”Det er ikke for min plaiseer, at jeg atter tager pennen”, skriver Morten Vinge i sin dagbog den 8. august 1744. I de knap syvogtredive år han da har ført den, har han vel heller ikke altid skrevet om alt med samme fornøjelse, og han har indimellem også i lange perioder vandret på jorden uden at afsætte det mindste skriftlige spor. Men nu er det anderledes, nu afventer han ikke blot en hændelse eller en vending i sit levnedsløb, som igen vil gøre det umagen værd for ham at fortælle sin historie; nu véd han at det hele er forbi, alt hvad der har drevet ham og næret hans livslyst, han føler sig gammel, udslukt – og har dog ikke mere end lige rundet de halvtreds.

Men han har dagen før genset sin ungdoms vilde kærlighed, han har genset:

 

– dette ansigt! dette fordum så dejlige ansigt! hvor var det forandret! bleggult, rynket, fortrædent så det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet kyse med lange laser af sorte kniplinger gjorde det endnu mørkere. Skidne pjalter af klæder, som engang havde været smukke og fine, hang om hendes tykke ildedannede krop. Jeg følte, at jeg var nærved at få ondt, og ingen tåre kom i mine øjne. En angst, en vammelhed, som når man pludselig ser en hugorm, betog mig. Jeg kunne hverken tale eller røre mig af stedet.

 

Dette hæslige kvindemenneske, som Morten her har genfundet på samfundets bund, er jo den ’samme’ Sofie, der som ung og forførerisk adelsfrøken med et smil eller et blik kunne gøre ham svimmel af begær. Og hvor umulig tanken om at få hende end måtte forekomme den fattige, unge mand, så kunne han dog slet ikke nægte sig at drømme om det. Hun var lyset forude, alle gode forhåbninger, livet og fremtiden, ligesom hun nu er blevet som dødens mulm, en orm, ondskabens og den uhelbredelige fortvivlelses sataniske tegn.

Der er da intet mere i livet at klamre sig til, ingen anden end Gud. For også alle ungdommens heftige drømme om social opstigen – kunne Jens blive biskop, kunne jeg blive præst – eller hvem véd … – ja, eller noget stort på Tjele, eller ved …, jo, måske endda … alle disse skiftevis underdrejede og grådigt forvorpne drømme, som også snart fik Sofie som deres omdrejningspunkt, de er gennem mere end tyve år i Sibirien frosset grundigt ned, og skulle en smule af dem kunne vækkes til live igen ved hjemkomsten til det danske forår, så rådner de endegyldigt op ved synet af det udtryksløse ansigt og den forsumpede krop, der ligger der på marken foran ham.

Ikke mere at skrive om altså, heller ingen lyst til det. Alligevel følger nogle enkelte notater, over den næste halve snes år. En vinternat kan fremkalde et vagt minde om dén vinternat, dengang, hvor han stod i flammer, der på slæden med frøken Sofie, men straks følger endnu et bibelcitat. Bibelen er blevet hans bog, efter dagbogen, han er et strå i vinden, har ingen anden historie. Slet ikke sådan en historie som dagbogen skulle have båret vidnesbyrd om, sådan en mægtig skæbne som driften engang kunne sætte ham op til at fantasere om. Nu er han ingen, hans skrift, der levede af livsbegæret, i timeligheden, er tyndet ud, den forsvinder og bliver ét med den evige.

Brudstykker af en landsbydegns dagbog peger frem mod en nyere tids litteratur, for så vidt som den handler om sin egen skrivning og dens forudsætninger, og mod en ældre tids begrebsverden, idet den endda som jeg-fortælling rummer en instans der rækker ud over dette jeg, og ud over dets død. Det er til hver en tid en historie med varig og universel gyldighed om et sprællevende menneske i kærlighedens og magtspillets, illusionernes og dødens vold. I kraft af sin sproglige og tekniske suverænitet kunne denne novelle, som man plejer at kalde den, blive et af de kosteligste, danske bidrag til verdenslitteraturens fortællekunst (selv om verden vist endnu tøver med at tage imod det).

