En af de litterære triumfer i Arenas første år var en roman der hed ’Bipersonerne’. Det var en debutroman, og den havde noget nyt at byde på: den tog et nyt greb om den store historie ved at betragte den gennem nogle af dens meget små og næsten ubetydelige skikkelser, og den gjorde det oven i købet og ikke mindst i kraft af en ny fortællemåde, en minimalistisk måde, med en ubrydelig troskab over for den konkrete detalje og under forsagelse af alle de store ord og ethvert tilløb til åndrige abstraktioner. Den kunne da anvendes som model for en anderledes, en sandere og mere virkelighedsnær historiefortælling om en tid og dens mennesker. Men der var jo alligevel på samme tidspunkt, og netop også i kraft af den roman, en særlig historie undervejs, som minimalismen næppe ville slå til overfor, nemlig Arenas historie.

Nå ja, vil et køligt hoved måske tænke, Arenas historie kunne såmænd meget passende fortælles som bipersonernes historie, og end ikke ved denne festlige lejlighed ville jeg for alvor turde modsige sådan en påstand. Men det burde dog så i alle fald understreges i samtlige fodnoter, at ingen af de medvirkende i den historie selv har opfattet sig som bipersoner. Nej, jeg mindes ikke i kredsene omkring Arena at have truffet nogen der på mindste måde har taget sig selv for noget mindre end en hovedperson, og det er vel en af grundene til at Arenas historie ikke så sjældent har været ret besværlig. Med sin overflod af protagonister og hele sin stærkt forvirrende vrimmel af drabelige helteskikkelser har den uophørligt tenderet mod kaos.

Heldigvis var der dog trods alt én enkelt som alle andre kunne anerkende som en overordnet ankermand, én som alle rettede deres blikke imod i alle nødens stunder, og det var K. E. Hermann, som i 1953 grundlagde foretagendet. Ham havde vi også håbet at være så heldige at have iblandt os her i dag. Jeg skal under alle omstændigheder vende meget tilbage til.

For det skal nu også med det samme nævnes at Arena hele tiden stabiliseredes af, at de grandiose forfatter-individualister for det meste holdt sig klart, at de indgik i et fællesskab omkring Arena, og at Arena som en litterær position og en kulturpolitisk instans var værd at lægge vældig mange kræfter i. Arena-gruppen, som den somme tider kunne kaldes, har selvsagt haft forskellige sammensætninger gennem årene, men den har temmelig konstant fungeret på samme vis som de kendte sammenslutninger af billedkunstnere har gjort det, i en sikker forvisning om at den samlede indsats i offentligheden kunne styrke ikke alene den ny litteratur som sådan, men også opmærksomheden på hvad det enkeltes medlem egentlig var i gang med. Fællesskabet har jo desuden ofte fået stor personlig værdi for hver især, og det har helt uden tvivl sat sving i gensidige inspirationer og udgjort et naturligt og uanstrengt forum for udveksling af de både meget læsendes og skrivendes faglige fund og opdagelser.

At blive medlem af Arena-gruppen er, og har altså altid været, en noget større begivenhed for en forfatter end blot at have fundet sig et forlag, og derfor bærer vi, der har været med, nok alle på sådan en lille, men måske alligevel skæbnesvanger initieringshistorie: hvordan havnede vi tilfældigvis dér? Så lad mig nu, jo bare som et eksempel og i al korthed, fortælle min egen: Jeg debuterede i marts 1971 med en digtsamling, den udkom på Gyldendal, og umiddelbart efter sendte jeg dem et manuskript til en roman. Efter mange måneder, det var blevet hen sidst på sommeren, fik jeg den retur. Så kørte jeg ud i Risskov med mit manuskript, ud til Niels Egebak, som jeg kendte lidt, og han ringede dagen efter og sagde at han ville sende det videre til Arena, og bare to dage efter igen modtog jeg et postkort fra Læsø, fra den ferierende K. E. Hermann jo. Han ville invitere mig til et forfattermøde på Arena. Der stod ikke noget om min roman, om den måske virkelig i et så lynende tempo var antaget, men jeg tillod mig da at gå og tro det, indtil jeg altså ved dette her forfattermøde fik at vide, i en bisætning og som om det ikke var noget, at den allerede var gået til sætning og skulle udkomme i januar.

