Refleksion over Johs. 11, 19-45

Man kan vågne en morgen og synes at livet er helt anderledes vidunderligt end det længe har været. Man står op fyldt af lyst til at tage fat, også på de pligter der i går og i forgårs og i ugevis bare har været så sure, og man har ladet dem ligge, og de har hobet sig op til en ekstra dump og tung byrde man næsten ikke har kunnet forestille man nogen sinde ville slippe af med igen.

Nu går det så let som ingenting. Selv de allermest trivielle rutiner føles det dybt tilfredsstillende at hengive sig til, som om de hver for sig rummede al den mening man kunne ønske sig af livet. Man får sagtens også både tid og lyst til at skrive og ringe til familie og venner, og man hører dem – hvad der glæder dem og hvad der plager dem, og man er under alle omstændigheder taknemmelig for at de er til og en del af ens liv.

Hvis det nu er en dejlig sommerdag, kunne man ty til dét som forklaring. At solen skinner. himlen er blå, og varmen lægger sig så blødt om ens hud, og den der nyudsprungne blomst er så forunderligt smuk – men hvordan var det så i går? Tja, vejret var, så vidt man nu husker, vist nogenlunde det samme, og andre blomster var nok også sprunget ud. Det var der vel alt sammen, alt liv i verden og ens eget liv i og med det hele. Man så det bare ikke.

Det må da være noget andet der har gjort det. Noget større og mægtigere end vilkårlige omstændigheder. Det vil man måske opdage hvis man ikke kun nogen tid men i årevis ligesom har været væk fra livet. Man har alene og så godt som i blinde rumsteret rundt i sit eget indre, og hvad det til enhver tid kan byde på af bekymringer og selvbebrejdelser og mindreværdsfølelser – forfængelighed kan det alt sammen kaldes; alligevel vil ingen ydre anerkendelse af ens eksistens løfte én ud over sig selv.

Der skal intet mindre end kærlighed til. Det er hvad man kan være så heldig at opdage. At erfare og indse. Og hvor kommer den kærlighed fra? Som ud af det blå. Men jo i skikkelse af et andet menneske som lige pludselig, vil man synes, ser på én med et blik som om man var værd at elske. Så vil man igen leve i verden. Det har man i grunden hele tiden villet, men det blik var nødvendigt for at man turde vove mere end det ene øje og stikke hele hovedet op af hullet og op i lyset. Hjertet er allerede sprunget i forvejen.

Da min kone døde, visnede kernen i det der havde været mit liv og min lyst til at leve det. Jeg havde mine døtre tilbage, og dem ville jeg naturligvis gøre alt godt for, men den vilje var lammet. Deres savn og sorg var ikke mindre end min og deres kræfter ikke større. Vi havde alle tre brug for hjælp, også for at kunne hjælpe hinanden. Den måtte komme til os hver især fra noget andet, nogen andre, som kunne genopvække vores lyst og mod på livet og, i det samme, gøre vores elskede, der var død, levende for os igen. Og den kom, den hjælp – fra denne anden, som vi har i os, men som kun i virkeligheden kan blive til, kan genfødes, af den kærlighedens kraft vi kan møde i en andens skikkelse.

Dø skal vi så alligevel, før eller siden, alle sammen og hver for sig. Som Lazarus skulle. Da det tegnede til at blive snart, faldt hans søstre, der elskede ham, i fortvivlelse. Han dør nu fra os, sagde de to, Martha og Maria, til hinanden, ja, medmindre der sker et mirakel? Ja, og heldigvis, og de fik straks nyt håb ved tanken, heldigvis kender vi én der sådan kan helbrede. Jesus! Han er en ven af huset, lad os bede ham komme, han kan gøre vores bror rask igen!

Det ville han så ikke. Han blev hvor han var. Ventede i al fald et par dage, og det ville tage flere dage endnu før han kunne være fremme hos sin gode ven Lazarus. Han kunne være sikker på at han var død.

Hvad ville han så dér? – I første omgang måske lade dødens gru være åbenbar. Liget af Lazarus stinker nu allerede. Men dernæst lade alverden forstå at den død ikke gælder. Jo, naturligvis, bror Lazarus kommer ikke til at slippe for sin død, hvor meget han end kan se ud til at blive genoplivet. Han kan dø igen om fjorten dage. Men heller ikke dét vil gælde. Han er nu allerede og vil forblive i det evige liv. Fordi han er elsket af sine søstre, og navnlig fordi de har åbnet sig for den kærlighedens kraft der er mægtigere end dem selv og enhver ydre omstændighed. De har troet på den, i skikkelse af denne anden, det har de turdet, og deres bror bliver igen levende for dem, lige her og nu, og til verdens ende i ham, deres husven der har sagt at han er vejen, sandheden og livet, og at vi alle er elsket af ham. – Mon ikke det er sådan det skal forstås?

Det vil jeg tro. Men kan ikke altid tro på det. Lige så lidt som nogen andre, for hvem har ikke tænkt og følt at død er død, og dermed er det slut, for vores elskede, for os selv? Eller at livet også midt i det hele kan blive væk for os, og det kan se ud til at vi til det sidste må traske omkring som levende døde? – Men nej, var det denne Anden ville sige. Det gælder ikke. Der er tro, håb og kærlighed, og den sidste er den største, og jo – dens kraft kan, af alle og enhver, erfares. Det kan blive til at forstå at med dén kan vi atter og atter genfødes, i dén kan vi leve. I tiden og i evigheden, på jorden og i himlen.

Trykt i Grundtvigsk Tidende, september 2022