Den vil nu fortsat og alle vegne kunne fortrylle sine læsere, og samtidig inspirere enhver af dem der kunne tænke sig at blive forfatter. Med sin virtuose leg med fortælletid og fortalt tid, med store og små begivenheder iscenesat gennem til- eller modsvarende tekstmængder, med sine velovervejede pauser, bratte tavsheder, med sin iver eller træghed i tonefaldet, med sine lidenskabelige eller mere gustne farvninger af sprogbrugen, osv. – vil den når som helst kunne udgøre en hel forfatterskole i sig selv. Først og sidst vil den minde sine elever om dette: skrift er begær og livslyst (og ellers kan det være lige meget …).

 

Om Steen Steensen Blicher (1782-1848) vides så meget og så lidt at de fleste kan få ham nogenlunde, som de vil helst have ham. Han var en gammeldags, rationalistisk academicus og en politisk progressiv, bevæget af romantisk folkelighed; han var en flittig studerekammernørd og travede for langt det meste omkring under åben himmel; han var ikke fri for skuffelser over sin kone og til gengæld en så godt som daglig plage for hende; ensom melankoliker og ihærdig balløve; af og til lige så optaget af sit ydre som han til stadighed ignorerede al personlig hygiejne (det var hans overbevisning at vand er skadeligt for huden).

Ganske entydigt kan kun slås fast – og det bliver da straks til gunst for enhver tvetydighed – at han var i besiddelse af et litterært talent, der tillod ham at levendegøre sig i fortællerroller af voldsomt svingende karakter. Han kunne anlægge en stemme og en holdning som den overfladiske og letfærdige fløs så fuldkommen overbevisende som han kunne inkarnere det traurige gammelmandssind. Novellernes toneleje skifter ubesværet med rapportørernes position, de bliver øjeblikkeligt studentikost overstadige i hovedstadens selskabsliv, fandenivoldske og forsorne i de jyske røverkuler, antager alle grader af værdigt tænksomme, uskyldigt lystige, heroiske, brutale og sentimentale attituder i og omkring præstegårde og herresæder. Stilistisk kunne Blicher foretage sig hvad der passede ham. Højt og lavt veksler naturligvis rask væk, og så kommer et filosofisk fragment og så en smægtende tirade, han taler fejlfrit som adel og borger, præster og bønder, på jysk og på rigsdansk, altid med en del fyndige, franske eller latinske sentenser ved hånden og, når dét skal være, mangler heller ikke et par brokker af taternes kaudervælsk.

Han kunne da også slænge sådan en sætningshob fra sig, som få andre ville være nået helskindet til ende med:

 

Stundom, når jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har haft den brune lyng omkring mig og den blå himmel over mig; når jeg vankede fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede, der i grunden kun er muldvarpeskud, som tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jævner med jorden; når jeg svævede hjertelet, frihedstolt som beduinen, hvem intet hus, ingen snævert begrænset mark fængsler til pletten, men som ejer, besidder alt hvad han ser, som — ikke bor — men lysterer hvor han vil; når da mit vidt omsvævende blik i kimingen skimtede et hus, og således ubehageligen standsedes i sin lette flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne flyvetanke; thi andet var det dog ikke — det ønske, gid denne menneskevåning var borte! der bor også møje og kummer; der trættes, der kives også om mit og dit!

 

Her udføres en syntaktisk balancegang af en topartist. Kun antydningsvist hælder han lidt til den ene side og lidt til den anden, mens linen passeres i en samlet bevægelse. Man observerer temposkift, pludselige ryk i rytmen, som så igen falder tilbage i rolig koncentration, som skulle vanskeligheden ved øvelsen blot lige markeres, før indtrykket af selvfølgelig bemestring igen kan lade os ånde befriet op – ligesom brugen af enkelte fremmedartede gloser eller sjældne ordsammensætninger kun lige minder os om det exceptionelle ved dette kunststykke, som en nødvendig baggrund for den nydelse der ligger i illusionen om, at det hele er så ganske let og ligetil, ja, som kunne enhver af os gøre det samme.

Men fordi alle rekvisitter her udgøres af ord og betydninger, sidder vi tilbage med mere end nogle allerede svundne øjeblikkes selvforglemmende betagelse: vi er blevet indviet i en menneskelig tomhed, som sætningens skønhed kun er på nippet til at ophæve, udfylde, før den så meget desto mere skånselsløst uddyber den, åbner den foran os som en afgrund. Denne sproglige ekvilibrist kan ingen læne sig op ad uden alvorlig risiko for et dødeligt styrt.

