(mig og mit værk)

Mit blik begynder at flakke (om ikke før) når det rettes mod mit forfatterskab. Kan ikke finde ud af hvad det frem for andet skal se på. Men heller ikke hvor det i givet fald skulle se det fra. Der viser sig straks for mange punkter for et flerdobbelt syn: én vinkel er uladsiggørlig. I modsat fald – hvis jeg roligt lod som ingenting, dvs. som om jeg kunne betragte mit værk – ville det vel komme til at handle om, hvad det mon så nogenlunde betyder, for mig selv og i kulturen, og hvorfor det måske således har artet sig, og hvilken rolle det kunne tænkes (ikke) at spille, og så videre. Det ville aldrig kunne sige noget om noget så enkelt som hvad det er. Det kan jo kun det selv, forfatterskabet, idet det læses på lignende vilkår som det skrives: i en koncentreret legende, vidt åben og helst i enhver forstand vital spontanitet.

(skriveriet)

Nioghalvfems procent af det skabende arbejde er usammenligneligt med nogen anden form for aktivitet. Skønt man også kunne sige at nioghalvfems procent af det ligner et hvilket som helst andet job. Den ene procent, der bliver til overs, er bare så afgørende at den overskygger så godt som det hele. Ikke desto mindre forbliver den ubeskrivelig i hele sin suveræne ubetydelighed. Den er i al sin enkelhed så rablende kompliceret til at der ikke kan tales sammenhængende om den. Der kan højst tales uden om den, og det vil jeg da gøre, om de der nioghalvfems procent af skriveriet altså, idet jeg undlader ethvert svar på hvad. Men ikke nødvendigvis på hvad så, eller på hvordan og hvorledes og hvornår, måske ikke engang på hvorfor.

( – som lediggang)

Noget af det jeg alligevel har tilbage af min opvækst på en bondegård og det agrare livssyn, som jeg ellers begyndte at skille mig af med, så snart det var banket på plads i mig, det er nok holdningen til arbejdet. Den har jeg trods alt bevaret fra gammellivets tid, og det vil – på den ene side – sige at jeg har fået lært at tage hænderne op af lommerne og knokle røven ud af bukserne og holde ud til den bitre ende. Men på den anden side at jeg også har fået lært: kun at arbejde når det er nødvendigt. Når der er noget der skalgøres. Pløjes, høstes, malkes, eller skrives. Ellers ikke. Nej, vi arbejder ikke, vi bønder, medmindre vi er piskede til det. Nå ja, måske kan vi lige ordne en ting (rydde lidt op i laden fx, eller udskifte et par lægter i hønsehuset eller skrive noget som dette her), hvis vi ikke forsømmer andet med det (hverken pligter eller lediggang). Men ellers altså, når ingenting for alvor trænger sig på, danderer vi den samvittighedsløst, og jeg har derfor aldrig sat mig til skrivebordet på klokkeslæt hver eneste dag. Som så mange i branchen siger de gør. Og de stammer måske også fra funktionærfamilier, hvor forestillingen om arbejde er mindre knyttet til opgaver og formål end til et bestemt antal timer. Nej, jeg er aldrig på den måde blevet tvunget til at tvinge mig. Skulle ingenting skrives, er jeg som min far og alle vore forfædre slentret ud over marken, har lagt mig i græsset ved bækken eller stået og sludret med fiskerne nede ved fjorden. Idet vi måske så ville hævde – hvis det endelig skulle være – at alle de timer og dage vi bare går og driver den af, at de i virkeligheden også er en del af vores arbejde. I hvert fald af vores liv.

( – eller som trættende)

Der er selvfølgelig gang i en række bevidste processer, bestræbelser, afgørelser: disponering og udvikling af et stof, dramatisering, forsøg på at følge personerne så personligt som muligt ad deres veje og afveje, plus naturligvis fortællingens spil med tid og rytmer, ordvalg og klang, hvortil jo kommer diverse indspark fra en række andre og forskelligartede ideer der samtidig – og indbyrdes sammenvævede – er i sving: om en retning frem, men også bagud i en tradition, og så om anderledes drejninger, om nye måder, om et muligt svar på tiden, om en måske sandere, måske friere livstolkning. Alt det, og mere til, slår dog slet ikke til. Hele tiden må alle de hele og halve bevidstheder på en gang næres og udfordres af den rene og skære ufornuft, af de underliggende forestillingsverdener, af fantasien, ellers er der intet håb om liv. Og heller ikke dét er åbenbart tilstrækkeligt. For der trækkes også på noget i én, som man under arbejdet ikke på nogen måde bliver klar over hvad er, men noget som en inderste kraft, der først kan iagttages, når den er opbrugt. Man kunne vel kalde den ’én selv’. Man gør brug af alt hvad man har i sig, det siger sig selv, men man forbruger sig altså også, og intetanende, det mærkes kun som en særlig træthed, efter dagens eller nattens sidste punktum. En særlig dyb træthed, som ikke indfinder sig efter mange andre slags arbejder, for eksempel heller ikke efter oversættelse, der jo ellers ligner og er aldeles krævende og kreativt. Men kun når man skriver ’selv’, kommer den der træthed, det er da på sin vis dén der karakteriserer denne specielle virksomhed der – når det specielle skal understreges – kaldes digtning. Den har i al fald taget på én, opdager man lige efter, ordene har ædt af ens indvolde, og så er det heller ikke værre: udmarvelsen er oftest ganske kortvarig, indvoldene regenererer hurtigt og gør sig klar til igen på deres side at fortære verden. Så de atter en gang kan få kraft til at blive ord.