Se, det var jo et helt anden snak. Og det var en helt anden verden end den jeg havde kendt i de foregående år, hvor jeg havde sendt manuskripter til andre forlag, og bare ventet og ventet, på det ene dumme afslag efter det andet. Her var dog nu et forlag med fart over feltet, og her havde man så ganske åbenlyst en øjeblikkelig fornemmelse for litterær kvalitet, og her blev en ung forfatter som en selvfølge taget alvorligt og inviteret med og fik medbestemmelse, her var med andre ord noget som jeg straks var rede til at slås for med hud og hår. Og dermed kan min Arena-historie så siges at være til ende. Jeg var blevet en af dem.

Hvem var de så, de andre forfattere, der ved begyndelsen af halvfjerdserne? Der var mange, og der havde været endnu flere, Elsa Gress og Viggo Madsen fx, men blandt de stadig mest vedholdende: Cecil Bødker, Peter Seeberg, Poul Vad, Niels Egebak, Gynther Hansen, Leif Hjernøe, Henrik Bjelke, Ole Henrik Laub, Peer Hultberg, Niels-oluf Pedersen, Kristen Bjørnkjær, Michael Buchwald, Dan Turéll. Nogle deltog selvfølgelig mere end andre i møder og bestyrelsesarbejde, men her kom så til gengæld andre, der normalt ikke selv udgav deres bøger på Arena og alligevel over lange stræk var med i det hele: Maria Giacobbe, Vagn Lundbye, Per Højholt, Ole Sarvig, Knud Holst, Henning Mortensen. Det hændte da så også at en forfatter helt forlod Arena, for – ud fra af personlige eller markedsmæssige overvejelser – at søge over eller tilbage i det vi blev med at kalde den etablerede forlagsverden. Men nye kom også hele tiden til, romanforfatterne Bent Vinn Nielsen og Jørgen Christian Hansen fx, og vi udgav i perioder lyrikere som Jørgen Gustava Brandt, Jess Ørnsbo og Peter Laugesen.

Det var en stærk og succesrig periode i Arenas historie, men samtidig en tid hvor forlaget og de fleste af dets forfattere mødte mærkbar modstand, og de to modsatrettede forhold var ikke uden indre sammenhæng.

Arena var opstået på et tidspunkt i halvtredserne hvor den litterære talentmasse tilsyneladende oversteg den almindelige forlagskapacitet, og sådan et tidspunkt oprandt nu igen mod slutningen af tresserne. At et overskydende antal gode manuskripter tilflød netop Arena skyldtes, blandt meget andet, de kontakter K. E. Hermann havde opnået ved at starte en slags side-forlag, et undergrundsforlag som det hed, Arena Sub-Pub. Det havde meget passende til huse i et kælderlokale, og her stod der en duplikator, og her kunne enhver komme med sine skriverier og få dem offentliggjort med det samme. Og dertil kom så at de etablerede forlag i begyndelsen af halvfjerdserne delvis mistede interessen for den slags litteratur, som vi på Arena netop opfattede som litteratur.

Mens denne Arena-litteratur – den rigtige, som vi sagde – i forlagets første to tiår havde været i overensstemmelse med den herskende tidsånd og hørt til på bjerget, så blev den her i det tredje mere eller mindre marginaliseret. Ikke fordi de enkelte Arena-udgivelser hver for sig ikke blev godt omtalt i pressen, for det blev de som regel, og mange gange endda meget flot eller ganske overstrømmende. Men derefter eksisterede de ikke rigtig i tiden. Det gjorde derimod og som bekendt en helt anden slags litteratur, med forstavelser som debat- og kvinde- og arbejder- og miljø- og politisk kriminal- og så videre. Og der var for langt fra os til denne toneangivende litteratur til at vi så meget som kunne indgå i en eller anden slags dialog eller blot slagsmål med den, for også sådan ét forudsætter en vis enighed om basale antagelser, og vi var altså dagklart og afgrundsdybt uenige med de andre, hvad angik synet på så omfattende størrelser som virkeligheden og litteraturen og sproget.

