I dansk litteratur er Henrik Pontoppidan romanforfatteren par excellence. Han blev det fordi han ville, og fordi han kunne, og fordi romanformen, netop idet han tog den op, var ved at være udviklet til det perfekte medium for en meget omfattende og sammenhængende begribelse af den tid og den historie han kunne og ville engagere sig i. Pontoppidan helligede sig romanen, viede sig til den og var den tro, og den besvarede hans talent for det anskuelige tidsbillede, for den på én gang analytiske og symbolske og satiriske fremstilling af typiske individers liv med hinanden og for deres kon- og destruktive ageren i samfundslivet og i det personligt og alment historiske – romanen besvarede med sin multi-facetterende form alt dette, plus hans id og hans flid, med nådig hengivelse og generøs medvirken til hele hans projekt.

Henrik Pontoppidan fik hjælp og blev båret frem af en litterær tradition, fordi den gennem hans indsats kunne finde, hvad der i al fald nærmer sig, en fuldendelse. I den nationale litteraturhistorie ligner hans romaner, både de ganske små og de gevaldigt store, endda så godt et højdepunkt i den naturalistiske, positivistiske, klassiske, borgerligt-individualistiske, hvad-man-nu-vil-kalde-den romankunst, at hans navn er blevet emblemet på nævnte monstrum. Pontoppidan er derfor ofte hvad man refererer til, med ærefrygt eller afsky, når man kort vil markere sin holdning til romangenrens videre udvikling, dens tomgang og amokløb, dens bodsøvelser og svireture, dens im- og eksplosioner.

I min egen historie som læser og halvlitterat har der unægtelig været en periode, hvor jeg klart hørte til nej-sigerne over for alt hvad man sådan kan betegne med ordet Pontoppidan, og det blev en temmelig lang periode. Jeg var begyndt at læse ham som femten-årig og nåede dog igennem det meste af ham, inden jeg nogle få år efter måtte sige helt fra. Jeg kunne slet ikke klare det længere, som man siger, kunne bare ikke tåle mere af den i mine øjne alt for grumsede most, eller med et ord fra den religiøse sprogbrug som måske dækker bedst: jeg kunne dengang pludselig ikke mere læse en side af Pontoppidan og hans slags uden at forarges. Jeg følte i alle indvolde, inklusive hjernen, at det syntetiske og centralperspektiviske i hans metode, og frem for alt at den såkaldt realistiske sprogholdning i al sin brammende virkelighedstroskab var falsk, og at sådan en slags bøger derfor, som alt andet falsk, jo var noget man burde holde sig langt væk fra.

For én hvileløs bogorm og en litteratur-besat, som jeg da var blevet, var det naturligvis meget at skulle gå glip af, det var et stort tab. Med Pontoppidan, og alt hvad han altså kunne stå for, var der nu nogle meget store og saftige og hidtil højtelskede lunser jeg måtte lade gå forbi mig, og jeg måtte altså under denne litterære spisevægring stille mig tilfreds med mere esoteriske traditioner i den klassiske litteratur, og så jo ellers med modernismen. Det var nu heller ikke nær så dårligt, som jeg vist i grunden havde troet. Fra en Rabelais’ hypervitale materialisme til en H. C. Andersens yndefulde sønderbombninger af enhver af formskærerlaugets konstruktioner, var der ikke alene kolossalt meget at more sig over, men også tusind anledninger til at få den åndelige finger stukket i jorden og til at begribe, at selv de smukkeste og ædleste forestillinger om mennesket og verden først giver liv fra sig, når man klemmer på dem, og jo kraftigere jo bedre. En lærdom som i den daværende samtid blev repeteret meget grundigt af blandt andre Samuel Beckett, og det var hos ham også muligt at få bøjet i neon hvad man mente at have lært om litteraturen hos de andre. Hvordan den bliver til, hvordan den hænger sammen, hvorfor den kan tryllebinde os; hos Beckett stod svaret fuldkommen utilsløret og uanfægtet af hensynet til den hykleriske læser: litteraturen bliver til, og bliver til alt hvad den kan være, i kraft af det man i mangel af bedre må kalde legen med sproget.

