke helt kan unddrage mig, og ellers kun kompensere for med god vilje. Verden er og bliver for stor til mine ord – jævnlig tæller vi nu, bare i nærværende galakse, nok en milliard planeter der ligner den vi går på. Så bogfinken derude på foderbrættet og jeg bag mit vindue må nok nøjes med fortsat at snakke om det hele på hver vores trøstige lille måde. Om kulden der igen tog til, og så jo om vores fælles sag.

 
Trykt i POLITIKEN.