Vi delte derimod i Arena en række synsmåder, naturligvis med mange personlige nuancer og vinkler på det alt sammen, men for nu alligevel groft at få sagt hvad det drejede sig, og for så vidt stadig drejer sig om: Vi anså virkeligheden for at være noget mere omsiggribende, kunne man sige, meget større fx end den der kan rummes i journalistikkens emneregister, og større end der kommer til syne i politiske kampe og frontlinjer, og større også end den der kan formuleres ud fra personlige erfaring og selvanalyse. Vi ville have mere af den med: fx enhver slags levende rest af hele den menneskelige fortid, og alle arter også af den umenneskelige natur, dertil også en metafysisk bevidsthed og ikke mindst de kolossale områder af fantasien og det indre liv, som der skal mere end god vilje til at forvandle til opbyggelighed. Og hvad litteraturen angik, eller rettere det enkelte kunstværk som sådan, da var vi af den opfattelse, at det ikke var et afledt fænomen. Ikke simpelt hen et produkt af tid og samfundsforhold, men en selvstændig og egenartet instans i verden, et element i en fortsat skabelse, der til alle tider, og sådan set i lighed med græs eller negle, tager form og vokser frem på grundlæggende ensartede vilkår. Og endelig, og frem for alt, var vi slet ikke med på den tidsåndede litteraturs meget enkle og no-nonsense-forhold til sproget. Vi kunne ikke betragte det som et ligefremt og pålideligt kommunikationsmiddel, eller som det berømte transportbånd hvorpå man kunne anbringe et stykke af ens virkelighed og således helskindet bringe det ind i en andens hjerne. Eller hvis det billede skulle du til noget, så skulle transportbåndet i al fald være designet af Storm P. Det viste jo tydeligt enhver daglig brug af sproget, med dens væld af ufuldstændigheder, misforståelser, fejlvisninger og løgnagtigheder. En litteratur så da for os underlig abstrakt og virkelighedsfjern ud, så snart den et øjeblik ville se bort fra at den, tvunget af sit råstof, sproget, måtte fungere ved hjælp af talløse trisser, fjedre, vippestænger og hele det øvrige arsenal af snurrepiberier.

Men med sin kunstneriske frodighed blev Arena altså isoleret, det blev en ø i dansk kulturliv, og det skete meget hurtigt, og vi indså det med det samme. Og nej, det var da ikke så godt, og vi ville da hellere have været på mode, men der blev ikke hængt med noget næb af den grund. Vi var jo så sikre på at vi havde fat i den lange ende, og måske somme tider lidt for sikre. Vel ikke så meget sagligt set, men fordi ø-livet måske kunne forlede os til at holde os endnu mere for os selv, end vi var nødsaget til, og fordi vi måske kunne falde for fristelsen til at føle os som en sammensværgelse af dem, der havde ret.

Af flere gode grunde udartede det alligevel ikke, og det gik aldrig helt så galt. For det første talte vi, ved Arena-møder, overhovedet ikke om litteratur med os selv som eksempler, vi beskæftigede os ikke et sekund med egne og hinandens bedrifter. Vi undgik det så meget desto mere lettere som vi havde nok at gøre med andet, der var altid godt med indsendte manuskripter at tage stilling til, og især var der gennemgange og diskussioner af alle de udenlandske titler, som den ene og den anden af os havde foreslået skulle komme på dansk. De diskussioner blev heller ikke ført omsonst, Arena havde gennem mange år mulighed for at udgive et stort antal oversatte bøger og i flere tilfælde hele forfatterskaber. Lad mig minde om nogle af navnene: Arrabal, Samuel Beckett, Peter Bichsel, Michel Butor, Elias Canetti, Louis-Ferdinand Céline, Witold Gombrowicz, Jack Kerouac, Willy Kyrklund, André Malraux, Nadezda Mandelstam, Mary McCarthy, Henri Michaux, Lars Norén, James Purdy, Arno Schmidt, Claude Simon, Philippe Sollers, og også ikke-skønlitterære som fx Antonin Artaud og Jacques Derrida, og mange andre.

For det andet eller tredje ville den litterære navlebeskuelse jo også snart være blevet forstyrret af de evige regnskabsark, eller af planer om abonnementskampagner og andre former for praktisk tilrettelæggelse. Arena kaldte sig Forfatternes Forlag, og navnet gjaldt altså også, når der bare drejede sig om at få butikken til at løbe rundt. Selv om vi givetvis også slap for masser af slid og slæb, for utallige bekymringer, bryderier og bøvl, for Karl Erik Hermann var der jo hele tiden og tog det hele på sig og fik det bragt af vejen og i orden. Og hvad mere var, hans kone var der, Gretchen Hermann, som vi alle, ligesom Karl Erik, kaldte Tuller, og hun havde naturligvis også været med fra begyndelsen, og uden hende ville også den lykkelige fortsættelse have været fuldkommen utænkelig.