Jo, det lyder da grumme nuttet og kreativt ad blå stue til, og nogle vil altid straks tro at man så nok ikke mener det helt så dødsensalvorligt med kunsten, som kunstelskere jo ofte synes at kunstnere bør. For den der vil være forfatter er legen og sprogspillet dog en knaldhård kendsgerning og et uomgængeligt vilkår, og det ubetingede afkald på selv den allermest brillante rationalitet bliver for ham ganske enkelt til spørgsmålet om at være eller ikke at være. Kun med udgangspunkt i en hæmningsløs legelyst over for det sprog som vores menneskeverden skabes i og med, og kun med en fastholdelse af legens absolutte førsteret i forhold til enhver af dette sprogs ustandselige og indimellem da ganske fristende meningsdannelser, kun ud fra denne evindelige barnagtighed kan der blive tale om begyndelsen til noget, der måske kan ende med at fortjene betegnelsen litteratur.

Således endelig og gentagent overbevist kunne jeg efter mange års forløb finde på at spørge mig selv, om det måske nu alligevel ikke kunne gå an at nuppe sig en lille bid Pontoppidan i ny og næ. Jeg var vel med alderen også blevet noget nysgerrig over for min læser-fortid og ville godt lige gense, hvad det dog i grunden kunne være for noget, jeg engang have været så optaget af. Men frem for alt ville jeg jo gerne have definitivt afklaret om jeg i sin tid måske alligevel kunne have taget fejl, og altså have læst Pontoppidan så at sige med rette, eller om jeg derimod udelukkende havde gjort ret i at afskrive ham helt og aldeles som en rigtig forfatter. Jeg fandt da de slidte bind frem og kunne støde på et stykke prosa som dette her (I, 44f):

Der ligger en lille by ved Middelhavet en milsvej fra Genua. Den ligner de fleste andre af de mange hotel- og pensionatsbyer, som en soldyrkende tid har drevet frem dernede i Evropas varmebænk under de olivengrå Apenniner. Lagvis ligger den opad bjergsiden, med stejle gader, buegange og tropiske palmehaver. Langsmed stranden er der ført en promenade. På svære undermure er den løftet en halv snes meter over brændingen, der under pålands vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en bevægelse, som minder om en stejlende hest, og derpå opløser sig i skum med en syden, helt forskellig fra det drøn, hvormed vor egen grå vesterhavsbrænding ligesom i tunge drømme vælter sig over sandrevlerne. Tager vinden til og får syvmilestøvlerne på – og det stormer slet ikke så sjældent under azurkysten – brydes havet mod undergrunden med en hul sprænglyd og står til vejrs med et tårnhøjt sprøjt som fra en underjordisk eksplosion.

Byens største hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages soltempel med hundrede altaner eller altre lige mod syd. Foran ligger et stort, halvt offenligt palme-anlæg, som nede ved stranden ender i en terrasse med udsigtsbænke og en trappe, der fører ned til promenaden.

Her sad en vindstille dag i slutningen af marts et selskab af hotellets gæster og inspicerede havet. De var gået derned efter den anden frokost for at rådslå om en fælles eftermiddags-adspredelse; men efter mere end en times kaglen på forskellige tungemål var man endnu ikke kommen til noget resultat. Udenfor forstrandens yderste klippeblokke, hvor brændingen kogte, lå havet blankt som metal og vuggede spejlbilledet af middagssolen og dens lysbro. Nogle havde derfor foreslået en rotur. Andre havde anbefalet at tage til Genua for at se et par negerboksere, som optrådte i et amerikansk menageri. Blandt dagens forlystelser var der også bleven nævnt en begravelsesmesse i domkirken derinde og en flyveopvisning. I det hele var der så meget at vælge imellem, at ingen rigtig vidste, hvad han havde lyst til; og den livlige rådsforsamling opløstes da til sidst med det resultat, at de fleste gik tilbage til hotellet for at hvile sig til den store promenadetime, klokken tre, når musikken spillede.

De standhaftigste – deriblandt flere damer – havde dog gjort alvor af at leje en båd og lade sig ro ud på havet. Tilbage på bænkene sad nu kun to danske herrer: en lille sortskægget mand af jødisk udseende og en stor fuldblods-nordbo med frodige kinder og øjne som en forårshimmel.