(fantasien)

I fantasien ejer ethvert menneske en langt større viden end han eller hun på nogen måde kan erfare eller læse sig til igennem et nok så langt liv. Vi fødes med disse myriader af eventyrlige oplevelser under huden, med hele dette enorme bibliotek stablet op i skelettets krinkelkroge, og hvor det alt sammen er kommet fra, og hvornår det måske opstod af levende nu’er, det aner jeg jo heller ikke. Noterer blot at fortidsøgler i fantasien optræder med samme livagtighed som basunengle og motorcyklister, og at det hele står til rådighed for den skrivende, når han slipper sin sprogbrug løs i den leg, der også kan bruge ham selv. Fantasien må følges. Men intellektet må virkelig være med i følget, blandt andet for at også den spontant strukturerende, figurdannende, side af fantasien kan komme klart til udtryk. I dét spil kan der, ved hjælp af alt mulig held og håndkraft, opstå form og nærvær. Nedtones fantasien derimod, eller afskrives den fuldkommen, lurer der noget skriveri, som ikke kan beløbe sig til meget mere end en biografi. En genre der jo findes meget interessant for tiden, og vel mest af nyfigne, okay historiske grunde, og måske allermest fordi man i almindelighed bare gerne vil læse ’noget der er virkeligt’. Det virkelige, der kan være tale om, kommer af masser af sammenfald mellem det der står i biografien og det der i forvejen har stået alle mulige andre steder. Så er det virkeligt, så nøjsom er mangen en læser blevet, og for at profilere min afsky, eller for måske et øjeblik at slippe for den, staver jeg mig nu og da igennem en af de biografier, der er blevet allerhøjest rost. Og hvad jeg hidtil har fundet, for så vidt denne eller hin biografi ellers bare er lettet en anelse over sin endeløse sladderspalte og har lagt en anelse luft til sine dynger af historiske trivialiteter, ja, det har da endnu ikke været stort andet end naive og sært udglattende, på én gang normaliserende og disjunktive portrætter (eksempelvis betvivles, i en berømmet Hitler-biografi, side op og side ned den (fra en fiktionsforfatters synspunkt nærmest selvfølgelige) antagelse, at Hitler i sin ungdom var stærkt fascineret af jøder og foretrak deres selskab frem for alle andres). Biografiens så meget mere forstandige årsagsforklaringer og dens altid så ræsonnable psykologiseren fremmaler helst et karrigt og konstrueret vrængbillede af enhver virkelighed. For kun gennem fantasien kan en sand virkelighed blive til. Og den læser der nu vender fiktionen ryggen og vil have ’sagsfremstilling’, han er på flugt fra sandheden også om sig selv.

(stoffet)

Der skal alligevel også være et ’stof’ at arbejde med, det vil sige en personligt oplevet, erfaret, tilegnet verden. Enhver der har levet en barndom, inklusive en pubertet, vil således have rigeligt af dette stof til et langt livs skriveri, og hvis vedkommende tilmed har læst nogle stykker af verdenslitteraturens storværker, vil stoffet have associeret sig med sprogformer, myter, visdom, historiske og metafysiske perspektiver langt ud over hvad nogen nogen sinde vil kunne få samling på. Og som om det ikke for længst var alt rigeligt: vi lever i en tid (og en forfatter må nødvendigvis engagere sig i sin tid, om ikke for andet, så fordi han ellers vil gå til i selvoptagethed – kun de allerstørste talenter kan måske holde til så meget som fire eller fem bøger om sig selv i rollen som hele verden), og den tid, vi nu lever i, er oven i købet den mest interessante (synes jeg da) i menneskeheden historie: vi er medvirkende og vidner til en titusind-årig kulturs endelige ophør, og til de stadig famlende trin i retning af dens afløser. Bondekulturen har hersket over verden så længe vi rigtig véd noget om den, og det er altså nu omsider helt slut med denne orden, hvis livssyn og værdier indtil for nylig dannede det universelle og indiskutable grundlag for alt hvad mennesker kunne tænke og føle, også i deres heroiske eller tragiske brud med den. Tegnene på kulturens opløsning kunne som bekendt tydes allerede i 1700-tallet, men var man barn på en gård så sent som i 1950’erne, kunne man stadig blive optugtet med dens normer i ret usvækket form. Ti år senere var den (i Danmark) allerede en mere eller mindre løjerlig subkultur, og i dag er enhver, også den der lever på den yderste jordlod, underkastet en global storbycivilisation. Så hurtigt kunne det gå, og for mange næsten umærkeligt, men det rummer en kolossal fortælling, som det kan tage lange tider at blive færdig med. Rundt om på kloden sidder vi mange (ligesom der allerede meget længe har siddet mange flere endnu) der ivrigt strikker på hver vores større eller mindre stump af den.

