Digter er man i sammenhænge der er sande, fordi de er i legemsstørrelse og foreløbige.

fra ”Album, tumult”, 27

En ung forfatter med store vækstmuligheder mærker dem nok ofte ganske tidligt og forstår at der må skaffes plads til dem, blandt andet gennem rummelige ambitioner. Per Højholt var født i 1928, og i hans debutbog fra 1949, ”Hesten og solen”, skortede det hverken på mod eller vilje. Alligevel, og trods den vældige, testosteroide titel, finder man i digtene gang på gang en slem skuffelse over ligesom at blive holdt tilbage, en fornemmelse af indespærring og afmagt. Den fri udfoldelse af talentet er stadig mere forhåbning end poetisk realitet fx i følgende strofe:

– Fjern er den tid, da ordene boede i huler her ved kysten. De knuste skaller paa sandet, de døde fisk der skylles op paa sandet, bølgerne selv, de troskyldigt bevægende, vil snart begynde at rense de slimede rum, gøre dem til nye, blanke boliger for vinden og de spraglede fugle den føder mod kysten.

Ja, mere død fisk, måske endda, end spraglet fugl over Pegasus her, men så alligevel: digteren har diagnosticeret sit tilfælde, og han har dannet sig en forestilling om hvad en – endnu ret romantisk – kur kunne gå ud på. Har ordene i hans tanke for længst forladt deres platoniske tilværelse som blege skygger af virkeligheden, så mangler de nu blot at erobre den, endelig selv at blive natur. Skyllet rene af havets bølger, blæst igennem af vinden vil da de gamle huler – så blanke som fremtidige bogsider – i frihed kunne fyldes af en ny skønhed.

Hvordan så – i praksis? Det forblev i alt for mange år et uoverkommeligt problem. Et langt digt, ”Johannes-fragmenter”, der i sin højstemte gudsforladthed opererer med foruroligende gudelige identifikationer, kunne han dog pludselig slutte – og få sagt farvel til hele baduljen – så man spidser øren:

Her – i de hærgede ansigters by er du borte. Men du forkynder dig selv som en uforklarlig association i den gamle kvinde dær på gaden, som med bøjede knæ og tasken klemt fast under armen tæller på fingrene

om hun er død eller levende begravet.

Pludselig er der nærvær og menneskelighed. Med det groteske billede kan der rettes et ædrueligt blik mod døden og i det samme synges rent ud om en kærlighed til en dagligdags, alt andet end fuldkommen tilværelse.

Her var en måde. Højholt kunne eller turde så ikke forfølge den, slet ikke endnu, heller ikke gennem alle halvtredserne, hvor det blev til en enkelt, famlende samling, ”Skrift på vind og vand” (1956). Han prøvede sig altså fortsat frem og ikke mindst tilbage, og han rimede løs det bedste han havde lært, og han henviste besværgende til den Johannes Ewald der skulle blive målestok og medspiller gennem hele forfatterskabet. Efterhånden – og her og der – i øjenhøjde. Den foreløbige status med denne bog præciseredes af titlen.

Så, omkring året 1960 vel, skete der endelig noget, for alvor – i al fald var det sket, da ”Poetens hoved” udkom i 63. Man bemærkede det straks, og den der nu sidder og gennembladrer digtsamlingerne i rækkefølge vil også føle en ny og øjeblikkelig lyst allerede ved læsningen af bogens allerførste digte, og den holder så, læselysten, bogen – og skulle det vise sig: resten af forfatterskabet – ud. Her i begyndelsen af 60’erne observerer man først at al floromvunden metaforik er strøget, til fordel for en direkte, ret nøgtern stil der ligefremt inddrager elementer fra et moderne hverdagsliv og en ditto teknik, og at det alt sammen ubesværet kan indgå i billeder af den tilbageblevne natur. Bogens stråler af et genvundet ungdomsmod, poeten har lagt en lyrik-institutionel ærbødighed bag sig, og han affyrer nu gerne nok så platte ordspil og benytter sig frit af verbale deformationer og figurdigte.

Hovedet, som titlen jo udnævner til bogens helt, har virkelig også bidraget til hele forandringen. Det har etableret de rette betingelser for den, gennem refleksioner over virkelighed og kunst, men det særlige ved dette hovedarbejdes – og digterens – art er, at det også kan indgå som levende stof i konkrete digte, som fx i suiten ”Nødden fra l’Estaque I-VII”. Det drejer sig om en identifikation med maleren Cézanne og om den sammenstyrtede verden der dagligt møder hans blik, og som han lige så dagligt og med samme blik, plus sin malerhånd, strøg for strøg genrejser på sine lærreder, med en kunstnerisk disciplin og logik, der løfter hans billede ud over den rene vilkårlighed. Ikke så det kan erstatte det sande billede – understreges det – det sande, for os altid usynlige billede, som han tænker sig at solen må danne, men således at hans arbejde med billedet og billedet selv kan gøre både billeddannelsen og verden oplevelig.

