Gennem mange år – for virkelig mange år siden – trykkede jeg meget jævnlig min drengesnude mod et af udstillingsvinduerne i Nibe Boghandel. For derinde bag ruden anbragte boghandleren på skift alle de bøger jeg allerhelst ville eje, og det kunne naturligvis være bøger af forfattere som Jules Verne og James Fenimore Cooper, eller af lidt mere samtidige og hjemlige som Gunnar Jørgensen og Cai Schaffalitzky de Muckadell. – Det var i alle tilfælde forfærdelig smukt og djævelsk gjort af denne boghandler, for jeg nød utrætteligt at studere billederne på forsiderne, og jeg led ganske grueligt over at jeg ikke kunne tage bare en enkelt af disse vidunderlige bøger i hånden. Det skete nok at boghandleren, derinde bag sin disk, fangede mit blik og sendte et opmuntrende smil ud til mig – som om jeg skulle være velkommen til at træde indenfor. Men det kunne jo altså ikke lade sig gøre. Jeg havde ingen penge. Og selv om jeg – efter en fødselsdag måske – virkelig skulle have haft så meget som de der seks-syv-otte kroner til sådan en bog, så ville jeg ikke have turdet komme hjem med den.

Hjemme hos os var penge, hvis man havde dem, noget man havde for at lægge dem til side. I nødstilfælde kunne man bruge dem på at udskifte et par ikke længere reparable sko, og den slags, men at give penge ud på sager der ikke alene var unødvendige, men som man også var bedst tjent med at undvære, det måtte i grunden forekomme værre end simpelt hen at smide dem ud ad vinduet. Og hjemme hos os var man ikke meget i tvivl om at bøger – og jo da i al fald romaner – frem for noget var en dårlig undskyldning for ikke at ville bestille noget.

Siden dengang har jo ikke så lidt ændret sig, og jeg er nu også i talløst gentagne tilfælde gået ind i boghandler og har, som var det det selvfølgeligste af verden, købt op til flere bøger ad gangen. Og dog har jeg måske endnu aldrig forladt sådan en boghandel, med en bærepose i hånden, uden at en eller anden mærkværdig forlegenhed har sneget sig op i mig; en eller anden lillebitte flov fornemmelse af at jeg nu da vist i grunden havde opført mig fuldkommen uansvarligt.

Det er derfor en nærmest ubeskrivelig glæde for mig her at få overrakt et gavekort fra landets boghandlere. Med det i hånden vil det endelig ikke alene være mine egne dubiøse tilbøjeligheder der driver mig ud at købe bøger, og det vil endelig heller ikke bare være noget som måske lige kunne forsvares – det vil nu være noget jeg skal.

Endelig tør jeg da åbent besvare det opmuntrende smil fra manden derinde bag sin disk i Nibe Boghandel! Og jeg vil takke for det i håbet om, at alle I andre boghandlere til stadighed vil fortsætte hans bestræbelser på at lokke små drenge og piger indenfor, og dermed fyre yderlige op under dette læsebegær som, når først det står i flammer, ikke er til at slukke igen.

Og jeg tror såmænd det vil lykkes jer! For ikke nok med at I, trods alle mine betænkeligheder, har været i stand til at sælge tonsvis af bøger til mig – I har nu tilmed formået at sælge en bog, jeg selv har skrevet, til temmelig mange andre hvis betænkeligheder næppe har været spor mindre.

Eller de har endda været meget større, for ikke at sige så godt som uovervindelige. For nogle af dem der – ud fra omtaler af denne bogs indhold – er blevet interesseret i at læse den, hører stadig til en slags mennesker, som der skal noget mere end et smil til at trække ind i en boghandel. – I det år, der er gået siden bogen udkom, har jeg holdt mange foredrag, og især i begyndelsen var der altid en del der beklagede sig over, at den var svær at få på biblioteket. Nogle gange var jeg da så frimodig at oplyse at den også kunne købes, og jeg blev hver gang, og ikke helt uventet, mødt med en grum latter. Aah, hold op, klukkede de. Du der selv kommer fra landet! Du véd da vel at vi ikke bruger penge på sådan noget! – Efterhånden var der trods alt enkelte der havde deres eget eksemplar med sig, og de kunne så fx fortælle mig at det foreløbig var blevet læst af otte personer, eller de kom og sagde at de egentlig godt ville have haft mig til at skrive i deres bog, men at den altså nu var på rundrejse i familien.

Ja, selv over for folk der færdes hjemmevant og ubekymret blandt bøger, har I boghandlere åbenbart ikke haft nogen helt nem opgave. For nogen tid siden fik jeg en mail fra en åbenhjertig dame, der berettede at hun øjeblikkeligt, efter at have set forfatterportrættet på flappen, havde smidt bogen fra sig. En boghandler må da have overtalt hende til alligevel at kigge i den igen, for hun fortalte videre at hun, efter at have læst de første linjer, smed den fra sig én gang til. Og boghandleren må da virkelig have sat alle kræfter og hele sit salgstalent ind, for det fremgik at denne kunde en tredje gang havde taget bogen mellem hænderne, og at hun så endelig beholdt den der.

