Med Helles Ned til hundene i hånden kan vi tale om hvad realistisk litteratur er for noget og ikke mindst: hvad der blev af den.

Da forfatterne i Europa inkl. Rusland, og Amerika på sin vis også, i midten af 1800-tallet gav sig til at skrive realistiske romaner, var de under stærk påvirkning af tidens nye og epokegørende filosofi, positivismen. En åndsretning og en videnskabsteori der ville hævde noget så kuriøst som at det skulle være muligt at sige noget rammende om virkeligheden alene ud fra iagttagelser af dens konkrete fremtrædelsesformer. Den rene galskab, måtte man svare, hvis man endnu havde det ene ben plantet i 1700-tallet og med den tids rationalisme var fuldstændig klar over, at verden kun var tilgængelig gennem den rene fornuft; eller hvis man fortsat ikke kunne glemme sin ungdoms betagelse af romantikken fra omkring 1800 og derfor heller ikke var til sinds at slippe den antagelse, at den sande virkelighed udelukkende blev begribelig i kraft af fantasien.

Ikke desto mindre vandt positivismen frem som en løbeild og med dén altså også en litterær realisme. I løbet af nogle få årtier befæstede den sig – teoretisk gennem naturalismen og dens naturvidenskabelige menneskeopfattelse, kunstnerisk gennem impressionismen med dens dyrkelse af observationernes vrimmel og deres sproglige eller maleriske præcisering. Men realisme var den immervæk, og den bar fortsat sin medfødte verdensanskuelse med sig: sandheden kan sanses.

Og så indtræffer det mærkeligste: Denne positivistiske filosofi bryder sammen, det sker ved indgangen til det 20. årh., med gøglerduoen Freud & Einstein og andre, og dog fortsætter den litterære realisme ligesom fuldkommen uanfægtet sit triumftog, helt op i vores 21. årh. Som den blinde mr. Goggles der går på en tagryg og trygt og roligt fortsætter sin gang ud i den fri luft. Og når dette luftnummer var og er muligt for netop litteraturen – billedkunsten styrtede jo øjeblikkeligt, og musikken – så må det vel forklares med at den litterære realisme hele tiden og indtil dette øjeblik er blevet holdt oppe af sin tvilling. Jo, for kort tid efter at realismen kom til verden, fødtes nemlig af samme positivistiske skød journalistikken. En tvilling (om vi så skal kalde den søster eller bror? eller hvem af dem hvad?) der med sin permanente besættelse af fakta og dokumenterbare detaljer, sin forbrugervenlige misantropi og neurotiske vagtsomhed, med alt dette har overbevist alverdens folkemængder om, at de hver morgen kan indtage såvel den skinbarlige virkelighed som sig selv i form af en dynge papir eller noget flimmer.

Journalistikken opdaterer og vedligeholder et funktionelt greb om virkeligheden som den i det samme definerer som summen af sine brokker, og dens tvilling den litterære realisme gør jo på sin måde noget lignende; om end den måske godt nok er opdigtet, den vil da alligevel noget lignende, og den gør i det mindste meget mere af dette lignende noget end alle de andre -ismer tilsammen. Sådan lyder til stadighed en urokkelig, litterær-religiøs overbevisning. Den har naturligvis også sine missionærer, og de lukker meget gerne alt andet end de allermest stivbørstede fabeldyr ind i deres fårefold, og en forfatter som Helle vil de straks betragte som et pragteksemplar. Men måske er hun alligevel en ulv? Måske har hun bare iklædt sig denne mølædte realismepels for på sin egen nulevende måde at anvende den som stilart, metode, pastiche og parodi.

Pasti-hvadfornoget? Skulle vores Helle nu ikke være vaskeægte realist?! – Nå ja, lad os slå op i Ned til hundene, lad os se hvad hun skriver om verdens indretning.