Sådan præsenterer fortælleren i Hosekræmmeren sigselv som den farligste blandt fortællingens mindre højtflyvende ulykkesfugle. – Historien er, i første omgang, ellers meget enkel og i tiden særdeles velkendt, det er sådan en sørgelig lille én som det gør så grædefærdigt godt at høre: Cecil, datter af en velstående bonde, og Esben, en fattiglas af en uldkræmmer, de elsker hinanden og vil giftes; Cecils far (og mor) sætter sig imod det, for ifølge deres modne overvejelser vil hun (og de selv) være ikke så lidt bedre tjent med den rige Mads, hvor fæl en karl hun end kan synes, han er. Et hverdagsdrama ligner det, en kedelig affære, med sorg og lidelse i vente for de unge elskende – hvis da ikke noget, eller nogen, endnu kan nå at gribe heldigt ind.

Stadig så småt fortrøstningsfuld, eller på forhånd resigneret – døllet ned som man er af fortællerens halve eller kvarte engagement i ”denne hedeidyl”, som han efter dens første akt husker den – ryger læseren nu ligesom uforvarende, men brat og uhjælpeligt ned i en kværn af det uafladeligt værst tænkelige, med sindssyge og blodigt drab som det endelige udfald. Forfatteren har her i anden akt – med den første som effektfuld baggrund – fået gang i et katastrofemaskineri, langsomtarbejdende, og måske indimellem lige ved at gå i stå; men hvis der så ikke fyres op under det igen med ondskab, brutalitet, indifferens og afmagt, så står det blinde tilfælde og vanviddet parat med endnu en skovlfuld kul. Tragedien fuldbyrdes, og den bliver med ordets fulde vægt en realitet for os, netop fordi vi hele tiden også kan fornemme dette lige ved; at det måske så udmærket kunne være gået ganske anderledes, at noget, eller nogen, nok alligevel kunne have grebet ind.

Med denne nogen tænkes jo især på fortælleren, han har da også selv luret på muligheden. Og han har ladet den ligge, konventioner og magelighed overvinder nemt hans bedre forsæt, og skulle han døje med en smule samvittighedsnag, opløser han den hastigt i selvbehagelige drømmerier. Glemmer det hele hver gang han igen, inderlig lettet, har bevæget sig på sikker afstand af ethvert medmenneske. Den banale griskhed, der styrer Cecils forældre, overgås som moralsk gebrækkelighed, bittert ironisk, af denne vandrers distante æsteticisme. – Og dog er han vel ikke uberørt af Cecils skæbne? Lyder det ikke som om hendes sang om ”den største sorg udi verden her” er gået ham til hjertet? I så fald har han måske personligt kendskab til sådan en sorg, og indespærring i sig selv og fantasteri kan være blevet følgen for ham, som sindssygen blev det for hende. – Og dog vil han fortælle. Vil træde sin linedans, som om der endnu i den kunne ligge et håb, både for ham selv og os andre.

Ikke så mange andre af Blichers noveller kan give anledning til stadig nye spørgsmål og overvejelser i det uendelige. Men vældig mange af dem byder på solid underholdning, umiskendelig skrivekunst, omfattende livsklogskab, på alt hvad man sådan forlanger af litteratur for at kalde den læseværdig og mere til. Tag nu bare Ak, hvor forandret!, eller Præsten i Vejlbye.

Om sidstnævnte vil det næppe heller være for meget at anvende ordet tragedie, men det er så en tragedie af en anden art end den i Hosekræmmeren. Mens den dér – på grund af forsømmelser og tåbelighed og flere slags uformåenhed – i al sin rædsel kunne udfolde sig med en egen forbandet logik, så har den i Præsten i Vejlbye sin rod alene i personernes karakter, i præstens ubændige temperament og jo frem for alt i Morten Bruus’ intrigante ondsindethed og hævntørst. Et par ugunstige tilfælde får også betydning her – især dette at Bruusen har et lig til rådighed, der så at sige kan spille rollen som hans ’myrdede’ bror Niels – ligesom forsmået frieri er et grundlæggende motiv. Men den ”skrækkelige begivenhed”, anklagen mod præsten, hans domfældelse og henrettelse, er hele tiden i personernes egne hænder. De onde viser sig at være de stærkeste, idet de i deres hoved- og hjerteløshed, deres djævelske besættelse, i enhver sammenhæng kan tilsidesætte enhver regel og ethvert ansvar; de gode er imidlertid og gennem alle faser meget mere end passive tilskuere. De pønser desperat på muligheder for at sætte en stopper for ulykken, de er villige til at sætte ganske voldsomme aktioner i værk.

