Min boglige debut foregik på Gyldendal i 1971. Med en digtsamling, Udvikling til fremtiden, og kort efter udgivelsen en 19. marts med snefald indsendte jeg et romanmanuskript, betitlet At ende som eneboer, i forventning om en snarlig og begejstret antagelse. På Gyldendal havde de nemlig, endnu før digtene udkom, ladet mig forstå at de så frem til noget prosa fra min hånd. De havde læst en tekst i deres eget blad Gyldendals magasin, og den havde givet dem indtryk af at jeg nok engang ville formå at skrive i den realistiske stil, og en samtidsrealisme, kaldet nyrealisme, var i de år hvad læserne foretrak. Min novelle, som den måtte betegnes, for Gyldendals magasin var et novellemagasin, var ganske vist kun en kæde af tekster – ”Situationerne. Forløbet. Naturens tydelige orden” lød overskriften – og den fremstillede en række løst forbundne, hippielignende figurer uden at besvære sig med nogen handling og psykologi, sådan som det ellers hørte sig til i den realistiske stil. Men litteraturen må prøve at forny sig, det vidste enhver også dengang, og det kunne være der her alligevel var noget som med tiden kunne blive til noget som nogen gad læse, og den forhåbning havde de på forlaget fundet støtte til i et par anmeldelser.

Nu gik der så tre måneder hvor jeg ikke hørte fra dem, men midt på sommeren fik jeg mit romanmanuskript tilbage. I et par omhyggelige responsa, hver på adskillige sider, begrundede de meget venligt hvorfor de ikke kunne antage det. I sin nuværende form, vel at mærke, for jeg skulle bare skære en hel masse væk og skrive en tilsvarende masse til, så ville de sikkert godt. Det forholdt sig sådan at At ende som eneboer handlede om en ambulancefører, der i sin fritid interesserede sig for det minoiske Kreta, efterhånden så lidenskabeligt at han ikke helt kunne skelne denne fortids fantaserede virkelighed fra sin egen daglige, det begyndte, katastrofalt, at gå i ét for ham. Og nu foreslog Gyldendal mig så at jeg strøg alt det der med det minoiske Kreta og skrev noget mere om mandens nutidige hverdagsliv.

Allerede samme dag besluttede jeg mig til at mene at de ikke kunne være rigtig kloge på Gyldendal. Jeg lagde konvolutten med manuskriptet i bagagebæreren på min velosolex, for jeg ville nu begive mig ud i den såkaldte amanuensisghetto i Risskov. Her ville jeg opsøge en af mine lærere på Aarhus Universitet, Niels Egebak, og bede ham læse min roman. Det var en fredag eftermiddag i sommerferien, men han var hjemme, og så gik det pludselig stærkt.

 

Alt med Niels Egebak gik stærkt. Et år eller to før var han arriveret på vores universitet fra Paris, som en hvirvelvind af nye ideer og initiativer, kunne man roligt sige, og det havde da også været forventningen til ham. Vi var en lille flok der allerede nogle år havde fulgt ham, jo også som korrespondent for Danmarks Radio. I maj 68 drønede han den parisiske revolte ind i mit kollegieværelse. Med lyden fra de vilde gadeoptøjer i ørerne, med hans ophidsede åndedrag og rablende, men stadig distinkte og anskuelige reportager styrtede man sig snart selv frem gennem Paris med en brosten i hver hånd.

Frem for alt læste jeg selvfølgelig hans bøger. Jeg var Arena-abonnent. Og Egebak introducerede, fra omkring midten af 60’erne, mig og resten af den danske offentlighed til filosoffer og teoretikere som Georges Bataille, Maurice Merleau-Ponty, Maurice Blanchot, Roland Barthes og Jacques Derrida, og han skrev om romanforfattere som Alain Robbe-Grillet, Michel Butor, Philippe Sollers og først og fremmest Samuel Beckett. Det var alt sammen åbenbaringer. Enorme udvidelser af et hjemligt litterært rum hvor dørene mest havde stået på klem til tyske og angelsaksiske gemakker. Egebak væltede for mig en hel væg, alt imens han i rasende tempo opførte en tilbygning og en hel del sideskure plus nogle halvtage, og det var måske under et af dem jeg havde forestillet mig, at jeg kunne tage plads og begynde at flikke noget sammen for mig selv.

Dagen efter at jeg havde overrakt ham mit manuskript, ringede han og meddelte at han havde læst det og med det samme skrevet et responsum, og at han nu agtede at afsende det hele til Arena. Min roman skulle ubetinget udkomme. Sådan var hans udtryksmåde, og han havde så allerede lagt på. Og jeg sad tilbage med tanken om Arena. Og om at udkomme på Arena. Det hele var åbenbart ved at gå i helt usædvanlig overensstemmelse med hvad jeg havde håbet på.