Per Højholt var dermed allerede langt inde og ude i den poetologiske filosofi, som han få år senere udfoldede i værkerne ”Cézannes metode” (1967) og ”Intethedens grimasser” (1972). Hans bestemmelse af sit eget, men da også samtlige andre samtidiges, grundlæggende kunstneriske problem lød på at der var opstået et hul, indtrådt et fravær. Der eksisterede ikke længere nogen absolut instans, i hvis lys digtet kunne gestaltes og således undgå at ende som en tilfældig persons tilfældige tilkendegivelse. Hans løsning blev nu at få digtet selv til at illudere dette absolutte: det skulle løsrive sig fra sin relative normalsproglighed, det skulle tømme sig for henvisninger til betydninger uden for det selv, det skulle ophæve ethvert tilfældes karakter af tilfældighed ved ikke at operere med andet end lutter tilfælde, og endelig i sin helhed, gennem dets vilkårligt berammede, men af en meningsfylde præciserede varighed, skabe et øjeblik uden for tiden, et nu med reference til evigheden, naturligvis. Eller et indtryksfuldt noget der kunne henvise til hvad han oftere og oftere omtalte som intetheden, det vil sige: alting i et aperspektivisk univers. Også kaldet naturen.

Lyriklæseren behøver nu kun for sin fornøjelses skyld at tygge sig igennem disse teoretiserende bøger, de er jo slet ikke nødvendige, dog heller ingen hindring, for en personlig forståelse af digtene. Det mål af æstetisk tankegods, der kan berige også den umiddelbare oplevelse af dem, rummer de i øvrigt ofte selv. I alle tilfælde blev metapoetiske emner i alle senere samlinger bragt på bane, som forslag til indsigter, men også som vedtagelser af dogmer, og digteren opbyggede efterhånden et særligt Højholt-land, hvor en række ord og begreber havde fået deres specifikke, netop ikke alment gældende betydning. Således også tallet 6512, der fremkom med den genialske – stadig vildt morsomme – roman af samme nummer og var udledt ved en addition af dens sider. 6512 blev det tilfældige tal par excellence og kunne siden hen fritage poeten for at tilfældiggøre et tal, hver gang han havde brug for et.

Jo, der opstod mange muntre muligheder med Højholts ny poetik. Den gennemførte udnyttelse af det groteske, i koncepter og billedsprog, gav generøse prøver på sit potentiale allerede i ”Min hånd 66”, ligesom satsningen på den eksplicitte vilkårlighed blev besvaret med en stime af gevinster, ikke mindst i form af portrætdigte – af nogle vidt forskellige æg – i ”Show” fra samme år. Vi har endnu her i dag, under læsning af udgivelserne fra dette tidehverv, en digter for os i højt humør, overgiven og triumferende. Han hilser med naturlig ubeskedenhed på imposante kolleger: i digtet om ”Digtet digtet digtet” på Sophus Claussen med linjerne: ’det har udsigt det er det sidste før havet / og det brøler i sit lange nye horn’; og på Thomas Mann i ”Brøndbyøster som åndelig legemsdel”, der slutter med en forhåndsanmeldelse af hele præstationen: ’min hånd 66 min ny store hånd’. Frigørelsen, den langt større viden om (u)nyttige virkemidler og den voldsomt udviklede kunnen, det kulminerede derpå alt sammen – som sådant – i den lange, men lynhurtige digtsuite ”Turbo” (1968) med sine blændende akrobatiske og smukt ’dejsende opspring fra nulhuller’.

Dermed var terrænet målt op. Der blev ikke siden behov for yderligere udvidelser af det, det var nu rigeligt stort til de følgende tre årtiers intense udforskninger. Forfatterskabets fortsatte udvikling kom altså overvejende til at ligge i det metodiske, i en stadig øget beherskelse, i det virtuose, om man vil, og til sidst i en uanstrengt tillid til det roligt henkastede. I tiden efter ”Turbo” kunne de fortsat meget energiske output godt have et nærmest overanspændt, hektisk præg. Det spores endnu i dele af ”Revolver” (1977), det første bind i den ”Praksis”-serie, der blev rammen om resten af det lyriske forfatterskab, plus en hel del andet. Men det er også her den senere fases suveræne mesterstykker begynder at indfinde sig, med ikke særlig lange mellemrum. Således slutter netop ”Revolver” med digtet ”Frokost i det grønne”, hvor poesiens eller kunstens væsen med en selvfølgelig overbevisningskraft bliver et billede på grundlæggende livsvilkår. Og allerede på de første sider af det næste ”Praksis”-bind, ”Groteskens område” (1978), finder man så i suiten ”Kheopteryx. Fantasmagorier” en række pyramidalske identifikationer der – fuldkommen rystende, syntes jeg første gang – konkretiserer oplevelsen af tid som, på én gang, en enorm udstrækning og et definitivt forsvindingspunkt.

