For nogle måneder siden fyldte jeg tres. Jo slet ingen alder, hørte jeg da straks – fra de andre gamle – eller: det handler ikke om hvor gammel man er, men hvor gammel man føler sig. Vel heller ikke helt løgn; jeg mærker tit og ofte i mig hvordan det er at være ung, og endda at være barn. Ikke desto mindre er jeg bange for at jeg i andres øren lyder som én på hundrede og tres, når jeg fortæller om, hvordan det var, da jeg faktisk var barn.

Det var jeg nemlig på landet, og landet, som det lå hos os i 1950’erne, må nu umiddelbart opfattes – af alle yngre, men også af jævnaldrende storbybørn – som en historie, man selv har fundet på. For kan det være sandt at en endnu så godt som midaldrende i hele sin barndom ikke har ejet et Anders And? Kan det virkelig passe at han ikke inden sin konfirmation skulle have set en biograf indefra?

Virkeligheden var værre endnu. Eller bedre – i al fald helt igennem usandsynlig. Skolen, jeg gik i – med én skolestue, én lærer, dog to klasser: bitte, der sad der om eftermiddagen, når store havde fået fri – sådan én var da for længst afskaffet næsten alle andre steder. Hos os holdt den til 1958 og fulgte stadig en forordning fra 1814. Alligevel kunne den lære langt de fleste elever at skrive et fejlfrit brev. Og den rummede i min tid et bibliotek der – som undervisningen – på visse måder – også overgik hvad vi har af den slags i dag. Det er det vi her skal ind på.

Stort var det jo ikke. Det fyldte bagvæggen af skolestuen, selv om der også skulle være plads til kakkelovnen og tørvekassen, og lærerens dør ind til privaten. Men de bind, der så kunne være der, var af højeste kvalitet. Det var intet middelmådigt, intet tilfældigt, intet som ikke af den store overdommer: tiden var udvalgt som det bedste, der nogen sinde var skrevet. Ja, som noget af det bedste, og måske bare lidt af det – mere kunne de her hylder jo ikke bære. Men hvor få og skrøbelige de end var, så udgjorde de et paradis for en dreng, der hellere ville hænge over en bog end bestille noget fornuftigt på mark og i stald.

Når tiden og dens gang – snarere end skolelæreren – kunne tildeles æren for samlingen, så hang det sammen med, at den bestod af bøger, der allerede længe havde fået lov at stå på andre og større biblioteker. Her var de endda indkøbt i en fortid hvor man skyede alt, hvad der ikke allerede havde vist sig at være af blivende værdi. Når man nu havde givet dem videre til sådan en landsbyskole, så var det selvfølgelig kun, fordi de i det ydre var slidte. Indvendig var de stadig så gode som nye, og læreren skal så krediteres for at han villigt tog imod dem og læste dem, og at han derfor i rollen som bibliotekar blev en højst pålidelig vejleder.

Min åbenluse boghunger var nok også en opmuntring for ham. Jeg tror han i mig øjnede en låner der efterhånden ville hjemsøge samtlige hylder og til sidst få læst rub og stub. Det var jeg også gerne gået efter, men tanken om det stødte fra anden side på forhindringer. Nemlig hjemmefra – som antydet var læsning her mistænkt for at være et fromt dække over simpel dovenskab. Bøger kunne være udmærkede for degne og præster, men for os almindelige ikke andet end virkelighedsflugt, og virkeligheden, det var det daglige arbejde. Derfor måtte jeg kun læse om aftenen og om søndagen efter morgenrøgtningen og til vi hen på eftermiddagen skulle i stalden igen. Men jeg læste så til gengæld uden at høre og sanse nogen eller noget andet i verden, og sådan gnavede jeg mig ind på den ene af bibliotekets hylder efter den anden.

Et par dem var udrustet med klassikere for børn, eller i al fald for drenge, og læreren mente fornuftigt nok at jeg måtte gøre mig færdig med dem, inden jeg kunne få fingre i de voksenbøger, jeg ret tidligt var begyndt at skele til. Jeg læste da også med den største fornøjelse ”Skatteøen”, ”Nybyggerne i Canada” og ”Robinson Crusoe”. Og jeg læste ”Hjortedræber”, ”Falkeøje”, ”Stifinder”, ”Læderstrømpe” og ”Den sidste mohikaner”. I forbindelse med de sidste gjorde han mig opmærksom på at bøger var skrevet af forfattere, i alle disse tilfælde af en, der hed J.F. Cooper. Det var da straks indlysende for mig at forfattere kunne være helt afgørende for højden og dybden af ens bogberuselse, og jeg holdt mig derpå nogenlunde til en ad gangen. Og længe, naturligvis, til ham Jules Verne: ”En verdensomsejling under havet”, ”Rundt om Jorden i 80 dage”, ”Rejsen til Månen”, ”Zarens kurér”. Svært at forestille sig noget saligere.