Også fortælleren (af hovedparten) kæmper til det sidste imod den intrige der i sin usynlighed ikke for alvor kan bekæmpes, højst undflyes, og han bliver da selv, som forlovet med præstens datter og som den herredsfoged, der må fælde dommen over hendes far, et af dens ofre. Handler den skrækkelige begivenhed i fortællingen primært om den uskyldigt henrettede præst, så rammes læseren måske dybere af den absurde skæbne, der smadrer liv og lykke for det såre sympatiske og hedt forelskede kærestepar.

Ak, hvor forandret! Det hedder dén novelle, og dermed skulle vel det meste af, hvad den har at sige, allerede være sagt. Sådan cirka har man i al fald kunnet tænke såfremt man tog slutningens latinske suk – ”tiden foranderlig er og forandrer os alle tillige” – for pålydende, som forfatterens oprigtigt mente budskab til sine læsere. Men sjældent har Blicher gjort sig så vældig umage med at så tvivl om enhver slags oprigtighed som netop i denne fortælling, formedelst dens fortæller.

Peer Spillemand er hans navn, og han fremstiller sig så tykt som så bundløst upålidelig, at han næppe selv kunne undgå at opdage det, om han ikke samtidig ejede en nærmest overjordisk uskyld, og dermed også lige netop får læseren til at tøve med en blank afvisning af sin person. Men fejl tager han altså, stort set hvor det er muligt at tage fejl, og med usvigelig sikkerhed når fejltagelsen er brugbar som brændstof for hans forfængelighed. Han bryder sig ikke om nogen afdeling af virkeligheden, medmindre den er sminket, og gerne ved hjælp af hans egen romaneske fantasi, sådan som den ikke mindst kan bearbejde indtrykket af Maren Lammestrup på Tyreholm, den rosensblomme. Da han efter tyve år opsøger sin, nu jo også tyve år ældre, studiekammerat og finder ham i et aktivt hverdagsliv, gift med, den nu også osv., Maren, og omgivet af en børneflok og af høns og ænder og køer og kalve, må han jo forfærdes. Og selvfølgelig misforstår han straks det travle pars mellemfornøjethed ved gensynet med denne uhelbredelige nar som mismod over deres egen prosaiske tilværelse.

Titlens ”Ak, hvor forandret!” er vel mange gange blevet opfattet som en slags grundfigur i Blichers mentale kludetæppe. I novellen selv gjorde han en grov parodi ud af den, og han kunne her, i kraft af parodien, tilslutte sig dens underliggende hyldest til den skinbarlige, materielle, brogede og frodige og beskidte virkelighed.

 

Med Ak, hvor forandret! er vi på lang afstand af al tragik, og meget nærmere kommer vi den ikke i store dele af forfatterskabet i øvrigt. Når det i dets helhed har kunnet litteraturhistoriceres som overvejende dystert, har det dels den gode grund at en håndfuld af forfatterens allermest vellykkede tekster – noveller og digte – rummer tragiske begivenheder eller bæres af elegiske stemninger, dels den mindre gode grund at mørket og tungsindigheden ret hurtigt viste sig at fungere som en effektiv branding af varemærket Blicher. Det havde han også selv god forståelse for, og det københavnske publikum, der kun med en gysen kunne forestille sig verden uden for voldene, tog gladelig det sørgmodige billede af den hårdt belastede mand til sig. For hvordan kunne det vel egentlig være anderledes fat med ham, helt derovre i Jylland, hvor den svageste afglans af byens lys jo næppe var til at skimte? – Ikke desto mindre hersker der altså i en række af hans fremragende fortællinger højt humør, og det går ofte hans personer bedre end man næsten havde turdet håbe. Det gælder eksempelvis for eventyrlige, og gotiske, forviklingshistorier som Røverstuen, Præsten i Thorning, Jøderne på Hald, Juleferierne, Himmelbjerget, Fjorten dage i Jylland.