Mødet med betydelige kunstværker kan som bekendt give anledning til forskelligartede – både fysiske og mentale – løftelser eller sus; man kan få en følelse – helt op i hjernen altså – af en ideel enhed mellem indre og ydre, mellem verden og bevidsthed, eller man kan måske bare mere diffust overvældes af taknemmelighed. Hvordan oplevelsen end arter sig, er den som øjenåbner afgørende for en personlig tilegnelse af billedet eller teksten, og effekten af den kan uden tvivl fremmes af at man uforvarende – men jo aldrig forudsætningsløst – er kommet til værket, at man altså ikke på forhånd er blevet trættet med belæringer om, hvad for noget stort der er i vente. Jeg vil derfor lægge pegepinden fra mig og lade enhver løbe ind i egne favoritter. Og så blot tilføje at den lange række af portrætdigte i forfatterskabet jo ret tidligt omhandler diverse æg, samt Pokerface Plysbjørn, men så også Phoeten og Supermule, og derudover fx Rigmor Mortensen, for slet ikke at tale om Gitte, men endelig udelukkende drejer sig om Personen, og at denne naturligvis også er dig.

Nå ja – ”Gittes monologer”, og digterens egne ”Kvababbelser”, blev i 1980’erne hans sekundære måde at forholde sig til sin samtid på, og en førsteklasses vej til et kæmpemæssigt publikum. Æstetisk fungerer de ganske anderledes end de hidtil omtalte digte. De virker som regel bedst i oplæsning, fremført på en scene, gerne med latterpauser, og som læsning er de også mindre afhængige af, eller overhovedet ikke skabte til, hver for sig at blive inhaleret i nogenlunde et og samme åndedrag. De er strikket sammen af enkle, ret sindigt fremadskridende ræsonnementer, mere eller mindre åbne for modsigelse, eller de improviserer over en lille fortælling. Dermed peger de også hen mod det prosaforfatterskab som i samme periode lagde beslag på flere og flere af forfatterens kræfter. Han hengav sig snart hæmningsløst til denne lidenskab for også, via episke ’blindgyder’, at etablere artificielle tids-rum som læseren kan gå fra og til, på må og få lægge fra sig og når som helst vende tilbage til.

Han opnåede eminente resultater med det. Romanen ”Auricula” (2001) imponerede ikke alene i sig selv, men også i kraft af sin livligt publicerede tilblivelseshistorie. Stærkere endnu står alligevel de labyrintiske fortællinger der dukkede op i nogle af ”Praksis”-bindene. Det var i vid udstrækning pasticher på Blixen og Borges, hvilket vil sige pasticher på pasticher – som med forfatterens konsekvens kunne føres ud i noget helt originalt. Ligesom i det lyriske forfatterskab er et centralt tema menneskets – eller rettere jo: din og min – position på kanten af den øvrige natur, med denne her bevidsthed der i sin klodsede anmasselse dog giver det ellers blot og bart værende en chance for atter en gang, som sit billede, at blive til. De eventuelle fatale virkninger af dobbeltspillet kunne der i fortællingerne gøres rede for med en langt mere detaljeret gru, uden at digtenes eleverende præcision dermed blev fortabt.

Uanset om Per Højholt udtalte sig om sine digte eller prosastykker, hævdede han gerne: det er i grunden ligegyldigt hvad der står i dem; der skal bare stå et eller andet, så længe de nu varer. Synspunktet kunne få også kyndige litterater til at ryste på hovedet. Det kan endda have forhindret en del i at tro deres egen erfaring som læsere: at hans forfatterskab må høre til blandt det 20. århundredes væsentligste. Men den alvor og dybde de med hans påstand måske har følt blev aflyst, den kunne han i sit konkrete skriveri blot omfatte med så meget desto større styrke som han tog århundredets sammenbrud af gammelkendte – både moralske og sjælelige – hierarkier til følge og ryddede bordet for de dermed forbundne udtryksformer, for så måske igen at samle dem op og anvende dem som det de var blevet til: kitsch. Således blev al den alvor, nogen læser kunne ønske sig, hos ham meget ofte til i og med den befriende latter, i groteskens og parodiens collager af et sønderrevet verdensbillede, men også, og altid, i hans ufravigelige bevidsthed om det endelige ophør, der kunne gøre ethvert midlertidigt krumspring umagen værd, og fik glæden over at eksistere til at lyse så klart.