Ved første øjekast er denne optakt jo nu blot som man kunne vente den af Pontoppidan. Den er tre-leddet, på hans solide manér, og på nøjagtig samme måde som det siden skulle blive standarden i Hollywood. Først får vi et panorerende vue over Middelhavet og denne her hotelby, suppleret af et enkelt, hurtigt undersøgende blik på konstruktionen af promenaden. Så får vi et totalbillede af en terrasse med hotelgæster, vi hører enkelte stemmer og ser så flertallet af dem bryde op. Og endelig da halvtotalen med to tilbageblivende herrer, hurtigt fulgt af close-ups af deres fysiognomier. Og værsgo: dialogen kan begynde, og den gør den da også prompte.

Stykket rummer også i detaljen eksempler på den tretrins- gangart der over alt i værket kan se ud til at være en grundlæggende tilbøjelighed. I denne forfatters sprogcenter opstår meget let en regulær treleddet syntaks, med en hovedsætning fulgt eller omgivet af to ledsætninger, men også i anderledes grammatiske strukturer kan man se, at der om den håndfaste konstatering af et forhold lejrer sig et par bemærkninger med hver deres aspekt af sagen, som en saglig præcisering, en betydningsmæssig modifikation, en årsagsforklaring eller en tidsbestemmelse, eller hvad der nu kan forekomme ham at være behov for. Sprogføringen støtter på den måde det kompositoriske udtryk for bredde og mangfoldighed, og tilsammen formidler faconen et meget sådan behageligt indtryk af uanstrengt overblik; sammenhængen drukner aldrig i detaljer, men den mandige determination savner heller aldrig et sanseligt nærvær. Læseren modtager således løbende meldinger om at for-fatter her har styr på det hele. Her hersker orden, vidsyn og dybde, læn Dem trygt tilbage, nyd det åndelige klima og bliv skideklog.

Trods alt det kunne jeg så alligevel ikke synes at ethvert kunstnerisk håb var ude i sådan en passage. For hvad kunne manden dog ikke finde på at skrive, midt i hele den indbydende og velovervejede kedsommelighed?

Ja, ikke alene bryder fornuftens stemme jo uafladelig ud i, eller brydes op af, lodrette urimeligheder, narrestreger og sjofelheder; den gør det og bliver det endda på sprogkunstneriske betingelser, i en henrevet leg med ordenes både klanglige og semantiske muligheder. Det er altså ikke i sig selv blot en følge af skribentens fandenivoldske hittepåsomhed, og ikke kun udslag af hans trang til at være uartig og af hans jævnt pjankede sindsstemning, at alt fx, både her på terrassen og i de følgende dage, foregår i vindstille, efter at han hele to gange har indprentet den måbende læser, at området forbavsende ofte hjemsøges af storm og blæst. Eller at han kører disse luksusmenneskers kulrede blaserthed så langt ud at de ikke véd, om de nu skal gå til en gang negerboksning eller til en begravelsesmesse, og at de end ikke for alvor kan fristes af en flyveopvisning – vi befinder os dog i de allerførste år af 1900-tallet hvor der ved sådan en lejlighed må have været pæne chancer for at opleve et styrt. Eller at den sydlandske brændings fyrighed – allerede vakt med billedet af en stejlende hest – absolut skal demonstreres med disse tårnhøje sprøjt fra det eksplosive underste, og således grelt understrege udhængningen af nordisk dorskhed, for se blot på Vesterhavet der jo bare, som det siges, tungt vælter sig over revlerne.

Nej, det afgørende er at det er ordene han gør det med, og så altså at ordene gør det med ham. Bortset fra at det hele naturligvis også har noget med handlingen i det følgende at gøre – og den er centreret om et kurmageri hvorunder lysterne længe, og i bratte, uforudsigelige skift, stiger og falder og stiger igen for endeligt at falde – ja bortset også fra det, så lægges der her op til sagen gennem et tilsyneladende tilfældigt spil med gloserne over og under. Nå ja, mere tilfældigt er det så heller ikke med disse forholds-ord, og der er da især under vi gang på gang får indlæst: under bjergene, under vinden, og det måske ikke strengt nødvendige blik på promenadens under-mur, før vi i glimt kommer over brændingen, over havet, over revlerne, og så endelige igen under kysten for uhjælpeligt at havne i under-grunden og i det under-jordiske. Frem mod den ejakulatoriske kulmination stønner en række ø-agtige lyde sig samtidig frem: drøn, støvle, kyst, højt, sprøjt.