Og for De tre helligaftener. Fortælleren er nu et anderledes solidt bekendtskab end ham Peer Spillemand. Ham her lyder som en simpel bondemand, han har munden fuld af tillidvækkende jyske vendinger og går vist heller ikke fejl af ret mange ting. Og skønt han også, og nok ligesom for den almindelige, velbehagelige fortroligheds skyld, kan gøre sig lidt bredbaget omstændelig – med sit ”som jeg nu skulle fortælle” og sit ”nu skal I høre mere” og ”men så meget ved jeg” – får han ellers leveret sin historie med raske tag.

Den handler om Ma-Ibs der gerne vil have Sejer, og om Sejer der gerne vil have Ma-Ibs; blot er Sejer, som åbenbart alle sande elskere, fattig, herremanden vil ikke give ham en gård i fæste, og for Sejer kommer ligervis en anden, og tilsyneladende meget bedre stillet, bejler på tværs. Men som Ma-Ibs siger til sin fader: ”Jeg huer ikke denne her skovlouring – eller hvem han er”. Og det må hun nok spørge om, vi aner jo snart at han er en røver.

Den dobbelte konflikt må løses gennem et midlertidigt opbrud i det sociale hierarki og en ny alliance. Mens herremanden under normale forhold plager bonden med sin magtbrynde, og med sit skørlevned udgør en jævnlig trussel mod bondepigens dyd, så er røveren med sit guldbegær en stadig pestilens for herremanden. Men ”denne her skovlouring” er nu også med sin liderlighed efter Ma-Ibs blevet en fjende af Sejer. Herremanden kan da bruge Sejer, der er stærkere end et helt forspand, og juleaften, hjemme hos Ma-Ibs, går så røveren i fælden, overmandes med fem af sine kumpaner af Sejer, og takket være hurtig udrykning fra herregården kan hele røverkulen uskadeliggøres.

Den sunde natur og Vorherre stod dog bonden bi. Og Stærke-Sejer kan omsider få sin Ma-Ibs, og de får fæstegård og vogn og heste oveni.

Nej, bedre kan det snart ikke blive. Det skulle da lige være i Bettefanden hvor Blicher endelig har sluppet gækken helt og aldeles løs. Over stok og sten følger den ene fabelagtige begivenhed den anden, foranstaltet af en stribe – mere eller mindre – grotesk karikerede personer. De vigtigste blandt dem er, ud over Bettefanden selv, røver af profession og med et ansigt som ”røget flæskesvær”, hans kone, med en teint som ”sur fløde”; to skønne, unge piger, den lave og livlige brunette Mettelene og den høje og fyldige blondine Lise, og så deres skrappe og plumpe mor; pigernes kærester, Forvalteren og Kruushoved, begge kønne og nogenlunde ordentlige folk, plus selvfølgelig pigernes afskyelige bejlere, et par ældre herremænd fra Mors, hvoraf den ene er dum og kold og den anden rå og gemen. – Blicher kunne meget godt lide røvere, eller i det mindste at skrive om dem, sympatien forledte ham dog sjældent til at lægge skjul på deres moralske fordærvelse og grufulde gerninger. Men en enkelt gang på deres vej mod helvede kan røverne så alligevel bryde velsignet ind i et borgerskabs ellers urokkelige og velanstændige kredsen om deres formue. De kan slå sig sammen med unge par, som forelskelse og kærlighed også har bragt hinsides enhver fornuftig samfundsorden. Således gør vore røvere sig her til hjælpere i et voveligt rænkespil og medvirker afgørende til at de rette kan få hinanden, og verden lige et øjeblik igen reddes fra sin usselhed. Meget mere vil forfatteren nu heller ikke love: ”Hvor længe deres ægteskabelige forbindelse varede, og hvorledes det for øvrigt gik dem, ved jeg virkelig ikke”.

Det er ikke utænkeligt at Blicher med sine røverhistorier har skelet en del til hvad hans kunder nok allerhelst ville guffe i sig. Hans eget litterære instinkt har ikke desto mindre fået det sidste ord, også i Bettefanden, og sikkert ført fortællingen ud over hensynet til tidsbestemt smag. I alle de kulørte gevandter gemmer sig et menneske med indsigt i en menneskelig sandhed, og endnu – og da antagelig i al fremtid – taler den direkte til den fortsat rigtig godt underholdte læser.

 

Forord til STEEN STEENSEN BLICHER: NOVELLER.