Omkring 1970 skrev jeg som danskstuderende specialeopgave om Per Højholts lyrik og kom i den forbindelse til at sidde en del i forfatterens køkken. Jeg udspurgte ham endeløst om stort og småt, alt imens jeg utålmodigt afventede et ganske bestemt spørgsmål fra hans side, og takket være hans skarpe lugtesans kom det inden alt for længe: Du skriver måske også selv? – Hvorpå han i det følgende års tid, tilsyneladende utrættelig, gennemgik, kommenterede og sorterede i alt hvad jeg kunne hale op af skuffen, indtil jeg havde et manuskript, der kunne udgives. Hans rundhåndede og højkompetente hjælpsomhed var da allerede kommet lidt ældre kolleger til gode, og den skulle siden hen få stor, indimellem afgørende betydning for årgang efter årgang af unge forfattere og litterater. Til denne så virkningsfulde rolle som inspirator og mentor bidrog naturligvis hans personlige nærvær og varme; hans værk i sig selv vil dog sagtens kunne sætte strøm til stadig nye geledder af talentfulde fans.

Og hans værk er her jo, og bliver her, og med den foreliggende samling af hele den lyriske side af det er det, med alle sine, ofte uopdrivelige, publikationer, til at finde for enhver. En bog med titlen ”Samlede digte” ville i de fleste tilfælde udelukke begrebet redigering. Men ikke helt i dette, blandt andet fordi lyrikken som genre for Højholt var så bestemt af traditionen, at den jævnlig måtte testes ved at skrive digte ud mod og over deres grænser, i retning af kortprosaen og notatet, eller ved at indlemme dem i blandformer med billedkunst og lydmontager.

Der skulle altså træffes nogle valg, og det har jeg gjort sammen med Signe Højholt og Simon Pasternak, og jeg takker dem.

Visse detaljer i udvalget vil fremgå af noterne, enten forfatterens egne eller forlagets. Vi har i store træk fastlagt følgende: digtet ’Indskrift’, som var med i både ”Provinser” og ”Min hånd 66”, indgår her i sidstnævnte, hvor det har en funktion i kompositionen; ”Turbo” afsluttedes oprindelig med tre enkeltstående digte, kaldet ’Punkter’, de blev senere af forfatteren – og således også her – indsat blandt deres navnefæller i ”Punkter” (en ’bog’ bestående af plasticblade sammenhægtet i nøgleringe, uden titelblad, uden begyndelse og slutning, og her begyndt og afsluttet på ganske tilfældige punkter); ”Volumen” er ikke medtaget, idet skriften i denne ’destruktion’ af en collagesamling som regel blot udgør en del af billedelementerne, og hvor den her og der alligevel optræder mere selvstændigt og ligner digte, er de af forfatteren også anbragt i senere udgivelser: ”Revolver” og ”Groteskens område”. ”Gittes monologer” og ”Kvababbelser” er medtaget efter forfatterens samleudgaver, men tilføjet enkelte numre som havde været trykt i ”Enhjørningens kvababbelser”; fra ”Gittes monologer og andre kvababbelser” er kvababbelserne desuden flyttet til ”Kvababbelser”, og fra den samlede udgave af ”Gittes monologer” er monologen om musik udgået, idet den også indgår i kvababbelsen ”Musik er krop” (hvilket alt sammen, og uanset hvordan det lyder, er enkle og logiske manøvrer). ”Voldtag stilheden” indeholdt digte i samspil med tegninger af Poul Winther, og de fleste af digtene publiceredes igen i ”Album, tumult”, de resterende stumper anføres her som et appendiks til denne bog; ”Album, tumult” er i øvrigt medtaget i sin helhed, skønt adskillige af de nummererede stykkers status som digte er et spørgsmål, der har bragt både forfatteren og andre i tvivl. – I sammenhæng med disse overvejelser og valg vil vi rette en tak for særlige oplysninger til udgiveren af ”Per Højholt: Digte 1963-79”: Asger Schnack.

Endelig skal det påpeges at de her ”Samlede digte” ikke gør krav på at være en fuldkommen opgørelse af Per Højholts lyriske bo. Enkelte andre af hans digte er udkommet i tidsskrifter og antologier, og flere andre kan gemme sig i hans papirer. Her er hvad han selv lod trykke i sine bøger. Han døde i efteråret 2004. Æret være hans minde – og rigtig god fornøjelse!

 

Trykt som efterskrift i PER HØJHOLT: SAMLEDE DIGTE.