Men der er andet en vild drift på spil i denne historie, der er også kultur, og den kommer her i optakten til at hænge på to bogstaver, r og o, eller stavelsen ro, som naturligt nok, og helt ved begyndelsen, dukker op og kan afhentes i ordet Europa. I næste øjeblik forleder den da forfatteren til at kalde palmehaverne t-ro-piske, hvilket jo betyder noget med en overføring af noget, en omvending, og med palmerne jo nok opad, til noget højere. Og på anden vis omvendt finder vi også stavelsen i hotellets marm-or, igen i f-ro-kosten, men frem for alt i den der p-ro-menade, og så jo i det fænomen at middagssolen danner en lysb-ro over det hav vi jo nok véd hvad rummer, og derpå i den kendsgerning at terrassefolkene pludselig også kan foreslå hinanden noget så fornuftigt som en ro-tur. Der er flere eksempler på stavelsen, men man kan i al fald med sikkerhed promenere over brændingen, man kan færdes eller tænke sig over en bro og man kan sætte sig i en båd og ro sig frem – og således byder teksten sin europæiske læser på en civilisatorisk overlevelsesmulighed i alt det sydende og frådende der fosser og strømmer under ham, omkring ham og i ham.

Men hvor der er tale om sådan noget kultur her, der opstår i en bortvending og en distancering fra naturen, en hæven sig over den, der lurer faren for kulturelle excesser nu over alle farvande, bælter og bugter. Man vil hvert andet sekund plumpe halvvejs igennem og være lige ved at kæntre, og ens bestræbelser på at tage sig tørskoet ud, med gennemblødte bukser på, vil i bedste fald kunne virke tragikomisk. Og da vi nu alligevel er ved dette sted i teksten, hvor en dialog skal udfolde sig mellem de to tilbageblevne på terrassen, så lad os lige høre hvad den drejer sig om.

Om sundhed, viser det sig snart, fysisk sundhed. Og sådan en må naturligvis også altid være et påtrængende problem for disse kultiverede mennesker. Det går jo alligevel aldrig an at glemme at de bor i en krop, og at den bør vedligeholdes med de mest udspekulerede øvelser og diæter, og her har vi nu generalkonsul Kolding der kan fortælle direktør Zaun, at den Pettermannske metode har afsløret sig som den rene humbug, den er intet andet end opreklameret svindel. Mens derimod det Wellerske system virkelig har bevist sig som den lykkelige løsning på hele menneskehedens problem. Som generalkonsulen siger det (I, 46):

Op klokken 7, systemet punktligt gennemgået i tolv minutter for åbne vinduer, bagefter styrt, havregrød, frugtkompotter og senere på dagen åndedrætsøvelser og elektrisk massage eller lysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et par måneders forløb fryde Dem ved livet som et føl på en sommereng. Se på mig!

Pontoppidan har altså her underholdt sig med en satire over den sundhedsmani der greb så mange mennesker omkring forrige århundredskifte. Det blev dengang meget almindeligt at holde nøje rede på alle aktuelle formodninger om gavnlige og skadelige elementer i kosten, og at opfatte det som et væsentligt spørgsmål om man vejede 300 gram mere eller mindre, og at interessere sig levende for afføringens farve og konsistens. Osv.

Tilfældigvis – måske – har en tilsvarende sund selvoptagethed bemægtiget sig os der lever her i nærheden af det følgende århundredskifte. Man kunne da måske sige at Pontoppidan har været forudseende, eller endda at han med dette her havde fat i et evigt genkommende tema. Men ingen af delene stemmer nok helt. At satiren også kan ramme en anden virkelighed end den, den umiddelbart er møntet på, det er et sammenfald af omstændigheder som historien har foranlediget, og som romanforfatteren ikke bør hverken lastes eller æres for. Lige så lidt som han ikke ud fra en tilsvarende abstrakt vurdering skal klandres for opfattelser som historien siden hen har gjort til tåbelige fordomme. Hans nordiske chauvinisme er jo også i dette afsnit aldeles åbenlys, ligesom hans racisme er umiskendelig. Den markeres vel blot over for den jødiske herre, men lukkes så med fynd og klem ud i anledning af negerbokserne i det amerikanske menageri. Til overmål kan en tredje neger lidt senere i samme kapitel ses som en – avislæsende abe.