Ikke mange andre end Karl Erik kender nu Arenas første tid på første hånd. Jeg vil derfor nu citere nogle passager af en redegørelse han skrev i anledning af Arenas 25-års jubilæum i 1978, under titlen ’Træk af et forlags vej’:

 

Under sin omtale af stiftelsen i 1953, på Lille Skovgård ved Fredensborg, fremhæver han først et vigtigt punkt i vedtægterne:

”…(Arena, Forfatternes Forlag …skal) give den nye litteratur – fortrinsvis den danske – øget forlagsmulighed, en sikret minimumsudbredelse og i udgivelserne udelukkende tage hensyn til kvalitet i form og indhold.”

 

Og derpå om baggrunden for oprettelsen:

”I begyndelsen af halvtredserne var situationen for den unge forfattergeneration meget vanskelig. Ole Vinding betegnede den på sin karakteristiske måde således: »Er det gartnermåde at hælde saltsyre på planterne!«”

 

Og så om reaktionen på Arena:

”Oprettelsen af Arena vakte ikke ubetinget jubel, end ikke i forfatterkredse. Således var det ikke muligt for Arena at få en meddelelse frem gennem Forfatterforeningens organ.”

 

Og derpå om økonomien:

”Arena … havde ikke tyve øre til et frimærke. På sin vis var det en fordel. Arena havde ingen problemer med afkastning eller forrentning. Det var så at sige netop dets fattigdom, der gjorde det muligt at føre en …kvalitetspolitik ….”

 

Og videre:

”Det besluttedes (dog) at søge oprettet en abonnentordning. Det blev yderligere besluttet, at der skulle foretages en »markedsanalyse«. Analysen skulle foregå i det østlige Jylland ved besøg hos boghandlere, biblioteker og højere læreanstalter. Transportmiddel: cykel. Overnatning: telt. …. »Markedsanalysen« blev gennemført fra Kolding til Grenå og gav et så lovende resultat, at der straks meldte sig en rigtig mæcen, skovfoged og forfatter Thorkild Jensen, der lagde 5000 kr. på bordet … For denne sum lejedes en bil og først Jylland, senere det øvrige Danmark blev besøgt …. Resultatet af denne anden rejse blev 350 abonnenter: boghandlere, biblioteker, højskoler, seminarier og private.”

 

Vi når så frem til den første af Arenas mange ’strategiske’ alliancer:

”Med baggrund i en personlig tilknytning til Aschehoug Dansk Forlag optoges forhandlinger, der endte med at Aschehoug overtog Arenas »krop«, dvs. økonomi, lager og rettigheder, mens Arena bevarede sin sjæl ren, dvs. var suveræn i valget af titler, der blev fastsat til 10 om året. Samarbejdet indledtes i 1956 og varede til 1962.”

 

Og om den næste, og vi er nået frem til 1967:

”Endnu engang måtte Arena søge ly hos den etablerede forlagsvirksomhed. Det blev forlaget Fremad, og som aktieselskab med Fremad som hovedaktionær og Peter Seeberg som formand havde Arena al ønskelig frihed til at bestemme udgivelserne. Det blev endda til store, dyre bøger, som man ikke før ville have haft mulighed for at binde an med.”

 

Og om den tredje, en alliance med det offentlige, som også indebar en flytning til Jylland:

”Det var lykkedes Seeberg at gøre Viborg Kommune interesseret i oprettelsen af et Arkiv For Ny Litteratur, der skulle have til formål at »arbejde for forståelsen af den nye litteratur gennem oprettelsen af en studiebogsamling m.m.« og »gennem bogudgivelser.« Det sidste som en nødvendig foranstaltning, hvis Arkivet skulle kunne være sikker på, at få de ønskede bøger i studiesamlingen. Arena havde sin abonnentstamme, der var vokset støt, om end ikke … tilstrækkeligt. Der blev holdt et sidste møde på Lille Skovgaard. Ved dette oprettedes Arkiv For Ny Litteratur på basis af et tilsagn om støtte fra Viborg Kommune, og samtidig omdannedes Arena til en selvejende institution med en forfatterstyrelse. I efteråret 1971 flyttede Arena da til Jylland og slog sig sammen med Arkivet ned på den gæstfrie ungdomsskole Taarupgaard i et kvistværelse, der skulle fungere som venteværelse til Taarupgaard fik udvidet …. Den 16. december 1974 flyttede Arkiv og Arena til Hald Hovedgaard, der samtidig omdannedes til et »forsamlingssted for folkelige, kulturelle, pædagogiske aktiviteter.« ”