Det gjorde jeg dog stadig: bøgerne for voksne – de måtte vel være endnu mere fantastiske! Især havde jeg kik på én af dem, og det var naturligvis den allerstørste. I to tykke bind som hver for sig også var højere og bredere end nogen af de andre. Jeg var vel 13 da læreren gik med til, at jeg slæbte dem hjem.

Forfatteren hed Cervantes, og bogen hed ”Don Quijote”. Da jeg åbnede første bind derhjemme i lænestolen, nåede siderne op over begge armlæn og overkanten helt ud til mine knæ. Det var virkelig hvad man kunne kalde en bog, den krævede armkræfter, og så var den endda illustreret. Før jeg rigtig læste, gennembladrede jeg begge bind i vildt begær efter tegningerne. De var af Marstrand – skrev jeg mig ligesom forfatternavnet bag øret – og de fleste forestillede selvfølgelig Don Quijote, og en anden han altid var sammen med, Sancho Panza. Man så dem allerede helt tydeligt for sig. Hvor spøjse typer de end var, hvor sære situationer de end havde det med at havne i.

Læseappetitten tog til og til, og den forstærkedes yderligere allerede på første side, hvor forfatteren selv optrådte. Det havde jeg aldrig set før. Men han skrev så både om andre bøger og om denne her helt uovertrufne, som han vist havde fundet manuskriptet til, og jeg kunne så småt begribe at bøger ikke altid bare handlede om verden udenfor – som jeg antog drengebøgerne havde gjort – de kunne også værederes egen verden og dreje sig om den. Spændende! Jo, det hele var enormt spændende, men inden så længe måtte jeg alligevel sande, at lange stræk i Don Quijote dårligt kunne læses af lyst alene, der måtte også en vis stædighed til. Og jeg strammede mig an. Ville have hvert eneste ord med.

Gevinsterne faldt så tæt at hvert enestekunne opleves som umagen værd. Jeg blev kastet fra grin over undren og måben til grin igen. Men samtidig fra den ene nye og sensationelle opdagelse til den anden: at den verdensfjerne nar Don Quijote også kunne være den mest klarhjernede og lysvågne og have ret og sige sandheden; at den godmodige snusfornuft, som Sancho Panza klyngede sig til, også kunne gøre ham blind og dum og kold over for andre mennesker; at de to hørte sammen i en helhed, der kunne være perfekt og til gavn for dem begge, men at de også kunne modarbejde hinandens bedre halvdele og blive et temmelig ondartet kompagniskab, en trussel på livet for dem begge hver især.

Det er ikke overdrevet at jeg brugte enhver fritime hele den vinter på at komme igennem ”Don Quijote”. Til gengæld lærte jeg i de måneder langt det meste af hvad jeg véd om romankunsten.

Og jeg var da blevet uhjælpeligt hooked på litteraturen med stort L. Hvilket desværre hindrede mig i at se på den populærlitteratur som de fleste af mine jævnaldrende fra byerne samtidig fik et både kyndigt og kærligt forhold til. Jeg prøver stadig at indhente dem – populærlitteraturen udgør nu en del af det, man må kende til for at kunne snakke med. Bare så svært, når man ikke er startet med det i tide. Ethvert tegneseriehæfte, jeg nok så sammenbidt vil udforske, falder ud af hænderne på mig. Meget få krimier er jeg i mit liv kommet helt igennem. Der sker jo ingenting i dem, ud over mord og den slags. Personerne med deres halvanden eller to egenskaber er og bliver de samme og de samme.

Ærgerligt altså at jeg ikke fik lært at værdsætte sådan noget i det gamle landsbybibliotek. Men okay – man kan ikke få alt. Jeg er taknemmelig over at den lille bogsamling førte mig lige lukt ind i verdenslitteraturen. For sandsynligvis var jeg smuttet uden om den, hvis den havde rummet noget af det folk, også der i byen, selv ville have.

Trykt i DBC-avisen.