Også den Adalbert Stifter eller den Chateaubriand, som man måske aldrig har fået læst så meget af, må selvfølgelig regnes blandt anerne. For deres stil og deres fremgangsmåder har indfældet sig i den prosalitterære tradition, og hele dén får man over sig, og i sig og under sig, hver eneste gang man vover et forsøg på at forlænge den.

Det er da én af vanskelighederne ved en blot nogenlunde tilforladelig udpegning af fædre: der er tusinder af dem. En anden kan være at man som de nærmeste nok ofte vil foretrække nogle andre, end dem man allermest er bebyrdet af. Men skulle jeg altså nu springe op og falde ned og – i min egen tids litteratur – nævne et par mestre jeg som læredreng har fulgt med meget store øjne, så bliver det Halldór Laxness og Samuel Beckett.

Laxness – og i og med ham de islandske sagaer – kunne byde på en fortællekunst uden sjælfulde prikker og blasert henåndede tankestreger, men også uden udråbstegn. Man kom med ham lige til sagen og fik så ret hurtigt lejlighed til at opdage at denne sag, som i og for sig kunne være en hvilken som helst, ville blive på størrelse med verden. Det hele hørte nemlig med til den, himmel og jord, historien og samfundet, og først og fremmest de hele personer i deres ubeskårne individualitet.

Som uhjælpelige naturvæsener lod Laxness os oftest møde dem, og som folk der, også socialt, kunne være underkastet stenhårde livsvilkår. Men frem for alt som mennesker der efterhånden ville fatte mod til at rejse sig, og som uafladeligt forsøgte at kultivere sig selv og hinanden, for således at bringe sig videre i en fortælling der sidst af alt måtte savne en lille smule værdighed. Men også dér jo heldigt hjulpne af en forfatter der med sin allestedsnærværende humor dog altid og til det sidste lod den enkelte beholde sin tragedie og aldrig banaliserede la condition humaine med nogen som helst psykologiseren.

Lige så lidt som Beckett, for hvem alt det andet også var gældende, mens det omvendt også måtte siges om Laxness, at han hele tiden havde in mente, hvad der for Beckett blev et hovedanliggende: fortællesituationen.

Den irske franskmand ville skærpe blikket på det fortalte liv ved at rette det mod fortælleren. Han levendegjorde denne figur med alle hans emotionelle og intellektuelle begrænsninger, hans passioner, fordomme og fysiske ejendommeligheder, for med det stof at gøre det muligt at opleve de skrøbelige betingelser for at begynde på og for at fortsætte, udvikle, fastholde, genoptage, overskue og afslutte en fortælling. Og det ville – idet denne leg for den store forfatter, og dermed også for læseren, blev på liv og død – jo sige nøjagtig det samme som at opleve betingelserne, i al deres gribende komik, for at begynde på og for at fortsætte, udvikle, og så videre, en tilværelse.

Hos Beckett naturligvis også fremstillet som en så godt som umulig opgave, men på samme måde som hos Laxness netop også lige præcis mulig, og hele tiden mulig. Ingen af dem havde i sinde at idyllisere forholdene, men de var samtidig så sande romanforfattere at de heller aldrig ville fornægte, at noget er større end romanen: det liv der trods alle ufremkommeligheder dog fortsætter og fortsætter.

Men det var nu de to, og så vidt så godt.

Man vælger til og fra i traditionen, man udnævner sine forbilleder i den, indretter den efter sine personlige anlæg og lyster og opdager så før eller siden, at den dog urokkeligt er forblevet hos én i hele sin uvilkårlige mangfoldighed. Man aner da nok også at den individuelle tilpasning af den var mindre personlig determineret, end det engang kunne føles. For ud over én selv er der adskillige andre instanser der bliver bestemmende for hvilke rødder, der kan hentes saft og kraft igennem, og de vigtigste af dem må være:

1. den herskende litteratur i det øjeblik man vil melde sig med noget andet; 2. dén litterære subkultur man som ung forfatter søger sig frem til og/eller mere eller mindre tilfældigt slipper ind i; og 3. spørgsmålet om hvor man, med det talent man nu har, i hele landskabet kan finde en ledig plads. For man må jo dels undgå som ny mand at gå i ét med tapetet, dels give sig i kast med netop de former man, om den selvrådige gud ellers vil det, kan udvikle til sine egne.

Meget af dét foregår selvfølgelig slet ikke så bevidst, men per famlende instinkter og under påvirkning af både dumme og velovervejede bemærkninger fra betroede læsere. Klarest står vel trangen til kontakt med andre der er ude på lidt af det samme, og den vil da almindeligvis føre til at man faktisk finder frem til en flok jævnaldrende, som man så forsøger at spejle sig i og indvirke på, måske for at den efterhånden kan fremtræde som en ’ny litterær generation’. En fælles sensibilitet og det elementære sammenhold om visse her-kommer-vi-værdier, som sådan en gruppering har brug for, må derudover – hvis den skal få gennemslagskraft – kunne falde i god jord hos en væsentlig del af de jævnaldrende i øvrigt. Den litterære generation skal med andre ord kunne illustrere en tidsånd.