(bøger)

Jeg har hørt forfattere tale billedligt om deres bøger som ’børn’. De kan næppe i konkret forstand have (haft) nogen. For metaforen er ringere end dårlig, den forvansker ethvert begreb om begge dele, og værre endnu: den sidestiller et tilfældigt og dødt produkt med en enestående levende skabning. Et jammerligt storhedsvanvid måske, og som sådant både forståeligt og rørende, alligevel for dumt at tanken så ofte gentages, som om nogen virkelig har kunnet sande den. Et barn laver man jo for det meste uden at ville det, og altid uden at nogen personlig evne eller vilje får den ringeste indflydelse på nogen detalje, og når barnet så er der, som sit eget menneske i verden, så er man inderligt forbundet med det, så længe man lever. En bog, derimod, laver man bare med alt hvad man har og kan og vil (lade udvikle sig), og den bliver ikke til meget mere end som så, og når den på de vilkår kan siges at være færdig, er den straks så nogenlunde ligegyldig for én.

( – og deres læsere)

Man vil alligevel have den læst, bogen, naturligvis, af så mange som overhovedet muligt. Man har derfor brug for reklame, og den mest effektive er jo her som andre steder den gratis: anmeldelsen altså, den rette. Man har brug for den gode anmelder, og hun er desværre så sjælden som hun er kostelig – en af de bedste vi har set, Poul Borum (der indimellem også var en af de værste), hævdede med rette at den talentfulde kritiker er et langt mere usædvanligt fænomen end den talentfulde forfatter. Det er da helt åbenbart svært, noget med at kunne formidle personlige opdagelser som noget selvindlysende almengyldigt, og selv de der har evnen, ødelægger den alt for ofte for sig selv, og for læserne, og forfatterne, ved på skift at indrette sig efter sytten forskellige uvedkommende hensyn: til avisen, en karriere, en litteraturpolitik, en mode, en generation, eller til forfatteren, andre forfattere, andre anmeldere, og så videre. Den værste er selvfølgelig ham der opererer med en (per definition idiotisk) forestilling om den ’almindelige læser’. Men selv den fuldkommen ideelle anmeldelse ville ikke kunne gøre det. Bogen skal jo også, og frem for alt, lugte rigtigt i en mere diffus offentlighed (boghandel, biblioteker, læserkredse, skoler osv.), den skal med andre ord have den korrekte vinkel på tidsånden. Det totale sammenfald ville næppe afsætte en bestseller. Der skal en afvigelse til, på én eller to millimeter, men så heller ikke meget mere. Ingen bog bliver nemlig en bestseller hvis den divergerer mere end lige præcist en lille bitte smule fra sin tids mentale skabeloner. Det er min (skånsomste) forklaring på mit største forfatterskabsproblem: at jeg (endnu) aldrig har fået ret mange læsere. En forklaring som selvfølgelig blot råber på forklaringer, men dels véd jeg ikke, dels ville de føre for vidt. Og der er alligevel ikke noget at gøre ved det, og det kan jo fra tid til anden kaste en tvivlrådig skygge over mit udmærkede humør. Skønt det da samtidig kan gøre mig evigt håbefuld, for hvem véd, det kunne om et øjeblik blive anderledes, tiden kunne ændre sig, du kunne forandre dig, eller jeg kunne selv!