Hvad jeg nu lægger vægt på, det er at begge dele – både hvad der nu i sig selv kan forekomme os så rigtigt og præcist fanget, og det vi sådan set kun kan fordømme som pinlige dumheder – at begge dele fungerer så ganske glimrende i teksten. Og det gør de fordi Pontoppidan jo faktisk ikke anvender den metode som jeg engang i ungdommelig nådesløshed mente at måtte bebrejde ham. Han gør ikke hele tekstens tilforladelighed og heller ikke sandhedsværdien af de enkelte udsagn afhængig af ligefremme referencer til en virkelighed uden for værket. Som hos enhver anden sand kunstner opnår og mister ethvert element i hans tekst sin gyldighed i samspillet med samtlige dens andre elementer, alt får sin farve og præcise valør i det så at sige interne sprogspil, og slet ikke i forhold til noget som helst som en læser i øvrigt kan have i sit hoved. Således at denne læser altså aldrig bliver overladt til sit tilfældige kendskab til og sin begrænsede forståelse af virkeligheden i almindelighed, men altid vil have mere end rigeligt i den virkelighed der er tekstens egen, og som også for hende kan blive fuldstændig og meningsfyldt til randen og fortolkelig ud i alle kroge.

Når jeg nu har villet understrege at Pontoppidan grundlæggende forholder sig kunstnerisk til sit skriveri, så er det jo ikke bare fordi jeg selv har betvivlet det. Det er snarere fordi andre fortsat ikke alene nærer samme tvivl, men er aldeles overbeviste om hans æstetiske uskyld og endda parate til at hævde, at netop den er hans allerstørste fortjeneste. Hertil har de vistnok kunnet finde opmuntring hos Pontoppidan selv, som foretrak at fremhæve flere andre af sine engagementer og at nedtone dette artistiske, og han er da så blevet straffet med tilhængere der karrigt vil hædre ham for at være en skarpsindig samfundsanalytiker og en dybdeborende menneskekender. Som en skribent for hvem litteraturen blot var en samling retoriske effekter og romanen ikke andet end et virkningsfuldt medium til udbredelse af hans indsigter.

Jeg er ganske sikker på at det er nødvendigt at modsige dem, og eventuelt også forfatteren, så det kan høres, hvis man nu har i sinde at styrke hans videre udbredelse, også internationalt. Nogle tusind års erfaring må være nok til at vi kan slå fast, at ingen indsigt, der virkelig, gennem tiden og hvor som helst, vil være værd at beskæftige sig med, kan stables på benene gennem nok så vældige grublerier eller nok så ihærdige laboratorie-eksperimenter, men udelukkende gennem æstetisk funderet arbejde i et materiale, her altså sproget. Kommer man anstigende med Pontoppidan som endnu en formidabel kloge-åge og uudtømmeligt spruttende samfundsrevser fra en eller anden europæisk provins, så vil hans sag igen være tabt. Den eneste mulige vej er endelig at overbevise verden om at han er noget så – alle vegne – uhyre sjældent som en stor kunstner og en stor romanforfatter.

Derpå kan vi jo alle sammen begynde at tale om hvad han mon kan have at sige os. For ingen bliver heller romanforfatter af nogen betydning, hvis han ikke netop har noget interessant og endda noget vigtigt at sige, og han bliver det i så fald også blot hvis dette på ingen mulig måde kunne siges uden at han havde behøvet at blive romanforfatter frem for noget andet i livet. Pontoppidan vil da naturligvis med tiden blive målt på om fremtidige læsere i hans billede af menneskelivet vil kunne finde noget der kan udvide deres eget. Men han er endnu også så nær på os her at vi med nogen føje kan forlange af ham, at han bidrager til forståelsen af den tid der er vores, for vi har jo kun delvis forladt den tid der var hans.

Og om man altså også sådan aktuelt kan få udbytte af ham, på det spørgsmål vil jeg da her forsøge at skitsere et svar, og det vil nok sige: endnu et spørgsmål. Jeg vil gøre det med udgangspunkt i den sidste af hans store romaner, ’De Dødes Rige’, der udkom i det andet årti af det tyvende århundrede. Citatet jeg læste før var også fra den, og lad mig nu læse et andet. Fra en tale, og det er Mads Vestrup, den for sin usædelige vandel afskedigede præst, der som omrejsende prædikant er nået til et danselokale i København, det er ham der her har ladet sit publikum forstå at deres moderne tilværelse er arrangeret af en troldmand ved navn Fanden (II, 44ff):