Jeg vil gerne sige hjertelig tak for denne indsats og for alle de andre af lignende art. Tilsammen har de blandt andet bevirket at jeg kan skrive min næste bog uden også at spekulere på, hvad jeg skal leve af imens. Og det er første gang i mit syvogtredive-årige forfatterliv at jeg har været i en så heldig situation. For at kunne skrive alle mine hidtidige bøger, inklusive denne seneste, har jeg haft brug for at søge støtte hos de danske skatteborgere, og heller ikke denne seneste ville det altså have været muligt at skrive, hvis ikke min ansøgning var blevet velvilligt imødekommet.

Det kunne måske nu være fristende – under indtryk af den almindelige feststemning – at rejse spørgsmålet om skatteborgerne gennem alle disse år så har givet deres penge godt ud. Lige her i aften kunne jeg måske snige mig til ét – i egne øren – behageligt klingende svar, men lad os alligevel hellere pænt gemme spørgsmålet til en anden dag. Jeg vil endda foreslå: lad os gemme det endnu nogle år, ja nogle årtier. For en af vanskelighederne ved at besvare sådan et spørgsmål er jo, at det ikke kan lade sig med nogen tilforladelighed, før engang når de fleste af os, der stiller det, selv er ude af cirkulation.

Og der er flere andre vanskeligheder ved at argumentere for berettigelsen af kunststøtte i det hele taget. Kunststøtte er jo nemlig ikke alene et udtryk for en vis mangel på tillid til markedskræfterne, det er også – hvad værre er – et udtryk for en vis mangel på tillid til demokratiet. Man skal da have skatteborgerne med på den tankegang at de med deres bidrag til fx litteraturstøtten satser på noget, hvis sande værdi de sjældent selv vil nå at få en slags bevis på; at de foreløbig – indtil tiden altså engang har fældet sin dom – ikke har meget andet at holde sig til end forskelligartede udråb fra en bande indbyrdes uenige og hinanden bekrigende litteraturkritikere, og at de altså, til syvende og sidst, må satse deres penge på hundredvis af lodder – eller talenter – i fuld og vågen bevidsthed om, at ingen af dem måske i lange tider kommer ud med noget, som man umiddelbart vil kunne godtage som reelle gevinster.

Og da skatteborgerne som sådanne næppe opfatter sig som lottospillere, så må det lyde som noget det næsten vil være umuligt at komme igennem med. Men det er nok alligevel temmelig let! For langt de fleste danskere er helt sikre på at deres oldeforældre og tipoldeforældre gjorde ret i at satse på kunsten og litteraturen på helt tilsvarende uvisse vilkår. De fleste ville jo forfærdelig nødigt have undværet, ja fx, eventyret om ”Kejserens nye klæder”, og lige så nødigt have undværet, ja fx, Ingemanns og Grundtvigs julesalmer. – Muligvis kan det være nødvendigt med jævne mellemrum at minde om, at heller ikke disse tekster blev skrevet af forfattere der – som man siger – kunne klare sig selv, hverken som unge eller som ældre. Det kan være nødvendigt igen og igen at slå fast, at uden en arvet formue havde vi ikke haft nogen Kierkegaard, og uden en permanent strøm af offentlig og privat støtte havde vi ikke haft nogen Andersen, og uden dertil særlig egnede embeder, suppleret af jævnlige tillæg for kunstens skyld, havde vi ikke haft nogen Blicher, nogen Ingemann, nogen Grundtvig.

Jeg vil gerne her i aften også benytte lejligheden til at takke de danske skatteborgere for at de hidtil har fastholdt denne viden om, at litteratur må støttes, hvis vi virkelig vil have nogen litteratur, og takke dem for deres fortsatte forståelse for at frembringelsen af litteratur ikke fungerer som al anden erhvervsvirksomhed – og at nogle forfattere måske må støttes igennem hele deres liv – og endelig takke dem for deres indsigt i at også demokratiet har brug for sådanne undtagelser fra sig selv, at også et totaliseret demokrati meget hurtigt ville komme til at ligne et helvede.

Først og fremmest vil jeg naturligvis, og endnu en gang, takke boghandlerne og deres medarbejdere for laurbærrene og for pengene, for bøgerne og for æren! Og jeg vil takke Boghandlerklubben og Gyldendal for deres generøse umage med at arrangere denne store fest. Tusind tak også for talerne, tak til Anders Mejlbjerg og tak til Anders Fogh Rasmussen. Og endelig vil jeg takke jer alle sammen, for at I er mødt op her i aften, og for at I således ville være med til at fejre litteraturen.

Tale ved overrækkelsen af DE GYLDNE LAURBÆR.