 

I nogle dage regnede jeg det for sikkert. Men så kom der et postkort fra Læsø, det var K.E. Hermann, forlaget Arenas grundlægger og direktør, der ferierede derovre, og han skrev nu bare et par linjer: Tak for manus. Kommer du til vores repræsentantskabsmøde? Og så en dato, det skulle være i slutningen af august, der var seks uger til.

Som jeg nu fordrev med ikke at regne med ret meget. Rejste så til Fredensborg for at være med til Arenas repræsentantskabsmøde, og der var mange, en tredive-fyrre stykker, og Nå ja, det er så dig, sagde K.E Hermann, fra Egebak, ikke sandt? Mødet varede derpå en fem-seks timer. Jeg var ude af stand til at opfatte hvad der foregik. Det var noget med at Peter Seeberg foreslog at forlaget skulle flytte til Viborg, for det skulle på en eller anden måde lette den økonomiske situation. Der stod dog et par kasser øl man kunne tage af. Og da det langt om længe var overstået, fik jeg mod til atter at nærme mig K.E. Hermann, og jeg spurgte om han havde nået at læse min roman. Jeg fortalte ham hvad den hed. Nå ja, dén, svarede han. Den udkommer i januar.

Der gik endnu et par måneder inden jeg kunne føle mig overbevist om det. Arena var da faktisk flyttet til Jylland, på en ungdomsskole i nærheden af Viborg, og Hermann inviterede mig derop for at snakke om det hele. Han gennemgik forlagskalkulen med mig, og det ville jo blive dyrt at udgive min roman, kunne jeg nok se, og vi kørte i hans jeep, trods alt i højt humør og gennem et blåt og gyldent oktobervejr, ind til byen for at se hvor langt sætterne var nået med sagen.

Trykkeriet lå dybt inde i en baggård. Der var halvmørkt, og der sad – som jeg så dem – tre ældgamle mænd under hver deres sparsomme lampe og arbejdede med satsforme som de omstændeligt udfyldte med typer fra en kolossal mængde sættekasser. Som på Gutenbergs tid. Allerede min næste bog skulle blive produceret med en nyere teknik, men jeg oplevede altså denne ene gang at se bogsider blive sat i bly, bogstav for bogstav, og det gik op for mig at jeg deltog i virkeligheden. Jeg havde aldeles ikke været i tvivl om at jeg med mine skriverier udrettede noget uhyre vigtigt som den samlede menneskehed før eller siden måtte takke mig for. Her, i dette skumle værksted, fattede jeg det omsider, jo ikke alene at min bog var ved at blive til, men at jeg var en uforskammet idiot, i færd med at lægge beslag på andre menneskers penge, tid, opmærksomhed.

Den 28. januar 1972 udkom den lille roman da som planlagt. Og med Niels Egebaks lynhurtigt skrevne responsum indlagt som en Arena-information.

Bogen blev endda en slags succes. I hvert fald for mig – i løbet af nogle måneder blev den læst op som føljeton i Danmarks Radio, og jeg modtog Statens Kunstfonds treårige stipendium og Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris. Og K.E. Hermann glædede sig ægte forlæggergnæggende – dér havde de da vistnok dummet sig lidt på Gyldendal, hæ.

I det mindste var jeg nu Arena-forfatter, og det blev den største gevinst. I kraft af de følgende års samarbejde og samvær med kolleger af alle levende årgange: Ole Sarvig, Peter Seeberg, Poul Vad, Per Højholt, Maria Giacobbe, Knud Holst, Henrik Bjelke, Leif Hjernøe, Henning Mortensen, Michael Buchwald, Dan Turéll, Bent Vinn Nielsen. Og flere andre som kun en gang imellem kom til vores møder på Hald. Fælles for stort set alle var at vi var røget af i forskellige af de sving som den åndelige omnibus fra 40’erne til 70’erne havde slået, og at vi var aldeles uanfægtede af den særlige højskoledanske afsky for litteraturen, bogstavelig forstået som digtning. Den havde i efterkrigstiden manifesteret sig i skrivestop af moralske kvababbelser, i 70’erne i tilflugt til reportage, bekendelsesskrifter, historieskrivning. Og nu for tiden gentages så de håbefulde erklæringer om at vi dog endelig er sluppet af med det forbandede digteri, takket være nye illusoriske autenticiteter: selvbiografiske skildringer fra Afrika og Norge.

Og skulle denne provinsielle hørm af anti-poiesis alligevel have sneget sig ind på Arena, så var Niels Egebak der jo stadig, permanent parat til at lufte ud.

 

Trykt i ARENA-INFORMATION