Der gemte sig en orm i østre ende af min seng. Sådan kunne en mand fortælle, engang, om en snog i sengehalmen, og dermed forklare at han fik så kolde fødder om natten. Ikke mindre eksotisk virker i dag hans sans for verdenshjørner. Det var ikke i fodenden det foregik, det var i et rum hvor han havde lagt sig med hovedet mod vest. Et rum der havde været, som det var, også uden hans tilstedeværelse, og som heller ikke ændrede sig dimensionalt, idet han indfandt sig, og nord og syd skiftede ikke betydning hver gang han vendte sig. Som højre og venstre jo ville gøre, som verden for os moderne, kardinalpunktsbevidstløse, har måttet rette ind efter enhver af vore kroppe, dreje sig om hver enkelt, orienteres og positioneres efter min tilfældige synsvinkel og min kulturelle logik.

At mennesket sådan gik hen og blev verdens centrum, kunne nok ikke lige med det samme ses på den. Men det kunne snart ses, også på fotografier, naturligvis. Der viste sig en tendens til at husene knap så ydmygt indføjede sig i landskaberne. Det kom til at se ud som om bygninger – også i sig selv ret beskedne – ville underlægge sig en hel del mere end deres grundstykke. Folk, der før havde opført sig som folk gjorde flest, var rask væk blevet til svulmende serier af enspændere, og de ønskede slet ikke længere så inderligt at blive betragtet som dele af en helhed som at markere deres helt private residens og deres aldeles personlige smag. Som selvfølgelig ofte blev en mere eller mindre nydelig illustration af en mode og dens blandede indhold af drømme og signaler og hårde kendsgerninger, og det var også godt. Og det var også godt nok at man arkitektonisk bekendte sig til den ny verdens pekuniære fornuft, og den ny tids bonde kunne da uden større forlegenhed anbringe en gigantisk silo på tværs af enhver hidtil kendt landskabelig harmoni i enhver synsretning. Og hvorfor skulle han ikke dét?

Man kunne måske have foreslået en forsøgsvis stræben efter ’skønhed’. Ikke fordi det var den der plagede de gamle, ikke så de tænkte over det, og egentlig kun hvis de blev rige og/eller dannede. Kom de sådan til at tilhøre eliten, poppede de op over et fællesskab og en tradition, og de fik da – for alligevel at have noget at hælde deres hoveder til – brug for abstrakte forestillinger som dette om skønhed. Og vi er nu alle sammen poppet op i abstraktionerne og har bare dem at henvise til, når vi skal afgøre om noget er rigtigt eller forkert, smukt eller grimt, og det er da også den sensationelle og dynamiske gevinst ved det, at det hele uafbrudt står til diskussion. Eller det af det hele som vi lige for øjeblikket gider diskutere – og for så vidt der stadig ses bort fra historien og fra spørgsmålet om der alligevel skulle gemme sig en mere håndgribelig, og fællesmenneskelig, bund i æstetiske domme. Hvad der nu mest i princippet kan tænkes. Vi undgår det under alle omstændigheder. Det ville genere vores selvbevidsthed som individer, og det ville drage alle gældende økonomiske målsætninger i tvivl, og dem er der ikke mange der for alvor har lyst til at tvivle om. Man kan sige ’Ja’ og ’Bestemt’, når en anden udbryder: ’Hvor er det smukt!’ For man kan jo være høflig, og man kan forstå hvad den anden mener, også hvordan og hvorfor hun kan mene det. For én selv må det bare altid være en lille smule anderledes, mindst. Så man hele tiden kan blive ved med at blive noget for sig selv og indimellem noget nærmest enestående, hvis det, man virkelig synes er smukt, er grimt for de allerfleste andre. For eksempel forfald.