Ja, i den ondes trylleverden var alting ordnet på tilfredsstillende måde for menneskenes bekvemmelighed. I hans lodne favn havde vi det så lunt og godt som nogen fugleunge i sin rede. Vi behøvede bare at gabe op, så fik vi straks vore lyster tilfredsstillede, og under stormens brag vuggedes vi ind i de herligste drømme, de lifligste syner. Men hvordan det nu kunne være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Var det frygten for døden? – Aa, dødens gru tænkte man sig altid så umådelig langt borte! Og for resten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve dråber talt op i en ske, og vi sov ind i mørket så sødeligt som et barn ved sin mors dievarme bryst uden at vide, at i vågnede op til helvedes rædsler. – Var det da angsten for sygdom og smerte? Aa nej! Også i den henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store troldmand havde ladet sine små undertrolde opfinde pulvere og miksturer, så vi nu kunne få begge ben savet af uden at mærke noget. Og børnene blev jo – i trods mod Guds bestemte anordning – bragt smertefrit til verden i en slags brændevinsrus.

Men hvad var det da for en underlig lede, der pludselig kunne snige sig ind på os midt i vor garanterede livsglæde? Hvad var det for et savn, der sugede under hjerterødderne midt i vellysternes overflod?

Mads Vestrup fortæller så en lille historie om en lille pige der i sin forkælelse konstant er utilfreds og kun vrisser ad alle forsøg på at gøre hende tilpas. Indtil hun får sig en ordentlig røvfuld, så vågner hun ligesom af en grim drøm og kan kende sig selv igen. Og han fortsætter:

”Nu veed jeg godt – – – at uforfalsket bibelsk tale er ilde hørt i vore dage. Og allermest gælder det da ordet om mennesket som født i synd og derfor hjemfalden til døden. Det ord synd må jo også skurre fælt i ørene på dem, der har ladet sig lulle ind af djævelens søde vuggesange. “Gudbevares,” hører man folk sige. ” Vi tilstår gerne, at vi mennesker desværre ikke alle sammen er så gode, som vi burde være!” Det er i almindelighed den yderste indrømmelse. Ja, og så råber man op om barneårene, da mennesket ikke engang veed, hvad synd er, og alligevel dør. Den tale om barnealderen som en uskyldstid, der er uberørt af synd, kan man jo endogså høre i vore kirker, hvor den glæder så mange, især når den rigtig kurres frem med et yndigt smil af en af Satans ornatklædte øjentjenere. Men selv med fare for at blive kaldt for en helvedespræst og svovlprædikant vil jeg sige her, at den slags poetisk snak hører til djævelens allersnedigste påfund. Se engang rigtig på et nyfødt barn! Der er ikke gået ti minutter, siden det forlod sin mors liv. Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket pande og en stor, grådig mund. Ligger der som et arrigt troldebarn og skriger og sparker, indtil det får sin vilje. Det hele lille menneske er foreløbig ikke andet end en ond kødklump med en blind og hidsig egenvilje.”

Mads Vestrup er langtfra at være den eneste præst i bogen, og han er heller ikke ene om sin fundamentalisme. Et skrapt og angrebslystent præsteskab kan se ud til at have spillet hovedrollen i spillet om fremtiden ved dette forrige århundredskifte, men præsterne er jo netop også så langt fremme på scenen, fordi de ikke længere som før kan fastholde deres greb om magten bag kulisserne. Her hvor kristendommen åbenbart er ved at forvitre, og hvor kirken har mistet sin autoritet, har Pontoppidan taget dem op til en nøjere, og for så vidt dybere interesseret, beskuelse end nogen sinde tidligere. Og han kunne heller ikke, uden at have gjort disse nye kirkelige sejre, og dermed det bagvedliggende nederlag for kristeligheden, til et hovedanliggende, han kunne ellers ikke så overbevisende, som det blev tilfældet, have udfoldet hele det prospekt af vildfarende, politiske og kulturelle, til- og udflugter, som rasede gennem hele det 20. århundrede. For det var det uudholdelige tomrum, som troen efterlod sig i sindene, der gav definitivt plads til den snusfornuftige småborgerlighed, og det er jo endnu dén der udgør grundstammen i det man engang kaldte vores åndsliv.