En gammel kone beder nogle venner tage en stak lottokuponer med i kiosken. Udenfor er der stormvejr, og kuponerne blæser fra dem. De jagter dem, på vejen, i grøften og på marken, den sidste fanger de i et buskads. Den er våd og krøllet og bliver stukket ned i lommen på en kedeldragt. Her får en ung pige, der i øvrigt bare med sin lyserøde mobiltelefon venter på bussen, øje på den nogle dage senere. Den har ellers været glemt, men nu stikker den så lidt op af den her lomme, og pigen fortæller at det må være i allersidste øjeblik at komme i kiosken med den. Det nås; kioskejeren har lige netop ikke fået døren låst, og han overkommer tilmed sin ærgrelse over kuponens forkomne udseende, han glatter og gør ved og indlæser, og jo, den var da lige netop maskinlæselig. Hvorefter den kan glemmes igen. Undtagen af den gamle kone, hun husker den da tallene bliver trukket ud, for det er hendes lykketal, og de stod på den kupon der tilsyneladende er blevet væk, og der er gevinst på den, en stor gevinst. Nu kan hun ikke få sig til at beskylde sine venner for ligefrem at ville snyde hende, hun resignerer blot en lille smule ildevarslende, og når hun minder dem om den, forstår de desværre ikke lige med det samme hvad hun hentyder til, eller der sker samtidig noget andet de må tage sig af. En skønne dag kommer dog endelig hånden ned i kedeldragtlommen igen og kan hale både kupon og kvittering op af den, og det sker præcis i det øjeblik hvor der er allermest brug for at række en hjælpende hånd til én, der har meget hårdt brug for den.

En lottokupon er jo Tilfældet i egen person. Og denne roman er proppet og spækket med tilfælde, eksempelvis i form af færdselsulykker som langt de fleste af personerne tilfældigvis kommer ud for og derfor bliver indlagt på Næstved, eller måske Malmö, hvis de da ikke er døde på stedet. Tilfældene har det med at blæse sammen i dynger, som efter skjulte lovmæssigheder til en gevinst men som oftest til en slags katastrofe. Uanset hvad, opfatter alle både det ene og det andet som noget der vel må indgå i et nogenlunde almindeligt hverdagsliv. De lever på sådan en heroisme; uden den var de fortabte, helt fortabte.

Men realistisk er det jo ikke, for realismen skylder sin blodsbeslægtede journalistikken såvel sandsynlighed som logisk sammenhæng. Her er der tale om rent eksperimentelle bud på stumper af en virkelighed der flagrer i vinden som lottokuponer. Men der spilles nu efter en metode som er ganske anderledes nøjeregnende end troen på lykketal. Hvert lille felt er meget omhyggeligt udfyldt med en sprogligt præciseret sansning. Som om en åbenbaret virkelighed kunne sanses. Og nej, hele kuponen bliver kun en stadig mere uudgrundelig hieroglyf.

Fortællingens jeg-fortæller er forfatter, og hun er i skrivekrise. Tidligere har hun åbenbart med held kunnet skrive om livet som noget temmelig ligetil og letgenkendeligt, det kan hun nu ikke. Hun véd ikke rigtig hvad der er i vejen, og hun snakker og boller med en skolepsykolog som hendes mand har prakket hende på, det gør hverken fra eller til. Hun kan ikke, men det kan han så pludselig, hendes mand, skrive sådan noget virkelighedsnært, sammen med sin sekretær. Han skriver, og hun fortæller af egne erfaringer, bl.a. om en tredjesal i en bestemt ejendom hvor en kokosmåtte af sig selv skifter plads, somme tider lægger den sig uden for døren, andre gange inden for. Det er tanken om dette værk, de så autentisk har forfattet sammen, der sender vores jeg-forfatter ud til hundene.

Ned til hundene, står der uden på den bog hun selv kan komme til at skrive dér. Inde i den siger de hele tiden ’ud til hundene’. Kun en enkelt gang siges der ’ned til hundene’, og det er af hende med den forsvundne lottokupon. Tilfældigvis, det siger sig selv, og så meget desto mere gådefuldt. Nå, kan man så sige, for ikke at sige for meget. Det vipper alt sammen højst inciterende på kanten af en krummeluret art vulgaritet, og det må det hellere blive ved med. Det er dér forfatteren får fingrene i sin skrift. Det er forfatteren Helle. Hun skriver om, og i og med, en uendelig skrøbelighed i hver af os og i den verden vi med ord og hænder og hjerter stræber efter trods alt at holde lidt sammen på. Og hun dedikerer dette vitale stræb, og en forløsning i al foreløbighed, til læseren, og det både lyser og bevæger dybt.

Trykt i HELLE HELLE, privattryk i anledning af forfatterens modtagelse af De Gyldne Laurbær.