I dét er der fortsat noget at finde. Absolut at ville det kan selvfølgelig komme til at virke latterligt, forkasteligt, og begge dele når nogen vil overbevise verden om skønheden i vældige ulykker, og indimellem bare anstrengt når andre ikke kan holde op igen med at stikke snuden i rådnende kadavere. Dobbeltheden af tiltrækning og afsky er ikke desto mindre animerende, hver gang. Trodser man sin væmmelse, sine instinktivt beskyttende reflekser, sin skræk for døden, i almindelighed og ens egen, for at holde øjnene åbne, er der de bedste chancer for at få sat strøm til hjerne og hjerte. Det gælder også når et billede kan få én til at betragte noget så stilfærdigt som en forfalden staldbygning, eller den nyopførte barak der måske skal erstatte den. Også den kan fastholde blikket mens følelser og tanker flakker mellem indtryk af karrighed, opgivelse, deroute, og så befriende fornemmelser af nærvær i det faktiske nu, af at være brudt igennem et væv af billeder fra fortiden og at se det – også mentale – landskab, der er virkeligheden for os levende.

Vi må kende sandheden, det er i den vi kan søge fornyelse. Hvilket er det samme som at sige at vi har brug for kunst. Det ligger i kunstens gener at krænge illusioner af sig, uanset hvor fæl og grum den så umiddelbart kommer til at tage sig ud, men den har en anden og lige så grundlæggende egenskab, som tvinger den til, med djævelens vold og magt, om dét skal til, at finde en eller anden slags åndelig næring i selv det ødeste og usleste. Og det kan være det vi kalder skønhed, eller det vi kalder menneskelighed, og det kan blive meget svært at få øje på noget som helst af det i en funktionærcivilisation der ikke, og knap nok med symbolske gebærder, satser på andet end materiel og kropslig behovstilfredsstillelse. Vi er så meget desto mere nødt til at lede efter det og at finde det. Vi må pikke hvert et korn, om det så ligger nederst i den mugne dynge, om så marken blev sprøjtet med gift.

Fotografiet i sig selv påstår naturligvis ikke noget, det dokumenterer. Heller ikke fotografen fremsætter påstande, men han eller hun forvandler alligevel dokumentationen til et udsagn som, i og med dets kunstneriske styrke, beviser sig selv. En række fotografer har her noget at sige om ”landbruget under forvandling”, og det er noget højst forskelligt, og der ville kunne siges kolossalt meget andet. Men i hvert billede er udsagnet – hvad der siges idet det nu lige præcis på den her måde fremstilles – ikke alene omfattende, men også uafviseligt.

Jeg ser på billederne og indser i det samme: sådan er det. Der er sjældent befærdede, græsbevoksede hjulspor mod øde husmandssteder. Der er vantrevne potteplanter under blondegardinerne. Der er, som i al evighed, marker og skov og himmel. Og der er fugle i luften over gyllesprederen. Der er en rendegraver i skammekrogen af et landskab under ombygning. Der er en pige der kommer frem bag et traktorhjul og kigger på mig. Der er en svinefabrik i sneen. Der er for længst demonterede telefonpæle der stolprer sig op mellem afpillede graner. Der er graffiti på korn- og foderstoffens bølgeblikfacade. Der er gamle veje der måske endnu vil sno sig. Der er marker med raps og byg, og der er træer, og himmel, og græs. Der er vindmøller og mejetærskere og siloer som fylder og rager op omkring et pludselig undseeligt kirketårn. Der er bilkørsel mod ingensteder på regnblank asfalt. Der er et biogasanlæg over mosen. Der er himmel og skyer. Der er lys. Der er maskinskrammel på halvt opgivne agre. Der er gårde i ruiner og splinternye monstrøse borge fyldt med gylle. Der er stubbe af majs og brakmarker og forrevne plantager. Der er landskaber og himmelhvælvinger. Der er blæst og regn og lys gennem disen. Der er en gylletank som eneste livstegn så langt øjet rækker.

Trykt i HERFRA HVOR VI STÅR.