 

Også efter jubilæet i 1978, som Karl Erik altså her var nået til, gik det ganske godt for Arena her på Hald. Men lige så lidt som i nogen tidligere periode blev det år efter år ved med at gå så godt, og 1981 blev det næste store kriseår. Værre end de tidligere, må det siges, for der indgik i det at Karl Erik og Tuller nu med god ret kunne synes, at de havde gjort nok. De trak sig tilbage, og Arena havde dermed mistet en væsentlig del af sig selv.

Men Arena måtte humpe videre, det ønskede vi alle; og Henning Mortensen, der havde erfaring som undergrundsforlægger blev ny daglig leder, og vi kiggede os om efter en endnu en alliancepartner. Det blev Gyldendal, og Arena kom under navnet Redaktion Arena til at fungere nogenlunde som en afdeling af det store forlag. Det var et krav fra Gyldendal, med henvisning til deres forhold til boghandlerne, at Arena opgav sin abonnementsordning. Samarbejdet forløb i øvrigt på smukkeste vis, men efter nogle år syntes Gyldendal alligevel at det blev dem for dyrt eller for besværligt. Arena måtte da igen finde på noget, og en af de første tanker gik naturligvis i retning af abonnementsordningen, den måtte jo hurtigst muligt genoplives. Men den var nu engang blevet aflivet, og det var blevet andre tider, det kunne ikke mere lade sig gøre, og Arena havde ikke mange flere muligheder for at finansiere sine udgivelser.

Det var i slutningen af 80’erne. Arena gik i koma. Og når forlaget, endnu netop lige, kunne ligge der, ganske stille, og trække vejret, så skyldtes det jo at lillesøsteren, Arkiv for ny litteratur, fortsat var der og nød offentlig støtte. Der kunne så i ny og næ og ved særlige lejligheder udgives en Arena-titel, men der kom til en gå en halv snes år, før det igen kunne opfattes som et levende forlag.

I 1998 tog en ny generation da omsider fat i det slumrende foretagende og fik rusket op i det. I forbindelse med en styrkelse af Arkivet, hvor nu også Statsbiblioteket i Aarhus og Syddansk Universitet kom med i arbejdet, fik også Arena en ny bestyrelse, bestående af blandt andre Hans Otto Jørgensen, Knud Steffen Nielsen, Katrine Marie Guldager, Lars Bukdahl og Christian Dorph. De udgav først et par antologier der forlængede de traditionelle Arena-spor, amerikanske digte og dansk kortprosa, og siden er nye danske forfattere som Else Tranberg Hansen, Kasper Thomsen, Ursula Andkær og Harald Voetmann kommet til. Det nye Arena er desuden og ikke mindst i gang med en række genudgivelser af vigtige danske bøger, af forfattere som Henrik Bjelke, Poul Vad, Klaus Høeck, Johannes L. Madsen og Jens August Schade. Det foryngede forlag er endda allerede nået så vidt at det har fundet det påkrævet at oprette en ungdomsafdeling, Arenadottir, som beskæftiger sig med poesi og multimedieproduktioner. Det er bestemt også værd at nævne at Arena for nylig har overtaget udgivelsen af tidsskriftet ’Den Blå Port’.

Vi har i de seneste uger hørt nyheder fra det vi stadig må kalde den etablerede forlagsverden, dårlige nyheder, der sandsynliggør at der igen kan blive næsten alt for meget brug for Arena, og at forlaget endnu engang kan blive nødt til at påtage sig en afgørende rolle i offentliggørelsen af ny dansk litteratur. Og måske, hvem véd, kunne det inden så længe være værd at overveje, om man ikke på Arena atter en gang skulle tage og pumpe cyklen, og så køre ud i landet og høre, om der ikke også nu om stunder skulle findes nogle hundrede stykker, der godt vil abonnere på sådan en fremtid.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Karl Erik. Personligt og som forfatter, men jeg kan givetvis sige det også på mange andres vegne. Der må være mange der føler trang til at takke for en af de helt store forlagsbedrifter i det tyvende århundredes Danmark. Tak, og tillykke til Arena, som jeg ønsker et langt og uetableret, men fortrøstningsfuldt forlagsliv.

 

Tale ved Arenas jubilæum.