Det kan bare ikke altid lade sig gøre, alt sammen. Og det kunne for eksempel slet ikke lade sig gøre for mig og andre forfatterspirer, der var født omkring midten eller i slutningen af fyrrerne. Da vi kom til skelsår og alder, viste det sig jo at kun meget få iblandt os overhovedet var optaget af litteratur og havde tiltro til den. De altovervejende mange, og således toneangivende, anså litteraturen for at være et blot afledt fænomen, redningsløst afhængigt af tilfældige samfundsforhold, og de interesserede sig følgelig langt mere for hvad de altså antog for primære kræfter. For så vidt de alligevel anerkendte litteraturen som ’nyttig’, gjaldt det jo kun den portion af den, der stillede sig tilfreds med lige akkurat at anskueliggøre diverse økonomiske, arbejdsmarkeds- eller kønspolitiske forhold.

Vi andre der aldrig rigtig kom i tvivl om, at litteraturen og kunsten i det hele taget, skønt den måske nok på hundrede og sytten måder var præget af sin tid, alligevel både var og blev et fuldkommen suverænt menneskeligt udtryk – og jo ikke fordi vi havde set en høj idé slå ned i skriften, men fordi vi mærkede at den i sin egen basale materialitet kunne forankre et spil om enhver og om verden og hele den konkrete eksistens – vi blev nu rask væk af det flertal, der altså for årgangens vedkommende kom til at udgøre ’generationen’, smidt på det de kaldte ’historiens losseplads’, eller bare ignoreret. Og vi var endda så få derude på de enorme litterære skrammeldynger, og vi forblev – fra slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne hvor vi udgav vores første bøger – lonely riders. Som sådan nogle kunne vi naturligvis støde på hinanden, men det skete måske oftere at vi fandt sammen med forfattere fra tidligere, og jo nu opløste generationer, og at vi med dem nåede frem til nogle mere eller mindre løse fællesskaber. Et af de mindre løse var jeg selv så svineheldig – takket være et stort forlags refusering af min første roman – at havne i, nemlig Arena, Forfatternes Forlag.

Det svarede til sit efternavn, Arena, det var vores forlag, vi styrede det, vi valgte og redigerede nye manuskripter til udgivelse, og vi mødtes derfor flere gange om året, over en weekend, til nogle redaktionsmøder, der mere havde karakter af vennesammenkomster. Jeg må nævne nogle af dem der, gennem en årrække, var med: Ole Sarvig, Peter Seeberg, Per Højholt, Poul Vad, Gynther Hansen, Maria Giacobbe, Leif Hjernøe, Henning Mortensen, Henrik Bjelke, Michael Buchwald, Bent Vinn Nielsen.

Anført nogenlunde efter alder. Og det er klart at vi unge havde noget at lære af de ældre, alligevel måske ikke så meget af den slags der ville kunne aflæses som direkte påvirkninger. Det var mere deres belæsthed og litterære erfaring, deres holdning til arbejdet og kunstneriske moral, som de generøst kunne række videre, og som vi jo villigt lod os inspirere af. Men det omvendte forhold, inspirationen fra de yngre til de ældre, spillede en lige så vigtig rolle.

Litteraturhistorikere har vanligvis (støttet af gængse, lineære udviklingsmodeller) set bort fra den trafik. Også andre steder end i fællesskabet omkring Arena kunne de dog sikkert finde belæg for den. Et eksempel: Seeberg betonede siden hen ofte at han fandt afgørende hjælp til at komme ud af den stilstand, der indtrådte i hans forfatterskab efter hovedværket ’Hyrder’, gennem det nære bekendtskab med Buchwalds metode, med de korte, springende forløb. Kom han da, for dem der blev de unge et par årtier senere, til at stå som den moderne kortprosas faderskikkelse, så var det altså også i kraft af en søn.

Skal det måles op, hvad jeg selv vandt ved at komme med i gruppen, så var det nok, for det første, at jeg her lykkeligt kunne glemme alt om ’70’erne’ og deres næsten totale mangel på interesse for enhver litteratur, der ikke stod til tjeneste. For det var jo tilstrækkeligt at blive taget alvorligt som forfatter af de andre Arena-forfattere, mere end rigeligt til at man så aldrig behøvede at bekymre sig om at opnå sådan en helt grundlæggende, og måske livsvigtig, slags anerkendelse. Den var så at sige givet, oven i købet på en ganske uforstilt og uhøjtidelig facon.