Eller kampen mod den, kunne man også sige, har været drivkraften i hele det kulturelle hurlumhej. Som en særlig ubændig bataljon i den kamp er det da også, at Pontoppidans roman i visse passager tager kristendommen alvorligt, og dens bratte fremrykninger blev jo heller ikke begrænset til dens tid. Også i dag kan det gå som under den bondske Mads Vestrups københavnske mission, at troen kommer på mode i de finere kredse (II, 104):

Ved middagsselskaberne drøftedes hans udtalelser af folk, der ellers ikke beskæftigede sig med religiøse spørgsmål, og for hvem derfor alt, hvad han sagde, var nyt og forbavsende. Der cirkulerede rygter om flere opsigtsvækkende omvendelser. Således forlød det, at flere yngre kunstnere og forfattere havde ladet sig påvirke af ham og erklæret sig for en tilbagevenden til kristendommen.

Det blev vel også denne gang ved en temmelig svag luftning i småborgerlighedens permanente vindstille. Småborgerligheden forstået som den mest resolutte reduktion af det menneskelige; som en række vidtgående afkald: på at indgå i noget fællesskab; på at forstå sit liv og arbejde i sammenhæng med opnåelsen af noget ideal; på at søge den mindste smule mening med sin eksistens. Og med dén ene gevinst at have det godt, det vil sige bekvemt, betalingsdygtigt, fysisk og psykisk smertefrit, og således godt for sig selv og eventuelt for den allersnævreste familie. Thi længere ud må man ikke for alvor strække sit interessefelt, huset og haven må i praksis gøre det ud for hele universet, og det eneste tilladte middel mod denne tilværelses umådelige kedsomhed er forbrug.

Men her kan så, som Mads Vestrup sagde, ’en underlig lede’ altså alligevel snige sig ind på os, og et savn kan ’suge under hjerterødderne’. Og hvis ikke kun kedsomheden, men nu også leden og savnet skal dækkes, så må forbruget accelereres til det destruktive for et samfund, der i forvejen og konstant – af mangel på samfundssind – er i færd med at falde fra hinanden.

Den moderne, småborgerlige kapitalisttype, der selvfølgelig er frigjort fra enhver patriarkalsk fornemmelse af ansvar og betragter den gammelborgerlige skelen til almenvellet som en usædvanlig dum vittighed, er i romanen repræsenteret af grosserer Søholm, en mand som kun ’respekterede folk, om hvem han med sikkerhed vidste, at de var rigere end han selv’. Men egeninteressen tager til og breder sig i alle kredse, og dermed den af pengebacillen forårsagede produktionsfeber. Romanens dødsviede helt, Torben Dihmer, kan efter en lang rejse afsige denne her dom:

Ja, menneskeslægten er syg, – afsindig. Hvad jeg i disse ti måneder har været vidne til i tre verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige rastløshed, hvormed en gal mand arbejder på sin egen ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi står foran en verdens-katastrofe. Hele den forcerede kraftudfoldelse, som alle nationer er så stolte af, denne vanvittige produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt behov, – det må være et dødsdømt samfunds sidste krampetrækninger.

En anden udvej fra leden end den brutale ekspansion kan som antydet være at indskrænke horisonten yderligere, fra hvad man personligt kan have gavn af til hvordan man bare har det med sin egen krop. Helsedillen gøres til et af romanens umiddelbart mere komiske numre, samtidig med at fænomenet alvorligt nok betragtes som en tarvelig religionserstatning. De troende strides uafladelig om det sande system, den rette kost og de eneste saliggørende legemsøvelser, og den religiøse praksis i forening med denne religiøse krig hjælper i det mindste menighederne til at få hver time på dagen opfyldt med nonsens, og til således at holde sig enhver besværlig tanke fra livet. For alt skal nu blot være ’luft, lys og Liebe’, som en medicinsk professor udtrykker det. Og med det sidste har han jo allerede fat i hvad der skulle blive den amerikanske småborgerligheds overvældende bidrag til den moderne civilisation: sex – den puritanske udmanøvrering af den eros som måske ellers kunne føre os både ind i og ud over os selv.

Hvor findes da et grundlag for en menneskeværdig fremtid, her hvor ingen ung mand, med fru Berthas ord, har ’nogen anden tanke end sin egen karriere – og så adspredelser og fornøjelser’, og her hvor ingen altså længere vil forholde sig som gamle Barbara, om hvem det siges, at hun var et af ’disse nu næsten uddøde mennesker, som havde hele deres verden der, hvor tilfældet anbragte dem’?.