(forfatteren)

En kollega udtalte at det at være forfatter for ham var som at være pirat. En anden kollega udtalte at det at være forfatter for hende var som at være forbryder. De talte ikke sådan om deres arbejde, ikke om dette at skrive, de talte om at have forfatteriet som profession og hvordan det er, og det nærmeste, de altså kunne komme det, det var at de levede som pirater og forbrydere. Og det var naturligvis løgn, men så meget desto snedigere fundet på. De havde gjort sig klart hvad publikum ville høre dem sige. De vidste at de fleste mennesker kulturelt og politisk lever engang i gamle dage, og at de i deres syn på kunst og kunstnere lever endnu længere tilbage. Publikum er højromantisk. Det vil ikke vide af forfattere der lever nøjagtig som det selv. Som pirater og forbrydere, jo, meget gerne, og så er det nok endda rigtige forfattere (som man sikkert også kunne få til at sige, at deres fiktive personer tager pennen fra dem, og at de i det hele taget ikke véd hvad de selv skriver). Sandheden er beklageligvis (og fortæl det ikke videre) at forfatteren må leve en aldeles triviel småborgertilværelse. Han er en lille selvstændig erhvervsdrivende, der kradser lidt penge hjem her og der, og tilmed hører hans forretning som oftest til de allersløveste. Sjældent er der noget som helst sus over hans årsopgørelse. De forfattere der kradser flest penge hjem, er da også som alle andre små erhvervsdrivende tilbørligt stolte af det, og mange af dem er ganske specielt glade, hvis de kan hente de fleste af deres indtægter på markedet. Jeg har det på samme måde, bare omvendt: jeg er glad for at jeg kan hente de fleste af mine indtægter i statskassen. Det virker mest retfærdigt at alle borgere i samfundet bidrager til min indkomst, for jeg arbejder for dem alle, ikke kun for de ganske få der køber mine bøger. Men en sur lille tilværelse er det jo da under alle omstændigheder.

(hvorfor alligevel?)

For at slippe for at lave noget andet naturligvis (især det landbrug jeg voksede op i, flygtede fra og længes tilbage til). Eller fordi jeg som barn havde svært ved at skrive, noget begribeligt, for ikke at tale om at tale, overhovedet. Sådan set en endeløs hævngerrighed over for egne mangler. Men også for at lade sproget tage en tiltagende magt over talen fra mig igen. Fordi fiktion er en høj lyst, og fordi den i modsætning til enhver anden ytring kan ende med at være sand. Også fordi ingen andre skriver mine bøger. Hvorfor det kan siges at være min opgave at gøre det. Men måske også af flere andre grunde.

PS:

I mellemtiden er det gået op for mig at ’dannelse’ ikke længere er et begreb man gjorde sig forestillinger om i 1800-tallet. Det anvendes på ny, i fuldeste alvor, ikke mindst når der i øvrigt er tale om litteratur. Som om også en nutidig litteratur burde kunne bidrage til denne dannelse, der altid har haft som sit mål at gøre menneskelige individer egnede og villige til positiv medvirken i samfundsøkonomien (eller i skyttegraven eller kirken eller hvor man gennem tiden har haft stærkest brug for dem). Genkomsten af sådan opbyggelighed er nu lige ved at kunne overbevise om at man burde dyrke en klar tendens: at smadre, tilsmudse og latterliggøre så meget dannelse som man på nogen måde vil kunne få øje på. Meget af det opnås for resten ganske automatisk: al kendt litteratur er uden forfatternes udtrykkelige ønske spækket med så rædselsfulde fordomme, at end ikke den mest nidkære fortolker kan bruge dem til noget som helst opløftende. Hvortil kommer at det faktisk er et ønske og en drivkraft for de fleste forfattere direkte at gøre op med alt, hvad der så endnu måtte kunne opfattes som dannet nok til at være dannende, ja med alt hvad der i almindelighed anses for godt og rigtigt i deres tid. Men også udbyttet af den slags opgør mister hurtigt enhver værdi både for dannelsen og mod-dannelsen, de bliver efter et årti eller to til selvfølgeligheder, synker upåfaldende ned gennem teksterne. Det er jo en evig banalitet at litteratur i bund og grund savner brugsværdi. Men hvert øjeblik står der alligevel et eller andet sted nogen, der vil bestride den, og mange gange får man indtryk af at denne nogen netop aldrig har erfaret, hvad litteratur i virkeligheden kan: opleves. Den kan gøre verden oplevelig som større og dybere og mangfoldigere end man lige havde regnet med den var, og den kan få én selv til at opleve sig som talløse andre, og den kan på mange andre måder åbne, udvide, sprænge og tilintetgøre alle gængse koncepter. Men derudover er der så det egentlig forunderlige og uophørligt tillokkende ved den: at den samtidig kan få hele denne overvældende uoverskuelighed til at virke langt mere overskuelig end den ellers langt mere overskuelige dagligverden. Den kan gøre det muligt at opleve kaos som en meningsfuld sammenhæng, at opleve livet som om det var til at forstå. Og den oplevelse kan man have lige så længe den varer, og det var så det.   Trykt i SPRING, nr. 23.