For det andet kom jeg som ung Arena-forfatter over enhver overdreven tiltro til generationer og til tidsånden og historien, allerede inden det rigtig var begyndt at gå op for mig, hvor stor betydning mange andre ville tillægge de størrelser. Ved at blive medlem af en forfattergruppe med fuld aldersspredning fik man straks en chance for at indse, at fødselsåret havde uhyre lidt med forskellige litterære bestræbelser at gøre, både hvad angik deres art og tone, og det dæmrede da også inden så længe for én, at uanset hvad man gennem tiden kunne opdrive af historiske aftryk og afhængigheder, så forblev de overfladiske aspekter ved en digtning, som i sin kerne altid er mangfoldigt den samme.

Hvad man vil må jo geares efter det man kan; kunnen dimensioneres dog heller ikke nødvendigvis uden om viljen.

Det er noget af det man kan komme ind på, når man endelig har måttet tilstå, at litteratur måske ikke udelukkende kommer af litteratur. Nej, private/personlige/biografiske forudsætninger ligger alligevel bag og virker ind, og de kan naturligvis – i deres endeløst komplicerede væv af genetiske, geografiske og historiske tilfældigheder – blive ganske afgørende ikke alene for det stof og den lidenskab der driver værket, men også for ’valg’ af genre og greb, ja, for teksternes længde og vægt og meget mere.

Men hvis viljen altså nok kan gøre sig gældende i den kunstneriske læreproces, i nogen grad bestemme dens niveau og intensitet, så er dens videre rolle, i den virkelige litterære praksis, for det første grundigt indviklet i alt dette ufrivillige, man altså nu engang personligt er blevet, for det andet også mere principielt ret så tvivlsom.

Der skal vilje til, ganske vist, en grundlæggende vilje til arbejdet, og ikke mindst til dets afslutning, men i samme øjeblik den specificerer sig i mere detaljerede hensigter, så svækkes den katastrofalt, og det skal den sådan set også. Man er nødt til at have let ved at droppe sine planer, så snart teksten lader ane, at den – for at kunne lykkes – finder det nødvendigt at gå videre med sine egne, og skal man fortsat kunne komme nogen vegne med den, i dens selvdrift mod indre logik og helhed, må man hvert øjeblik være parat til at sælge sine kæreste aversioner og stiveste overbevisninger.

Det er realiteten når man sidder midt i det og skriver sig frem, med en imaginær beslutsomhed som en søvngænger der spadserer hen ad en tagryg. Indimellem, når man ikke laver andet end måske går og tænker over det, har enhver slags intentioner og målsætninger betydeligt friere spil. Det er i sådanne stunder faktisk svært at forestille sig at de kan være fuldkommen betydningsløse. Man kan da dårligt tro andet end at det skriveri, man nu tænker på, trods alt vil blive farvet af og tage retning efter de helt fortræffelige ideer man går der og har om verden, og hvordan den hellere skulle være indrettet, og ens egen tekst kan dog ikke, forestiller man sig, være aldeles blind og døv over for ens egne allerbedste forhåbninger.

Som hvad fx? I mit tilfælde kunne det, nu somme tider, være et fromt ønske om at spolere så meget som overhovedet muligt af den dannelse, som mange igen søger at holde liv i. Og en mindst lige så from bagtanke om, med den største voldsomhed, at sabotere ethvert udslag af den alle vegne grasserende identitetstænkning. Ja, virkelig at få sprængt disse forgyldte lænker som kaldes personlig og national identitet, fordi begge begreber – dannelse og identitet – (af forskellige grunde, men det fører allerede her for vidt) er falske, og fordi de netop nu udgør de foretrukne remedier i en meget omfattende restaurations og reaktions tjeneste. De vil nemlig gøre det så meget mere umuligt, end det ellers også er, at nå i øjenhøjde med dagen i dag, vores aktuelle tid og specifikke situation, men paradoksalt nok også at kaste et klart blik på fortiden.

En gang imellem kan en litterær tekst – uanset for resten hvor gammel den er – så dog klare blikket og gøre nu’et nærværende. Altså udrette hvad der i grunden skal til, for at nogen kan forstå noget som helst, og jo slet ikke fordi forfatteren om så nok så heftigt har villet det. Men i kraft af dens egen vilje. Sådan én har den nemlig og kan, på poetiske vilkår, sætte den igennem. En vilje til liv og sandhed, til det konkrete liv og dets fortsættelse, og dermed til forkastelse af den løgn og de destruktive magter der truer det, ja til forsagelse af synd og død, som de gamle sagde.

En etik rummer den altså, teksten, og den manifesterer sig så snart, men aldrig et øjeblik før, dens æstetiske krav og betingelser er indfriet og opfyldt. Den litterære etik markerer således ikke alene et digterværks fuldendelse, men vil være det stadigt afgørende moment i dets evne til at inddrage en læser.

 

Trykt i DANSK NOTER 2.