Der kan i hvert fald ikke i romanen opstøves så meget som et milligram tiltro til ’det menneskeskabte paradis’, som Mads Vestrup taler om, eller til de mirakelkure som doktor Gårdbo lige så fnysende lægger afstand til. Og med den slags kunne der tænkes på de mægtige tusindårsriger som endegyldigt har villet kurere os for os selv. Det ene ved at genopføre en drømt heroisk fortid, det andet ved at tage forskud på en lige så uvirkelig fremtid. Disse voldeligt gennemtrumfede fantasi-verdener, som gjorde det tyvende til det grusomste og det meste naive af alle århundreder.

Romanens minimalhåb er knyttet til den unge doktor Gårdbo og hans tro på et liv i pagt med naturen, både den der omgiver os og vores egen menneskelige. Men hvad er natur? Og hvordan kan vi afgøre hvad der stemmer overens med den? Det kender hverken romanen eller dens læser noget svar på, og slet ikke dét almengyldige der ville være brug for.

Spørgsmålene er dog umagen værd – skønt alle mulige svar endda ville være alt for lidt. For ingen ville gide læse nogen som helst roman, hvis de ikke alle sammen, frem for noget andet, handlede om præcis det samme, som alle andre romaner handler om, nemlig døden og kærligheden. Og ingen ville heller gide skrive dem, hvis ikke disse to emner gjorde det nødvendigt, og denne her roman drejer sig da også i bund og grund og på kryds og tværs jo helt op i titlen om døden. Kærligheden opvejer den dog fuldt ud. Også dens lykkelige øjeblik, selvom det litterært set er så temmelig uinteressant, for det er svært at få mere ud af det end et par ord og en tankestreg.

Den skal dog trods alt være der, kærlighedslykken, bare et øjeblik. For hvad skulle vi ellers tro på, og hvordan kunne vi ellers overhovedet tro på den roman vi sidder med? Men søger vi litterære oplevelser, så er vi for resten henvist til alle de sider, hvor kærligheden, til det allersidste, svinger mellem det ekstremt vanskelige og det helt umulige, og sådan en side, om romanens illusionsløse heltinde Jytte Abildgård, vil jeg slutte med at læse:

– Den forvisning, der havde rodfæstet sig i hende siden hendes syttende år, at når hun gav sig hen til kærligheden, viede hun sig også til ulykken og døden – den var hun ikke bleven kvit. Atter indprentede hun sig selv, at det ville være dårskab at tro på en evigvarende lykke. Før eller senere ville det times også hende at sidde som en forpjusket høne og skjule sin skam med velopdragne miner eller sørge sig til døde i ly af en trodsig latter som stakkels Kitty. Men hun trøstede sig med, at det ikke ville være bleven anderledes, om det havde været en anden mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var i så fald bare bleven hende selv, der havde nedkaldt ulykken over dem med sit umulige sind. Nu førte hun i det mindste ingen andre i fordærv.

Ak, Torben Dihmer! Blandt de mænd, hun ved en misforståelse havde ladet sig opholde af på vejen mod sin skæbne, var han den eneste, som hun ikke kunne tænke på uden med et smertestik i hjertet. Og dog forstod hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste ungdom havde hun sværmet for hans mandige skikkelse. Den tryghed, hun altid følte i hans nærhed, hans håndtryks oprigtighed og hans stemmes varme havde siden fået hende til at fortvivle over, at hun alligevel ikke holdt så meget at ham, som hun gerne ville. Aldrig havde hun ved hans side følt sig viljeløst omspændt af den mørke, vilde trolddom, som kærligheden var.

Men trods alle triste tanker, der kresede som ådselfugle over hendes lykke, måtte hun ofte smile. Hun kom til at mindes, hvorledes hun undertiden havde kunnet frygte for, at den selvhengivelsens blinde drift, der skabte andre kvinders lykke eller ulykke, allerede var afblomstret hos hende, var gået i frø som lummer gammeljomfru-nysgerrighed overfor livets store mysterium. Intet havde skræmmet hende som den tanke, at hun skulle komme til at ende sine dage som en af de gildinger, man læste om, der hentæredes af en kærlighedshunger, som aldrig kunne tilfredsstilles. Hun var i den henseende nu bleven beroliget. Nu vidste også hun, hvordan det føles at forgå i et kys! …

 

Trykt i POLITIKEN, efter foredrag i Henrik Pontoppidan Selskabet.